Superbowl eller søelefanter?

Lørdag aften ankom moster langt om længe. Det var bestemt ikke nogen stor overraskelse, at da ungerne blev bedt om at "rate" hvad de glædede sig mest til - mor eller moster der kom - så var det ikke undertegnede der vandt dén konkurrence....... Men det er altså også svært at konkurrere med én der har kufferten fuld af lakridser.
Søndag var det Superbowl dag (Football finale). Det er en kæmpe begivenhed herovre hvor der bliver lavet de helt store million dollar reklamer til at vise i pauserne og det var vist Madonna, der stod for noget af underholdningen i år. Vi har ikke fjernsyn, så allerede på dét punkt var vi godt klar over, at vi var håbløst bagefter. Heldigvis udspiller der sig dramaer andre steder end i fjernsynet på denne tid af året, og vi tog derfor turen ud til Point Reyes (der ligger lige her). Den oprindelige plan var at tage ned sydpå ved kysten, men vi var ikke tidligt nok ude til at få booket tid til en guidet tur.
Hvalerne migrerer sydpå om vinteren for at føde og vender så tilbage til Alaska lidt senere med deres unger. Starten af februar er lige midt i mellem disse perioder, så der er ikke store chancer for at se hvaler lige nu. Alligevel har de lukket vejene ned derude for at undgå trafikpropper og man kan kun komme rundt i området med turistbusser. Solen skinnede fra en høj blå himmel og det var næsten varmere, end da vi var derude i juli måned sidste år! Det viste sig at være en fremragende idé at drage afsted på en dag, hvor resten af nationen sad klistret til skærmen, for vi havde stort set det hele for os selv, selvom vejret var sjældent godt.
Første stop var "the Lighthouse" som vi før har skrevet om (det gamle blogindlæg er her). Det lignede sig selv i høj grad. Næste stop med bussen var Chimney Rocks. Og endeligt fik vi set dét, vi kom for:
En hel strand fuld af søelefanter. De søger mod land, når det er tid til at føde unger. Da vi var der var ungerne ca en måned gamle og hunnerne var så småt begyndt at efterlade dem til sig selv, efter at have parret sig, så der er unger til næste år. Hannerne var derfor helt oppe på dupperne og vi så også flere gange at de slåssede - eller noget...... De er så smælderfede at de ikke kan bevæge sig mange meter i sandet før de liiiiige skal have en pause.
Der var fra parkens side lavet en platform med teleskoper stillet til rådighed. Vi var dog tæt nok på til at vi sagtens kunne se og høre dem alligevel. Der var også en goofy ældre kvindelig park ranger, der stod og råbte op "seal fight, seal fight" osv hver gang hun spottede noget spændende. Ulrik ville meget gerne videre, da hun råbte op om at nu var der nogen der parrede sig ;-)

Der var også en gammel redningsbåd station lidt længere henne ad stranden. Vi havde hørt noget om at der var "noget med nogle gummihandsker". Det viste sig at være en lille opstilling hvor man kunne teste spæklagets isolerende effekt i koldt vand. Teresa fik prøvet både den almindelige handske og "blubber" handsken flere gange - altså lige indtil hendes mor forklarede hende at blubber er spæk!
Vi kunne ikke helt forstå at den superlækre strand dernede var spærret af - lige indtil vi kom om på den anden side ad huset.

Lige ved op og ned ad stakittet (2m fra hvor vi stod) lå der 2 ensomme teenage hanner, der ikke fik lov til at være sammen med de andre. De var ikke fuldvoksne, men vejede alligevel omkring 1 ton - hver! Det er altså vildt at se SÅ store dyr i den rigtige natur.

Vi var efterhånden godt møre ovenpå al den vilde natur og varme sol og vendte derfor næsen hjemad igen.