Shoppeture og middagslure

Vores fritid herovre pt er nogenlunde ligeligt fordelt mellem at hænge ud på hotelværelset og ordne lektier (især Ulrik), trylle mad og madpakker frem i intermistisk køkken, sidde med næsen i iPhone/iPad/computer eller at drøne i butikker for at få fundet skole grej/håndklæder/dyner/gryder etc. "Skal I ikke ud og se lokalområdet?" vil nogen måske indvende. Jo - men når temperaturen er på den anden side af 30 grader og luften er giga fugtig, er det ikke super tiltalende. Til gengæld er vi blevet mestre til at få noget for pengene og har haft en udbytterig tur i en "thrift store" hvor vi for den formidable sum af 60$ nu både har tallerkener af alle slags, krus, en støvsuger, juicemaskine, bestik og en føntørrer!

I går aftes tog vi på fredagsindkøb i Meijers, mens himlen så sådan her ud:

Thunderstorm in the making!!!! Vi hørte heldigvis ikke så meget til det, men strømmen var gået flere steder i området bagefter (og mor her var en smule hys med at vi altså fulgtes ad inde i Meijers, der er på størrelse med adskillige Bilkaer, hvis nu strømmen gik derinde også). Indkøbene var optur. Det er markant billigere end i Californien og vi fik fx 5 bakker hindbær for 5$, og formåede at fylde en indkøbsvogn godt op for kun 200$.

I dag har vi brugt formiddagen på at slappe af. Især undertegnede har været HELT smadret. Ungerne fik chancen for at Skype lidt med de danske venner og Kristian og jeg har lagt en nogenlunde slagplan for næste uge, hvor vi får overdraget vores lejlighed (hurraaaa) onsdag og hvad dertil følger af madrasser og møbler, der skal fyldes ind i.

Egentlig havde vi snakket om at Kristian og Luca skulle ud at sparke dæk på brugte biler, mens vi andre 3 tog ind til byen, men jeg havde ikke lige det store overskud, så vi endte med at køre til Farmington Hills og besøge en enkelt bilforhandler (uden strøm efter gårsdagens torden). Vi kom forbi det hyggeligste Farmers Market:

Der var helt frisk-kogte cider donuts - nørj hvor smagte de godt - live musik og generelt helt igennem "small town cozy feeling". Vi snusede lidt videre rundt og fandt en "Tuesday Mornings" butik, hvor vi gjorde den bedste handel EVER! En gigantisk Kitchen Aid Pro 600 til 300$. Jeg tør slet ikke tænke på hvor meget sådan een ville koste i DK (hvis man overhovedet kan få den derhjemme.....). Det var en mega god handel selv efter amerikansk standard og vi glæder os til at indvie den.

Da vi kom hjem gik jeg i brædderne mens resten af familien gik i Halloween City for at kigge. Jeg har ikke sovet middagslur i årevis, men det gjorde jeg så i dag. Der er godt nok osse noget information, der skal fordøjes ovenpå den forgangne uge.

Vi har netop set Coneheads og spist forsinket fredagsslik, og nu bobler næsten alle unger, mens deres forældre sidder med næsen i hver deres skærm. Men jeg blogger jo, så jeg er undskyldt .... host host.

Vi fandt lige en bette melon til 4$

Vi lever endnu

De 3 første hverdage er overstået - og vi ER i live og har det godt. Jeg ved dårligt hvor jeg skal begynde eller ende, men jeg kan jo ta' os fra en ende af, startende med yngstebarnet:

Luca er blevet en del af "the Beech Bunch" da hans lærer hedder Mrs Beech. I dag har de fundet en syg kanin, der er blevet adopteret af klassen og selvfølgeligt nu er "the Beech Bunch's Baby Bunny" - intet mindre. Luca er glad, når han skal afsted og er glad når han bliver hentet. Eneste skår i glæden indtil videre var i går, da de skulle skrive ord på engelsk. Ikke ligefrem hans stærkeste side.

Teresa ELSKER middle school. Hun har haft det som en fisk i vandet, omend vi andre liiiige skulle liste forsigtigt rundt, da første hold lektier skulle laves. Hun starter hver dag med dramaundervisning fra en lærer, der er/har været professional skuespiller, og har allerede lært adskillige andre piger at kende. Men det aller aller bedste er skildpadden i Science lokalet, hvor man gerne må melde sig til at gi den øjendråber - uuuuuuh.

Og så er der Ulle! Der er startet på gigantisk High School! Jeg fulgte ham derhen første dag og både 1. og 2. time nåede at gå, inden han havde fået skema, hentet bøger, fået tildelt locker, der ikke virkede, fået tildelt locker der godt virkede osv osv. Første dag lærte han ydermere på den hårde måde, at man skal huske sin madpakke til sidste time inden spisning - ellers er der ikke flere siddepladser i cafeteriet...... Han har mega mange lektier for og er pænt smadret om eftermiddagen, men har stadig overskud til at joke med os andre ind i mellem. Heldigvis var der optur til tysk undervisningen i dag, hvor han lige kunne blære sig lidt foran de andre, der ellers har haft tysk før.

Undertegnede er startet på arbejde på NCRC (north campus research complex), der er nogenlunde lige så langt væk man overhovedet kan komme fra vores hotel/lejlighed og stadigt være indenfor ringvejen - støn! Indgangen er i een bygning, kontoret i en anden og lab i en tredie bygning, oveni er der så osse lige den underjordiske tunnel over til sekretæren. Det er lige til at blive bims i bøtten af. Læg hertil tårnhøjt forventninger om at jeg da bare lige ryster et forsknings projekt ud af ærmet der marcher alle deres smarte nye metabolimics/CRISPR/cre-med-diphteria-toxin metoder og en 

cykeltur hjem i 30 graders varme, hvor jeg konstant var nødt til at ændre rute og så kan I vist godt regne ud hvorfor blog indlægget stopper lidt brat lige her - zzzzz.

Michigan State Fair

Sommerferiens absolut aller sidste dag blev mandag d. 1/9. Det er Labor Day her i USA, så weekenden er lang. Vi orkede simpelthen ikke at ræse rundt i flere butikker (for både vores mentale tilstands skyld og for at skåne vores rødglødende visa kort), og så var det jeg opdagede at der var State Fair hele weekenden. Afsted med os!
State Fair er en blanding af tivoli, cirkus, dyrskue og lokale konkurrencer. Vi valgte kun at købe armbånd til udstillingerne (apropos de rødglødende visa kort) og kom ind i en kæmpe hal til at starte med. Vi syntes godt nok, der lugtede lidt stramt, men det var der nu osse en hel del gode grunde til:

Velkommen på landet!

Man kunne malke en placebo ko og optjene mælkeskægsklistermærker samt tilbud på kakaomælk:

Der var klækkende kyllinger (det har jeg faktisk aldrig set før - altså lige når de kommer ud af ægget):

Vi fik set "Rock´n´roll canines" med bl.a. denne hund, der stod på mål, mens børn prøvede at score. Det var ikke mange bolde, der gik ind!

Bagefter var der opvisning og konkurrencer for hundene. Det var utroligt underholdende og der var selvfølgeligt en hyrdehund i Elvis kostume, en utroligt speed snakkende konferencier, og et enkelt barn, der sad i vejen, da der kom en hurtig hund forbi.......

Næste stop var "pig race" udenfor. Arj men hold nu op altså. Det var simpelthen så vanvittigt. 2 "bonderøve" i overalls med mikrofoner, Rednex bragende ud af højtalerne, og en flok fuldstændig overgejlede unger, der kappedes om at få lov til at heppe på grise basserne - and you get the picture! Nedenfor er opstarten:

Og her følger så selve konkurrencen:

Til sidst kom der hængebugsvin i arenaen, og der var det selvklart kun tykmavede fædre, der kunne få lov at stemme på deres favorit. Fnis. Som ekstra spændingsmoment, havde de gjort banen væsentligt sværere ved at stille en madskål midt på. Det var der ca 50% af konkurrence deltagerne, der ikke kunne stå for.

Vi fik gaflet et par hotdogs (og en spand fritter til Luca´s udelte begejstring) men kunne ikke finde nogen "deep fried buttersticks". Øv. Det er ellers et Midwestern kulinarisk højdepunkt jeg har set MEGET frem til.......Der var dog "deep fried Oreos", men vi kunne alligevel ikke klemme mere junkfood ned, så vi sprang over.

Alt i alt en uforglemmelig dag, og vi er godt møre her til aften. Jeg håber det letter indsovningen for de spændte børn, der har første skoledag i morgen.

