De sidste Hawaii oplevelser

De sidste 2 dage på Oahu blev brugt til sidste blodsdråbe.
Vi nåede aldrig i vandet tirsdag, hvilket medførte en hel del surmuleri og storslåede løfter fra forældrenes side om, at vi da klart skulle bade både onsdag og torsdag.
Så onsdag morgen smurte vi alle ind i solcreme (vi nåede at bruge 4 store tuber op på én uge!) og traskede ned til Waikiki Beach. Luca fik udover at bade også bygget sig en stor smølfeborg komplet med smølfebær, smølfekanoner (?) og Gargamels hytte.
Eftermiddagen blev brugt i Honolulu Zoo. Det var ikke en kæmpestor zoologisk have, men der var en hel del meget aktive aber, eller dvs nogle var bestemt mere aktive end andre…:
Der var også en børneafdeling derinde, som især Teresa var meget spændt på at indtage. Vi blev selvfølgeligt guidet godt på vej med skilte om ikke at stresse dyrene, kun at røre ved dem, hvis de selv kom hen, huske at vaske hænder osv osv. Tjo, gederne havde ”ferie”, så dem måtte man ikke gå ind til. Marsvinene var spærret inde i et anlæg der var Alcatraz værdigt, og hestene havde meget belejligt et dobbelthegn, så det var helt umuligt at række hånden ind til dem. Vi endte dog med at finde et enkelt dyr, der gerne måtte røres. Så her ses Luca, der piller næse (!!!) på en plastik ko:

Savanne afdelingen derimod var super flot:
Mens Kristian købte ind til hjemmegrillede bøffer på hotellets ”recreation deck”, dalrede ungerne og jeg rundt i Honolulu nede ved stranden. Der var mange mennesker ude og flere skulle kommentere på Lucas hårfarve. Han fik både scoret sig kælning med papegøje og palmeblads fisk på dén konto. Vi kom ind på "Internatiol Market Place", og pludselig var der børneøjne, der lyste op. Jeg fik også overgivet mig efter en hel del plageri og hostede op med i alt 30$ så disse kunne indtages:

Luca tabte hurtigt pusten mens Teresa tog kampen op og forsøgte at stikke af i bolden, da det var på tide at komme op ad vandet!

Torsdag lagde vi hårdt ud med strand og morgenmad. Vi stod op, gik på Starbucks og spiste derefter morgenmad på stranden:
Vi skulle nå tilbage til hotellet og få ungerne i bad dels fordi vi skulle tjekke ud inden 12 og dels fordi de ville lukke for det varme vand inden kl 10. Vi nåede det hele og fik pakket kufferter og meget rene børn ned i bilen. Næste stop var Aloha Tower ned ved krydstogthavnen. Tårnet var desværre lukket, men til gengæld fik vi een af feriens største overraskelser. Havnen er banket lige ned i et koralrev (de er hele vejen rundt om øen, så der er ikke rigtig andre muligheder) og vi syntes godt nok det var mærkeligt, at der flød så mange gule blade rundt i vandet. Da vi kiggede ud overkanten lidt tættere på, så "bladene" helt anderledes ud. Det var helt vildt. På 5 minutter i havnen fik vi set flere fisk end ved at snorkle og bade i timevis i Hanauma Bay.
Vi fik spist en lækker frokost og fik shoppet Hawaiianske "Dirt Shirts", der er T-shirst farvet orange med rød jord. Der var stadig adskillige timer til vi skulle være i lufthavnen og vi var ærligt alt gået lidt kolde og vidste ikke helt, hvad vi så skulle lave.
Kristian foreslog Pearl Harbour. Jeg var ærlig talt lidt skeptisk, da amerikansk krigs patriotisme ikke lige er min kop te. Det blev heldigvis et super besøg. Vi købte billetter til USS Bowfinn, der er een af de ubåde der IKKE røg i luften under 2. verdenskrig. Man får udleveret høretelefoner ved indgangen. Vi tog familieversionen og fik historier fra livet under vandet indtalt af soldater, der rent faktisk havde været med i ubåden. Det var super spændende. Det var ikke helt så klaustrofobisk som man kunne forestille sig, men vi skulle jo heller ikke være dernede med 75 andre eller sove i køjesenge i torpedorummet (ydrk):
Da vi kom op igen, var der også sådan nogle her:
Ulrik ville gerne have een til at installere på værelset, så han er klar, når jeg siger, han skal rydde op......
Der var også et lille ubåds-museum med ting og sager fra anden verdenskrig. I én af montrerne var der lidt om soldaternes fritid og kæresterne derhjemme. For de amerikanske soldaters vedkommende var pinup kalendere vældigt populære, og der var også blevet fundet et billede af en japansk soldats forlovede: en tyk, grim dame med briller. Mon ikke det ville holde kampgejsten oppe til det sidste? Jeg ved ikke om det var med vilje, det lige var sådan et billede, der repræsenterede japanerne, men måske vandt amerikanerne af mere end én grund ;-)

Vi skulle nå noget mad inden flyveturen og Ulrik havde fået anbefalet Chorean Barbecue af sin lærer, så vi indstillede GPSen til nærmeste koreanske restaurant og endte i, hvad der meget vel kunne være Oahus svar på Greve Stationscenter! Restauranten havde lukket, så vi måtte prøve lykken igen og fortsatte endnu en gang ud ad motorvejen. Også denne gang blev endestationen et småskummelt centerområde med en hel del svært overvægtige lokale, men vi fik sindssygt lækker (og autentisk mad). Restauranten var lille bitte og meget billig - ét af den slags steder, hvor man enten får en helt fantastisk eller en helt forfærdelig madoplevelse. Vi endte heldigvis med den første slags.

Vi ankom til lufthavnen i god ro og orden. Luca fortalte detaljeret om, at når han blev voksen, så skulle han være pilot og flyve til Hawaii. Emilia skulle så være stewardesse på samme fly, så de kunne følges.
Flyet afgik omkring kl 23 og Luca faldt hurtigt i søvn, draperet ud over sin mor. Der var temmelig meget turbulens på turen, så der var ikke nogen af os andre, der fik sovet særlig meget, men vi kom tilbage til San Francisco i god ro og orden, og kom igennem fredagen uden alt for mange slåskampe. Vi sluttede dagen af med "The Hitchikers Guide to the Galaxy" inde i den store seng. Det var vist kun Teresa og Luca, der klarede sig igennem hele filmen uden at falde bare lidt i søvn undervejs - tror jeg nok ;-)