Tanker om at flytte

Jeg bliver spurgt en hel del til hvor langt vi er kommet i vores planer, og det er desværre ikke særlig langt endnu. Vi har stadig rigtigt mange uafklarede ender, der skal afsluttes før vi tænker længere fremad. Lige pt er det klargøring med henblik på salg af lejlighed og kolonihave, der fylder rigtig meget. Jeg har brugt den seneste uge på at skure badeværelse/rense ovn/tømme alt ud af køkkenskabene til sortering/vaske køleskab osv. Jeg ville gerne have haft pudset vinduer og frisket lidt op med maling på skabslågerne, men der er kun et begrænset antal timer til rådighed om dagen + at jeg har græsenke status lige pt - men kun indtil i morgen. Juhuuuu.
Det spøjse er, at jeg faktisk ikke er stresset (endnu)! Og dog - ind i mellem en sandhed med modifikationer. Jeg har, efter rent faktisk at have underskrevet en kontrakt, haft den helt store ja-hat på i forhold til København. For 2 mdr siden var jeg ved at kaste op over at bo her i Danmark, og nu hvor jeg ved, at det snart er forbi, er der selvklart ingen ende på byens herligheder. Når jeg følger Luca hjem fra spejder og han fræser af sted på sit løbehjul på villavejene i den sene aftensol mens duften af syrener hænger i luften - ja så bliver jeg helt trist og nostalgisk. Eller når det at kunne spadsere en tur rundt på voldene ved Christianshavn alene eller i godt selskab føles som en luksus, der snart er forbi. Ind i mellem vågner jeg om natten og har helt ondt i maven over at skulle hive ungerne op med rod - igen, og bekymrer mig om deres fremtidige skolegang og sociale liv.

Men:
når jeg husker at standse op og tænke efter, at det her er vores billet væk fra arbejdsløshed, en alt for lille 3-værelses, og den ærlig talt lidt fesne flade natur Danmark har at byde på (ja, jeg ved godt at jeg nu fornærmer et par jyder eller 3 rigtig meget, men der ER altså temmelig fladt her på Amager), så letter det en hel del. Jeg får faktisk lov til at lave det jeg har allermest lyst til i hele verden, og jeg har en familie, der er med på ideen - det er et stort privilegium!

Vi er slet ikke begyndt at kigge efter noget at bo i ovre i Ann Arbor endnu - af flere årsager. Først og fremmest køber jeg IKKE flybilletter før visummet er i hus. Dvs. vi kan ikke booke noget midlertidig feriebolig, før vi ved hvornår vi rent faktisk kommer. Og da vi heller ikke vil leje noget ubeset for en længere periode (det fik jeg da lært i Californien....), så må vi altså vente til vi er der.
Mht til skole, så skal ungerne gå i 3 forskellige skoler denne gang. Rimeligt grænseoverskridende siger jeg bare...... Heldigvis får vi KUN positive tilbagemeldinger når vi snakker med folk, der har været i Ann Arbor (pånær vinteren that is - især hvis man spørger en kuldskær californier). Det skulle være en fantastisk by med rigtig gode skoler, cykelstier, små kaffebarer og boghandler. Vi ved også fra sidst at det (i modsætning til her i Danmark) kører på skinner at få immigrant børn sat i gang i skolesystemet bl.a. fordi de laver nye klassesammensætninger hvert år, hvilket jeg personligt tror har en stor del af ansvaret. Og så har vi heldigvis 3 ret så robuste unger, der takler nye udfordringer helt fantastisk og GLÆDER sig til at komme tilbage til USA.

Nå - klokken er mange og hvis Kristian havde været hjemme havde jeg selvfølgeligt helt martyr agtigt spurgt med min aller trætteste stemme om han da virkeligt ikke snart skulle til at tage sig sammen til at gå i seng allerede for 1 time siden ;-)

I får lige et enkelt billede med på vejen her til aller sidst. Teresa har plaget vedholdende om at få lov til at bage en lagkage og overtrække den med fondant. Og i går var jeg nødt til at kapitulere og love at jeg helt bestemt fik købt fondant i dag. Jeg fandt noget hengemt fondant i Føtex i glade børnehave farver, og Teresa var ikke helt tilfreds. Det var temmelig umedgørligt og vi måtte simpelthen opgive at få det rullet ud. Men se nu bare her - eet stks pasta maskine blev fundet frem fra gemmerne og "Tie dye" lagkagen så dagens lys: