Roadrip - part 1

SÅ gik starten for vores roadtrip, og den begyndte ganske forrygende. Christine (eller Mustard som ungerne er begyndt at kalde hende i stedet for Moster) kom lørdag aften med kufferten fuld af Anders And blade og lakridser - ganske som hun plejer. Det blev nu kun til en enkelt nat i El Cerrito for hendes vedkommende, da vi stod så´n relativt tidligt op søndag morgen og lagde hårdt ud med at køre direkte om Starbucks for at spare på opvasken derhjemme og derefter vendte næsen øst på. Det blev til  et enkelt stop i Ross for at gå på toilettet - vi kom (næsten) ikke til at købe noget tøj derinde..... Og vi mødte også lige en frugtbod med friske jordbær og ferskner. Alle siger at det tager ca 3 timer at køre til Yosemite, men det tager altså lige lidt længere tid, når det er os ;-)

Vi kom godt frem, men alle var ret så sultne og første stop blev derfor burgersnasken i Yosemite Village. Der var ikke særligt mange mennesker, sidst vi var der (i efteråret sidste år), men denne gang kunne man godt mærke at sommersæsonen var skudt i gang, og det tog en rum tid at få en p-plads. Heldigvis var burgerne super gode og blev nydt i selskab med meget sultne egern, som det er strengt forbudt at fodre. Faktisk er der skilte om at man risikerer en bøde på 5000$ for fodre kræene. Alligevel så vi flere, der ikke holdt sig tilbage med at dele deres pommes frites - til stor forargelse for ungerne.
Vi lagde ud med at traske hen til "Lower Yosemite Fall" der havde en smule mere vand end i efteråret  - men ikke meget. Der har ikke været meget nedbør denne vinter og det kan også ses på vandmængden i bjergene. Det er dog stadigt et imponerende vandfald.

Vi kom lidt på afveje på vej derhen og måtte forcere brusende vandløb med livet som indsats ;-)

Vi fik også kigget os lidt omkring inde i dalen og smagt på de lokale is inden turen gik mod hotellet. Vi skulle bo på Tenaya Lodge der ligger lidt udenfor den sydlige indgang til parken. Yosemite er nogenlunde på størrelse med Sjælland og vi fik sjusset os frem til at turen fra Yosemite Valley og hen til hotellet svarede nogelunde til at tage turen fra Kalundborg til København C. Det er altså bare nogle andre afstande herovre.

Mandag tog vi til Glacier Point, hvor man beskuer alle Yosemites herligheder fra oven. Nørj, hvor var det flot. Vi fik taget en masse profilbiller med det næsten helt surrealistiske sceneri bag os

Og man kunne også kigge direkte ned i dalen oppefra:

Der var tykt af mennesker og vi var ved at blive drevet til vanvid af Luca, der mente at det er en menneskeret for 6 årige at bestige samtlige kampesten uanset hvor tæt på kanten af bjergsiden, de end måtte være.
Vi havde planlagt at medbringe mad, der kunne indtages på en vandretur og vi fandt en fin sti, der fik os væk fra de værste folkemængder og sagtens kunne forceres af børneben. Frokosten blev nydt på en sten i solen med en formidabel udsigt. Det er imponerende så godt småsveden hummus smager i disse omgivelser.

Eftermiddagen blev tilbragt i hotellets swimmingpool i høj sol og højt humør.

Tirsdag gik turen videre mod Death Valley. Det gik ikke helt som planlagt, da vi skulle krydse tværs gennem Yosemite fordi der var sket en større ulykke. Der er kun een vej, der går på tværs og den var blevet spærret fuldstændig pga (fik vi senere at vide) en dame der var endt i den forkerte vejbane og derefter var trillet 70m ned ad en skrænt fyldt med sten. Vi ved ikke om hun overlevede.
Vejen endte med at være spærret af i omkring 4 timer og vi fik tiden til at gå med at soppe rundt i et vandløb. Der findes bestemt værre måder at tilbringe ventetid på.

Da vi endeligt kom ud af parken var klokken blevet mange og der manglede stadigt over 300km gennem den mindre befolkede del af Sierra Nevada, hvor der er reklamer for hesteplejning i den countryspillende lokalradio og hvor der er vaskeægte cowboys ved nabobordet på Dennys. Da vi endeligt nåede frem til afkørslen mod Death Valley var det blevet bulderragende mørkt og Kristian og jeg bevæbnede os med et par dybe indåndinger, god stærk kaffe og undertegnede, der sad med næsen i GPSen og advarede om hviken vej hårnålesvingene drejede næste gang. Vejene derinde var heldigvis i super stand og det blev såmænd også kun til et enkelt overkørt dyr i mørket....
Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se Death Valley, siden jeg skrev en opgave om stedet i skolen for efterhånden mange år siden, men efter at have taget turen i mørke og kommet frem til hotellet ved 23 tiden, hvor det stadigt var omtrent lige så køligt som i en varm ovn, og efter at have tilbragt en stort set søvnløs nat med larmende aircondition lige ned i hovedet var Kristian og jeg nu ret enige om at vi ikke kunne komme hurtigt nok ud derfra - inden temperaturen kravlede alt for langt op over 50 grader den efterfølgende dag. Vi boede i Furnace Creek, der går for at være det varmeste sted p.å jorden - vist nok kun overgået en enkelt gang af Sahara i 1920. Vi fik set ørkenen på vejen ud, og når man kører gennem området, er der ikke tvivl om at Death Valley er et passende navn.

Der er kun omkring 3 timers kørsel til Las Vegas og selvom alle ved at langt den største Wauw faktor opnås ved at køre ind efter mørkets frembrud, så sørgede vi nu bare for at komme derhen hurtigst muligt. Vi havde booket et hotelværelse på Flamingo Las Vegas, der er eet af kæmpe casinoerne på The Strip. Det var totalt Las Vegas style med udsigt ud over springvandet på Bellagio:

Gardiner der gik til side vha en kontakt, fjernsyn i spejlet på badeværelset og store "læder"betrukne paneler bag sengene - nå ja og glasvægge ud til badeværelset (godt nok frostede, men alligevel.....)
Vi kom ved 10 tiden og kunne ikke få værelset før ved 16 tiden, men vi kunne heldigvis godt få vores nøglekort, så vi kunne benytte poolen.

Las Vegas er altså et spøjst sted. Amerikanere er generelt ret blufærdige med hensyn til alkohol på offentlige steder, men her giver de den gas med kæmpsestore plastik eiffeltårne fyldt med sprut/slushice, de drikker sprut mens de venter i køen på at tjekke ind og kølediskene med champagne og vodka bliver ikke gemt af vejen i et hjørne bagerst i supermarkedet. Der er bestemt taget højde for denne kultur og går man på toilettet om aftenen er man måske heldig, at der sidder en dame, der er ansat til at friske kunderne op med tyggegummi/mintpastiller og lidt frisk makeup. Stemningen var nu ikke ubehagelig, men vi vadede selvfølgeligt heller ikke rundt på gaden om natten.

Vi lagde ud med et besøg på The Sugar Factory, hvor ungerne hver fik en KÆMPE is som beløøning for at køretur have opført sig eksemplarisk i bilen på den laaaaaaange tur ind i Death Valley:

Der blev ikke spist op.....
Ellers fik vi besøgt M&Ms butikken og Coca Cola butikken på The Strip. I M&Ms butikken var der bl.a. en lille 3D biograf, hvor de viste gratis film.  Det var stegende varmt og flere steder havde de sat ventilatorer op, der både blæste og sprøjtede med vand - skønt.

Eftermiddagen blev tilbragt i hotellets swimmingpool og aftenen bød på kæmpestore bøffer hos The Palm i Ceasars Palace sponsoreret af Christine. Jeg har ikke selv fået så mør en bøf i årevis.

Så gik vi ellers lidt rundt og faldt i staver over Eiffeltårnet:

De kæmpestore kasinoer med ekstrem pynt i loftet:

Alle kopierne af statuer fra det gamle Rom:

Pensionisternes tøjstil:

Kristian var nødt til at gå med Teresa, da han ellers var ved at blive begravet i reklame kort for "girl service" etc.  De er super pågående og det lader til at der i kasionerne er folk ansat til at kun at spørge hvor man kommer fra, indlede en samtale og få én til at føle sig så godt tilpas at man bliver hængende i netop dét kasino.

