søndag den 26. februar 2012
lørdag den 25. februar 2012
De sidste Hawaii oplevelser
De sidste 2 dage på Oahu blev brugt til sidste blodsdråbe.
Vi nåede aldrig i vandet tirsdag, hvilket medførte en hel del surmuleri og storslåede løfter fra forældrenes side om, at vi da klart skulle bade både onsdag og torsdag.
Så onsdag morgen smurte vi alle ind i solcreme (vi nåede at bruge 4 store tuber op på én uge!) og traskede ned til Waikiki Beach. Luca fik udover at bade også bygget sig en stor smølfeborg komplet med smølfebær, smølfekanoner (?) og Gargamels hytte.
Eftermiddagen blev brugt i Honolulu Zoo. Det var ikke en kæmpestor zoologisk have, men der var en hel del meget aktive aber, eller dvs nogle var bestemt mere aktive end andre…:
Der var også en børneafdeling derinde, som især Teresa var meget spændt på at indtage. Vi blev selvfølgeligt guidet godt på vej med skilte om ikke at stresse dyrene, kun at røre ved dem, hvis de selv kom hen, huske at vaske hænder osv osv. Tjo, gederne havde ”ferie”, så dem måtte man ikke gå ind til. Marsvinene var spærret inde i et anlæg der var Alcatraz værdigt, og hestene havde meget belejligt et dobbelthegn, så det var helt umuligt at række hånden ind til dem. Vi endte dog med at finde et enkelt dyr, der gerne måtte røres. Så her ses Luca, der piller næse (!!!) på en plastik ko:
Mens Kristian købte ind til hjemmegrillede bøffer på hotellets ”recreation deck”, dalrede ungerne og jeg rundt i Honolulu nede ved stranden. Der var mange mennesker ude og flere skulle kommentere på Lucas hårfarve. Han fik både scoret sig kælning med papegøje og palmeblads fisk på dén konto. Vi kom ind på "Internatiol Market Place", og pludselig var der børneøjne, der lyste op. Jeg fik også overgivet mig efter en hel del plageri og hostede op med i alt 30$ så disse kunne indtages:
Luca tabte hurtigt pusten mens Teresa tog kampen op og forsøgte at stikke af i bolden, da det var på tide at komme op ad vandet!
Torsdag lagde vi hårdt ud med strand og morgenmad. Vi stod op, gik på Starbucks og spiste derefter morgenmad på stranden:
Vi skulle nå tilbage til hotellet og få ungerne i bad dels fordi vi skulle tjekke ud inden 12 og dels fordi de ville lukke for det varme vand inden kl 10. Vi nåede det hele og fik pakket kufferter og meget rene børn ned i bilen. Næste stop var Aloha Tower ned ved krydstogthavnen. Tårnet var desværre lukket, men til gengæld fik vi een af feriens største overraskelser. Havnen er banket lige ned i et koralrev (de er hele vejen rundt om øen, så der er ikke rigtig andre muligheder) og vi syntes godt nok det var mærkeligt, at der flød så mange gule blade rundt i vandet. Da vi kiggede ud overkanten lidt tættere på, så "bladene" helt anderledes ud. Det var helt vildt. På 5 minutter i havnen fik vi set flere fisk end ved at snorkle og bade i timevis i Hanauma Bay.
Vi fik spist en lækker frokost og fik shoppet Hawaiianske "Dirt Shirts", der er T-shirst farvet orange med rød jord. Der var stadig adskillige timer til vi skulle være i lufthavnen og vi var ærligt alt gået lidt kolde og vidste ikke helt, hvad vi så skulle lave.
Kristian foreslog Pearl Harbour. Jeg var ærlig talt lidt skeptisk, da amerikansk krigs patriotisme ikke lige er min kop te. Det blev heldigvis et super besøg. Vi købte billetter til USS Bowfinn, der er een af de ubåde der IKKE røg i luften under 2. verdenskrig. Man får udleveret høretelefoner ved indgangen. Vi tog familieversionen og fik historier fra livet under vandet indtalt af soldater, der rent faktisk havde været med i ubåden. Det var super spændende. Det var ikke helt så klaustrofobisk som man kunne forestille sig, men vi skulle jo heller ikke være dernede med 75 andre eller sove i køjesenge i torpedorummet (ydrk):
Da vi kom op igen, var der også sådan nogle her:
Ulrik ville gerne have een til at installere på værelset, så han er klar, når jeg siger, han skal rydde op......
