Fester og gaester

Vi har netop i skrivende stund vinket farvel til familien Froeding, der har vaeret paa besoeg denne uge. Det har vaeret super fedt (og lidt haardt med alle de sene vi-sad-alt- for-laenge-oppe-og-drak-roedvin-og-snakkede-IGEN aftener). De har vaeret de mest perfekte gaester der lagde ud med at ankomme fredag aften medbringende romkugler og kransekage frisk fra bageren i Solvang,

- de har taget en ekstra kuffert med tilbage fyldt med 20kg af vores ejendele, og saa har vores koekken nydt godt af deres virtouse svingen med opvaskeboerste, viskestykker og karklud. For ikke at forglemme min og Kristians boernefrie aften, hvor vi tog paa hike med sushi i tasken i Tilden park og bl.a. moedte den her:

Da vi kom hjem duftede der af nyvasket gulv og nyvaskede boern. Arhmen altsaa! Det havde de nu ikke behoevet...... 
Udover at drikke roedvin (og goere rent) er det ogsaa blevet til en hel del udflugter og sammenkomster. Vi lagde haardt ud loerdag morgen i sidste uge med Kristians runde foedselsdag. Vi havde inviteret lidt gaester til brunch og det blev en super hyggelig formiddag. Vi fik taget nogle faa billeder, hvor samtlige gaester ser ualmindeligt boevede ud paa enten den ene eller anden maade, saa det vil jeg forskaane jer for....

Soendag stod den paa hhv toese- og herre-tur i San Francisco. Pigerne fik besoegt stam-neglesalonen med de fnisende vietnamesere, der straks skulle kommentere Teresas valg af neon orange og neon groen neglelak. "She always pick bright colour - fnise fnise fnise", "You grow so big - fnise fnise fnise" osv. Fnisning eller ej saa fik de ekstra drikkepenge denne gang, da deres butik havde vaeret ramt af en loebsk bil, der havde smadret hele frontpartier og muren ind til naboen 3 uger tidligere og de var kun lige akkurat aabnet igen. Vi fik baade fremvist billeder og fortalt historier om, hvor skraekkeligt det havde vaeret.
Med fine nye negle satte vi kursen mod The Cheesecake Factory paa toppen af Macys og direkte videre ned i pigekjole afdelingen, hvor der som altid var udsalg. Teresa og Camilla gik helt "black'n white" da det tilsyneladende var hoejeste nye mode for toeser i den alder:

 Drengene havde taget turen til Japantown med dertil hoerende spisning paa Ulriks yndlingsrestaurant. Her ses de ved Japantowns vartegn:

Vi naaede ogsaa en tur til Alcatraz i loebet af ugen. Det er een af San Franciscos absolut allerstoerste turistatraktioner, og det er bestemt forstaaeligt. Vi havde booket billetter flere uger i forvejen og blev stuvet ombord paa faergen derud sammen med en stor flok andre turister. Der er tilsyneladende stor rift om faergen fra flere end turisterne. Vi fik foelgeskab af den her, der havde det vaeldig sjov med at lade som om den styrtdykkede lige ned i hovedet paa folk for saa at vige 10cm foer den ramte issen Det var ikke lige populaert hos alle og der var en del viften med arme og raaben for at faa maagen vaek, men den var da heldigvis fuldstaendig iskold og stirrede bare ondt tilbage:

Her ses "The Rock" i ensom majestaet:

Der er nu ikke noget at sige til at det gaar for at vaere det svaereste faengsel at stikke af fra i USA.

Ved ankomst var der tilbud til alle boern mellem 7 og 14 aar om at de kunne blive Junior Rangers. Det var de allesammen helt med paa. Ogsaa Luca, der ikke var gammel nok. Han gloede misundeligt paa de andres opgave boeger, men fik dog lagt surmuleriet paa hylden og fandt paa sin egen opgavebog, hvor han omhyggeligt krydsede hver eneste bygning paa kortet af, naar vi gik forbi:

Inden vi sejlede hjem skulle alle Junior Rangers in spe aflevere opgavebogen og svaerge en hoejtidelig ed om at de altid ville passe godt paa USAs nationalparker. Herefter kunne de faa lov at laane en rangers uniform og blive foreviget foran skiltet:

