Waimea Valley

Vores plan var at forsætte rundt om øen nord-om, og så finde et sted at kigge på de rigtigt store stillehavsbølger, men trafikken sneglede sig afsted, og vi fik ikke lige fundet det helt perfekte sted at holde ind. Til gengæld kom vi forbi Waimea Valley, der reklamerede med vandfald ude ved vejen, og faktisk så rigtig hyggelig ud, så der kørte vi ind i stedet. Det er lidt som en kæmpe stor botanisk have med et stort vandfald i enden af dalen. Undervejs mødte vi små "boder" med ansatte der flettede kurve el. lign. Teresa og Luca fik lavet halskæder med nøddeskaller i. Jeg har Teresas halskæde på, på det øverste billede. Luca var noget merre skeptisk overfor at lave sådan noget "tøse-noget" men endte alligevel med også at lave en halsskæde (til Emilia, selvfølgeligt):

Vi kom forbi en bod med musik instrumenter hvor Ulrik erhvervede sig en polynesisk næsefløjte! Vi venter i spænding på om han får lært at mestre den. Ifølge polynesisk kultur er alt det kommer ud ad næsen betydeligt renere end det, der kommer ud ad munden, derfor bruges næsen til at puste med.
Oppe for enden ventede vandfaldet:

Normalt kan man bade i søen for enden, men da det har regnet en del, var vandfaldet så stort og mudret, at det ikke var tilladt. Livredderne fordrev i stedet tiden med at flette græshopper og roser af palmeblade. Luca har en fantastisk evne til at charme sig ind på vildt fremmede mennesker og fik scoret sig både en græshoppe og en rose:

Jeg er også rimeligt sikker på at jeg fik set en ret stor edderkop pile ind under en sten. Adr. Den var på størrelse med en vanillekrans (jeg kunne ikke lige finde på andre ting at sammenligne med i ca samme størrelse). Teresa nåede aldrig ned til bredden af søen, efter jeg begyndte at snakke om edderkoppen. Hun skulle i hvert fald ikke nyde noget af at risikere, at den tog turen hen over hendes sandaler.

Sendt fra min iPad