At ligge vand-ret

I den forgange uge har Kristian og jeg ligget vandret i både direkte og overført betydning. Jeg lagde ud med et besøg på dagkirugisk afdeling på Hvidovre (en helt og aldeles uskadelig og symptomfri vandcyste, der skulle fjernes inden vi rejser). Jeg har været noget nervøs op til, da jeg aldrig har været lagt i fuld narkose før. Jeg har set begge drenge få maske på, vende det hvide ud ad af øjnene og være væk inden man kunne tælle til 3, men nu var det jo mig selv. Og nå ja, jeg har da vist også et par bedøvede mus og rotter eller 50 eller mere på samvittigheden. Faktisk kunne jeg se for mig, hvordan jeg ville blive lukket ind i en lille kasse med gas, hvor jeg ville råbe om hjælp og kradse på siderne i mine sidste bevidste sekunder. Jeg kunne også sagtens visualisere en kirurg med en KÆMPE pincet, der kunne nive mig i tæerne, så han var helt sikker på at jeg var væk, men det var heldigvis kun inde i mit hovede at den slags foregår ;-) I stedet blev jeg sendt til drømmeland med propofol (det sovemiddel Michael Jackson døde af, red), og jeg må da nok tilstå at min første halve time på opvågningen var den rene svir. Hvis ikke det havde været for sygeplejersken der meget påholdende insisterede på at jeg skulle huske på at trække vejret (nogen er nemlig så veltrænet at hendes puls er i den lave ende, og derfor blev ved at sætte alarmen i gang.....), så vil jeg mene det er det mest afslappende jeg har prøvet i årevis. 1 1/2 time efter jeg var rullet ud af operationsstuen lå jeg endda trygt og godt hjemme i min egen seng, hvor jeg kunne hundse med Kristian resten af dagen - aaaaaah!

Knap så fedt var det da morfinen holdt op med at virke og det har da osse taget et par dage eller 5 at komme så'n rigtig på højkant.

Heldigvis var det hele så godt timet at vi får ejendomsmægler ud i overmorgen og lige har en konfirmation, der skal fyres af i næste weekend, så vi har haft masser af tid til at slappe af (den opmærksomme læser kan måske fornemme sarkasmen?). Arj - jeg er SÅ glad for at Kristian er hjemme lige nu, ellers var det da gået helt op i hat og briller. Den stakkels mand har knoklet som en hest med at male vægge og lofter og spartle og flytte rundt. Jeg fik hen ad torsdag hejset mig selv op i lodret position og har da osse fået pudset vinduer og givet vores trægulve den årlige voksbehandling. I skrivende stund mangler der at blive malet et kvart stueloft og ordnet et kvart gulv, og jeg har på fornemmelsen at vi mere eller mindre falder besvimede om, når ejendomsmægleren er gået igen. 

Teresa har været på spejderlejr, så det er kun drengene, der har været hjemme på deres livs kedeligste St. Bededagsferie. Luca ville mægtig gerne hjælpe med at male i øvrigt, men blev ret hurtigt smidt ind foran iPad'en igen:

Og så er det lidt løgn at vi SLET ikke har slappet af. Mandag, da jeg kom hjem, fik vi set "the five year engagement". Vi har haft googlet film, der foregår i Ann Arbor, og det her var een af dem. Endda var plottet meget belejligt et par der flytter fra Bay Area til Michigan, fordi hun får en post doc på universitetet, så ud over at gyse over den lokale Ann Arbor befolkning, der blev fremstillet som doughnut ædende og totalt kulturelt ignorante, fordi de har mere travlt med at gå på jagt med armbrøst i hjemmestrikkede sweatre, så kunne vi også behørigt drømme os væk til San Francisco og Napa Valley. Heldigvis synes de lokale beboere i Ann Arbor selv, at de er fremstillet lige lovligt eensidigt, men måske skulle vi alligevel overveje at gå i skarp træning med de der doughnuts?