Efterår, cupcakes og Frikkeris

Efteråret er over os, og "we love it":

 

Jeg ved egentlig ikke hvad vi forventede andet end at det nok ikke kunne sammenlignes med det Californiske efterår, og har nok gået og ventet på noget vejr, der ville være ligesom i DK. Men det føles bare væsentligt federe her. Det er koldt om natten og vi vågner jævnligt op til spor af nattefrost om morgenen. Vanter, vinterjakker og huer er derfor taget i brug (udover at være koldt er det også tæt på bulderragende mørkt, når første barn drager ud af døren lidt over 7), men de bliver smidt senere på dagen hvor solen varmer godt igennem og hvor jeg jævnligt cykler hjem uden jakke på og med vanterne godt gemt af vejen i tasken. Regnvejr har vi heller ikke set så meget til andet end nogle få dage de sidste mange uger, og hver dag nyder vi træerne, der er godt i gang med at smide de sidste blade:

I lørdags var det lunt nok til en Brazilian BBQ hos Carlos og Maria, hvor vi mæskede os i kød fra deres ny indkøbte grill. De prøvestegte så store mængder koteletter og bøffer, så da vi endeligt nåede frem til hovedretten - eller rettere hovedretterne (der var MANGE) kunne vi nærmest ikke klemme mere ned. Vi havde lovet at tage desserten med og det tog ikke mange sekunder før Teresa tilbød lige at fikse det lørdag morgen inden vi skulle afsted- et viola:

Så vi klemte da også lige en solid cupcake ned med massive mænger frosting ned ovenpå frokosten. Pyha, vi kunne næsten ikke vralte ud at gå en lille tur bagefter.

I dag søndag har vi nærmest boet henne i kirken. Vi kørte derud til 9:30, hvor børneprogammet var i gang, Kristian havde første session med lovsangsbandet og jeg gik en tur hen til Starbucks og fik set lidt skov på vejen. Kl 11 tog vi til gudstjeneste hvor næsten alle var klædt i rødt for at fejre reformationsdagen. Teresa blev sendt til konfirmations forberedelse kl 12:15 og vi andre tog i mellemtiden ud for at købe ind til aftensmad til teenagernes "Grace Place" samme aften. Ulrik havde overbevist dem alle sammen om at hans hofret "Frikke-ris" var mega lækkert, så mit forslag om Tacos blev nedstemt og vi købte kød og ris i stedet (og en masse grøntsager og dip). Inde i supermarkedet var der en venlig ansat der i anledning af Halloween havde hængt en sød "lille" elektronisk edderkop op, der med jævne mellemrum røg ned i hovedet på folk og derefter selv kravlede pænt tilbage op ad sin snor:

Top nice! Jeg er glad for at jeg IKKE fik fornøjelsen af lige at få den dinglende ned foran mit hoved!

Vi kørte retur med vores indkøb og nåede lige at have 1 1/2 time derhjemme, hvor jeg slæbte Ulrik med ned i vores fitness rum og hvor Kristian fik pyntet op med lyskæder i stuen imens. Og så gik det ellers retur til kirken for at lave mad til ca 25 sultne teens.
Imens vi kokkerede var der info møde om et ungdomskirke event, der løber af stabelen hvert tredie år, hvor ca 30.000 high schoolers mødes i en by, der har det svært, for at vise, at de gerne vil hjælpe (og for ganske simpelt at holde en event der giver penge i kassen i den pågældende by). Sidste år var det New Orleans og til sommer bliver det i Detroit. Som lederen tørt kommenterede: "Så må vi se om der er 30.000 forældre, der sender deres børn til Detroit?" (Detroit har et VIRKELIGT dårligt ry herovre i USA, pånær i selve Michigan, hvor de fleste rent faktisk selv har været der og ved at der er ganske udmærkede steder derinde).

Vi fik lavet Frikkeris (en ret opfundet af Kristian farfar, der var skibskok og basalt set er hakket oksekød brunet i karry, hvorefter der tilsættes ris, vand og salt. Det er efter sigende også den eneste ret hans far formåede at lave i et køkken). Vi spiser det med ketchup, man for at amerikanisere det bare en smule havde vi sørget for revet ost og guacamole. Det gled ned i fin stil men ketchuppen stod nærmest urørt tilbage mens guacamole bøtten derimod næsten var slikket ren :-)

Luca havde en fest med at være til teen komsammen og var først i køen, da der blev pakket sygeplejekasser til collegestuderende uden forældre (noget med hovedpinepiller, hand sanitizer etc). Han sad klar på den højeste taburet han kunne finde og var klar til at svare på spørgsmål, når der blev stillet nogle vel at mærke, men måtte vist gi op, da der var et ryste sammen spil, hvor man skulle finde sammen i små grupper. Ikke så længe efter kørte vi til hans store fortrydelse hjem og nu ligger han i sin seng og råber at han ikke kan sove. Det er hårdt at være den yngste!