Våd Veterans Day

Fredag d. 11/11 var det Veterans Day, der er en national fridag. Vejrudsigten sagde regn, regn og mere regn, så vi havde ikke spor travlt med at stå op og komme i gang.
Teresa hjalp til med at lave morgenmad - hun fik lov at komme peber på spejlæggene - og hun gjorde bestemt et grundigt stykke arbejde:
Morgenmaden blev indtaget foran pejsen efter Kristian havde indkøbt bagels og Starbucks kaffe:
Så brugte vi en del tid på at vaske tøj, rydde op, vaske mere tøj, vaske gulv og skype en smule. Vi vidste ikke helt hvad vi ellers skulle få sådan en regnvejrsdag til at gå med, men besluttede at vi da kunne køre en tur ud til Golden Gate Bridge. Under alle omstændigheder ville det være helt forkert at gå over denne bro i solskin og høj blå himmel (den er for det meste begravet i tåge), så en gang regnvejr mente vi ville være passende. Vi stoppede derfor ungerne ind i bilen og kørte afsted. De var i den type fremragende humør, der kun yderligere forstærkes af for meget skærm kiggeri og regnvejr. Her ses Teresa og Luca, der leger legen "blodige kattepoter". Billedet er fra de ca 30 sekunder, der var sjove, inden Luca tudede, Ulrik drillede og Teresa var sur resten af vejen.
Vi nåede dog helskindede og fuldtallige frem til Golden Gate Bridge. Vi var ikke de eneste, der havde fået den fremragende idé, men heldigvis fik vi en p plads uden at skulle vente alt for længe.

Broen er faktisk rigtig flot, og det er ganske forståeligt, at den er blevet et vartegn for San Francisco:
Der er lavet et fortov ude i siden af broen, hvor man kan gå hele vejen over. Vi prøvede at komme over til den anden side, men måtte opgive til sidst fordi vi simpelthen ikke kunne holde ud at gå lige ved siden af 6 vejbaner med tæt trafik:
Man kunne ikke føre en samtale uden at skulle råbe!
Da vi nåede tilbage til bilen begyndte det at stå ned i stænger, så det var måske ikke helt dårligt at vi havde vendt om.
Kristian og jeg snakkede om, hvorvidt vi skulle køre tilbage over broen hjem eller om vi skulle tage turen ind gennem byen og så køre ad Bay Bridge hjem. Vi valgte den sidste mulighed - hvilket vi fik rig mulighed for at fortryde i de 2 timer det tog os at køre hjem gennem endeløse køer i sneglefart. Her er et stemningsbillede fra turen:
Da vi endeligt kom hjem var der flere af familiens medlemmer der havde lidt mental skade af den skrækkelige køretur (der bestemt ikke blev bedre af at GPSen konsekvent foreslog os at dreje til venstre, foretage en u-vending, for derefter at vende tilbage til den samme vej i samme retning som vi var på alligevel):
Vi håber på at en god lang nat udretter mirakler for både bimse hoveder og vejrudsigten.