 Turen inde i selve faengslet var en stor oplevelse. Vi valgte at tage audio touren, hvor man faar udleveret hoeretelefoner hvor tidligere indsatte og ansatte fortaeller om den daglige gang i faengslet.
Her ses en celle hvori enten Al Capone eller een af hans kumpaner holdt til. Det lykkedes dem at stikke af ved at grave et hul i muren med skeer, og naar vagterne kom for at se til dem i loebet af natten, havde de soerget for at lave hoveder af papmache og deres eget haar, saa det saa ud som om de stadigt var i sengen:

Det lykkedes dem at bryde ud og sejle vaek i en baad lavet af regnfrakker. Hverken baaden eller nogen af fangerne blev fundet doede eller i live, saa ingen ved om de druknede eller slap vaek. Nogle tror de naaede helt til Sydamerika, da de brugte meget krudt paa at laere spansk op til flugten.

Her ses ungerne i deres rette element ;-)

Dagen fortsatte med en laaaaang trasketur gennem San Franciscos gader og vi kom bl.a. forbi Lombard Street, der er kendt som "the worlds most crooked street":

Ugen har ogsaa budt paa Redwoods traeer:

Besoeg paa Jelly Belly Beans fabrikken (portraetterne i baggrunden er alle lavet af Jelly Beans):

Og saa var onsdag Independence Day - amerikanernes stoerste nationaldag. Vi tog til festivitas i El Cerrito park og moedte massevis af unger fra skolen, poslitibetjente, der laante deres biler ud:

For ikke at forglemme klatrevaegge, hoppeborge, boder og live musik:

Men ingen dybstegte Oreo smaakager paa pind, som vi ellers havde glaedet os meget til at proeve. Vi maatte noejes med Funnel Cakes, som egentlig var ganske udenmaerkede.

Vi endte aftenen hjemme hos Lucy og Joshua, der meget spontant inviterede paa "barbecue" (det var vist noget med at deres unger syntes, det var helt forfaerdeligt ikke at skulle have gaester den aften - lige paa det punkt er amerikanske boern ikke saa forskellige fra danske). Det blev en hyggelig aften for alle. Vi slaebte familien Froeding med og det lod til at alle havde en god aften. Casper paa 11 fik i hvert fald snakket en hel del engelsk og der blev leget grundigt igennem - faktisk hyggede ungerne sig saa meget, at det kunne vaere svaert at foere en fornuftig samtale for os voksne :-)

"Elks" og "the danish summer solstice celebration"

Inden vi tog afsted paa vores roadtrip havde vi faaet en aftale i kalenderen loerdag d. 23/6 - et hike med Mark og Wendy (cheflaboranten fra mit arbejde, som vi saa football hjemme hos). De er begge meget glade for at hike og vi taenkte derfor, at det kunne vaere ret saa hyggeligt at goere netop det i stedet for at sidde paa vores flade hjemme i huset.
Vi havde aftalt at tage ud til Point Reyes. Denne gang var det ikke for at se paa hvaler, soeloever, soelefanter osv men derimod "elks" (gaar ogsaa under nordamerikansk kronhjort paa dansk). Omraadet ligger helt ude for enden af en spids halvoe vest for Tomales Bay og ser ikke afsindigt ophidsende ud, naar man kigger paa Google Maps.
Heldigvis var der bestemt ikke bare brunt og kedeligt:

Vi fik skam ogsaa set det, vi egentlig kom efter. Her er der Elks ret taet paa:

Ungerne var rigtig gode til at vandre, men vi maatte skiftes til at gaa med Luca, der snakkede uafbrudt paa hele turen om bier og sommerfugle. Jeg var selv lige ved at blive bims efter at have hoert om bidronninger, nektar, bilarver og honning i en hel time nonstop. Men saa laenge han havde travlt med at snakke glemte han at brokke sig over, hvor langt vi skulle gaa.
Vi gik omkring 4km ud mod spidsen af omraadet og holdt frokostpause i "skoven ved soeen" (3 forblaeste eucalyptus traeer ved siden af et vandhul paa 2x2m) inden vi traskede retur igen.
Planen var at naa til "The Danish Summer Solstice Celebration" som man jo ogsaa kan vaelge at kalde Sankt Hans...... Jeg var faldet over det paa nettet ved at tilfaelde. The Danish Chamber of Commerce taender baal ude paa Muir Beach hvert aar. I fugleflugt linie er der ikke saerlig langt derned, men naar man skal koere af Highway 1 bliver det noget laengere. Endnu en gang maa jeg udtrykke min graenseloese beundring for folk, der kan koere i dagevis paa den vej uden at braekke sig ud af vinduet paa noget tidspunkt! Jeg blev simpelthen grotesk koeresyg paa vejen derned (dog uden at svine bilen til, heldigvis).
Vi kom frem lige til Midsommervisen:

Baalet var ikke imponerende stort hvilket skyldes omraadets restriktioner, der bliver skarpt overvaaget. Arrangoererne proevede at taende et baal for nogle aar siden paa 1x1x1 m (den maximalt tilladte stoerrelse) og var naer blevet smidt hjem af park rangerne, saa nu havde de laert at begraense sig.

Og - oh fryd - der var snobroed. Ungerne havde netop siddet i bilen og snakket om hvor meget, de dog savnede snobroed:

Det var i oevrigt meget tydeligt at spotte amerikanerne, der syntes snobroed var vanvittig eksotisk. Taenk bare - hjemmelavet broeddej!
Der var en hel del danskere og det endte med at blive en af de hyggeligste Sankt Hans aftener, vi har haft i lange tider. Der er ikke noget som ens hjemlands vemodige sange, der faar hjertet til at svulme i brystet;-) Mark og Wendy holdt ogsaa ud til den bitre ende og proevede endda baade at synge med paa midsommervisen og bage snobroed.

Væbnet røveri med løst krudt......

Første nat i Oregon er tilbragt i Baker City - en lille by pænt langt ude på bøh-landet, men med lige tilpas afstand mellem Salt Lake City og Portland. Der ventede "kun" knap 5 timer i bil i dag, og mens vi spiste morgenmad sendte jeg Ulrik over efter lokal brochurer. Dét så receptionisten og kom over og fortalte at vi altså blev NØDT til at køre forbi damptoget her i kommunen. Det var kun 3 kvarters kørsel fra hotellet, der var gratis adgang for fædre i anledning af fars dag, og så ville der oveni være røveri af togets gulddepoter. Vi slugte resten af maden og kom afsted i en fart. Vi kom ret langt ind i Oregons skove før vi fandt den lillebitte by McEwen og damplokomotivet (bonusinfo til familiens togtosser: et Heisler 3 Lokomotiv fra 1915, der har kørt med tømmer. Tophastighed: 20mph, men det kørte nu kun 12mph, da vi ellers ville gynge for meget fra side til side):

 Skinnerne gik gennem et tidligere guldmineområde med udsigt til de sneklædte bjerge:

 Og blev styret af de lokale togtosser:



Luca havde hørt at der ville være røveri og turde næsten ikke sætte sig op i toget selvom vi gjorde hvad vi kunne, for at forklare ham, at det altså ikke ville være rigtigt. Da røverne endeligt dukkede op, prøvede drengen at kravle ned under sæderne, fordi han var bange, men fik dog samlet mod nok til at sætte sig op til sin mor til sidst:

 De kom ridende ud af skoven og skød om sig med deres pistoler:

 Så fik de stoppet toget og kapret guldboksen (og et par af de andre børn, der var med). De skød låsen op og red hujende væk med guldsækkene.



Luca fik nu hurtigt kommet sig over chokket og var dybt fascineret af "dame røveren" i cowboytøj. "Er hun ikke bare flot, mor?".
 Lige efter kom endestationen, hvor røverne ventede med tilbud om rideture. Det var der nogen, der ikke skulle høre 2 gange, for hun strøg ud til hestene og svingede sig i sadlen:

 Der var også en lille souvenir biks der osede af tognørderi. Bl.a. kunne man købe LP´er med lyden af de forskellige lokomotiver, amerikanske togblade og bumperstickers a la "train enthusiasts don´t get old, they just loose track"! Luca fik scoret sig en skyder med knaldpapir til og har ikke været til at skyde igennem (hø hø) lige siden.
 Vi havde en times pause ved endestationen og kunne også gå ned og blive kloge på guldminedrift. Vi nåede aldrig helt derned, da man undervejs kunne vaske ægte guld i ægte guldgraverfade. Ulrik og Teresa var fyr og flamme og vaskede grus på livet løs. De nåede begge at finde et par små stumper, inden vi måtte styrte afsted for at nå toget inden det kørte retur. Det er ikke lokalt guld, man finder, men noget, der købes og derefter blandes op med grus. Det er skam ægte nok og man bliver nøje overvåget, så man ikke kommer til at stjæle noget med hjem uden at betale for det. Her ses Teresas høst. Man kan lige se de bittesmå stumper i bunden af glasset, hvis man kigger godt efter:

 Frokosten blev indtaget på Sumpter Junction Restaurant hvor tognørderiet fortsatte i stor stil med lokomotivformede børnemenuer, tog under loftet og et helt sceneri af tunneler og stationer: Togene var desværre gået i stå, da vi kom, så vi så dem ikke køre rundt.



I skrivende stund har vi langt om længe sat kursen mod Portland og regner med at være fremme en gang i aften.

På tværs af kartoffelstaten

Lørdag er gået med at køre gennem Idaho for at nå frem til Oregon. Det er ikke ligefrem den mest ophidsende stat - den er primært kendt for sine kartofler, men det blev da til et stop på "Burgers etc" hvor stolene så sådan her ud:

 Til vores store forbavselse kunne man sandeligt få en ganske udenmærket salat samme sted. Vi er faktisk endnu ikke stødt på et spisested, der ikke havde gode salater. Vi kommer dog nogengange i tvivl om hvorvidt ost regnes som en grøntsag herovre, da det er ret svært at få salater uden massive mængder.
Vi tog maden med og kørte ned til floden for at indtage den. Mens Kristian kørte hen for at skifte olie på bilen gik ungerne og jeg en lille tur i det flade landskab. Teresa havde taget Mustard med, og den sørgede for al underholdningen. Her kaster den sten i vandet:

Klatrer i træer:

Dufter til blomster:

Den gemte sig i buskadset:

Tog sig en lur på bænken:

Spillede lidt på iPad:

Jow jow . Idaho er super sjow!

Mange lange kilometer senere nåede vi til Boise, hvor der var et fantastisk supermarked med aircondition, Starbucks, udsalg på børnetøj, friske jorbær og en rigtig god delikatesse afdeling hvor man alt efter præferencer kunne få både frisk sushi, spareribs, oksekødssuppe og øøøh brød og yoghurt (Luca havde opbrugt dagens pommes frites ration og måtte derfor finde på noget andet). Vi fandt en park på GPSen og kørte derhen. Åh suk - der var den amerikanske udgave af kræmmermarked med teenagere i hobetal og "umchi umchi umchi" musik fra scenen. Men vi fik da spist den udenmærkede mad, væltede tilbage i bilen og er i skrivende stund langt om længe nået til Oregon, hvor formålet er at besøge Kristians tidligere kollega Ann, der bor i Portland. Der venter stadigt 300 miles på landevejen inden vi når så langt, men det klarer vi altså først i morgen.

Salt Lake City

For nu lige at knytte en kommentar til Bikers Against Child Abuse, som vi mødte ude ved Bryce Canyon, så fik Kristian tjekket dem ud online. Det lader til, at hvis man er et barn, der bliver slået, så kan man ringe til dem, og så laver de en motorcykel kortege op til huset, hvor barnet bor og tager en snak med både barn og forældre. Vi har grinet meget af tanken om forældrenes paniske ansigtsudtryk, når der ruller en gang rockere op til hoveddøren og spørger om der bor et forslået barn.

 Turen fra Bryce Canyon til Salt Lake City var lang. Dels fordi ingen af os havde sovet vanvittig godt i de gyngende senge på at værelse med storgøende hund i haven ved siden af og dels fordi Utah også er rimelig stor og ørkenagtig. Vi kom til at overse et exit på motorvejen og endte op på en vej, hvor store skilte proklamerede at der nu var 115 miles til næste "service". Dvs næsten 200km uden hverken vand, mad eller benzin. En smule overvældende for os lilleput danskere. Frokosten bev indtaget på Dennys betjent af en middelaldrende emsig dame, der nærmest sang, når hun snakkede og havde vildt meget makeup og meget stramme cowboybukser. Fascinerende!
På alle Dennys restauranter er der en bamse automat ude ved indgangen, hvor man aldrig vinder noget som helst (vi har skam prøvet - mange gange). Teresa fik et par quarters og prøvede lykken uden held. I det samme kom der en ældre mand og spurgte om hun ville prøve igen, han hev en nøgle op ad lommen, låste lemmen op og stak hende en bamse. Den hedder nu Mustard til minde om Moster og fordi den med lidt god vilje er sennepsfarvet.
Vi så også "sodavandsforsyningen" til Dennys ude foran. Især Luca var vildt imponeret efter vi bildte ham ind, at der var rør under parkeringspladsen der ledte sodavanden lige ind på restauranten ;-)


 Mange lange timer senere nåede vi Salt Lake City, hvor første stop var lufthavnen for at sætte Moster af. Det gik nu ret godt uden hverken tårer eller hysteriske scener fra yngstebarnet. Vi kørte direkte ind til Temple Square efterfølgende for at se Mormonernes tempel. Det skulle være ret imponerende - og vi blev ikke skuffede. Temple Square ligger i midten af byen og gaderne er navngivet med "North Temple", "South Temple" etc. Og der kører tog i midten af de pæne rene gader. Her ses stationen komplet med mågestatuer på toppen:


 Der er guidede ture hele dagen på området og vi fik en fantastisk tur i The Conference Center. Der stod et skilt med at man bare skulle gå hen til dør 15, så det gjorde vi og blev mødt af den flinkeste ældre mand, og fik en tour kun os 5. Centeret er stort og overdådigt. Der er fontæner indeni, et kunstigt vandfald på ydersiden af bygningen og rum efter rum med malerier og buster. For ikke at forglemme selve konference centeret, hvor de optager koncerterne med The Tabernacle Choir, og hvor de live transmitterer på 90 sprog til over 17 millioner mennesker verden over. Vi hyggesnakkede undervejs og fik bl.a. lært at man altså ikke har flere koner som mormon. Det var kun tilladt en kort periode, men det er dog stadigt udbredt i andre menigheder, der ikke er tilnyttet hovedkirken (når det så er sagt, så falder vi stadigt totalt udenfor gennemsnittet her I Utah med kun 3 børn) Guiden havde også godt børnetække og lod Luca trykke på knapperne i elevatoren. En lille detalje, men Luca syntes han var fantastisk og uddelte store kram, da touren var slut. Vi kom også op på taget, hvor der er en forrygende udsigt ud over Salt Lake City. På den ene side af centeret er der lavet beplantning, der repræsenterer den østlige del af Utah:

 Den anden halvdel skal ligne faunaen i den vestlige del (ja, vi er stadig på taget):


Og så kan man se på denne væg at vi alle er mormoner...... (man kan se sig selv som spejlbillede bag alle de andre på billedet):


 På vej tilbage over tempelpladsen, rundede vi The Tabernacle, hvor koret øver og hvor de optog koncerterne før i tiden. Mine forældre havde en jule LP med The Tabernacle Choir, da jeg var barn og jeg har brugt timer på at kigge fascineret på de overdådige billeder på forsiden. Så det var en ekstra oplevelse, at se det i virkeligheden.

 Vi blev anbefalet at spise på toppen af Joseph Smith Memorial Building af vores guide, hvor der ligger 2 restauranter. Vi endte på den billige..... Der var SÅ flot med udsigt ud over Salt Lake, templet og solen, der var på vej ned.

Vi fik prøvet deres specialitet: Dybstegte syltede agurker. De var faktisk langt bedre end forventet og resten af maden ligeså.

Salt Salt Lake City har virkeligt været vores turs store positive overraskelse. Vi havde ingen forventninger, men fik en fantastisk aften alligevel. Natten blev tilbragt på toplækkert hotel med dertil hørende hårdt tiltrængt og lang nattesøvn. Og så var der morgenmadsbuffet med "bag selv vafler". Vi nåede desværre ikke swimmingpoolen denne gang :-( Og så kostede hele herligheden kun 567 kr for os alle 5.
 På vej videre tog vi et stop ved The Salt Lake. Der var smækfuld af små grønbrune hidsige myg, så ungerne fik kun en hurtig soppetur. Der var også store mængder kæruld, så det næsten lignede at det havde sneet.

På de 200m vi gik ned til vandet nåede Ulrik desuden at se 5 slanger. Vi andre nåede nu kun at se dén ene af dem, der ikke flygtede i rædsel, når vi kom trampende 5 mand høj.
 Nå ja - og dette blog indlæg er skrevet i bilen på motorvejen. Jeg bliver ellers let køresyg, men ikke når der er minimum 10 km mellem at vejen svinger bare en lille smule, så er det let at lave noget andet. For ungernes vedkommende har Nintendo DS´erne opnået revanche. De har ellers ligget og samlet støv i lang tid, og Teresa har vist ikke spillet siden hun blev god til at læse engelsk. I hvert fald kan hun nu læse, hvad der står på skærmen og derfor spille spillene rigtigt.