Der var også et lille ubåds-museum med ting og sager fra anden verdenskrig. I én af montrerne var der lidt om soldaternes fritid og kæresterne derhjemme. For de amerikanske soldaters vedkommende var pinup kalendere vældigt populære, og der var også blevet fundet et billede af en japansk soldats forlovede: en tyk, grim dame med briller. Mon ikke det ville holde kampgejsten oppe til det sidste? Jeg ved ikke om det var med vilje, det lige var sådan et billede, der repræsenterede japanerne, men måske vandt amerikanerne af mere end én grund ;-)
Vi skulle nå noget mad inden flyveturen og Ulrik havde fået anbefalet Chorean Barbecue af sin lærer, så vi indstillede GPSen til nærmeste koreanske restaurant og endte i, hvad der meget vel kunne være Oahus svar på Greve Stationscenter! Restauranten havde lukket, så vi måtte prøve lykken igen og fortsatte endnu en gang ud ad motorvejen. Også denne gang blev endestationen et småskummelt centerområde med en hel del svært overvægtige lokale, men vi fik sindssygt lækker (og autentisk mad). Restauranten var lille bitte og meget billig - ét af den slags steder, hvor man enten får en helt fantastisk eller en helt forfærdelig madoplevelse. Vi endte heldigvis med den første slags.
Vi ankom til lufthavnen i god ro og orden. Luca fortalte detaljeret om, at når han blev voksen, så skulle han være pilot og flyve til Hawaii. Emilia skulle så være stewardesse på samme fly, så de kunne følges.
Flyet afgik omkring kl 23 og Luca faldt hurtigt i søvn, draperet ud over sin mor. Der var temmelig meget turbulens på turen, så der var ikke nogen af os andre, der fik sovet særlig meget, men vi kom tilbage til San Francisco i god ro og orden, og kom igennem fredagen uden alt for mange slåskampe. Vi sluttede dagen af med "The Hitchikers Guide to the Galaxy" inde i den store seng. Det var vist kun Teresa og Luca, der klarede sig igennem hele filmen uden at falde bare lidt i søvn undervejs - tror jeg nok ;-)
Vi nåede aldrig i vandet tirsdag, hvilket medførte en hel del surmuleri og storslåede løfter fra forældrenes side om, at vi da klart skulle bade både onsdag og torsdag.
Så onsdag morgen smurte vi alle ind i solcreme (vi nåede at bruge 4 store tuber op på én uge!) og traskede ned til Waikiki Beach. Luca fik udover at bade også bygget sig en stor smølfeborg komplet med smølfebær, smølfekanoner (?) og Gargamels hytte.
Eftermiddagen blev brugt i Honolulu Zoo. Det var ikke en kæmpestor zoologisk have, men der var en hel del meget aktive aber, eller dvs nogle var bestemt mere aktive end andre…:
Der var også en børneafdeling derinde, som især Teresa var meget spændt på at indtage. Vi blev selvfølgeligt guidet godt på vej med skilte om ikke at stresse dyrene, kun at røre ved dem, hvis de selv kom hen, huske at vaske hænder osv osv. Tjo, gederne havde ”ferie”, så dem måtte man ikke gå ind til. Marsvinene var spærret inde i et anlæg der var Alcatraz værdigt, og hestene havde meget belejligt et dobbelthegn, så det var helt umuligt at række hånden ind til dem. Vi endte dog med at finde et enkelt dyr, der gerne måtte røres. Så her ses Luca, der piller næse (!!!) på en plastik ko:
Mens Kristian købte ind til hjemmegrillede bøffer på hotellets ”recreation deck”, dalrede ungerne og jeg rundt i Honolulu nede ved stranden. Der var mange mennesker ude og flere skulle kommentere på Lucas hårfarve. Han fik både scoret sig kælning med papegøje og palmeblads fisk på dén konto. Vi kom ind på "Internatiol Market Place", og pludselig var der børneøjne, der lyste op. Jeg fik også overgivet mig efter en hel del plageri og hostede op med i alt 30$ så disse kunne indtages:
Torsdag lagde vi hårdt ud med strand og morgenmad. Vi stod op, gik på Starbucks og spiste derefter morgenmad på stranden:
Vi skulle nå tilbage til hotellet og få ungerne i bad dels fordi vi skulle tjekke ud inden 12 og dels fordi de ville lukke for det varme vand inden kl 10. Vi nåede det hele og fik pakket kufferter og meget rene børn ned i bilen. Næste stop var Aloha Tower ned ved krydstogthavnen. Tårnet var desværre lukket, men til gengæld fik vi een af feriens største overraskelser. Havnen er banket lige ned i et koralrev (de er hele vejen rundt om øen, så der er ikke rigtig andre muligheder) og vi syntes godt nok det var mærkeligt, at der flød så mange gule blade rundt i vandet. Da vi kiggede ud overkanten lidt tættere på, så "bladene" helt anderledes ud. Det var helt vildt. På 5 minutter i havnen fik vi set flere fisk end ved at snorkle og bade i timevis i Hanauma Bay.Vi fik spist en lækker frokost og fik shoppet Hawaiianske "Dirt Shirts", der er T-shirst farvet orange med rød jord. Der var stadig adskillige timer til vi skulle være i lufthavnen og vi var ærligt alt gået lidt kolde og vidste ikke helt, hvad vi så skulle lave.
Kristian foreslog Pearl Harbour. Jeg var ærlig talt lidt skeptisk, da amerikansk krigs patriotisme ikke lige er min kop te. Det blev heldigvis et super besøg. Vi købte billetter til USS Bowfinn, der er een af de ubåde der IKKE røg i luften under 2. verdenskrig. Man får udleveret høretelefoner ved indgangen. Vi tog familieversionen og fik historier fra livet under vandet indtalt af soldater, der rent faktisk havde været med i ubåden. Det var super spændende. Det var ikke helt så klaustrofobisk som man kunne forestille sig, men vi skulle jo heller ikke være dernede med 75 andre eller sove i køjesenge i torpedorummet (ydrk):
Da vi kom op igen, var der også sådan nogle her:
Ulrik ville gerne have een til at installere på værelset, så han er klar, når jeg siger, han skal rydde op......Der var også et lille ubåds-museum med ting og sager fra anden verdenskrig. I én af montrerne var der lidt om soldaternes fritid og kæresterne derhjemme. For de amerikanske soldaters vedkommende var pinup kalendere vældigt populære, og der var også blevet fundet et billede af en japansk soldats forlovede: en tyk, grim dame med briller. Mon ikke det ville holde kampgejsten oppe til det sidste? Jeg ved ikke om det var med vilje, det lige var sådan et billede, der repræsenterede japanerne, men måske vandt amerikanerne af mere end én grund ;-)
Vi skulle nå noget mad inden flyveturen og Ulrik havde fået anbefalet Chorean Barbecue af sin lærer, så vi indstillede GPSen til nærmeste koreanske restaurant og endte i, hvad der meget vel kunne være Oahus svar på Greve Stationscenter! Restauranten havde lukket, så vi måtte prøve lykken igen og fortsatte endnu en gang ud ad motorvejen. Også denne gang blev endestationen et småskummelt centerområde med en hel del svært overvægtige lokale, men vi fik sindssygt lækker (og autentisk mad). Restauranten var lille bitte og meget billig - ét af den slags steder, hvor man enten får en helt fantastisk eller en helt forfærdelig madoplevelse. Vi endte heldigvis med den første slags.
Vi ankom til lufthavnen i god ro og orden. Luca fortalte detaljeret om, at når han blev voksen, så skulle han være pilot og flyve til Hawaii. Emilia skulle så være stewardesse på samme fly, så de kunne følges.
