Det har godt nok været nogle skræmmende dage indtil videre i denne uge.
Første chok fik vi mandag morgen, da vi så min lønseddel. Der var trukket 600$ mere i skat end vi så`n lige havde regnet med, og med det budget vi har for at få økonomien til at løbe rundt, så længe Kristian ikke arbejder, så er det på ingen måde penge vi kan undvære eller finde andre steder.
Øv, hvor var det træls på den der måde, hvor det nærmest isner ned ad ryggen, når man opdager det. Siden i mandags har vi derfor googlet helt utrolig meget om det amerikanske skattesystem og er kommet frem til at lønkontoret som udgangspunkt trækker, hvad der ville svare til topskat i DK (altså ikke 60%, men den højeste træk procent, man har herovre) - med mindre jeg indsender formular W4, der be`r dem om at gøre noget andet. Heldigvis ender regnestykket med at vi slet ikke behøver betale Federal Tax overhovedet, da vi kun har min relativt beskedne universitets løn OG 3 børn. Det er blevet faxet videre til lønkontoret i dag, og der skulle ikke gerne være mere bøvl med det.
Næste chok fik Teresa tirsdag eftermiddag, da hun lå på sit værelse og så Cakeboss på Netflix, og der kom en ret stor edderkop spadserende frem fra under dynen. Hun røg ud af sengen med lynets hast. røg videre ind i stuen og var helt bleg. Kristian blev sendt på jagt og kræet var heldigvis til at finde igen. RIP edderkop! Nu er vi så ude i at der skal tjekkes under madrassen mm hver aften.....
Onsdagens skræmmende begivenheder har heldigvis været i den mere underholdende kategori:
Kompromiset med børn, der mægtig gerne vil have nye og dyre kostumer er blevet, at vi har lagt 20$ oveni deres lommepenge i oktober og så må de selv spendere på kostumer til Halloween. Vi har en stor og velassorteret pop-up-store lige rundt om hjørnet (Halloween City), og da lommepengene var blevet uddelt i dag, gik vi derop efter aftensmaden. Den var ikke i nærheden af at være lige så uhyggelig som den i Berkeley - hvilket egentlig var meget rart, da det gjorde den en del mere børnevenlig. Herovre er Halloween jo lige så meget fastelavn, som det er uhygge, og i år valgte alle 3 unger kostumer efter lyst frem for uhygge faktor. Ulrik faldt for steam punk gear, der skal spices op med noget uniform lignende tøj fra en genbrugsbiks:
Luca var til falds for noget ninja gejl (MED våben til - suk):
Og Teresa fandt et ret omfattende "mad hatter" kostume inspireret af Alice i Eventyrland:
Det var sørme godt vi nåede det, når der nu "kun" er en måned til Halloween ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar