Væbnet røveri med løst krudt......

Første nat i Oregon er tilbragt i Baker City - en lille by pænt langt ude på bøh-landet, men med lige tilpas afstand mellem Salt Lake City og Portland. Der ventede "kun" knap 5 timer i bil i dag, og mens vi spiste morgenmad sendte jeg Ulrik over efter lokal brochurer. Dét så receptionisten og kom over og fortalte at vi altså blev NØDT til at køre forbi damptoget her i kommunen. Det var kun 3 kvarters kørsel fra hotellet, der var gratis adgang for fædre i anledning af fars dag, og så ville der oveni være røveri af togets gulddepoter. Vi slugte resten af maden og kom afsted i en fart. Vi kom ret langt ind i Oregons skove før vi fandt den lillebitte by McEwen og damplokomotivet (bonusinfo til familiens togtosser: et Heisler 3 Lokomotiv fra 1915, der har kørt med tømmer. Tophastighed: 20mph, men det kørte nu kun 12mph, da vi ellers ville gynge for meget fra side til side):

 Skinnerne gik gennem et tidligere guldmineområde med udsigt til de sneklædte bjerge:

 Og blev styret af de lokale togtosser:



Luca havde hørt at der ville være røveri og turde næsten ikke sætte sig op i toget selvom vi gjorde hvad vi kunne, for at forklare ham, at det altså ikke ville være rigtigt. Da røverne endeligt dukkede op, prøvede drengen at kravle ned under sæderne, fordi han var bange, men fik dog samlet mod nok til at sætte sig op til sin mor til sidst:

 De kom ridende ud af skoven og skød om sig med deres pistoler:

 Så fik de stoppet toget og kapret guldboksen (og et par af de andre børn, der var med). De skød låsen op og red hujende væk med guldsækkene.



Luca fik nu hurtigt kommet sig over chokket og var dybt fascineret af "dame røveren" i cowboytøj. "Er hun ikke bare flot, mor?".
 Lige efter kom endestationen, hvor røverne ventede med tilbud om rideture. Det var der nogen, der ikke skulle høre 2 gange, for hun strøg ud til hestene og svingede sig i sadlen:

 Der var også en lille souvenir biks der osede af tognørderi. Bl.a. kunne man købe LP´er med lyden af de forskellige lokomotiver, amerikanske togblade og bumperstickers a la "train enthusiasts don´t get old, they just loose track"! Luca fik scoret sig en skyder med knaldpapir til og har ikke været til at skyde igennem (hø hø) lige siden.
 Vi havde en times pause ved endestationen og kunne også gå ned og blive kloge på guldminedrift. Vi nåede aldrig helt derned, da man undervejs kunne vaske ægte guld i ægte guldgraverfade. Ulrik og Teresa var fyr og flamme og vaskede grus på livet løs. De nåede begge at finde et par små stumper, inden vi måtte styrte afsted for at nå toget inden det kørte retur. Det er ikke lokalt guld, man finder, men noget, der købes og derefter blandes op med grus. Det er skam ægte nok og man bliver nøje overvåget, så man ikke kommer til at stjæle noget med hjem uden at betale for det. Her ses Teresas høst. Man kan lige se de bittesmå stumper i bunden af glasset, hvis man kigger godt efter:

 Frokosten blev indtaget på Sumpter Junction Restaurant hvor tognørderiet fortsatte i stor stil med lokomotivformede børnemenuer, tog under loftet og et helt sceneri af tunneler og stationer: Togene var desværre gået i stå, da vi kom, så vi så dem ikke køre rundt.



I skrivende stund har vi langt om længe sat kursen mod Portland og regner med at være fremme en gang i aften.