5 dage i "cowboy og indianer land"

Jeg er netop vendt hjem med blødende næse og knasende læber efter 5 dage i New Mexicos tørre luft et par km over havets overflade. Jeg har været på Diabetes møde i Santa Fe med mange af mine danske kolleger, hvilket har været SÅ rart. Der er forbavsende god mad i området og der bestemt ikke blevet sparet på de gode middage. Bl.a. chilli til morgenmad på en indiansk restaurant hvor man ikke siger "cheese" når der bliver taget billeder men derimod "chilliiiiii". Tjenerne var alle indianere og især den italiensk snakkende, tandløse opvasker var et syn for sig.
Selve Santa Fe er temmelig speciel med en overrepræsentation af kunstnere og gallerier. Alle huse er små og i brune nuancer med runde hjørner:
Faktisk kan man dårligt se at der er en by, når man kigger udover landskabet:
Jeg ankom søndag middag sammen med én af mine kolleger, der lige fik opgraderet den lejede bil til en Chevy Suburban tunet behørigt ind på Country radio. Så til tonerne af "Fried chicken on a Friday night, and a pair of jeans that fit just right" drønede vi gennem den røde ørken. Det var dog ikke route 66, selvom den også går gennem samme område.
Dagene gik hurtigt med foredrag, poster præsentationer etc som dén slags møder er beregnet til. Det blev dog lige hurtigt hektisk nok da jeg havnede i en sand storm af nye ideer til mine forsøg, som der skulle nå at skrives helt færdig til den 3 årige revision af forsøgsprotokollen her på Berkeley med deadline på mandag. Jeg havde ikke helt regnet med at tilbringe SÅ meget kvalitets tid med min computer på hotel værelset, men i sidste ende har vi fået lavet et rigtig godt indlæg, der nok ikke havde kunnet ladet sig gøre, hvis ikke jeg havde haft mine danske kolleger i baghånden 5 dage træk.
Jeg fik set lidt af området den ene dag. Inde i midtbyen ligger "the historic plaza" med små butikker og gallerier, hvor der ikke er sparet på håndsyede cowboystøvler, dyre designer indianske smykker og tøj for dem med den store pengepung. Der ligger en hel gade med gallerier lidt uden for byen, hvor der bliver solgt store skulpturer. Jeg gik derud gennem det udtørrede flodleje gennem byen, og fik nydt den helt utrolige mængde nuancer af brunt, gråt, rødbrun og gulbrun:
Det var tørt og solskin mens vi var der. Sneen kom først fredag morgen, da jeg skulle afsted med det resultat at jeg var det tætteste på at miste mit fly, som jeg nogensinde har været. Shuttle bussen var ½ time forsinket og på det næste hotel skulle der selvfølgeligt et par med, der havde en baby, med dertil hørende installering af babysæde...... Vi nåede også at sidde fast i sneen en enkelt gang, og da vi endeligt nåede frem til Albquerque var det lige i sidste øjeblik. Flyveturen gik vestpå lige over Grand Canyon, der bestemt ikke bliver mindre imponerende af at blive set ovenfra.
Jeg nåede hjem til at hente mine tandløse unger i skolen. Følgende udveksling fandt sted på sms, mens jeg var væk:
Teresa: "jeg har lige tabt en tand :-)"
Mig: "Hov hov, det var jo mig, der skulle hive den ud ;-)"
Teresa: "Nå det må jeg ondskllye men jeg kunne ikke gøre for det! :-0"
Og sørme om ikke Lucas rokketand var så godt som ude, så jeg faktisk fik lov at hive den ud - helt uden tårer:
I dag lørdag kommer moster igen på besøg, hvilket næsten er værre end at vente på juleaften. Teresa har fordrevet tiden med en æggeblomme kur i sit hår. Det blev lidt klamt lige til at starte med (tips - vandet skal ikke være for varmt ved udskylning, for så ender man med røræg i håret......), til gengæld har hun nu det lækreste bløde hår og vi fik sluppet af med en bakke smågamle æg. Total Win Win situation.

Jeg har lige vist indlægget til Teresa, der blev noget knotten over hun ikke var repræsenteret på billederne - så her kommer hun: