Ground hog day

Det har lige været Ground hog day – dagen hvor man efter sigende skulle kunne spå om vinterens ende når ground hog’en stikker sit knap så kønne hoved op af sit hul. Ground Hog day refererer også til en film med Bill Murray hvor hver dag er den samme igen og igen og igen og……. Og jeg må ærligt tilstå at det er sådan jeg har det  lige nu. Jeg har fået lidt stikpiller på hvorfor jeg er så stille både på bloggen og på facebook (jeg er totalt ikke med moden I øvrigt, da jeg ELSKER facebook og bruger det dagligt uden hverken at blive sur eller irriteret over det) og det kan nok bedst beskrives som en blanding af at gå I hi og tygge drøv – altså mentalt.

 

Ground hog day just passed - the day where it should be possible to predict the end of winter when the ground hog sticks it’s not so pretty head out of the ground. Ground Hog Day also refers to a movie with Bill Murray where every day is the same over and over and over again....... And I can honestly confess that this is how I feel right now. I've got a few comments on why I'm so quiet both on the blog and facebook these days (I'm totally not following the trend, since I LOVE facebook and use it daily without either getting angry or annoyed by it) and the best words for description are either hibernation or rumination – mentally that is.

Vinteren sidste år var nok den værste vinter vi nogensinde har gennemlevet. Vi frøs som aldrig før, og ventede neglebidende på en afgørelse fra immigrations myndighederne, mens Kristian næsten gik ned over ikke at kunne arbejde. Tilsæt hertil stram økonomi. Et voila: ren overlevelse. Vinteren I år er ikke I nærheden af at gøre sin storebror fra sidste år kunsten efter, men jeg er gået I overlevelses mode alligevel, for det tror min hjerne man bør gøre ud fra erfaringsbaseret hukommelse. Så dagene går som en endeløs repetition af dagen før. Stå op, sende børn afsted, gå på arbejde, komme hjem, gøre klar til næste dag, gå I seng. Under normale omstændigheder ville jeg få fnidder og stampe I gulvet og råbe at “NU skal der altså snart ske noget andet”, men trangen udebliver totalt. Jeg tænker på det som at tygge drøv. Der har været så ubeskriveligt mange ting at tage stilling til, kameler, der skulle sluges og kampe der skulle kæmpes I de forgange par år, at jeg er træt og trænger til at lade op. Jeg nusser derfor rundt herhjemme aften efter aften og weekend efter weekend. Læser bøger, går ture med hunden, rydder op, snakker med Kristian osv. Og samler kræfter til at begynde at handle på fremtiden, hvor vi jo nok skal flytte endnu en gang efter job til mig. Post doc stillinger varer ikke evigt, og der er ikke  mange jobs at få her I området anyways (hvilket  ikke er noget jeg begræder, da vintrene bare er for kolde til at jeg ville kunne holde dem ud resten af mit liv). Det kommer dog stadigt til at betyde tårevædede afskeder med mennesker, vi holder rigtig meget af, og som er en stor del af vores og børnenes liv. Det kommer til at blive en hård omgang og jeg tror at der skal meget mental opladning til at kunne komme igennem sådan en omgang een gang til.

The winter last year was probably the worst winter we've ever experienced. We were cold like never before, and waited nail-bitingly on the decision from the immigration authorities, while Kristian almost broke down over not being able to work. Add to this a tight economy. Et voila: 100% survival mode. The winter this year is far from following in its older brother’s footsteps, but I have gone in survival mode anyway, because this is apparently what my brain thinks I should be doing from experience-based memory. The days pass like an endless repetition of the day before. Get up, send children off to school, go to work, come home, get ready for tomorrow, go to bed. Under normal circumstances I would get really cranky and stomp while yelling "Something else has to happen NOW", but the urge is just not there. I think of it as rumination. There have been so many, many things to consider, and battles to be fought in the past few years that I need to recharge. All I do is hanging out at home night after night and weekend after weekend. Reading books, going for walks with the dog, cleaning up, talking to Kristian etc. And gather strength to start preparing for future tasks, where we probably have to move one final time after a job for me. Postdoc positions do not last forever, and there are not many jobs to get here Michigan anyways (and thinking of the winters this is not something I feel particularly sad about, as they are just too cold for me). It will however still mean tearful goodbyes with people we care about a lot, who are a big part of our lives. It will be tough and I think I really need to recharge to carry through such a change once more.