For at starte hvor jeg slap, så kom vi hjem til Danmark igen (ad et par omgange), hvilket var en hård landing. Vi havde glædet os til at komme hjem. Jeg havde især glædet mig til at skulle høste frugterne af alt mit hårde arbejde og lande en god stilling, og så ville vi gerne flytte i noget større, se alle vores gamle venner og familie rigtig meget osv osv. I stedet blev det til arbejdsløshed til mig, ingen udsigt til at kunne flytte lige foreløbig og erkendelsen af at alle har meget travlt i Danmark.
Så vi begyndte at vende blikket tilbage mod Californien hvilket resulterede i en større forskningsråds ansøgning fra min hånd, der skulle være en billet til San Diego.
Mens jeg ventede på svar var (og er jeg stadig) i løntilskud i mit "gamle"laboratorie, hvor jeg skrev min ph.d.
I februar måned (efter 6 mdrs intens og neglebidende venten) kom der endeligt svar.
Et afslag.
Og jeg gider ærlig talt ikke trætte nogen med hvordan det føltes......... Men jeg vil hermed gerne undskylde til kolleger, venner, familie, en enkelt KU professor og sekretæren i Pharmadanmark, for at have tudet på jer (nej, jeg er IKKE stolt af det). Men der skal da lyde en stor tak til Teresa, der spontant udbrød "så har du haft forventningens glæde, mor, og det er altid den største!" - jo tak.
En lille uge senere dumpede der så en mail ind med et linkedin uddrag fra en professor i USA, der søgte post docs til at starte et nyt laboratorie op i Michigan.
"Hrmpf - det er jo ikke Californien!".
"Hm, men det ser ret spændende ud",
"Hmmmmm, måske skulle vi prøve?"
Jeg sendte en mail og 2 uger senere havde jeg været til skype samtale, havde sendt en ansøgning, og mødtes med professoren der alligevel skulle til København. Det gik faktisk rigtig godt. Vi mødtes på Bella Sky og jeg fik selvfølgeligt trumfet igennem at der kun var eet sted at opholde sig - nemlig Sky Bar, og brillerede ellers ved at fortælle at mine børn var hhv, 14, 8 og 5 år gamle, hvilket jeg trak i land igen med det samme, men jeg bilder mig selv ind, at det må have medvirket til at give mig noget "forsker credit" så'n at glemme hvor gamle mine børn er........... for jeg endte med at få tilbudt en stilling.
Vi har gået meget stille med dørene de sidste par uger, da vi ikke havde lyst til at proklamere et afslag - igen. Ungerne havde kun fået at vide at jeg havde søgt en stilling på Universitetet, som jeg meget gerne ville ha', og eftersom de flere gange selv spurgte om jeg dog ikke bare kunne søge noget andet i USA, var det svært at tie stille. Men det lykkedes og det var fantastisk at kunne fortælle dem at vi flytter tilbage igen. Der er dog opstillet følgende krav:
- Det FØRSTE vi gør, når vi er landet er at gå på Starbucks så Teresa kan få sig en "iced Chai Latte"
- derefter styrter vi ned i den nærmeste løbehjuls butik og køber et nyt løbehjul til det stakkels yngstebarn, der ikke må det gamle med i kufferten
- sidst men ikke mindst skal vi finde et hus med 2 toiletter og et værelse Ulrik kan have helt for sig selv
Så "stay tuned". Der skal nok komme mere. Nu skal vi lige bruge lidt flere dage på at komme os, for det er en smule uoverskueligt at skulle danne sig et overblik pt.
2 kommentarer:
Jeres hjemkomst til DK belyser 100 pct. min frygt, det lyder som om, det har været hårdt :-( Stort tillykke Henriette, jeg glæder mig til at læse med om jeres nye eventyr!!
Tak. Ja det er en hård nyser at komme hjem. Især når man har boet i Bay Area. Så jeg kan godt forstå du frygter det, men det vírker da heller ikke som om I har meget travlt med at vende næsen hjemad......
Send en kommentar