15 års fødselar og meget meget mere

Ovenpå gårsdagens klynkeindlæg, går det heldigvis noget bedre i dag. 9 timers uafbrudt søvn på grænsen til at være bevidstløs udretter underværker.
For nu at starte med ham der fødselaren, så lå han i morges læææænge i sin seng og ventede på at vi andre fik taget os sammen til at stå op. Kristian havde styrtet ud aftenen inden og købe en giga nerf gun, da drengene stort set ikke laver andet end at skyde på hinanden pt med Luca´s nyindkøbte skydere. Så hvis der er nogen af jer derhjemme der tænker: "Hmmm, gad vide hvad Luca har brugt sine dollars på?", så kommer svaret her:

Han forsøger tilsyneladende enerådigt at holde gang i forbrugsøkonomien herovre.

Tilbage til fødselsdags"barnet". Han valgte dagens frokost som blev indtaget her (og ja han er faktisk svært tilfreds, selvom han har taget "aaargh, jeg bliver fotograferet, jeg må hellere se sur ud" masken på):

Lige nu er han med sin far ude at købe ind til næste uge, så han kan vælge sig en behørig fødselsdagskage fra supermarkedet.

Resten af indlægget kommer til at handle om alt det andet. I går morges vågnede jeg meget tidligt pga jetlag og besluttede mig for, at jeg ligeså godt kunne gå en tur i stedet for at ligge og stresse over ikke at kunne sove. Lørdag var såkaldt "Game Saturday" dvs at stadiummet (der er USAs største!) var i brug - det endda til en hjemmekamp. Vi var på forhånd blevet advaret om at hele byen lukker ned pga trafik på de dage, og klokken lidt over 6, mens det stadigt var bulderragende mørkt, blev der sat skilte op rundt omkring med adgang til parkering til ublu priser ved større parkeringspladser i nærheden. Fx ville det koste 50$ at parkere ved Ulriks kommende High School, der ligger lige overfor stadium. Vi havde egentlig godt kunne tænke os at tage en tur ind til byen, men måtte finde på noget andet for vi ville aldrig have kunnet finde en p-plads derinde. Advarsel: der kommer lige en smule mere Californien klynk her: Når man er vant til Bay Area og alle de steder, der ligger tæt på, hvor man lige kan køre hen, så føltes det næsten ørkesløst at finde på noget der 1) var gratis/billigt, 2) ikke krævede mange timer i en bil, 3) kunne lokke "natur haderen" Teresa med. Valget faldt til sidst på Pinckney, der havde både badesø og gode stier i området.

Badesøen var et hit for i hvert fald 2 af familiens medlemmer:

Og så ville vi gå en tur......Arj men vi har SÅ svært ved den kvælende fugtigvarme, og enerverende lyd af cikader og insekter alle vegne. På billedet ser det jo OK ud, men selv Ulrik gider ikke tage i skoven igen med mindre vi venter til det bliver efterår, og mig, der ellers ikke bliver hylet helt vildt ud af den af insekter, kom til at hvine et par gange, da der sad en ordentlig basse på mit ben:

I bilen på vej tilbage var der en noget nedtrykt stemning, men så kom vi forbi her:

Amerikansk landidyl til den helt store guldmedalje. Der var salg af meloner, ahornsirup (amish produceret), diverse hjemmesylt, ferskener og pumpkin donuts. Det var landliv selv Teresa kunne holde ud:

Der må vi forbi igen.

I dag (søndag) ville vi gerne teste en kirke af i området. Vi havde googlet på forhånd og fundet frem til Zion Lutheran Church, der har en masse program for børn OG har konfirmation (til Teresas store glæde). De var stadigt på sommerprogram, så der var ikke så mange, men de var super søde. Der var band på til gudstjenesten af en samling ældre fest originaler, der gav den max gas på elguitar. Præsten var også noget for sig, og der var store vinduer med de der uber amerikanske midtvesten gardiner, der lignede noget fra borte med blæsten, men vi følte os mere end velkomne, og tror det bliver der, vi vælger at slå vores folder, mens vi bor her.