Vi havde lovet ungerne endnu et besøg i The Sugar Factory for at købe bland selv slik. Det er altså en sindssyg slikbutik:

Vi sov godt og længe i de store bløde senge og spiste morgenmad på nabokasinoet om morgenen. Christine ville (til Teresas udelte forargelse) liiiige prøve et par mønter af i en spilleautomat, men det gik altså ikke, når der var børn i nærheden.

Så gik turen ud over Nevadas lange, brede, flade motorveje. Gaaaaab. Heldigvis er det effektivt i antal km kørt pr time og vi nåede også lige at køre gennem et hjørne af Arizona. Landskabet ændrede efterhånden karakter og blev mere rødt og eroderet. Det var ikke svært at se at Grand Canyon ligger i nærheden.

På vejen mod Bryce Canyon i Utah kom vi gennem Zion nationalpark:

Og endeligt nåede vi frem til Bryce Canyon. Det er ikke til at se, når man kører ind i parken at man snart vil møde nogle imponerende landskaber, det er faktisk bare et jævnt kedeligt fyrretræslandskab, der fås bedre i DK. Men efter at have parkeret bilen og gået 100m så det sådan her ud:

Vi gik en tur nede i kløften, der ikke så særlig lang ud på oversigtskortet men alligevel endte med at tage et par timer. Især opturen var stejl og lang:

I skrivende stund er vi langt om længe kommet til et hotel, hvor internet er både tilgængeligt og heller ikke koster en mindre formue at benytte. Vi er stadig i Utah og sætter kursen mod Salt Lake City i morgen, hvor moster skal nå et fly (snøft). Det er MEGET tydeligt at vi nu er i Mormonland. Antallet af store familier og langhårede, kjolebeklædte damer bliver mere og mere almindeligt og vi har spist aftensmad på en lille lokal restaurant, hvor der var Mormones Books til afbenyttelse. Vi mødte også en flok ondt udseende rockere fra gruppen BACA (Bikers Against Child Abuse) og Luca fik scoret sig både klistermærker og tatoveringer.....

Farvel Madera

Så er det sommerferie og det har godt kunnet mærkes de sidste par uger, at der er mange venner, lærere og måder at gøre tingene på i skolen, der skulle siges farvel til.

For nu at starte med vennerne, så holdt vi en lille børnefest i Tilden Regional Park med donuts, dåsesodavand (i termokasse fyldt med knust is vel at mærke – men er vel blevet lidt amerikansk, jow jow), jordbær, færdigpakkede grøntsagsfade med dip og en piñata propfyldt med slik. Vi inviterede lige de nærmeste venner og ganske efter Californisk standard dukkede de første gæster op kun en ½ time for sent. Man skal på ingen måde forvente at folk kommer til tiden herovre, til gengæld har vi jo også selv nydt godt af at kunne hygge os i den sidste halvdel af en fødselsdag hos andre, når vi selv havde andre planer på den samme dag.

Piñataen var indkøbt i Las Montañas supermarked ude i Richmond. Det var som at være i Mexico at tage derud. Mexicansk folkemusik i højtalerne, alt foregår på spansk, udvalget af tortillaer fylder en hel gang for sig selv, og der er slik med tamarindsmag (?????) .Nå ja – og det allervigtigste – lange rækker af piñataer oppe under loftet. Det var svært at vælge. Det var faktisk MEGET svært at vælge, men det endte med at blive en Angry Birds piñata fyldt til randen med bolde og slik og billige skingre plastikfløjter (tak til Teresa for at finde dem).

Herunder ses en lille potpourri af festivitasen med piñataen. Vi var nødt til at stille ungerne på række efter højde og det var da også kun lige med nød og næppe at slikket blev holdt indenbords indtil Ulrik havde fået lov til at slå til den. Jeg styrede slagets gang med at give ungerne bind for øjnene og få tæsk med kæppen, når de ramte forkert og jeg stod i vejen – av.

Og så har det været sidste skoledag hvilket ikke går stille for sig herovre. For nu at starte med Ulrik så har der været en parade:

 

Der har været kage:

  

Der har været farvel ceremoni oppe på scenen med lærerne og skolelederen:

 

Og sådan ret generelt har der været autografskrivning på T-shirts og i årsbøger:

 

Uddeling af diplomer:

For slet ikke at tale om mindebøger og årsbøger og præmier og farvelfester og blomster til lærerne og blomster til børnene og chokolader til gårdvagten Mr Schmidt og farvelkram og måske også en lille tåre eller to.........

Så nu er ungerne ret så trætte og lidt triste over at skolen er slut (tro det eller ej). På den anden side, så er glæden over E.N.D.E.L.I.G.T at have sommerferie stor. I dag (lørdag) tager jeg Luca med en tur ind til byen hvor vi skal på Childrens Creativity Museum, køre i karrusel, spise creampuffs og lege på legepladsen i parken. De andre skal i biffen og se Men in Black 3. Og så kommer moster i aften -juhuuuuu. 

For i morgen sætter vi os nemlig alle sammen ud i bilen og drager på vores første roadtrip. Luca er noget bekymret over at vi skal køre igennem en ørken og har næsten mareridt over potentielle slanger, der snor sig om fødderne på ham, hvis han stikker tæerne ud af bilen, men vi håber nu på at det ikke bliver tilfældet ;-)

Og lige her til allersidst. I sidste weekend besøgte vi Tim, der har 2 børn og 2 altaner. Så kan drengene nemlig sidde udenfor og spise:

Og kaste chips ned i hovedet på pigerne gennem sprækkerne i altangulvet:

Moster, du maa hellere huske at tage oerepropper med.....

..... Luca er nemlig gaaet i skarp traening til at vaekke dig med skoensang hver eneste morgen, mens du er paa besoeg: http://youtu.be/dQqYQL93Szg

En tur til Chinatown

I denne weekend har vi langt om længe også haft en forårsfridag – nemlig Memorial Day i mandags. Jeg blev faktisk lidt knotten, da jeg kom i tanke om I derhjemme igen havde en fridag pga Pinse. Når man sidder herovre på den anden side af Atlanten er det danske væld af forårshelligdage ikke længere en selvfølge. Nå – ikke mere brok herfra. Det var jo Chinatown, det skulle handle om.

Lørdag tog vi toget ind til byen for at dalre rundt i bl.a. Chinatown, da det er ved at være et stykke tid siden, vi var der sidst. Først var vi dog lige nødt til at smutte indenom Beard Papa til verdens bedste cremefyldte vandbakkelser. Det er altså en mærkelig biks med et bizart fisker logo, men kagerne er nu stadig i verdensklasse:

Og så traskede vi ellers op mod Grant Avenue. Der er 2 hovedgader i Chinatown med Grant Avenue som turist hovedgaden med alverdens bikse, der sælger alskens dimser lige fra metal skorpioner med knive som ben, fyrværkeri forklædt som tanks (hvor der blive skudt krudt ud gennem geværløbet), plastikindstøbte insekter osv osv.

Ulrik fik ét af sine hedeste ønsker opfyldt: en gong! Forældrene deler ikke helt sønnikes begejstring for de kranie gennemrystende lyde, der følger med ved brugen af dette instrument, men vi er vel også bare gamle og sarte. Her ses Teresa, der allernådigst får lov at prøve vidunderet:

Teresa erhvervede sig en lilla kimono med påfugle og Luca…… Tja Luca faldt helt i staver i en smykkebutik, hvor han brugte 20 minutter på at udvælge sig de sejeste ringe, han kunne finde. Her ses ”Ild-laser-lava” og ”gift-syre” ringene i aktion. De kan også skære runde cirkler i vinduer, hvis nogen skulle være i tvivl. Det blev nu også til et par meget seje transformer robotter.

Vi fik besøgt ”The Fortune Cookie Factory”, der er en lille bitte snusket fabrik i en endnu mindre og endnu klammere baggyde. Lykkekagerne er dog supergode og det er fascinerende at se hvordan de bliver lavet på gammeldags vis. Vi fik ikke selv taget billeder derinde, men der så præcis sådan her ud:

Vi traskede videre til vi endte nede i Little Italy, hvor vi meget passende var blevet så sultne at vi kunne gå og savle over alle de lækre italienske restauranter. Desværre var der ikke rigtig nogle steder der opfyldte følgende kriterier: ”til at betale”, ”man kan få pommes fritter”, og ”Ulrik gider også spise derinde”. Vi endte på en (måske lidt for) billig kinesisk restaurant, men alle blev da mætte. Luca var overdrevet lykkelig for at de havde pommes fritter og vi andre fik da også næsten tømt tallerkenerne. Jeg ved nu ikke helt om jeg bestiller en ret med bitter melon igen. Det var lige kulinarisk spændende nok til mig.

