Hell Michigan

Her i weekenden tog vi en tur forbi "Hell", der ligger ca en halv times kørsel herfra. Jeg kan ikke lige huske, hvor jeg hørte om det henne, men jeg havde læst at der var ganske hyggeligt med Halloween pynt mm året rundt og så skulle der også være kæmpe store is til ingen penge. Win win.

Det er ret let at overse Hell, der består af 3 huse langs en landevej - hhv uptown, midtown og dowtown Hell..... Husene var blevet købt i faldefærdig stand af en pensioneret brugt vogns forhandler, der nu har lavet både butik, cafe og minigolfbane og til sin kones store fortrydelse, har endnu mere travlt end han nogensinde har haft i hele sit liv men ikke desto mindre har oceaner af tid til at hyggesnakke.  Her er der et par stemningsbilleder fra selve butikken og udenfor:

 

 Isene skuffede ikke. Pigerne bag disken i "the creametary" advarede om at man altså fik store scoops. Jo tak. Der var ingen af os der kunne spise op. Især ikke Luca, der valgte toppings - øh droppings - for een dollar ekstra. Så var der nemlig frit slag fra "the coffin" mellen "bat poop", "bone splinters", worms" etc etc:

Teresa og jeg måtte lige ud og vende på toilettet - øh batrooms - bagefter (Som det måske kan fornemmes manglede der ikke dårlig humor på disse kanter....):

 Hell ligger ikke så langt fra Pinckney, hvor der er en hel del skov og trails. Vi spurgte oppe i butikken og blev foreslået at køre lidt længere frem til grantræerne (som ejeren af stedet jo selvfølgeligt selv havde været med til at plante for 50 år siden) hvor der var et loop trail af ca 5kms længde rundt om et vådområde, og hvor vi burde kunne se både ræve og kalkuner, hvis vi var heldige. Vi larmede vist for meget til at se dyr, men vi mødte ham her:

 En bueskytte på hjortejagt i fuld camouflage-gear. Lucas øjne blev så store som møllehjul af bar begejstring og vi måtte lige hen og hilse på. Jeg fik sneget mig til et billede da han gik videre og lidt efter forsvandt han pludseligt uden vi egentlig så hvor han var gået ind, så jeg går ud fra camouflage tøjet virker efter hensigten. Bukkejagten er gået ind - men kun for bueskydere ind til videre. Midt i november starter riffelsæsonen, og så er det ikke så fed en ide at tage på skovtur........

Vi havde selskab deroppe af Carlos og Maria og deres 3 børn fra Brasilien, der går i samme skoler skoler som Luca og Teresa

 Man hiker vist ikke så meget i Brasilien! Sarah på 11 år var meget bekymret for om vi farede vild, og nåede at spørge i hvert fald 5 gange om jeg nu havde HELT styr på at kunne finde tilbage. Maria og Carlos gik så langsomt oveni at vi var helt bekymrede for om vi ville nå ud inden det blev tusmørke, men vi fandt da hjem igen ;-) På vejen tilbage underholdt vi os selv med den nye køre-i-bil sport: Hvem gætter bedst hvor mange roadkills vi når at spotte. Ulrik vandt med 7 blandede ground hogs/egern/vaskebjørne.

Ellers har det føltes lidt tomt, da Moster er rejst videre. Hun har dog efterladt signifikante beviser på sin tilstedeværelse i form af en stak fine hjemmestrikkede Michigan huer:

 Jeg har heller ikke fået været så meget hjemme, da der var arrangeret et Lipodystrofi symposium på universitet, hvor en del af foredragene ville være super relevante, for det, jeg går og laver. Jeg havde selskab af Alfor (den walisiske kirurg) der har en humor så tør at selv jeg ikke når ham til sokkeholderne. Vi fulgtes ad til "Banquet Dinner" på Sheraton fredag aften. Gaaaaaaab. Det KAN de altså ikke finde ud af herovre. Arrangøren var en forfærdelig overlæge, der vimsede rundt som en sindssyg og havde lagt et program, der var så stramt, at de havde valgt at lægge første foredrag om søndagen kl 07:40 - arj man hvad tænkte hun på! Prikken over "i"´et var at toppe middagen om aftenen af med foredrag og diskussioner. Alfor og jeg havde heldigvis sat os strategisk tæt på døren, så vi kunne nå at liste ud, når vi ikke orkede mere.
Når det så er sagt så var der et par foredrag, der i den grad ramte plet for mit vedkommende og har givet mig et par nye vinkler, på det projekt jeg gerne vil lave. Og jeg har endnu en gang måttet sætte underkæben på plads, som jeg gør jævnligt efterhånden som det går op for mig, hvilken forskningsliga jeg mænger mig med til hverdag ved at være her.

Her til eftermiddag har vi taget det stille og roligt. Kristian og Luca har spillet tennis oppe på tennisbanen. Teresa har skåret græskar:

 Og jeg har fået bestilt en solid cykellygte, efter have været så tidligt oppe i morges at der var bulderragende mørkt, hvilket ikke ligefrem gjorde det til en fornøjelse at cykle ud til min del af campus på hullede cykelstier med mangelfuld belysning..... Luca sidder og hygger sig i badekarret, Kristian bager bagels, og om lidt skal Ulrik og Teresa (OG deres lommelygter) ud til en cornmaze med de andre teens fra kirken. Det bliver nu meget hyggeligt kun at have Luca hjemme.