lørdag den 25. februar 2012

De sidste Hawaii oplevelser

De sidste 2 dage på Oahu blev brugt til sidste blodsdråbe.
Vi nåede aldrig i vandet tirsdag, hvilket medførte en hel del surmuleri og storslåede løfter fra forældrenes side om, at vi da klart skulle bade både onsdag og torsdag.
Så onsdag morgen smurte vi alle ind i solcreme (vi nåede at bruge 4 store tuber op på én uge!) og traskede ned til Waikiki Beach. Luca fik udover at bade også bygget sig en stor smølfeborg komplet med smølfebær, smølfekanoner (?) og Gargamels hytte.
Eftermiddagen blev brugt i Honolulu Zoo. Det var ikke en kæmpestor zoologisk have, men der var en hel del meget aktive aber, eller dvs nogle var bestemt mere aktive end andre…:
Der var også en børneafdeling derinde, som især Teresa var meget spændt på at indtage. Vi blev selvfølgeligt guidet godt på vej med skilte om ikke at stresse dyrene, kun at røre ved dem, hvis de selv kom hen, huske at vaske hænder osv osv. Tjo, gederne havde ”ferie”, så dem måtte man ikke gå ind til. Marsvinene var spærret inde i et anlæg der var Alcatraz værdigt, og hestene havde meget belejligt et dobbelthegn, så det var helt umuligt at række hånden ind til dem. Vi endte dog med at finde et enkelt dyr, der gerne måtte røres. Så her ses Luca, der piller næse (!!!) på en plastik ko:

Savanne afdelingen derimod var super flot:
Mens Kristian købte ind til hjemmegrillede bøffer på hotellets ”recreation deck”, dalrede ungerne og jeg rundt i Honolulu nede ved stranden. Der var mange mennesker ude og flere skulle kommentere på Lucas hårfarve. Han fik både scoret sig kælning med papegøje og palmeblads fisk på dén konto. Vi kom ind på "Internatiol Market Place", og pludselig var der børneøjne, der lyste op. Jeg fik også overgivet mig efter en hel del plageri og hostede op med i alt 30$ så disse kunne indtages:



Luca tabte hurtigt pusten mens Teresa tog kampen op og forsøgte at stikke af i bolden, da det var på tide at komme op ad vandet!

Torsdag lagde vi hårdt ud med strand og morgenmad. Vi stod op, gik på Starbucks og spiste derefter morgenmad på stranden:
Vi skulle nå tilbage til hotellet og få ungerne i bad dels fordi vi skulle tjekke ud inden 12 og dels fordi de ville lukke for det varme vand inden kl 10. Vi nåede det hele og fik pakket kufferter og meget rene børn ned i bilen. Næste stop var Aloha Tower ned ved krydstogthavnen. Tårnet var desværre lukket, men til gengæld fik vi een af feriens største overraskelser. Havnen er banket lige ned i et koralrev (de er hele vejen rundt om øen, så der er ikke rigtig andre muligheder) og vi syntes godt nok det var mærkeligt, at der flød så mange gule blade rundt i vandet. Da vi kiggede ud overkanten lidt tættere på, så "bladene" helt anderledes ud. Det var helt vildt. På 5 minutter i havnen fik vi set flere fisk end ved at snorkle og bade i timevis i Hanauma Bay.
Vi fik spist en lækker frokost og fik shoppet Hawaiianske "Dirt Shirts", der er T-shirst farvet orange med rød jord. Der var stadig adskillige timer til vi skulle være i lufthavnen og vi var ærligt alt gået lidt kolde og vidste ikke helt, hvad vi så skulle lave.
Kristian foreslog Pearl Harbour. Jeg var ærlig talt lidt skeptisk, da amerikansk krigs patriotisme ikke lige er min kop te. Det blev heldigvis et super besøg. Vi købte billetter til USS Bowfinn, der er een af de ubåde der IKKE røg i luften under 2. verdenskrig. Man får udleveret høretelefoner ved indgangen. Vi tog familieversionen og fik historier fra livet under vandet indtalt af soldater, der rent faktisk havde været med i ubåden. Det var super spændende. Det var ikke helt så klaustrofobisk som man kunne forestille sig, men vi skulle jo heller ikke være dernede med 75 andre eller sove i køjesenge i torpedorummet (ydrk):
Da vi kom op igen, var der også sådan nogle her:
Ulrik ville gerne have een til at installere på værelset, så han er klar, når jeg siger, han skal rydde op......
Der var også et lille ubåds-museum med ting og sager fra anden verdenskrig. I én af montrerne var der lidt om soldaternes fritid og kæresterne derhjemme. For de amerikanske soldaters vedkommende var pinup kalendere vældigt populære, og der var også blevet fundet et billede af en japansk soldats forlovede: en tyk, grim dame med briller. Mon ikke det ville holde kampgejsten oppe til det sidste? Jeg ved ikke om det var med vilje, det lige var sådan et billede, der repræsenterede japanerne, men måske vandt amerikanerne af mere end én grund ;-)

Vi skulle nå noget mad inden flyveturen og Ulrik havde fået anbefalet Chorean Barbecue af sin lærer, så vi indstillede GPSen til nærmeste koreanske restaurant og endte i, hvad der meget vel kunne være Oahus svar på Greve Stationscenter! Restauranten havde lukket, så vi måtte prøve lykken igen og fortsatte endnu en gang ud ad motorvejen. Også denne gang blev endestationen et småskummelt centerområde med en hel del svært overvægtige lokale, men vi fik sindssygt lækker (og autentisk mad). Restauranten var lille bitte og meget billig - ét af den slags steder, hvor man enten får en helt fantastisk eller en helt forfærdelig madoplevelse. Vi endte heldigvis med den første slags.

