torsdag den 4. september 2014

Vi lever endnu

De 3 første hverdage er overstået - og vi ER i live og har det godt. Jeg ved dårligt hvor jeg skal begynde eller ende, men jeg kan jo ta' os fra en ende af, startende med yngstebarnet:
Luca er blevet en del af "the Beech Bunch" da hans lærer hedder Mrs Beech. I dag har de fundet en syg kanin, der er blevet adopteret af klassen og selvfølgeligt nu er "the Beech Bunch's Baby Bunny" - intet mindre. Luca er glad, når han skal afsted og er glad når han bliver hentet. Eneste skår i glæden indtil videre var i går, da de skulle skrive ord på engelsk. Ikke ligefrem hans stærkeste side.
Teresa ELSKER middle school. Hun har haft det som en fisk i vandet, omend vi andre liiiige skulle liste forsigtigt rundt, da første hold lektier skulle laves. Hun starter hver dag med dramaundervisning fra en lærer, der er/har været professional skuespiller, og har allerede lært adskillige andre piger at kende. Men det aller aller bedste er skildpadden i Science lokalet, hvor man gerne må melde sig til at gi den øjendråber - uuuuuuh.
Og så er der Ulle! Der er startet på gigantisk High School! Jeg fulgte ham derhen første dag og både 1. og 2. time nåede at gå, inden han havde fået skema, hentet bøger, fået tildelt locker, der ikke virkede, fået tildelt locker der godt virkede osv osv. Første dag lærte han ydermere på den hårde måde, at man skal huske sin madpakke til sidste time inden spisning - ellers er der ikke flere siddepladser i cafeteriet...... Han har mega mange lektier for og er pænt smadret om eftermiddagen, men har stadig overskud til at joke med os andre ind i mellem. Heldigvis var der optur til tysk undervisningen i dag, hvor han lige kunne blære sig lidt foran de andre, der ellers har haft tysk før.
Undertegnede er startet på arbejde på NCRC (north campus research complex), der er nogenlunde lige så langt væk man overhovedet kan komme fra vores hotel/lejlighed og stadigt være indenfor ringvejen - støn! Indgangen er i een bygning, kontoret i en anden og lab i en tredie bygning, oveni er der så osse lige den underjordiske tunnel over til sekretæren. Det er lige til at blive bims i bøtten af. Læg hertil tårnhøjt forventninger om at jeg da bare lige ryster et forsknings projekt ud af ærmet der marcher alle deres smarte nye metabolimics/CRISPR/cre-med-diphteria-toxin metoder og en 
cykeltur hjem i 30 graders varme, hvor jeg konstant var nødt til at ændre rute og så kan I vist godt regne ud hvorfor blog indlægget stopper lidt brat lige her - zzzzz.

4 kommentarer:

danish in San Francisco sagde ...

Seje børn, sej mor som bare kaster sig ud i alle udfordringerne (også kaldet forhindringer). Jeg er dybt imponeret og fortrøstningsfuld! på jeres vegne. Hvor mange km cykler du? Forhåbentlig falder temperaturen snart...

Henriette sagde ...

Jeg er meget imponeret over de unger. Dertil skal det osse siges at Ann Arbor ER kendt for sine gode skoler, og det ser ud til at holde stik. Jeg har ca 10km på arbejde (7 i fugleflugtlinie) og der er gode cykelstier - altså efter amerikanske forhold. Som dansker er jeg knap så imponeret. Til gengæld er det fuldt accepteret at drøne rundt på fortovene.

danish in San Francisco sagde ...

Puha 10 km i varmen, hvor du konstant skal passe på liv og lemmer… Men nøj du bliver jo top-fit!

Henriette sagde ...

Jeg følte mig godt nok mere klistret end fit, da jeg kom hjem efter at have taget turen i 32 grader eller mere her til eftermiddag..... Det værste er i øvrigt de mega bumlede hullede veje. Der er utrolig mange frostsprængninger alle vegne.