SÅ gik starten for vores roadtrip, og den begyndte ganske forrygende. Christine (eller Mustard som ungerne er begyndt at kalde hende i stedet for Moster) kom lørdag aften med kufferten fuld af Anders And blade og lakridser - ganske som hun plejer. Det blev nu kun til en enkelt nat i El Cerrito for hendes vedkommende, da vi stod så´n relativt tidligt op søndag morgen og lagde hårdt ud med at køre direkte om Starbucks for at spare på opvasken derhjemme og derefter vendte næsen øst på. Det blev til et enkelt stop i Ross for at gå på toilettet - vi kom (næsten) ikke til at købe noget tøj derinde..... Og vi mødte også lige en frugtbod med friske jordbær og ferskner. Alle siger at det tager ca 3 timer at køre til Yosemite, men det tager altså lige lidt længere tid, når det er os ;-)
Vi lagde ud med at traske hen til "Lower Yosemite Fall" der havde en smule mere vand end i efteråret - men ikke meget. Der har ikke været meget nedbør denne vinter og det kan også ses på vandmængden i bjergene. Det er dog stadigt et imponerende vandfald.
Vi kom lidt på afveje på vej derhen og måtte forcere brusende vandløb med livet som indsats ;-)
Vi fik også kigget os lidt omkring inde i dalen og smagt på de lokale is inden turen gik mod hotellet. Vi skulle bo på Tenaya Lodge der ligger lidt udenfor den sydlige indgang til parken. Yosemite er nogenlunde på størrelse med Sjælland og vi fik sjusset os frem til at turen fra Yosemite Valley og hen til hotellet svarede nogelunde til at tage turen fra Kalundborg til København C. Det er altså bare nogle andre afstande herovre.
Mandag tog vi til Glacier Point, hvor man beskuer alle Yosemites herligheder fra oven. Nørj, hvor var det flot. Vi fik taget en masse profilbiller med det næsten helt surrealistiske sceneri bag os
Og man kunne også kigge direkte ned i dalen oppefra:
Der var tykt af mennesker og vi var ved at blive drevet til vanvid af Luca, der mente at det er en menneskeret for 6 årige at bestige samtlige kampesten uanset hvor tæt på kanten af bjergsiden, de end måtte være.
Vi havde planlagt at medbringe mad, der kunne indtages på en vandretur og vi fandt en fin sti, der fik os væk fra de værste folkemængder og sagtens kunne forceres af børneben. Frokosten blev nydt på en sten i solen med en formidabel udsigt. Det er imponerende så godt småsveden hummus smager i disse omgivelser.
Eftermiddagen blev tilbragt i hotellets swimmingpool i høj sol og højt humør.
Tirsdag gik turen videre mod Death Valley. Det gik ikke helt som planlagt, da vi skulle krydse tværs gennem Yosemite fordi der var sket en større ulykke. Der er kun een vej, der går på tværs og den var blevet spærret fuldstændig pga (fik vi senere at vide) en dame der var endt i den forkerte vejbane og derefter var trillet 70m ned ad en skrænt fyldt med sten. Vi ved ikke om hun overlevede.
Vejen endte med at være spærret af i omkring 4 timer og vi fik tiden til at gå med at soppe rundt i et vandløb. Der findes bestemt værre måder at tilbringe ventetid på.
Da vi endeligt kom ud af parken var klokken blevet mange og der manglede stadigt over 300km gennem den mindre befolkede del af Sierra Nevada, hvor der er reklamer for hesteplejning i den countryspillende lokalradio og hvor der er vaskeægte cowboys ved nabobordet på Dennys. Da vi endeligt nåede frem til afkørslen mod Death Valley var det blevet bulderragende mørkt og Kristian og jeg bevæbnede os med et par dybe indåndinger, god stærk kaffe og undertegnede, der sad med næsen i GPSen og advarede om hviken vej hårnålesvingene drejede næste gang. Vejene derinde var heldigvis i super stand og det blev såmænd også kun til et enkelt overkørt dyr i mørket....
Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se Death Valley, siden jeg skrev en opgave om stedet i skolen for efterhånden mange år siden, men efter at have taget turen i mørke og kommet frem til hotellet ved 23 tiden, hvor det stadigt var omtrent lige så køligt som i en varm ovn, og efter at have tilbragt en stort set søvnløs nat med larmende aircondition lige ned i hovedet var Kristian og jeg nu ret enige om at vi ikke kunne komme hurtigt nok ud derfra - inden temperaturen kravlede alt for langt op over 50 grader den efterfølgende dag. Vi boede i Furnace Creek, der går for at være det varmeste sted p.å jorden - vist nok kun overgået en enkelt gang af Sahara i 1920. Vi fik set ørkenen på vejen ud, og når man kører gennem området, er der ikke tvivl om at Death Valley er et passende navn.
