I dag var planen at flotte mig med en sporvognstur - altså de "rigtige" cable cars, der trækkes op over bakkerne af kabler der summer og brummer under asfalten. I turisthøjsæsonen kan der snildt være et par timers ventetid, men nu hvor august er slut, er det noget lettere at få sig en tur uden at stå i alenlange køer. Så jeg købte glad en kaffe og steg ombord - men ak. Jeg havde glemt at man ikke måtte have kaffe med :-(
Her står min stakkels forsømte kaffe ensomt tilbage, efterladt til fordel for en sporvogn:
Turen var nu flot alligevel og jeg havde sørget for at placere mig bagerst, så jeg kunne få sug i maven over udsigten ned ad California Street:
Da jeg nåede frem til bogbutikken var Kekkashi bog nr 16 stadigt ikke til at få. I stedet kom jeg til at synke så dybt at jeg kiggede på strikkebøger....... Ikke til mig selv altså, men til familiens strikkenørd, der snart har fødselsdag (ja, jeg ved jo, du læser med, Christine, så du får lige et par billeder men ellers ikke mere smugkiggeri!):
Frokosten blev indtaget på stamrestauranten, hvor jeg havde akut trang til "Gyoza Nabe". Det er suppe med dumplings, kål og en dertil hørende lille skål dyppesovs, der får selv kogt kål til at smage sygt godt. Jeg faldt også her totalt i staver - denne gang over al plastikmaden i vinduet. Er det ikke bare for vildt, at man kan få plastik broccoli til at se så "levende" ud?:
Jeg fik løsrevet mig til sidst og tog sporvognen tilbage til Market Street (altså den kedelige én af slagsens, der bare er en offentlig bus). Det blev til meget mere butiksoseri og jeg fandt bl.a. disse fine gummistøvler, hvor selv en cowboy ikke ville få våde fødder (det var nu godt nok nogle andre støvler, der blev købt med hjem, da jeg ikke er blevet så amerikansk endnu at cowboystøvler kan findes i min garderobe):
Jeg fik også taget lidt forskud på Halloween med disse "blodige hænder" hårspænder- muhahahaha:Nu sidder jeg her i køkkenet og er helt træt, da jeg endnu en gang fik præsteret først at være hjemme på den anden side af kl 21. Jeg er også lidt i panik, da jeg lige er kommet i tanke om, at jeg da slet ikke har fået undersøgt om jeg skal bruge visum el. lign for at tage til Canada på torsdag. Jeg tror det nu ikke, men det kan godt være et telefonopkald til ambassaden på mandag ikke ville være helt af vejen.
1 kommentar:
Uh - det er sandelig et rigtig godt smugkig! Det ser ualmindelig spændende ud....
Sikke mange skønne butikker du har derovre. Jeg er ret misundelig....
Send en kommentar