For sidste gang!

Der har været rigtig mange ting, der skulle gøres/prøves/smages/opleves for sidste gang men i langt de fleste tilfælde troede jeg at jeg ville kunne nå det hele én gang til, så jeg slet ikke lagde mærke til at min sidste tur på indkøb i Berkeley Bowl eller den sidste frokost på Urban Turban faktisk var den sidste gang.
Jeg har haft så travlt på arbejde at jeg dårligt har nået andet end det absolut nødvendige (som fx at spise middag ude 7 ud af de forgangne 8 dage - stakkels stressede mig......) og der har ikke været tid til at blive småsentimental på nogen måde, hvilket jo nok ikke er så ringe endda.

Min sidste cykeltur levede nu langt fra op til forventningerne om en storslået tur over Golden Gate Bridge. I stedet døde min trofaste jernhest på San Pablo Avenue, hvor pedalarmen rev sig løs kun et par km efter sidste stramning, kæden hoppede og skramlede, og gearerne begyndte at skabe sig. Så her står den alene og forladt, komplet med cykelhjelm og nøgler stikkende ud af de ulåste cykellåse foran en butik med "næsten færdige møbler" (hvilket er et noget bizart koncept i øvrigt). Jeg tænkte at der ville være en god chance for at en tilfældig kunde måske også ville sætte pris på en "næsten køreklar cykel":

 

Jeg har også haft sidste dag på arbejde. På randen af panik fik jeg flået de sidste prøver af maskinerne 10 minutter før jeg gik ud ad døren for sidste gang, men det er vel kun en værdig måde at afslutte halvandet år i det rodede og småkaotiske Hellerstein lab. På perfekt timet vis var der afskedsfest samme aften hos een af mine kolleger hvor der ikke var sparet på hverken thaimad, cheesecake eller frozen margaritas. Sidstnævnte blev mixet i laborantens medbragte tudsegamle beige blender fra 1960'erne og alle ingredienser var så nøje afstemt at det var lige før lommeregneren måtte tages i brug.
Den ældre filipinske dyrlæge havde stået hele eftermiddagen og stegt lækre små forårsruller og hun var næsten ved at knibe en tåre over at jeg skulle rejse. Vi har tilbragt mange lange dage sammen nede i stalden og har fået et meget tæt indblik i hinandens liv, så det var ikke kun hende, der var trist.

Jeg fik fine gaver:

Jeg fik også en udsøgt CD af min laboratorie "roommate" Candice med titlen "Christmas music to bring joy to Henriette FrikkeSchmidt". Hendes musiksmag er lige lovlig sukkersød til mig og jeg har været ved at dø over hendes julemusik, der blev spillet nonstop fra Thanksgiving i november og hele vejen gennem december. Jeg har haft brokket mig højlydt ad flere omgange og vi havde joket en hel del med at hun skulle lave et "mixed tape" med julemusik - og sørme om ikke hun gjorde det :-) Så nu kan jeg sætte den på hvis jeg savner Berkeley for meget.

Og så havde min søde, søde undergrad studerende også købt gaver til mig:

 

 Tænk at være så taknemmelig over at få lov til at arbejde gratis! Hende kommer jeg godt nok også til at savne, men vi ses igen på tirsdag hvor jeg giver en middag og siger pænt farvel og tak for hjælpen. Hun er 22 og får mig nogengange til at føle mig som et helt alderdomshjem. Hun knokler hårdt for ikke at drukne i uddannelsessystemet herovre, hvor det på ingen måde er nok at være god til at læse. Det forventes derimod at hvis man gerne vil være tandlæge, så skal man involvere sig i frivilligt arbejde a la " hjælpe handicappede med at dyrke yoga" - udover det ubetalte laboratorie "slaveri". Jeg har helt ondt af de stakkels studerende.

Lørdag er blevet tilbragt med min all time favourite beskæftigelse - at dalre rundt inde i San Francisco. Planen var at udvide mit sortiment med en vinterjakke og en stor kuffert. Et besøg i den kæmpestore ROSS inde i byen for at udføre bestillingsarbejde hjemmefra, bød desværre ikke på de forespurgte jeans til Kristian, da der bare ikke var nogen, der var både pæne OG den rigtige størrelse. Til gengæld hang der en Betsey Johnson vinterjakke sat ned fra 285$ til 70$ - haps!

Bemærk den leopard-plettede inderside!

 Næste stop var kuffertindkøb i Chinatown, der var på den anden ende pga "Moon Festival" med bl.a. løvedans og opera. Sidstnævnte er ikke for mennesker med sarte ører, når det foregår på kinesisk. Faktisk blev jeg bare ved at gå forbi lidt længere nede ad gaden helt bekymret for om lyde alene kan udløse epileptiske anfald.

Nu sidder jeg og drikker Amaretto Latte på en cafe i skumringen mens jeg skriver på den medbragte iPad - vi to er blevet frygteligt gode venner de sidste par måneder, så jeg håber lidt at ungerne har glemt alt om den, når jeg kommer hjem, så jeg kan fortsætte med at have den helt for mig selv (som om.....).