Der er kun omkring 3 timers kørsel til Las Vegas og selvom alle ved at langt den største Wauw faktor opnås ved at køre ind efter mørkets frembrud, så sørgede vi nu bare for at komme derhen hurtigst muligt. Vi havde booket et hotelværelse på Flamingo Las Vegas, der er eet af kæmpe casinoerne på The Strip. Det var totalt Las Vegas style med udsigt ud over springvandet på Bellagio:
Gardiner der gik til side vha en kontakt, fjernsyn i spejlet på badeværelset og store "læder"betrukne paneler bag sengene - nå ja og glasvægge ud til badeværelset (godt nok frostede, men alligevel.....)
Vi kom ved 10 tiden og kunne ikke få værelset før ved 16 tiden, men vi kunne heldigvis godt få vores nøglekort, så vi kunne benytte poolen.
Las Vegas er altså et spøjst sted. Amerikanere er generelt ret blufærdige med hensyn til alkohol på offentlige steder, men her giver de den gas med kæmpsestore plastik eiffeltårne fyldt med sprut/slushice, de drikker sprut mens de venter i køen på at tjekke ind og kølediskene med champagne og vodka bliver ikke gemt af vejen i et hjørne bagerst i supermarkedet. Der er bestemt taget højde for denne kultur og går man på toilettet om aftenen er man måske heldig, at der sidder en dame, der er ansat til at friske kunderne op med tyggegummi/mintpastiller og lidt frisk makeup. Stemningen var nu ikke ubehagelig, men vi vadede selvfølgeligt heller ikke rundt på gaden om natten.
Vi lagde ud med et besøg på The Sugar Factory, hvor ungerne hver fik en KÆMPE is som beløøning for at køretur have opført sig eksemplarisk i bilen på den laaaaaaange tur ind i Death Valley:
Der blev ikke spist op.....
Ellers fik vi besøgt M&Ms butikken og Coca Cola butikken på The Strip. I M&Ms butikken var der bl.a. en lille 3D biograf, hvor de viste gratis film. Det var stegende varmt og flere steder havde de sat ventilatorer op, der både blæste og sprøjtede med vand - skønt.
Eftermiddagen blev tilbragt i hotellets swimmingpool og aftenen bød på kæmpestore bøffer hos The Palm i Ceasars Palace sponsoreret af Christine. Jeg har ikke selv fået så mør en bøf i årevis.
Så gik vi ellers lidt rundt og faldt i staver over Eiffeltårnet:
De kæmpestore kasinoer med ekstrem pynt i loftet:
Alle kopierne af statuer fra det gamle Rom:
Pensionisternes tøjstil:
Kristian var nødt til at gå med Teresa, da han ellers var ved at blive begravet i reklame kort for "girl service" etc. De er super pågående og det lader til at der i kasionerne er folk ansat til at kun at spørge hvor man kommer fra, indlede en samtale og få én til at føle sig så godt tilpas at man bliver hængende i netop dét kasino.
Vi havde lovet ungerne endnu et besøg i The Sugar Factory for at købe bland selv slik. Det er altså en sindssyg slikbutik:
Vi sov godt og længe i de store bløde senge og spiste morgenmad på nabokasinoet om morgenen. Christine ville (til Teresas udelte forargelse) liiiige prøve et par mønter af i en spilleautomat, men det gik altså ikke, når der var børn i nærheden.
Så gik turen ud over Nevadas lange, brede, flade motorveje. Gaaaaab. Heldigvis er det effektivt i antal km kørt pr time og vi nåede også lige at køre gennem et hjørne af Arizona. Landskabet ændrede efterhånden karakter og blev mere rødt og eroderet. Det var ikke svært at se at Grand Canyon ligger i nærheden.
På vejen mod Bryce Canyon i Utah kom vi gennem Zion nationalpark:
Og endeligt nåede vi frem til Bryce Canyon. Det er ikke til at se, når man kører ind i parken at man snart vil møde nogle imponerende landskaber, det er faktisk bare et jævnt kedeligt fyrretræslandskab, der fås bedre i DK. Men efter at have parkeret bilen og gået 100m så det sådan her ud:
I skrivende stund er vi langt om længe kommet til et hotel, hvor internet er både tilgængeligt og heller ikke koster en mindre formue at benytte. Vi er stadig i Utah og sætter kursen mod Salt Lake City i morgen, hvor moster skal nå et fly (snøft). Det er MEGET tydeligt at vi nu er i Mormonland. Antallet af store familier og langhårede, kjolebeklædte damer bliver mere og mere almindeligt og vi har spist aftensmad på en lille lokal restaurant, hvor der var Mormones Books til afbenyttelse. Vi mødte også en flok ondt udseende rockere fra gruppen BACA (Bikers Against Child Abuse) og Luca fik scoret sig både klistermærker og tatoveringer.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar