Salt Lake City

For nu lige at knytte en kommentar til Bikers Against Child Abuse, som vi mødte ude ved Bryce Canyon, så fik Kristian tjekket dem ud online. Det lader til, at hvis man er et barn, der bliver slået, så kan man ringe til dem, og så laver de en motorcykel kortege op til huset, hvor barnet bor og tager en snak med både barn og forældre. Vi har grinet meget af tanken om forældrenes paniske ansigtsudtryk, når der ruller en gang rockere op til hoveddøren og spørger om der bor et forslået barn.

 Turen fra Bryce Canyon til Salt Lake City var lang. Dels fordi ingen af os havde sovet vanvittig godt i de gyngende senge på at værelse med storgøende hund i haven ved siden af og dels fordi Utah også er rimelig stor og ørkenagtig. Vi kom til at overse et exit på motorvejen og endte op på en vej, hvor store skilte proklamerede at der nu var 115 miles til næste "service". Dvs næsten 200km uden hverken vand, mad eller benzin. En smule overvældende for os lilleput danskere. Frokosten bev indtaget på Dennys betjent af en middelaldrende emsig dame, der nærmest sang, når hun snakkede og havde vildt meget makeup og meget stramme cowboybukser. Fascinerende!
På alle Dennys restauranter er der en bamse automat ude ved indgangen, hvor man aldrig vinder noget som helst (vi har skam prøvet - mange gange). Teresa fik et par quarters og prøvede lykken uden held. I det samme kom der en ældre mand og spurgte om hun ville prøve igen, han hev en nøgle op ad lommen, låste lemmen op og stak hende en bamse. Den hedder nu Mustard til minde om Moster og fordi den med lidt god vilje er sennepsfarvet.
Vi så også "sodavandsforsyningen" til Dennys ude foran. Især Luca var vildt imponeret efter vi bildte ham ind, at der var rør under parkeringspladsen der ledte sodavanden lige ind på restauranten ;-)


 Mange lange timer senere nåede vi Salt Lake City, hvor første stop var lufthavnen for at sætte Moster af. Det gik nu ret godt uden hverken tårer eller hysteriske scener fra yngstebarnet. Vi kørte direkte ind til Temple Square efterfølgende for at se Mormonernes tempel. Det skulle være ret imponerende - og vi blev ikke skuffede. Temple Square ligger i midten af byen og gaderne er navngivet med "North Temple", "South Temple" etc. Og der kører tog i midten af de pæne rene gader. Her ses stationen komplet med mågestatuer på toppen:


 Der er guidede ture hele dagen på området og vi fik en fantastisk tur i The Conference Center. Der stod et skilt med at man bare skulle gå hen til dør 15, så det gjorde vi og blev mødt af den flinkeste ældre mand, og fik en tour kun os 5. Centeret er stort og overdådigt. Der er fontæner indeni, et kunstigt vandfald på ydersiden af bygningen og rum efter rum med malerier og buster. For ikke at forglemme selve konference centeret, hvor de optager koncerterne med The Tabernacle Choir, og hvor de live transmitterer på 90 sprog til over 17 millioner mennesker verden over. Vi hyggesnakkede undervejs og fik bl.a. lært at man altså ikke har flere koner som mormon. Det var kun tilladt en kort periode, men det er dog stadigt udbredt i andre menigheder, der ikke er tilnyttet hovedkirken (når det så er sagt, så falder vi stadigt totalt udenfor gennemsnittet her I Utah med kun 3 børn) Guiden havde også godt børnetække og lod Luca trykke på knapperne i elevatoren. En lille detalje, men Luca syntes han var fantastisk og uddelte store kram, da touren var slut. Vi kom også op på taget, hvor der er en forrygende udsigt ud over Salt Lake City. På den ene side af centeret er der lavet beplantning, der repræsenterer den østlige del af Utah:

 Den anden halvdel skal ligne faunaen i den vestlige del (ja, vi er stadig på taget):


Og så kan man se på denne væg at vi alle er mormoner...... (man kan se sig selv som spejlbillede bag alle de andre på billedet):


 På vej tilbage over tempelpladsen, rundede vi The Tabernacle, hvor koret øver og hvor de optog koncerterne før i tiden. Mine forældre havde en jule LP med The Tabernacle Choir, da jeg var barn og jeg har brugt timer på at kigge fascineret på de overdådige billeder på forsiden. Så det var en ekstra oplevelse, at se det i virkeligheden.

 Vi blev anbefalet at spise på toppen af Joseph Smith Memorial Building af vores guide, hvor der ligger 2 restauranter. Vi endte på den billige..... Der var SÅ flot med udsigt ud over Salt Lake, templet og solen, der var på vej ned.

Vi fik prøvet deres specialitet: Dybstegte syltede agurker. De var faktisk langt bedre end forventet og resten af maden ligeså.

Salt Salt Lake City har virkeligt været vores turs store positive overraskelse. Vi havde ingen forventninger, men fik en fantastisk aften alligevel. Natten blev tilbragt på toplækkert hotel med dertil hørende hårdt tiltrængt og lang nattesøvn. Og så var der morgenmadsbuffet med "bag selv vafler". Vi nåede desværre ikke swimmingpoolen denne gang :-( Og så kostede hele herligheden kun 567 kr for os alle 5.
 På vej videre tog vi et stop ved The Salt Lake. Der var smækfuld af små grønbrune hidsige myg, så ungerne fik kun en hurtig soppetur. Der var også store mængder kæruld, så det næsten lignede at det havde sneet.

På de 200m vi gik ned til vandet nåede Ulrik desuden at se 5 slanger. Vi andre nåede nu kun at se dén ene af dem, der ikke flygtede i rædsel, når vi kom trampende 5 mand høj.
 Nå ja - og dette blog indlæg er skrevet i bilen på motorvejen. Jeg bliver ellers let køresyg, men ikke når der er minimum 10 km mellem at vejen svinger bare en lille smule, så er det let at lave noget andet. For ungernes vedkommende har Nintendo DS´erne opnået revanche. De har ellers ligget og samlet støv i lang tid, og Teresa har vist ikke spillet siden hun blev god til at læse engelsk. I hvert fald kan hun nu læse, hvad der står på skærmen og derfor spille spillene rigtigt.