Tiden går!

Om ikke alt for længe er der 80% af familien Frikke, der forlader det amerikanske kontinent og det kan godt mærkes på både børn og voksne. Der bliver snakket mere og mere dansk herhjemme, godt hjulpet på vej af, at der ikke længere er skolegang samt det nyligt overståede besøg fra Danmark. Vi er så småt begyndt at kigge lidt grundigere i skabene, for at danne et overblik over, hvad der skal med hjem og hvad der skal ud. For søren da hvor kan man skrabe meget l… til sig på lidt over et år (især Luca, der gladelig spenderer hele lommepenge formuen i én dollar butikken, hvis han ellers kan slippe afsted med det).

Ulrik og Teresa glæder sig enormt til at komme hjem til vennerne, hvorimod Luca er blevet noget forvirret over hvor hjemme egentligt er henne, så hver gang jeg siger til ham ”Vi ses når jeg kommer hjem” tror han, jeg er på vej til Danmark uden ham. Da han i forvejen ikke håndterer at sige farvel supergodt, kan det godt blive nogle laaaange afskeds-Luca-står-på-trappen-og-råber-på-et-kram-mere-seancer. Teresa har derimod indrømmet at hun egentlig ikke ville have spor imod at gå et år mere på Madera Elementary School, mens Ulrik er ret lettet over at han ikke behøver stifte bekendtskab med den amerikanske Middle School. Dette er blevet yderligere forstærket af at vi fik papirerne fra Portola Middle School tilsendt for nyligt og dem syntes selv jeg så en smule overvældende ud.

Vi er godt i gang med at afvikle farvelmiddage. I aften skal vi på Indisk restaurant der ejes af Rosemarie´s mand. Rosemarie er halvt dansk og står for børnearbejdet i vores kirke. Og så har hun et par tøser selv, der er lige omkring Teresas alder og som hver eneste gang, jeg har set dem, har været iført endnu en ny flæse/palliet/strutskørts kjole. Især den store, Isabella, bliver næsten helt flov, når hun ser mig, fordi hun ved at jeg spørger om hun nu har fået ny kjole igen. Der venter et par børnefødselsdage, flere middagsinvitationer og et enkelt sleepover for Teresa (”Arj mor, jeg kan jo altså ikke tage tilbage til Danmark uden at have haft ét eneste sleepover herovre!”). Ret generelt er det ikke særlig almindeligt at man sover hjemme hos vennerne og Presha, som Teresa skal sove hjemme hos, har aldrig selv prøvet at sove hos en veninde før. Ulrik har lige haft Joonan til overnatning og det er gået OK, selvom han godt nok syntes vi havde nogle alt for bløde madrasser og derfor lagde sig til at sove direkte på trægulvet i sin sovepose. Han var nu alligevel listet op i sengen i løbet af natten.

Undertegnede glimrer personligt ved sit fravær fra familien i disse dage, da jeg er ved at køre mit livs største (og dyreste) forsøg nogensinde. Siden i søndags (i dag er det onsdag, red) har jeg præsteret at tilbringe knap 34 timer i stalden. Læg hertil diverse ærinder oppe i laboratoriet og det er ikke svært at regne ud at jeg tager hjemmefra inden de andre vågner og kun lige når at sige godnat, når jeg kommer hjem igen. I skrivende stund er jeg ved at blive vanvittig af at sidde nede i den underjordiske bygning uden dagslys, internet eller bare et enkelt lille radiosignal og jeg kan simpelthen ikke holde ud at høre ét af de 7 musikalbums, jeg har tilgængeligt på min telefon, en eneste gang mere, efter at have hørt hele spillelisten forfra og bagfra flere gange hver dag. Jeg har ca. 7-10 minutter til rådighed mellem blodsukkermålingerne og efterhånden er min hjerne ved at være så kogt at den ikke en gang orker at spille hjerter fri på computeren – men så kan jeg jo belemre omverdenen med et mere eller mindre hjernedødt blogindlæg i stedet ;-)

Kristian er i gang med at sælge bilen, som vi jo desværre ikke tager med hjem. Der er flere, der har lagt billet ind på den og vi håber at det går rimeligt smertefrit at få den solgt. Vi gav selv 6700$ for den og temmelig mange miles senere er den så til salg for 5500$. Hvis man hertil medregner dollarkursens stigning fra ca 5kr da vi kom til 6 kr på nuværende tidspunkt, så har det bestemt været en meget økonomisk bil at stifte bekendtskab med. Men altså – vi kommer godt nok til at savne al pladsen (og skærmene til bagsædet og kopholderne til Starbucks Drive Thru kaffen og den automatiserede dør åbning/lukning). Vi regner ikke med at vi gider hoste op med 6000 kr (forsikring, nummerplader, syn etc) for at få den tudsegamle Toyota ud på landevejen igen, når vi kommer hjem, så vi tager nok endnu en bilfri periode, indtil der er faldet så meget ro på økonomien/arbejdssituationen/vi-vil-meget-gerne-flytte-til-noget-større at vi kan overskue en bil i budgettet igen. Bl.a. kommer det til at blive nogle dyre ferier de næste par år, da ingen af os har optjent feriepenge herovre. Og så varer det ikke længe før vi skal til at tænke på konfirmationsfester (aaaarhg) og så vil vi jo også MEGET gerne til Californien igen på ferie i en ikke alt for fjern fremtid osv osv. Ak ak de penge altså!