Flyet afgik omkring kl 23 og Luca faldt hurtigt i søvn, draperet ud over sin mor. Der var temmelig meget turbulens på turen, så der var ikke nogen af os andre, der fik sovet særlig meget, men vi kom tilbage til San Francisco i god ro og orden, og kom igennem fredagen uden alt for mange slåskampe. Vi sluttede dagen af med "The Hitchikers Guide to the Galaxy" inde i den store seng. Det var vist kun Teresa og Luca, der klarede sig igennem hele filmen uden at falde bare lidt i søvn undervejs - tror jeg nok ;-)
tirsdag den 21. februar 2012
Polynesisk kultur fuser og Hula dans på stranden
Næste stop på tirsdagens køretur var Polynesisk Kultur center. I guidebøgerne står der, at det er ganske gratis - en sandhed med modifikationer skulle det vise sig. Man må gerne gå ind og købe souvenirs og mad, men de har også en kæmpe udendørs udstilling med livet på alle de forskellige polynesiske øer, der kostede den nette sum af 50$ pr voksen pg 40$ pr barn, og det syntes vi egentlig var lige i overkanten. Vi valgte dog at spise frokosten derinde i den gratis afdeling inden vi vendte næsen hjemad og Luca fik underholdt os med at Emilia og ham skal giftes og have 4 børn, en slange, en hamster, en mus, en kat og en kanin. 2 af børnene skal være smukke huladansende piger og de andre 2 skal være seje maouiske kriger drenge!
På vej tilbage fik vi stoppet ved en fantastisk øde strand med opskyllede kokosnødder og fast lyst sand så langt man kunne se. Disse strande er over det hele, og det er næsten surrealistisk hvor flot og lækkert der er, ved hver eneste af dem. Bølgerne og detil hørende understrøm kan dog være rimelig heftig, og ved dagens strand, var det vist meget godt, at vi ikke havde badetøj med.
Aftenen blev brugt på Waikiki Beach, hvor de flere gange om ugen laver gratis Hula shows på omkring 1 times varighed. Især den ene danser var super dygtig. På billedet nedenfor er hun ved at demonstrere et bredt udvalg af instrumenter og vi fik set både den helt gamle hula dans (eller fortælling, som det jo egentligt er), den nyere slags, der blev modificeret for ikke at forarge de tidlige missionærer og lidt Elvis tilsat glimtende bastskørt, blev det også til.
Hula dans på Waikiki Beach i solnedgangen under banyan træet - så fås det vist ikke mere eksotisk :-)
Videoen der ses nedenfor er et eksempel på noget af det allerældste Hula dans. Her danses fortællingen om hvordan ild-guden Pele flyttede fra Fiji til Hawaii:
På vej tilbage fik vi stoppet ved en fantastisk øde strand med opskyllede kokosnødder og fast lyst sand så langt man kunne se. Disse strande er over det hele, og det er næsten surrealistisk hvor flot og lækkert der er, ved hver eneste af dem. Bølgerne og detil hørende understrøm kan dog være rimelig heftig, og ved dagens strand, var det vist meget godt, at vi ikke havde badetøj med.
Aftenen blev brugt på Waikiki Beach, hvor de flere gange om ugen laver gratis Hula shows på omkring 1 times varighed. Især den ene danser var super dygtig. På billedet nedenfor er hun ved at demonstrere et bredt udvalg af instrumenter og vi fik set både den helt gamle hula dans (eller fortælling, som det jo egentligt er), den nyere slags, der blev modificeret for ikke at forarge de tidlige missionærer og lidt Elvis tilsat glimtende bastskørt, blev det også til.
Hula dans på Waikiki Beach i solnedgangen under banyan træet - så fås det vist ikke mere eksotisk :-)
Videoen der ses nedenfor er et eksempel på noget af det allerældste Hula dans. Her danses fortællingen om hvordan ild-guden Pele flyttede fra Fiji til Hawaii:
 | |||
Hanauma Bay i blæsevejr
Mandag tog vi turen til Hanauma Bay igen, efter først at have brugt hele morgenen på at vaske tøj. Træls men nødvendigt.