Vi ankom til lufthavnen i god ro og orden. Luca fortalte detaljeret om, at når han blev voksen, så skulle han være pilot og flyve til Hawaii. Emilia skulle så være stewardesse på samme fly, så de kunne følges.
Flyet afgik omkring kl 23 og Luca faldt hurtigt i søvn, draperet ud over sin mor. Der var temmelig meget turbulens på turen, så der var ikke nogen af os andre, der fik sovet særlig meget, men vi kom tilbage til San Francisco i god ro og orden, og kom igennem fredagen uden alt for mange slåskampe. Vi sluttede dagen af med "The Hitchikers Guide to the Galaxy" inde i den store seng. Det var vist kun Teresa og Luca, der klarede sig igennem hele filmen uden at falde bare lidt i søvn undervejs - tror jeg nok ;-)

tirsdag den 21. februar 2012

Polynesisk kultur fuser og Hula dans på stranden

Næste stop på tirsdagens køretur var Polynesisk Kultur center. I guidebøgerne står der, at det er ganske gratis - en sandhed med modifikationer skulle det vise sig. Man må gerne gå ind og købe souvenirs og mad, men de har også en kæmpe udendørs udstilling med livet på alle de forskellige polynesiske øer, der kostede den nette sum af 50$ pr voksen pg 40$ pr barn, og det syntes vi egentlig var lige i overkanten. Vi valgte dog at spise frokosten derinde i den gratis afdeling inden vi vendte næsen hjemad og Luca fik underholdt os med at Emilia og ham skal giftes og have 4 børn, en slange, en hamster, en mus, en kat og en kanin. 2 af børnene skal være smukke huladansende piger og de andre 2 skal være seje maouiske kriger drenge!
På vej tilbage fik vi stoppet ved en fantastisk øde strand med opskyllede kokosnødder og fast lyst sand så langt man kunne se. Disse strande er over det hele, og det er næsten surrealistisk hvor flot og lækkert der er, ved hver eneste af dem. Bølgerne og detil hørende understrøm kan dog være rimelig heftig, og ved dagens strand, var det vist meget godt, at vi ikke havde badetøj med.
Aftenen blev brugt på Waikiki Beach, hvor de flere gange om ugen laver gratis Hula shows på omkring 1 times varighed. Især den ene danser var super dygtig. På billedet nedenfor er hun ved at demonstrere et bredt udvalg af instrumenter og vi fik set både den helt gamle hula dans (eller fortælling, som det jo egentligt er), den nyere slags, der blev modificeret for ikke at forarge de tidlige missionærer og lidt Elvis tilsat glimtende bastskørt, blev det også til.
Hula dans på Waikiki Beach i solnedgangen under banyan træet - så fås det vist ikke mere eksotisk :-)
Videoen der ses nedenfor er et eksempel på noget af det allerældste Hula dans. Her danses fortællingen om hvordan ild-guden Pele flyttede fra Fiji til Hawaii:







video

Hanauma Bay i blæsevejr

Mandag tog vi turen til Hanauma Bay igen, efter først at have brugt hele morgenen på at vaske tøj. Træls men nødvendigt.
Det blæste godt ved ankomsten til bugten og vi blev også informeret om, at livredderne samme formiddag havde måttet hive et par halvdruknede snorklere op fra revet. Teresa skulle ikke nyde noget af at snorkle efter den besked, og drengene var heller ikke super begejstrede. Kristian fik dog taget et par gode ture og fik bl.a. set flere eksemplarer af Hawaii's national fisk: humuhumunukunukuapua'a!
Jeg prøvede også en enkelt tur, men mistede nu også begejstringen efter en ikke-planlagt nærkontakt med revet pga bølgerne. Så i stedet stod der god gammeldags badning og sandslotbygning på programmet. Det var nu heller ikke helt ringe.
På vej tilbage til Honolulu kørte vi forbi Bubbies for at spise is-mochi (mochi er små japanske kager lavet af sød bønnepasta, pakket ind i et tyndt lag risdej - vi synes klart bedst om is udgaven). Vi fik 12 forskellige slags med smag af grøn te, jordbær/chokolade, espresso/chokolade, hindbær, vanille osv.
Om aftenen tog vi et sidste besøg på "Outriggers Canoe Club" til gratis middag. Så tænkte vi at vi havde gjort god brug af "alt betalt" uden at misbruge det. Kristian bestilte "blackened ahi", der viste sig at være tun, Teresa fik "huli huli chicken", mens undertegnede og drengene var mere traditionelle og nøjedes med hhv. burger, hot dog en stor saftig grillet bøf. Mums. Luca faldt i søvn midt i maden og gik glip af desserten. Teresa bestilte kortets dyreste dessert: "make your own s'mores" og fik bragt en lille grill til bordet behørigt akkompagneret af skumfiduser, kiks og chokolade. Vi nåede ikke helt solnedgangen, men vi så himlen skifte farve og havde fri udsigt til Honolulus skyline.
Sendt fra min iPad