Lige til sidst en lille sidebemærkning om den skydegale Luca, der ELSKER alt der kan fyre noget af og som ofte prøver at snige sig til at spille skydespil, når vi ikke kigger. Vi har prøvet at forklare ham, at det nok ikke går herovre, men de er jo fulstændig jagt liderlige her i Michigan! Selv i supermarkederne er der jagtudstyr og knive og camouflage tøj og buer og pile. I dag gik vi indenom "Dicks" der er en sportsudstyr butik. Vi måtte hiiiiive Luca ud derfra. Han savlede i bue afdelingen, hvor man kunne få junior buer til jagt:

hvorefter han fes over til luftgeværerne og savlede videre. Suk. Så meget for at få ham til at holde op med at være en skydegal tosse!

Træls opstart

Når man flytter til et nyt land siger teorien at der først er en "honeymoon" fase, hvor alt er nyt og spændende og hvor man ikke kan få armene ned over, hvor fantastisk alting er. Dernæst følger en periode hvor man ofte har hjemve, har svært ved at kapere det nye sted osv osv. Jeg tror jeg er sprunget direkte på sidstnævnte. Jeg har jo hele tiden godt vidst at det ikke var Californien vi skulle tilbage til, men det har været et kæmpe chok for mig, at komme til Østkysten/Midtvesten (eller hvad Michigan nu end hører under.....). Det er især vejret, der trigger det. Jeg skrev lidt om i sidste indlæg at der duftede helt forkert, hver gang jeg kom ud fra et sted, jeg tidligere har forbundet med Californien (lande i lufthavnen, gå ud af en butik, stige ud af den amerikanske bil), og så er der luftfugtigheden og varmen, som vist ikke en gang er særskilt slem længere. Naturen føles direkte anmasende med groft, saftigt, skrig grønt græs, ikke en bar plet jord nogen steder, og træer og buske der summer højlydt af cikader. Lige nu lurer skyerne i horisonten, og der er varsler om torden - men heldigvis lader det til at de helt store brag holder sig længere østpå.
Faktisk stresser vejret mig helt utrolig meget. Noget af det hænger sammen med, at jeg aldrig har fået taget det s.... kørekort, og derfor ikke kan transportere mig selv på arbejde i bil hvis det virkeligt er slemt. Jeg gruer for vinteren og for hvor meget sne og is, der kommer, samt i hvor høj grad det bliver svært at holde varmen inde og ude.
Pengene fosser ud af vores visakort pt med en hastighed vi slet ikke havde set komme, da der er mange småting udover møbler, vi skal have skaffet. Fx nye skoletasker til Ulrik og Luca, alt til at starte et køkken op, håndklæder, støvsuger etc etc, og vi kan godt se på det hele, at med det tab, der har været på salg af vores danske bil, bliver der ikke meget overskud at rutte med, hvis ikke Kristian finder sig et arbejde (og når han har et arbejde, hvad gør vi så, når ungerne ligger syge osv osv).
Bottom line er, at det føles som om min hjerne har taget mig som gidsel og kun kan bombardere mig med ubehageligheder med dertil hørende besvær med at sove, tudeture, og generel mangel på kampgejst. Det var bestemt ikke den start, jeg havde drømt om herovre :-(

Ungerne tager det heldigvis i stiv arm og ser hver dag som et nyt eventyr. Især Teresa synes det er en fest at blive slæbt med i butikker dag ud og dag ind. Luca køber nerf gun efter nerf gun, for de dollars han fik med hjemmefra, og Ulrik sluger Minecraft bøger, vi ikke har set i DK. Jeg er så utrolig stolt af de 3 seje unger, der klarer det meste i stiv arm.

Skole opskrivning og duften af Michigan

Godmorgen her fra det dunkle hotelværelse, hvor børnene sover, som var de betalt for det, mens Kristian og jeg stadigt vågner ved 5 tiden (men i nat har vi så sovet helt til kl 5 fra vi gik i seng, og det er nye og tiltrængte tider).
Vi ankom til Ann Arbor i forgårs med et Amtrak tog, der kun var et kvarter forsinket. Det skulle efter sigende være en kort forsinkelse. Der holdt da et par taxaer foran stationen, men inden vi havde fået bakset vores 7 store tasker og vores 6 mindre tasker ud af toget - ja så var der sjovt nok ikke flere taxier tilbage, og stationen i Ann Arbor lader ikke  til at være et stort nok hot spot til at chaufførerne lige stikker indenom i løbet af dagen, med mindre de venter et tog. Så vi ventede og ventede og ventede, og kapitulerede til sidst og fik shanghaiet et par lokale til at hjælpe med et nummer til et taxa selskab.
Vi var også lidt spændte på at skulle "smugle" et ekstra barn med ind på værelset da vi kom til hotellet, men der har ingen issues været overhovedet! Vores værelse ligger helt nede i den anden ende af hotellet med ekstra indgang lige ved siden af. Her er fuldt booket op pga college start og der bliver kun gjort rent een gang om ugen, dvs vi skal ikke ud i at klappe luftmadrasser sammen i tide og utide. Her er rent og pænt, et minimalistisk køkken, masser af skabsplads, og gratis tøjvask. Alle disse herligheder for kun 100$ pr nat :-)

Den første eftermiddag gik med tilbringe ca 1 1/2 time i T-mobile butik (og jeg havde endda een af de mere kompetente medarbejdere....) så vi kunne få tlf numre. Derefter gik turen i Target (tænk Bilka med meget få ferske fødevarer) efter ekstra dyner og luftmadrasser:

Det var SKØNT at komme tilbage til butikker vi kender og har savnet. Men jeg får et lille chok hver gang jeg går ud af en butik og der så lugter helt forkert. Inde i mit hoved tror jeg, at jeg er i Californien indtil den lummervarme østkyst luft rammer næseborene.

I går (onsdag) oprandt så dagen, jeg har gruet rigtig meget for. Skoleopskrivning (indsæt selv første del af skæbnesymfonien)!!!!!! Vi har forberedt ALT hvad vi kunne og havde pas, dåbsattester, vaccinations oversigter, lejekontrakt, el oprettelses bekræftelse, dokumenter fra både dansk og tidligere californisk skole osv osv. Vi lagde hårdt ud med High School. Den var STOR og ligger her. Og så grinte vi lidt af "student of the month" parkeringspladserne, der lå lige ved siden af skolelederens p-plads. Her ses Ulrik foran "clocktower entrance":

Ulle og jeg gik ind med store sommerfugle i maven men fik en mental iskold afvaskning på den gode måde. De var simpelthen så søde, og gad besvare alle vores dumme spørgsmål ("no, you are not allowed to bring your phone, but everybody else does it. Just keep it in your pocket"). Til Ulriks store lettelse, skal han kun have 6 timer hver dag, og der skulle være en ret god "arts club" hvor man kan lave diverse kunst relaterede ting efter skole. Eneste lille minus er at vi skal temmelig tidligt op første skoledag, da det nok er smart at være der ca kvart over 7, så man kan nå at registrere sig og finde sit lokale inden det ringer ind kl 07:40.

Næste stop Tappan Middel School, hvor vi til Kristian udelte begejstring kom forbi denne biks:

Og tænk - de var endnu sødere end på Pioneer, og der så vildt hyggeligt ud. Teresa blev sat til at vælte sig i valgfag, mens jeg udfyldte dokumenter og snik snakkede med den søde sekretær. Vi fik også hilst kort på en lærer, der til forveksling lignede Teresas allerbedste yndlings lærer fra Californien. Her ses en lettet Teresa foran sin skole:

Sidste stop var Pattengill Elementary, hvor Luca som det første gav sig til at fortælle at hans yndlingsdyr var en kat og derefter mjave lidt. Arj men altså - hvad sker der lige for ungen? Men den (surprise) supersøde sekretær tog det nu rigtig pænt. Så bottom line er, at vi nu har 3 børn, der glæder sig til første skoledag mere end de frygter den, og tænk en gang - der var INGEN school supply lists!

Eftermiddagen blev brugt på en tur i IKEA for at købe flere dyner: (det der hotel dobbelt dyne koncept er noget bras, ja det er så), en tur i TJ Maxx (restlager salg, svarer til Ross i Californien) hvor vi fandt lidt super lækkert køkkengrej til ingen penge, og hvor Luca pludseligt ikke kunne finde sin pung med 50$ i. V fik sat flere ansatte i sving, men endte med at finde pungen i legetøjsbutikken ved siden af, hvor den havde ligget trygt og godt i en kasse under disken hele tiden. Sidste stop var Target (igen) for at købe skoletasker, shorts til Teresa som kun har for korte shorts til skole reglementet, og for at den evigt plagende 8 årige kunne få købt absurd stor nerf gun.