mandag den 14. april 2014

Påskegløgg og konfirmationsjakkesæt

Vores jul i Californien for 2½ år siden var ret amerikansk: plastik juletræ, kulørte lys, gaver julemorgen og sweet potatoe mos med skumfiduser på toppen. Det var rigtig hyggeligt og vi nød det og led ikke afsavn med danske traditioner. Og så alligevel - for vi kunne overhovedet ikke få nok af gløgg forrige år i december, ej heller sidste år. Og da Kristian fandt luksus gløgg i Aldi til en tier (sat ned fra 40 kr nemlig) for nyligt, så skyndte vi os at hapse et par flasker og har indført begrebet "påskegløgg" herhjemme. Især når det nu er så koldt udenfor, så er det faktisk ikke helt ringe og kan klart anbefales. Vi skal under alle omstændigheder sørge for at indtage det i så store mængder på forskud at vi kan klare os et par år eller 3.......
 
Dagen i dag har budt på påskeferie med ekstra spænding indlagt "kommer der håndværkere eller ej?".Vi tog chancen og sov længe i morges med fare for at blive vækket af en kæk blikkenslager.
Der KOM håndværkere, men de havde primært travlt i de andre lejligheder i dag, så vi havde kun fornøjelse af lydene!
Jeg forsøgte mig endda med LCHF vaffelbagning til morgenmaden og de blev ganske gode hvis jeg selv skal sige det omend Luca var af en lidt anden mening. Tak for lån af vaffeljern, Maja :-)
 
Planen var at dalre rundt på Strøget og Luca forsøgte ihærdigt at overtale os til at give lommepenge på forskud, da hans finanser for april VAR opbrugt. Vi sagde nej, men forbarmede os alligevel til at købe nogle skud til hans legetøjspistoler, da han har holdt sig selv med både tandpasta og tandbørste denne måned (???). Der var dog een betingelse: han måtte love IKKE at plage om alt muligt andet. Han har rigtig svært ved at lade være og endte med bekymret at efterlyse gaffatapen inden afgang, for så kunne han selv tape sin mund sammen og dermed kraftigt forøge chancen for ikke at falde i plage-fælden. Det gik nu OK uden gaffatape og han plagede "kun" om gavekort til Matas (til at købe eos læbepomader), knob reb, viskelædre, sytråd og slikkepinde. Suk.
 
Første stop var var Mad&Vin i Magasin hvor Kristian havde lidt rest-gavekort tilovers. Vi købte bl.a. de her skumfiduser, der smager f.a.n.t.a.s.t.i.s.k (bemærk den "photobombende" teenager):
 
Vi havde også snakket om at kigge på jakkesæt til Ulrik. Det har været oppe til ophedede diskussioner herhjemme, da jeg mener det er noget nær spild af penge at kast knap 1000kr efter en habitjakke til en teenager i voksealderen, så vi endte i Røde Kors genbrugsbiksen inden ved Gl. torv hvor vi for den formidable sum af 249kr fik udstyret ungen med en Bertoni jakke, et par pæne bukser og et silkeslips. Hvabehar!
 

Ulrik er rørende enig i at det er langt bedre at støtte projekter i Afrika med sit køb fremfor de andre butikkers reklame pamfletter med gele hårede selvfede teenage drenge, der fører sig frem i butterfly og smarte sko. Og ja - han er faktisk glad for sættet selvom han har en mekanisme der prompte udlyser mærkelige grimasser ved syn af et kamera.

Lige her til sidst så er træerne i gården næsten ved at springe ud. De får de flotteste hvide blomster hvert forår der hænger i store fede klaser i ugevis. Jeg nyder det hvert eneste år og kan ikke lade være med at tænke på hvordan det bliver at se foråret i Michigan.






4 kommentarer:

christunte sagde ...

Påskegløgg..... Jeg har læst om Dorothy Anderson, en gammel CF-haj, der var halvt børnelæge, halvt patolog (hun samlede på børnehjerter!) og ret speciel.
Nå. Men hun røg også cerutter og var iøvrigt halvt bornholmer og havde indført "gløgg-fest" på laboratoriet 2 gange om året. En ide?

Henriette sagde ...

Hm. Halloween gløgg? Eller Valentines gløgg? Det kunne da måske godt arrangeres....

A + K = ♥ sagde ...

Haha, må altså smage mos med skumfiduser på toppen en dag, det lyder halvt pragtfuldt og halvt klamt.

- Anne

Henriette sagde ...

Det smager SÅ godt at man næsten bliver flov (især når man ved hvor meget brun farin der skal i........).