Byodo-in templet

Tirsdag kørte vi op langs østkysten og lagde ud med "Valley of the Temples", hvor den største attraktion er Byodo-in, et japansk buddhistisk tempel. Når man kommer ind må man gerne ringe på den 3 ton store klokke, der sjovt nok var vældig populær hos alle ungerne.


Der var utrolig smukt med selve tempel bygningen, et hav af koi fisk og en skov af bambus. Lyden af vinden, der blæser i bambus skoven, var lige til at få dårlige nerver af, da det lød som om alle stængerne var lige ved at knække ned i hovedet på os. Ulrik fik ridset sit navn ind i een af bambus stammerne:


og så nåede vi ikke rigtig mere da det pludseligt styrtede ned. Heldigvis klarer bygerne hurtigt op herovre, men derfor kan man nu godt nå at blive ret våd alligevel:

søndag den 19. februar 2012

Waimea Valley

Vores plan var at forsætte rundt om øen nord-om, og så finde et sted at kigge på de rigtigt store stillehavsbølger, men trafikken sneglede sig afsted, og vi fik ikke lige fundet det helt perfekte sted at holde ind. Til gengæld kom vi forbi Waimea Valley, der reklamerede med vandfald ude ved vejen, og faktisk så rigtig hyggelig ud, så der kørte vi ind i stedet. Det er lidt som en kæmpe stor botanisk have med et stort vandfald i enden af dalen. Undervejs mødte vi små "boder" med ansatte der flettede kurve el. lign. Teresa og Luca fik lavet halskæder med nøddeskaller i. Jeg har Teresas halskæde på, på det øverste billede. Luca var noget merre skeptisk overfor at lave sådan noget "tøse-noget" men endte alligevel med også at lave en halsskæde (til Emilia, selvfølgeligt):

Vi kom forbi en bod med musik instrumenter hvor Ulrik erhvervede sig en polynesisk næsefløjte! Vi venter i spænding på om han får lært at mestre den. Ifølge polynesisk kultur er alt det kommer ud ad næsen betydeligt renere end det, der kommer ud ad munden, derfor bruges næsen til at puste med.
Oppe for enden ventede vandfaldet:

Normalt kan man bade i søen for enden, men da det har regnet en del, var vandfaldet så stort og mudret, at det ikke var tilladt. Livredderne fordrev i stedet tiden med at flette græshopper og roser af palmeblade. Luca har en fantastisk evne til at charme sig ind på vildt fremmede mennesker og fik scoret sig både en græshoppe og en rose:


Jeg er også rimeligt sikker på at jeg fik set en ret stor edderkop pile ind under en sten. Adr. Den var på størrelse med en vanillekrans (jeg kunne ikke lige finde på andre ting at sammenligne med i ca samme størrelse). Teresa nåede aldrig ned til bredden af søen, efter jeg begyndte at snakke om edderkoppen. Hun skulle i hvert fald ikke nyde noget af at risikere, at den tog turen hen over hendes sandaler.

Sendt fra min iPad

Shaved ice hos Matsumoto


Efter plantagen var planen at køre videre op til "Surfer dude" området ved nordkysten for at indtage Shaved Ice hos Matsumotos - det tilsyneladende eneste anstændige sted at indtage den slags. Inden da nåede nogen af os at få appetitten tilbage og vi lagde derfor ud med et besøg hos Pizza Bob. For første gang nogensinde kunne Ulrik ikke spise sin burger op!
Vi slendrede derefter ned ad vejen til vi kom til en lille biks med en laaaang kø. Matsumoto er vist Oahus svar på Lydolphs på strandvejen..... Konceptet er enkelt. Is bliver knust til grødis agtig konsistens og derefter lagt op i et kræmmerhus, så det ligner en snebold. Herefter hældes der sirup på i 3 forskellige smagsvarianter/farver. Ungerne fik stort set slurpet sig igennem hele portionen. Jeg måtte give op på halvvejen, men jeg har vist også den laveste tolerance tærskel for kunstige farvestoffer.
Vores bil uden surfbrædt på taget skilte sig i høj grad ud. Heroppe lever man kun for een ting - surfing. Området er ramponeret på den fede måde med hippiehuse, skrotbunker af biler til at transportere surfinggearet rundt på og solbrændte børn med uglet hår,der sandsynligvis har siddet på brædtet lige siden, de lærte at gå.

Sendt fra min iPad

Dole ananasplantage

Dagen startede med uovertruffen brunch buffet på "Outrigger Canoe Club". Der var sindssygt meget lækker mad, og når man ydermere får lov at sidde et par meter fra Stillehavets bølger, så fås det bare ikke bedre. Ulrik fik indtaget 3 store tallerkener fulde mad (vi tør slet ikke tænke på hvor meget mad han kan køre ind når han bliver 16!), mens Luca ret hurtigt tabte interessen og gik ned for at smide sten i vandet. Der gik ca 5 sekunder, så var hans sko så gennemblødte, at han måtte trækkes med våde fødder resten af dagen.
Turen gik derefter vestpå og ind i landet for at besøge Doles ananasplantage. Her er der også verdens største labyrint, så forventingerne var tårnhøje. Ganske som ventet startede man i butikken hvor der kunne købes ananas chips, ananas is, beef jerky med ananas smag og små bøger om "Pete the Pineapple". Bl.a. en historie hvor han drager til stranden, og nej, en tyk bøvet ananas gør sig ikke godt i badebukser. Det var dog ikke kun ananas smagende delikatesser, der kunne erhverves, men også macademia nødder med spam smag!
Labyrinten var desværre lukket pga regn, og vi måtte nøjes med en rundtur i haven. Det var fuldstædnig som at gå rundt i palmehuset i botanisk have i København. Samme tætte tropiske beplantning og fugtige varme. Ret overvældende faktisk. Vi fik ikke kun set den lokale flora:
Vi modstod fristelsen til at købe ananasis, da vi havde andre planer.......

lørdag den 18. februar 2012

Hanauma Bay





I dag skulle de indkøbte snorkler og dykkermasker indvies i Hanauma Bay, der er en lagune lidt syd for Honolulu. Det er en af topattraktioner herovre, da selv børn er i stand til at snorkle rundt og se på koralrevsfisk uden de store forkundskaber. Inden man bliver lukket ind skal man først en tur om en biograf for at få vist en lille film om "do's and dont's" i vandet. Man kan ikke komme ind, før man har set den og har fået smidt en hel stak formaninger i hovedet på bedste amerikaner-vis.
Det var ret blæsende i dag (bare se på Teresas håndklæde)

og egentlig også småkoldt hvis solen lige gik bag en sky. Men vi fik set fisk, gjorde vi. Bestemt ikke i samme format som film på Discovery Channel men der var både store fisk, farvestrålende fisk, søpindsvin osv. Der skal vi helt klart hen igen. Luca var i modsætning til sine søskende ikke til at drive ud i vandet med dykkermaske på. Selv med løfter om kæmpe is hvis bare han ville iføre sig maske og snorkel og stikke hovedet ned i vandet, nægtede han pure. Teresa ville MEGET gerne have store is og tog alle storesøster tricksene i brug, men lige lidt hjalp det. Mens jeg sidder her og skriver prøver hun at overtale ham til at tage det på i badekarret - stadig uden held.
Inden vi tog afsted havde vi jo snakket vidt og bredt om at vi skulle til Hawaii og hvor meget vi glædede os. Een af Kristians nye bekendte foreslog at vi gav ham vores fulde navne og adresse i en mail, for så ville vi kunne få gæstemedlemsskab til "The Outrigger Canoe Club", der er en fin dyr klub med restaurant (med dresscode - ikke noget med klipklapper og tanktops her) og vi ville også bare kunne spise og drikke gratis. Det syntes vi godt nok lød lidt for godt til at være sandt, men vi gik derned i eftermiddags for at drikke kaffe og spise is. Så ville vi da ikke blive alt for ruinerede, hvis vi nu selv skulle betale alligevel. Vi fik såmænd det HELE betalt og sad ved borde lige ned til den private strand og blev opvartet helt fantatisk. Så i morgen skal vi derned for at spise deres helt fantastiske søndagsbrunch. VILDT.
Vi gik med bare tæer hjem i standkanten og fik mødt både en violinspillende julemand (?????) og et brudepar i solnedgangen. Nu står den på film (igen.....) og hjemmelavede burgere.

Sendt fra min iPad

fredag den 17. februar 2012

Aloha Honolulu (del 4)


Eftermiddagen blev tilbragt på Waikiki beach kun afbrudt af en enkelt ekspedition til Yoghurt Land for at hente is. Det er dejligt bekvemt at her er præcis de samme butikker, som vi dagligt bruger i Californien.
Der er et særligt børnevenligt område på stranden, hvor der er spærret af for de værste bølger og hvor selv Luca derfor kunne traske helt ned i den anden ende i sin badering - nogle gange hjulpet lige lovlig godt på vej af sin storebror........

Nu er vi netop kommet hjem fra Safeway og ungerne ser "Beverly Hills Chihuahua 2". Vi har nemlig lov til at låne film i ubegrænsede mængder fra en automat her på stedet - uden ekstra omkostninger!

Aloha Honolulu (del 3)

Vi havde ikke betalt ublu overpris for at få køleskabet fyldt op inden ankomst, så første stop var morgenmad. Gensynsglæden var stor da vi fandt Dennys. Ulrik fik i hvert fald gaflet behørige mængder "all you can eat pancakes" ned.
Jeg lagde selv hårdt ud med hold i nakken. Så i skrivende stund sidder jeg med 2 lemonadeslurpende og mangategneserielæsende drenge på hotellets cafe, hvor der gratis trådløst internet (så længe man køber noget). Kristian og Teresa er i Walmart for at købe ind. Jeg var ikke helt sikker på at jeg ville kunne klemme min kosteskaftsryg ind i bilen, men det er nu ganske hyggeligt at sidde her med drengene, så jeg klager ikke (endnu......)

Aloha Honolulu (del 2)

Men for søren hvorvar det fedt at vågne i morges og hoppe i sommerkjole og sandaler (med fine næsten ny pedicurerede fødder forstås).

Aloha Honolulu (del 1)

Så nåede vi til Oahu.

På mest positive vis vil jeg lægge ud med at undskylde / brokke mig. Vi har kun medbragt iPaden på ferien og det er altså en udfordring at vi dels ikke kan overføre billeder fra kameraet, vi kan ikke gå på internettet fra hotelværelset, fordi der kun er kabel internet, og så skaber bloggen sig hver gang jeg prøver at uploade noget som helst med mere end eet billede ad gangen. Så det bliver en masse små indlæg med grynede iPad billeder.

Anyways, så havde vi booket billetter allerede i oktober, og undervejs har jeg fået over 10 mails (no kidding) om at flyafgangene var ændret. Så da vi til sidst skulle afsted ville vi kun have 55 minutter til at skifte fly i LA. Vi var derfor lidt bekymrede da det første fly ikke var dukket op 20 minutter inden vi burde være på vej. Men da det endeligt rullede op til gaten og begyndte at spytte passagerer ud, gik der faktisk ikke meget mere end 20 minutter før vi var boardet og klar - og nej, det var ikke et stort fly.
Alt gik fint i LA men man ved at 6 timer til Hawaii bliver lange, når det allerførste personalet gør, er at undskylde at de ikke havde nok mad med ombord. Vi klarede os dog fint på "snackpacks" med pitachips, hoummus, pretzels og jelleybeans.
Fra vi landede til vi stod på hotelværelset gik der lige knap 500$! Først skulle vi liiiiiige lægge ekstra penge for forsikring af den lejede bil. Så kostede det liiiiiige 60$ at få lov til at parkere i hotellets parkeringskælder. Og der skulle da liiiiiige betales håndklædegebyr og nøgledepositum. Til gengæld fik ungerne så hver en lillebitte plastickspand og skovl samt stjerneformede solbriller. Det vakte stor jubel - eller noget.
Da vi vågnede i morges var det til denne udsigt.
Jeg har ærlig talt ikke tænkt meget over at Honolulu jo er hovedstaden i staten Hawaii med dertil hørende skyskrabere, men sådan kan man jo lære det på den hårde måde

;-)

mandag den 13. februar 2012

Kinesisk nytaar og Valentines Day


Det er ved at vaere et stykke tid siden at det kinesiske nytaar fandt sted, men den store parade i San Francisco fandt foerst sted i loerdags. Ifoelge medierne herovre er paraden med paa top ti listen over globale optog, der boer opleves. Jeg fik selv fornoejelsen af den for 16 aar siden, da jeg var herovre foerste gang. Uheldigvis blev jeg fanget paa den forkerte side af gaden i forhold til vandrehjemmet, hvor jeg boede, hvorfor jeg mest kan huske at jeg skulle voldsomt meget paa toilettet og at paraden derfor foeltes uendeligt lang.
At koere i bil ind til byen paa saadan en dag ville direkte taabeligt saa vi traskede ned til BARTen i stedet. Paa den loerdagstomme pendler parkeringsplads fik vi alle fundet hver "vores" plads med aarstal:
Vi var inde i byen god tid og kunne derfor naa en tur om "Beard Pappa" for at spise "cream puffs". Vi har efterhaanden fundet et par smaa gode steder herovre, hvor de kun saelger een ting. Til gengaeld bliver det saa lavet lige ved siden ad kasseapparatet og er helt friskt. "Aunty Annies Pretzels" kan bestemt ogsaa anbefales. Her ses Luca med cream puff (vandbakkelse og creme). De var helt enormt svaere at spise, men smagen........? Det hoerer til sjaeldenhederne herovre at stoede paa rigtige, store, fede, sorte vanillekorn, men det gjorde vi i denne creme og det kunne godt smages!
Vi fik fundet en rigtig god plads, lige hvor paraden ville dreje fra Market Street op paa Geary Street. Vi var desuden i saa god tid, at dem der var foran os, sad ned, saa vi havde frit udsyn. Uh, det var svaert at vente. Isaer da vognene med candy floss, blinkende lyssvaerd og andet bras begyndte at goere deres indtog. Kl 17:15 blev paraden skudt i gang med en ordentlig omgang fyrvaerkeri og saa begyndte det ellers aat myldre frem med skoleboern paa gaaben (og mere eller mindre elegante krumspring udi viftedans el lign) samt lokal-politikere i biler. Suk.

video

Vi skulle dog ikke vente laenge foer dragerne begyndte at vise sig (det er lige blevet dragens aar). Som regel loeber der een foran dragen med en "slikkepind" som dragen saa skal foelge efter. Een af dragerne havde en saerdeles loebetosset foerer og vi fik helt ondt af de stakkels drage baerere, der blev mere og mere roede i hovederne for hver tur rundt paa gaden (her skulle der saa have vaeret en video, men hjemmesiden naegtede pure at samarbejde, saa I maa noejes med dette billede af en anden drage i stedet):

Kinesiske loever kom der ogsaa forbi:

video
Og sandelig om ikke Ronald McDonald var blevet peppet op med regnbuer og glimmer:
Vi holdt ud i en times tid, men saa skreg vores ben paa at lave noget andet end at staa eller sidde paa fortovet og vores maver skreg paa mad og vi kaempede os derfor gennem folkemaengden tilbage til Westfield Mall, der har en ganske udenmaerket Food Court i kaelderen hvor alle kan blive maette - selv de mest kraesne Frikkeboern!

I dag (mandag) har vi haft travlt med at goere klar til Valentines Day i morgen. Det forventes at boernene moeder op med en lille gave eller et lille kort til samtlige klassekammerater. Heldigvis kan man koebe saadanne dimser i lange baner i bl.a. Target. Luca og Teresa har haft travlt hele eftermiddagen med at lave smaa kort med viskelaedere og tatoveringer til alle i klassen:

Luca har ogsaa soerget for at vaelge en ekstra lille gave til Emilia (som han haardnakket paastaar IKKE er hans "girlfriend"):
Paa vej hjem fra arbejde i dag tog jeg en tur om Berkeley Bowl for at faa koebt noget jern tilskud til mig selv og fandt paa vejen disse huer - der laenge har staaet paa oenskesedlen hos ungerne -paa udsalg til den formidabelt billige pris af 5$ pr stk:

Alle herovre har dyrehuer og man kan koebe dem paa ethvert gadehjoerne. Men det er ikke alle huer, der har luffer i enden som de her har!

Her til aften har Ulrik hygget sig med vores nye "kaeledyr": det berygtede smoelfespil til iPaden. Vi er noedt til liiiige at tjekke det jaevnligt. Det kunne jo vaere smoelfernes guleroedder er klar til hoest saa vi kan tjene nogle flere guldmoenter. Totalt latterligt og staerkt vanedannede spil. Her er Ulrik i gang med kage spillet hos Bage Smoelfen:


Teresa har andre interesser. Hun laver yoga hver dag og hendes gode veninde, Hedda, er smidig paa graensen til det groteske (jeg bliver stadig overrasket naar ungen lige saetter foedderne om i nakken midt i aftensmaden). Saa Teresa traener haardnakket til at kunne holde sig for oejnene - med foedderne!


Her til sidst kommer der et billede fra tulipan traeet foran huset der har helt bristefaerdige knopper:

Foraaret er godt paa vej herovre med blomstrende traeer og kvidrende fugle. Jeg er selv ret overrasket over hvor foraarsagtigt det foeles, selvom vi ikke foerst har skullet slaebe os gennem en isvinter. Vi kommer nu sandsynligvis ikke til at se traeet i fuldt flor , da vi drager herhen paa torsdag til en uges ferie ved stranden. Det skal der nok komme MEGET mere om senere.

torsdag den 9. februar 2012

San Francisco - uden boern!

Jeg har haft rigeligt travlt paa arbejde selvom vi har besoeg fra Danmark, saa for at raade lidt bod paa det, tog jeg en fridag i dag (torsdag) og saa sneg Kristian, Christine og jeg os ind til byen mens ungerne var i skole. Det var ikke noget vi snakkede hoejt om, mens de hoerte paa det ;-)
Vi lagde ud med at staa af toget paa The Embarcadero helt nede ved vandet og taet paa The Ferry Building. Der er Farmers Market her tirsdag, torsdag og loerdag, men der var godt nok ikke mange boder paa saadan en almindelig torsdag formiddag, saa det blev ret hurtigt overstaaet. Vi traskede derfor relativt hurtigt videre til Pier 39 - den klassiske amerikanske turistfaelde a la "vi laver en trae konstruktion ud i vandet og fylder den med maerkelige og alt for dyre butikker samt daarlige dyre restauranter og kalder det for Pier-et-eller-andet og saa haaber vi turisterne bruger rigtig mange penge". Der er dog enkelte helt saerlige butikker, der bestemt er et besoeg vaerd - fx julebutikken, hvor de har julepynt for enhver smag. Her ses bare et lille bitte udpluk:

Det var helt udmattende at gaa rundt derinde og se paa flere tusinde juledimser, men saa er det jo godt at solen var fremme:
Vi maatte ogsaa lige faa vist Christine soeloeverne. Der er ikke saa mange tilbage, som der har vaeret, men de var helt oppe paa dupperne i dag. Der var isaer een, der blev ved at forsoege at klatre op paa de andre, der blev ret sure og prompte smed den ned i vandet igen. Andre tog det hele noget mere roligt:
Planen var at tage sporvognen tilbage til Union Square og det blev den mest perfekte sporvognstur - ever! Vi naaede op til endestationen, hvor de vender, lige som den naeste vogn skulle til at koere. Der var absolut ingen koe og vi kunne derfor hoppe ombord med det samme og fik endda scoret pladser paa siden, hvilket er stort set umuligt hele sommeren pga de mange mennesker.
Paa Union Square ligger stormagasinet Macys, og helt oppe paa toppen af Macys ligger The Cheesecake Factory. Jeg har faaet stedet anbefalet, og det med god grund, skulle det vise sig. Vi fik bord udenfor paa terassen og fik udleveret de laaaaange menu kort. Mens vi sad og kiggede kortet igennem kom der en saerdeles sulten maage paa besoeg. Den sad paa den anden side af glas-raekvaerket og smaskede bogstavelig talt mens den proevede at stikke naebbet ind ad spraekkerne. De folk der sad op til raekvaerket maatte saaledes finde sig i at blive nedstirret af sulten maage paa max 10 cm afstand. Selvom vi ikke var saa heldige at faa bord med maage og udsigt, kan man stadigt godt fornemme stemningen i spejlbilledet paa vinduet ind til koekkenet:
Maden var superb:
Barbecue pulled pork "glamburger" med coleslaw og sweet potatoe fries. Mums.
Og endnu bedre: Super laekker cheesecake i alt for store stykker:
Vi er stadig ikke helt sikre paa om vi nogensinde bliver rigtig sultne igen. Vi bliver nu nok noedt til at tage derind igen en anden dag, for Teresa var RET knotten over at vi tog derind uden hende.......

onsdag den 8. februar 2012

Superbowl eller søelefanter?

Lørdag aften ankom moster langt om længe. Det var bestemt ikke nogen stor overraskelse, at da ungerne blev bedt om at "rate" hvad de glædede sig mest til - mor eller moster der kom - så var det ikke undertegnede der vandt dén konkurrence....... Men det er altså også svært at konkurrere med én der har kufferten fuld af lakridser.
Søndag var det Superbowl dag (Football finale). Det er en kæmpe begivenhed herovre hvor der bliver lavet de helt store million dollar reklamer til at vise i pauserne og det var vist Madonna, der stod for noget af underholdningen i år. Vi har ikke fjernsyn, så allerede på dét punkt var vi godt klar over, at vi var håbløst bagefter. Heldigvis udspiller der sig dramaer andre steder end i fjernsynet på denne tid af året, og vi tog derfor turen ud til Point Reyes (der ligger lige her). Den oprindelige plan var at tage ned sydpå ved kysten, men vi var ikke tidligt nok ude til at få booket tid til en guidet tur.
Hvalerne migrerer sydpå om vinteren for at føde og vender så tilbage til Alaska lidt senere med deres unger. Starten af februar er lige midt i mellem disse perioder, så der er ikke store chancer for at se hvaler lige nu. Alligevel har de lukket vejene ned derude for at undgå trafikpropper og man kan kun komme rundt i området med turistbusser. Solen skinnede fra en høj blå himmel og det var næsten varmere, end da vi var derude i juli måned sidste år! Det viste sig at være en fremragende idé at drage afsted på en dag, hvor resten af nationen sad klistret til skærmen, for vi havde stort set det hele for os selv, selvom vejret var sjældent godt.
Første stop var "the Lighthouse" som vi før har skrevet om (det gamle blogindlæg er her). Det lignede sig selv i høj grad. Næste stop med bussen var Chimney Rocks. Og endeligt fik vi set dét, vi kom for:
En hel strand fuld af søelefanter. De søger mod land, når det er tid til at føde unger. Da vi var der var ungerne ca en måned gamle og hunnerne var så småt begyndt at efterlade dem til sig selv, efter at have parret sig, så der er unger til næste år. Hannerne var derfor helt oppe på dupperne og vi så også flere gange at de slåssede - eller noget...... De er så smælderfede at de ikke kan bevæge sig mange meter i sandet før de liiiiige skal have en pause.
Der var fra parkens side lavet en platform med teleskoper stillet til rådighed. Vi var dog tæt nok på til at vi sagtens kunne se og høre dem alligevel. Der var også en goofy ældre kvindelig park ranger, der stod og råbte op "seal fight, seal fight" osv hver gang hun spottede noget spændende. Ulrik ville meget gerne videre, da hun råbte op om at nu var der nogen der parrede sig ;-)

Der var også en gammel redningsbåd station lidt længere henne ad stranden. Vi havde hørt noget om at der var "noget med nogle gummihandsker". Det viste sig at være en lille opstilling hvor man kunne teste spæklagets isolerende effekt i koldt vand. Teresa fik prøvet både den almindelige handske og "blubber" handsken flere gange - altså lige indtil hendes mor forklarede hende at blubber er spæk!
Vi kunne ikke helt forstå at den superlækre strand dernede var spærret af - lige indtil vi kom om på den anden side ad huset.