Det blæste godt ved ankomsten til bugten og vi blev også informeret om, at livredderne samme formiddag havde måttet hive et par halvdruknede snorklere op fra revet. Teresa skulle ikke nyde noget af at snorkle efter den besked, og drengene var heller ikke super begejstrede. Kristian fik dog taget et par gode ture og fik bl.a. set flere eksemplarer af Hawaii's national fisk: humuhumunukunukuapua'a!
Jeg prøvede også en enkelt tur, men mistede nu også begejstringen efter en ikke-planlagt nærkontakt med revet pga bølgerne. Så i stedet stod der god gammeldags badning og sandslotbygning på programmet. Det var nu heller ikke helt ringe.
På vej tilbage til Honolulu kørte vi forbi Bubbies for at spise is-mochi (mochi er små japanske kager lavet af sød bønnepasta, pakket ind i et tyndt lag risdej - vi synes klart bedst om is udgaven). Vi fik 12 forskellige slags med smag af grøn te, jordbær/chokolade, espresso/chokolade, hindbær, vanille osv.
Om aftenen tog vi et sidste besøg på "Outriggers Canoe Club" til gratis middag. Så tænkte vi at vi havde gjort god brug af "alt betalt" uden at misbruge det. Kristian bestilte "blackened ahi", der viste sig at være tun, Teresa fik "huli huli chicken", mens undertegnede og drengene var mere traditionelle og nøjedes med hhv. burger, hot dog en stor saftig grillet bøf. Mums. Luca faldt i søvn midt i maden og gik glip af desserten. Teresa bestilte kortets dyreste dessert: "make your own s'mores" og fik bragt en lille grill til bordet behørigt akkompagneret af skumfiduser, kiks og chokolade. Vi nåede ikke helt solnedgangen, men vi så himlen skifte farve og havde fri udsigt til Honolulus skyline.
Sendt fra min iPad
Det blæste godt ved ankomsten til bugten og vi blev også informeret om, at livredderne samme formiddag havde måttet hive et par halvdruknede snorklere op fra revet. Teresa skulle ikke nyde noget af at snorkle efter den besked, og drengene var heller ikke super begejstrede. Kristian fik dog taget et par gode ture og fik bl.a. set flere eksemplarer af Hawaii's national fisk: humuhumunukunukuapua'a!
Jeg prøvede også en enkelt tur, men mistede nu også begejstringen efter en ikke-planlagt nærkontakt med revet pga bølgerne. Så i stedet stod der god gammeldags badning og sandslotbygning på programmet. Det var nu heller ikke helt ringe.
På vej tilbage til Honolulu kørte vi forbi Bubbies for at spise is-mochi (mochi er små japanske kager lavet af sød bønnepasta, pakket ind i et tyndt lag risdej - vi synes klart bedst om is udgaven). Vi fik 12 forskellige slags med smag af grøn te, jordbær/chokolade, espresso/chokolade, hindbær, vanille osv.
Om aftenen tog vi et sidste besøg på "Outriggers Canoe Club" til gratis middag. Så tænkte vi at vi havde gjort god brug af "alt betalt" uden at misbruge det. Kristian bestilte "blackened ahi", der viste sig at være tun, Teresa fik "huli huli chicken", mens undertegnede og drengene var mere traditionelle og nøjedes med hhv. burger, hot dog en stor saftig grillet bøf. Mums. Luca faldt i søvn midt i maden og gik glip af desserten. Teresa bestilte kortets dyreste dessert: "make your own s'mores" og fik bragt en lille grill til bordet behørigt akkompagneret af skumfiduser, kiks og chokolade. Vi nåede ikke helt solnedgangen, men vi så himlen skifte farve og havde fri udsigt til Honolulus skyline.
Sendt fra min iPad
Byodo-in templet
Tirsdag kørte vi op langs østkysten og lagde ud med "Valley of the Temples", hvor den største attraktion er Byodo-in, et japansk buddhistisk tempel. Når man kommer ind må man gerne ringe på den 3 ton store klokke, der sjovt nok var vældig populær hos alle ungerne.
Der var utrolig smukt med selve tempel bygningen, et hav af koi fisk og en skov af bambus. Lyden af vinden, der blæser i bambus skoven, var lige til at få dårlige nerver af, da det lød som om alle stængerne var lige ved at knække ned i hovedet på os. Ulrik fik ridset sit navn ind i een af bambus stammerne:
og så nåede vi ikke rigtig mere da det pludseligt styrtede ned. Heldigvis klarer bygerne hurtigt op herovre, men derfor kan man nu godt nå at blive ret våd alligevel:
Der var utrolig smukt med selve tempel bygningen, et hav af koi fisk og en skov af bambus. Lyden af vinden, der blæser i bambus skoven, var lige til at få dårlige nerver af, da det lød som om alle stængerne var lige ved at knække ned i hovedet på os. Ulrik fik ridset sit navn ind i een af bambus stammerne:
og så nåede vi ikke rigtig mere da det pludseligt styrtede ned. Heldigvis klarer bygerne hurtigt op herovre, men derfor kan man nu godt nå at blive ret våd alligevel:
søndag den 19. februar 2012
Waimea Valley
Vores plan var at forsætte rundt om øen nord-om, og så finde et sted at kigge på de rigtigt store stillehavsbølger, men trafikken sneglede sig afsted, og vi fik ikke lige fundet det helt perfekte sted at holde ind. Til gengæld kom vi forbi Waimea Valley, der reklamerede med vandfald ude ved vejen, og faktisk så rigtig hyggelig ud, så der kørte vi ind i stedet. Det er lidt som en kæmpe stor botanisk have med et stort vandfald i enden af dalen. Undervejs mødte vi små "boder" med ansatte der flettede kurve el. lign. Teresa og Luca fik lavet halskæder med nøddeskaller i. Jeg har Teresas halskæde på, på det øverste billede. Luca var noget merre skeptisk overfor at lave sådan noget "tøse-noget" men endte alligevel med også at lave en halsskæde (til Emilia, selvfølgeligt):
Vi kom forbi en bod med musik instrumenter hvor Ulrik erhvervede sig en polynesisk næsefløjte! Vi venter i spænding på om han får lært at mestre den. Ifølge polynesisk kultur er alt det kommer ud ad næsen betydeligt renere end det, der kommer ud ad munden, derfor bruges næsen til at puste med.Oppe for enden ventede vandfaldet:
Jeg er også rimeligt sikker på at jeg fik set en ret stor edderkop pile ind under en sten. Adr. Den var på størrelse med en vanillekrans (jeg kunne ikke lige finde på andre ting at sammenligne med i ca samme størrelse). Teresa nåede aldrig ned til bredden af søen, efter jeg begyndte at snakke om edderkoppen. Hun skulle i hvert fald ikke nyde noget af at risikere, at den tog turen hen over hendes sandaler.
Sendt fra min iPad
Shaved ice hos Matsumoto
Efter plantagen var planen at køre videre op til "Surfer dude" området ved nordkysten for at indtage Shaved Ice hos Matsumotos - det tilsyneladende eneste anstændige sted at indtage den slags. Inden da nåede nogen af os at få appetitten tilbage og vi lagde derfor ud med et besøg hos Pizza Bob. For første gang nogensinde kunne Ulrik ikke spise sin burger op!
Vi slendrede derefter ned ad vejen til vi kom til en lille biks med en laaaang kø. Matsumoto er vist Oahus svar på Lydolphs på strandvejen..... Konceptet er enkelt. Is bliver knust til grødis agtig konsistens og derefter lagt op i et kræmmerhus, så det ligner en snebold. Herefter hældes der sirup på i 3 forskellige smagsvarianter/farver. Ungerne fik stort set slurpet sig igennem hele portionen. Jeg måtte give op på halvvejen, men jeg har vist også den laveste tolerance tærskel for kunstige farvestoffer.
Vores bil uden surfbrædt på taget skilte sig i høj grad ud. Heroppe lever man kun for een ting - surfing. Området er ramponeret på den fede måde med hippiehuse, skrotbunker af biler til at transportere surfinggearet rundt på og solbrændte børn med uglet hår,der sandsynligvis har siddet på brædtet lige siden, de lærte at gå.
Sendt fra min iPad
Abonner på:
Opslag (Atom)