tirsdag den 21. februar 2012

Hanauma Bay i blæsevejr

Mandag tog vi turen til Hanauma Bay igen, efter først at have brugt hele morgenen på at vaske tøj. Træls men nødvendigt.
Det blæste godt ved ankomsten til bugten og vi blev også informeret om, at livredderne samme formiddag havde måttet hive et par halvdruknede snorklere op fra revet. Teresa skulle ikke nyde noget af at snorkle efter den besked, og drengene var heller ikke super begejstrede. Kristian fik dog taget et par gode ture og fik bl.a. set flere eksemplarer af Hawaii's national fisk: humuhumunukunukuapua'a!
Jeg prøvede også en enkelt tur, men mistede nu også begejstringen efter en ikke-planlagt nærkontakt med revet pga bølgerne. Så i stedet stod der god gammeldags badning og sandslotbygning på programmet. Det var nu heller ikke helt ringe.
På vej tilbage til Honolulu kørte vi forbi Bubbies for at spise is-mochi (mochi er små japanske kager lavet af sød bønnepasta, pakket ind i et tyndt lag risdej - vi synes klart bedst om is udgaven). Vi fik 12 forskellige slags med smag af grøn te, jordbær/chokolade, espresso/chokolade, hindbær, vanille osv.
Om aftenen tog vi et sidste besøg på "Outriggers Canoe Club" til gratis middag. Så tænkte vi at vi havde gjort god brug af "alt betalt" uden at misbruge det. Kristian bestilte "blackened ahi", der viste sig at være tun, Teresa fik "huli huli chicken", mens undertegnede og drengene var mere traditionelle og nøjedes med hhv. burger, hot dog en stor saftig grillet bøf. Mums. Luca faldt i søvn midt i maden og gik glip af desserten. Teresa bestilte kortets dyreste dessert: "make your own s'mores" og fik bragt en lille grill til bordet behørigt akkompagneret af skumfiduser, kiks og chokolade. Vi nåede ikke helt solnedgangen, men vi så himlen skifte farve og havde fri udsigt til Honolulus skyline.
Sendt fra min iPad

Ingen kommentarer: