onsdag den 5. oktober 2011

Lidt om skolegang i regnvejr

Så lykkedes det at få regnvejr – endda meget og i mere end én dag (dog ikke meget i mange dage) og dét er altså noget der bliver bemærket herovre. Især på skolen.

Kristian har jo fornøjelsen af at være ”Yard Supervisor” på skolen mandag til onsdag og har således oplevet kombinationen af skole og regnvejr på nærmeste hold.

Det startede med at Teresa kom hjem en aften og sagde at Mrs Best havde sagt at det ville blive regnvejr dagen efter, så det var MEGET vigtigt at de havde varmt tøj på og regnjakker med. Uha uha. Det kunne jo være forældrene glemte at kigge ud af vinduet og derfor sendte deres afkom af sted i shorts og T-shirts……

Selve skoledagen er bygget meget op omkring at man får boglig undervisning indenfor og alt andet (leg, spisning, gymnastik) foregår udenfor, og det er da også sidstnævnte ting, der bliver voldsomt påvirket af dårligt vejr. Især spisning. Lærerne holder selv pause i spisefrikvartererne og det er derfor op til ”yard supervisors” at holde orden på børnene under madpakke fortæring.

Hvad gør man så, når det regner? Eleverne kan ikke være i klasserne af dén simple grund at der ikke er personale nok til at der kan være en voksen i hvert lokale. I stedet bliver alle ungerne sendt ind i gymnastik salen (the Multipurpose room) for at sidde ved borde og spise derinde. Skolelederen stiller sig derefter op på scenen og underholder med lange taler om at nu skal børnene altså huske at være stille; de skal sidde pænt; når man har spist sin mad skal man lægge sig hen over bordet så det kan ses hvornår hele bordet er færdigt, hvorefter alle ved pågældende bord må rejse sig og gå pænt hen til en yard supervisor for at blive fulgt over i deres klasseværelse, hvor de så må sidde pænt og stille og læse bøger eller lege pæne og stille lege, på deres egen halvdel af et bord vel at mærke……

Suk. Jeg kan godt forstå regnvejr er så upopulært herovre.

2 kommentarer:

christunte sagde ...

Så sidder jeg bare og tænker "Men, hvad er de varme trøjer til? Hvis de skal sidde indendørs?????"
Det er vist meget heldigt, at solen skinner det meste af tiden.....

PeterK sagde ...

håber ikke de får varige men af den behandling. Det lyder som noget der kunne have foregået i 60'erne i dk ...;-)