Udover alle dimse butikkerne byder Chinatown også på små skjulte legepladser. Her er vi på St Marys Square:

Portsmouth Square er større, men også noget mere overrendt. Her er der ældre mahjong spillende kinesere i hobetal og et større rend af lokale unger. Luca fik hurtigt tiltrukket et helt slæng af drenge med sine nyerhvervede transformerrobotter:

Vi måtte nærmest slæbe ham med ud igen, da han ikke var meget for at forlade "fan skaren" ;-)
På vejen hjem gik vi ned ad Stockton Street, der er den anden større gade i Chinatown. Her er det kinesernes hjemmebane, og der var ikke sparet på sække med tørrede søpølser og andre delikatesser, vi ikke helt kunne lure oprindelsen af. Vi er ude i så mærkværdigt udseende tørrede ingredienser at man faktisk er i tvivl om hvorvidt de stammer fra plante eller dyreriget. Vi købte ikke nogle lækkerier med hjem!

Der har været lidt stille her på bloggen....

..... fordi vi har haft travlt med ganske almindelig hverdag. Jeg er gået i gang med nogle "rigtige" forsøg på universitetet, der involverer diabetiske rotter (for ca. 25.000 kr), der bliver behandlet med insulin og specialfremstillede peptider (for ca. 10.000 kr) vha små indopererede pumper (for ca. 2.000 kr) - og det er kun pilotforsøget. Jeg har ærlig talt haft en liiiiiille smule svedige håndflader, da jeg aldrig nogensinde før har prøvet at lave SÅ dyre forsøg. Indtil videre er det nu gået godt. Rotterne er super søde, men jeg har været standhaftig og kun den ene af dem har fået et kælenavn. Ungerne har døbt den "Miv rotten" fordi den siger "piiiiiv, piiiiiv, piiiiiv" i takt med at man kæler med den, mens den ser helt salig ud og putter sig ind under armen. Stalden ligger nede i kælderen, og det kan godt blive nogle lange dage, så jeg er begyndt at høre lydbøger. Første bog har været "Born to run", som jeg har lånt af en kollega. Den kan varmt anbefales, og jeg blev selv meget inspireret af den. Så inspireret at jeg besluttede mig for at løbe på arbejde i lørdags.... Det blev en overmåde spændende tur. Næsten lidt for sjov, da den endte med at blive 18,8km lang og inkluderede et styrt i en fodgængerovergang, så jeg stadigt døjer med sår blå mærker på knæene. Men jeg er pavestolt af at have gennemført i nærheden af et halvmarathon i barfodssko (og er glad for at jeg ikke brækkede nogle tæer, da jeg faldt!).
Vi har også haft brugt meget energi på at planlægge vores kommende roadtrip. Vi skal langt omkring og ruten kan ses her: roadtrip
Vi tager afsted så snart ungerne har sommerferie og Moster er ankommet. Det er vores første tur ud i ørken mm. og bilen er blevet behørigt tjekket i denne anledning. Tanken om at den bryder sammen i Death Valley - "need I say more?". Vi tror nu nok det skal gå og sørger for at have behørige mængder vand og tæpper med. Vi havde oprindeligt bestemt os for Grand Canyon, men endte med at vælge Bryce Canyon efter varme anbefalinger fra andre, der havde prøvet at være begge steder. Vi kører derudover op omkring Portland i Oregon, da Kristian har haft en kollega, der nu bor deroppe, og det var een af de oplevelser, der stod højt på hans liste.
Som nævnt i sidste indlæg er ungernes eksamener overstået og det er blevet noget mere afslappende at gå i skole. I denne uge har det således været "Crazy hats and socks day" mandag, "Hawaii day" tirsdag, "Pajamas and twin day" onsdag, "Jersey day" torsdag (hvor der var besøg af Jamba Juice, der solgte juice i spisefrikvarteret) og "80´s day" i dag. Som de eneste lærere har Teresas og Lucas lærere gået op i det med stor entusiasme og Kristian mødte da også op til Yard Duty torsdag iført natbukser og Angry Birds sovemaske - sidstnævnte var et stort hit.
Torsdag aften var der "Open House" og vi fik taget billeder af alle børn med deres respektive lærere.
Her ses Luca med Mrs. Cary:

 Teresa med Mrs Best:

 Og Ulrik med hhv. Mr Blake og Mr Brewer:

Sidst men ikke mindst har vi også planlagt en lille farvel fest for ungernes bedste venner inden sommerferien på bedste amerikanervis i en park med pinãta, doughnuts og -øh - rundbold!

Fejring af veloverstaaet eksamen

Herovre i "Big Brother" land hvor alt skal kunne dokumenteres, underskrives og valideres, skal der selvfoelgeligt ogsaa holdes godt og grundigt styr paa, hvordan boernene klarer sig i skolen. Saa der er test fra og med second grade og Ulrik og Teresa har ikke vaeret nogen undtagelse. Det meste af april er gaaet med endeloese test-preps, hvor de har svedt sig igennem op til 80 sider tykke eksamenssaet i engelsk og matematik. I den forgange uge blev det saa endeligt overstaaet. Ulrik fejrede det med en tur i biffen med sin far for at se "Wrath of the Titans" og jeg havde lovet Teresa en tur paa The Cheesecake Factory sammen med veninde efter eget valg. Det blev Hedda, der fik lov at komme med. Hun har ikke koert saerlig meget i tog herovre, og det var faktisk ret skaegt at have hende med. Hun startede med at sidde klistret op af vinduet, saa skulle hun liiiiiige staa lidt op og det endte hurtigt med konkurrence om, hvem der kunne staa i maerkelige stillinger i laengst tid uden at vaelte, mens toget koerte:

Der blev ogsaa diskuteret boeger som i en anden bogklub for aeldre damer. Teresa og Hedda var nu ret enige om, hvad der er vaerd at laese.
Vi kom frem til byen og gik direkte hen til Macys og tog elevatoren op til toppen. Suk og stoen. Der var ET HELT KVARTERS ventetid paa at faa bord, og det er altsaa lang tid naar man er 9 aar, meget sulten og ekstremt utaalmodig. Damerne overlevede nu alle 15 minutter og vi blev behoerigt baenket udenfor i solen. Kagerne paa Cheesecake Factory er helt vildt laekre og helt vildt store:

Jeg fik spist ca en trediedel af mit stykke kage, Teresa fik klaret sig igennem halvdelen og Hedda var naermest maet efter at have kaempet sig igennem floedeskummet. Boevs.
Vi var jo inde i byen - og der var ikke nogen drenge, saa vi blev jo noedt til at ose lidt inden vi tog hjem. Der blev kigget paa kjoler i Macys, T-shirts i H&M og vi kom forbi en oereringebiks, hvor jeg naer aldrig havde faaet slaebt dem ud igen. Jeg havde udover kage lovet dem en tur i "Lush", der er en meget oekologisk saebe mm butik. Her kan man faa nogle helt fantastiske badebolde med brus i til karbad. Personalet derinde er bestemt ogsaa et besoeg vaerd. Vi fik bl.a. anbefalet at kombinere badebold med glimmer med badebold med blaat salt og havtang. "It feels just like you're a mermaid when you swirl the water" fnisede den sloejfe og piercing beklaedte ekspedient mens hun roedmede bag al makeuppen. Det blev til en guldglimmer bold til Hedda (der ellers havde brugt lang tid paa at snakke om hvor meget hun hadede alt der glimrede eller var pink og lyseroedt. I toget paa vej hjem skulle hun lige beundre sin nye saebe og endte med at vaere smurt ind i glimmer fra top til taa!), en lilla/hvid stribet sag til Teresa, og da jeg havde lovet Luca at han gerne maatte faa en robot badebold, roeg der ogsaa saadan een med i posen.
Nu var klokken blevet naesten 18 og vi skyndte os ned til toget. Det var godt fyldt med traette mennesker, og pigerne kunne ikke helt forstaa, hvorfor de ikke sagde noget. "Why is everyone so quiet?" blev der spurgt med hoej roest! De fik nu heldgivis travlt med at vaere stille, da de opdagede hvor meget glimmer, de havde faaet smurt ud paa saedet ved at beundre de nyerhvervede bade vidundere......
Badekarret var sjovt nok i brug det meste af aftenen og det var et par yderst velduftende yngsteboern, der blev lagt i seng en times tid senere:

I denne weekend har vi vaeret til fest hos een af mine kolleger, der netop har faaet erhvervet sig Ph.D. graden og soendag boed paa en tur i IKEA. Luca var i hopla og fik proevet samtlige sofaer derinde. Her ses et lille udpluk:

Han blev nu heldigvis traet til sidst:

Lige til allersidst kommer der lidt om de sidste nye store interesser herhjemme. Luca er blevet bidt af en gal dinosaur og et et lille interview hvor han fortaeller om dem (paa engelsk selvfoelgelig - mor her skal jo lige blaere sig lidt) kan ses her.

Teresa knytter plastik snore paa livet loes og har efterhaanden naaet at lave en hel samling, der pynter paa skoletasken.

Ulrik ser vi ikke helt saa meget til for tiden (med mindre, der er mad - man er vel snart en evig sulten teenager) da han som regel er helt opslugt af Manga tegneserier.

Nedtaellingen er begyndt

Tiden gaar og vi er saa smaat begyndt at vaenne os til tanken om, at der efterhaanden kun er mindre end 3 mdr til vi vender naesen hjemad (altsaa nogen af os - jeg skal jo lige blive her lidt ekstra). Vi har haft snakket en del om, hvad vi gerne vil naa at proeve inden vi rejser hjem, for hvis vi skal naa det hele skal vi se at komme i gang. Ved et tidligere besoeg i Golden Gate Park havde vi set at man kunne leje familecykler, der lignede en "frisk fra Delhi cykeltaxa" med plads til os alle 5. Saa loerdag morgen drog vi ind til byen og videre ud til parken. Jeg fiskede lidt efter om man maaske kunne taenkes at faa lidt rabat paa timebetalingen, hvis man lejede den i fx 3 timer, men manden bag disken grinede bare og sagde at det var sjaeldent folk holdt saa laenge, da den var ret tung at cykle paa. "Kom bare an" taenkte jeg! Efter at have udfyldt formularerne (suk - man kan bare INGENTING herovre uden at udfylde den slags hele tiden) fik ungerne udleveret cykelhjelme og vi trillede afsted. Som det kan ses af videoen (klik her) saa var det manden bag disken, der fik ret. Vi overlevede noejagtigt 40 minutter hvor vi enten koerte doedskoersel ned ad bakke eller puklede for livet for at komme op ad bakke. Der var ingen gear, bremsen virkede ikke saerlig godt og flere af pedalerne var i stykker. Vi havde det nu sjovt undervejs, men Luca var den eneste, der godt gad fortsaette - maaske fordi han sad forrest og ikke behoevede at arbejde for sagen...........
Efter den haesblaesende cykeltur var det tid til en velfortjent frokost i flotte omgivelser:

Naeste stop blev den Botaniske Have. Den var kaempe stor. Faktisk saa stor at vi snildt kunne have brugt en hel dag bare derinde. Nedenfor foelger en smule billeder af besoeget:

Paa vejen hjem koerte vi bag en helt spejlblank lastbil, saa her foelger et lille selvportraet af bilen:

Dagen blev sluttet af med laekker laekker mad hjemme hos Heddas (Teresas bedste veninde) far og mor, hvor vi fik smagt kobe koed for foerste gang (dog ikke den rigtige japanske slags, da det under ingen omstaendigheder eksporteres, men fra amerikanske koeer, der er blevet fodret og masseret paa samme maade).

Soendag boed paa besoeg af Emilia og hendes familie. Hun har verdens ubetinget mest nuttede lillebror paa knap halvandet aar. Her sidder Brody i haengekoejen med Ulrik. Han var dog knap saa begejstret med mindre Ulrik soergede for at fodre ham men en lind stroem af smaakager :-)