Lige ved op og ned ad stakittet (2m fra hvor vi stod) lå der 2 ensomme teenage hanner, der ikke fik lov til at være sammen med de andre. De var ikke fuldvoksne, men vejede alligevel omkring 1 ton - hver! Det er altså vildt at se SÅ store dyr i den rigtige natur.

Vi var efterhånden godt møre ovenpå al den vilde natur og varme sol og vendte derfor næsen hjemad igen.

lørdag den 4. februar 2012

5 dage i "cowboy og indianer land"

Jeg er netop vendt hjem med blødende næse og knasende læber efter 5 dage i New Mexicos tørre luft et par km over havets overflade. Jeg har været på Diabetes møde i Santa Fe med mange af mine danske kolleger, hvilket har været SÅ rart. Der er forbavsende god mad i området og der bestemt ikke blevet sparet på de gode middage. Bl.a. chilli til morgenmad på en indiansk restaurant hvor man ikke siger "cheese" når der bliver taget billeder men derimod "chilliiiiii". Tjenerne var alle indianere og især den italiensk snakkende, tandløse opvasker var et syn for sig.
Selve Santa Fe er temmelig speciel med en overrepræsentation af kunstnere og gallerier. Alle huse er små og i brune nuancer med runde hjørner:
Faktisk kan man dårligt se at der er en by, når man kigger udover landskabet:
Jeg ankom søndag middag sammen med én af mine kolleger, der lige fik opgraderet den lejede bil til en Chevy Suburban tunet behørigt ind på Country radio. Så til tonerne af "Fried chicken on a Friday night, and a pair of jeans that fit just right" drønede vi gennem den røde ørken. Det var dog ikke route 66, selvom den også går gennem samme område.
Dagene gik hurtigt med foredrag, poster præsentationer etc som dén slags møder er beregnet til. Det blev dog lige hurtigt hektisk nok da jeg havnede i en sand storm af nye ideer til mine forsøg, som der skulle nå at skrives helt færdig til den 3 årige revision af forsøgsprotokollen her på Berkeley med deadline på mandag. Jeg havde ikke helt regnet med at tilbringe SÅ meget kvalitets tid med min computer på hotel værelset, men i sidste ende har vi fået lavet et rigtig godt indlæg, der nok ikke havde kunnet ladet sig gøre, hvis ikke jeg havde haft mine danske kolleger i baghånden 5 dage træk.
Jeg fik set lidt af området den ene dag. Inde i midtbyen ligger "the historic plaza" med små butikker og gallerier, hvor der ikke er sparet på håndsyede cowboystøvler, dyre designer indianske smykker og tøj for dem med den store pengepung. Der ligger en hel gade med gallerier lidt uden for byen, hvor der bliver solgt store skulpturer. Jeg gik derud gennem det udtørrede flodleje gennem byen, og fik nydt den helt utrolige mængde nuancer af brunt, gråt, rødbrun og gulbrun:
Det var tørt og solskin mens vi var der. Sneen kom først fredag morgen, da jeg skulle afsted med det resultat at jeg var det tætteste på at miste mit fly, som jeg nogensinde har været. Shuttle bussen var ½ time forsinket og på det næste hotel skulle der selvfølgeligt et par med, der havde en baby, med dertil hørende installering af babysæde...... Vi nåede også at sidde fast i sneen en enkelt gang, og da vi endeligt nåede frem til Albquerque var det lige i sidste øjeblik. Flyveturen gik vestpå lige over Grand Canyon, der bestemt ikke bliver mindre imponerende af at blive set ovenfra.
Jeg nåede hjem til at hente mine tandløse unger i skolen. Følgende udveksling fandt sted på sms, mens jeg var væk:
Teresa: "jeg har lige tabt en tand :-)"
Mig: "Hov hov, det var jo mig, der skulle hive den ud ;-)"
Teresa: "Nå det må jeg ondskllye men jeg kunne ikke gøre for det! :-0"
Og sørme om ikke Lucas rokketand var så godt som ude, så jeg faktisk fik lov at hive den ud - helt uden tårer:
I dag lørdag kommer moster igen på besøg, hvilket næsten er værre end at vente på juleaften. Teresa har fordrevet tiden med en æggeblomme kur i sit hår. Det blev lidt klamt lige til at starte med (tips - vandet skal ikke være for varmt ved udskylning, for så ender man med røræg i håret......), til gengæld har hun nu det lækreste bløde hår og vi fik sluppet af med en bakke smågamle æg. Total Win Win situation.

Jeg har lige vist indlægget til Teresa, der blev noget knotten over hun ikke var repræsenteret på billederne - så her kommer hun: