torsdag den 25. februar 2016

Temporary



Hvor mange gange kan man rykke sine rødder op uden at blive rodløs? Skal det føles som om at det man længes efter ligger lige om hjørnet – altid? Der er mange af den slags tanker, der tager pladsen op I mit hovede lige for tiden. Vi har det godt, hvor vi er, men samtidigt trænger længlsen sig på efter ikke at bo til leje, at få indtjeninger der kan andet og mere end lige at bringe os helskindet frem til næste måned med skindet på næsen, at vide at vi ikke behøver at flytte igen. Jeg må ærligt indrømme at jeg alt for ofte bliver overmandet af savn, over det liv, vi havde for 4 år siden. Vores livs eventyr I Californien hvor alle minder står malet I rosenrøde nuancer med solstriber, palmetræer og skarpt skårne bakker I baggrunden. Vil det føles som at komme hjem, at flytte tilbage dertil? Bliver der overhovedet en mulighed? Og hvad nu hvis vi flytter til Californien, men ikke føler os hjemme?

How many times can one uproot a life without losing the feeling of belonging? Why does it have to feel like what I long for is right around the corner – always? Those are the kind of thoughts that has taken over my mind these days. We are good where we are, but I long for not living in a short term rental, to have paychecks that do more than just bring us into the next month, to know that we do not have to move again. I honestly admit, that it is way too often I miss the life we had 4 years ago. The adventure of our life in California where every memory is bathed in sunshine, palm trees, and the beautiful rolling hills. Will it feel like coming home to move back? Will there even be a possibility? And what if……. we actually move there, but still do not feel at home?

Jeg ved det ikke

I don’t know

4 kommentarer:

Christina sagde ...

Det er noget, som vi også taler meget om hos os i disse dage. Vores børn er godt nok stadig meget små, men til sommer flytter vi til et nyt land igen, dvs. 3. land for de små størrelser. Og vi er ikke engang sikre på, at vi vil blive der altid... (drømmen er USA, men det ser ikke ud til at kunne lade sig gøre i denne omgang...). Men det er jo svært, for man ved jo ikke om man falder til, om det føles som hjem, før man tager springet og gør det. Tror dog det betyder meget, at vi forældre er glade og begejstrede for flytningen/den nye hverdag (i hvert fald når børnene er så små), så det kan smitte af. Held og lykke med den store beslutning og tak for en god blog, som er virkelig spændende at læse, når man selv er dansker i udlandet.

Henriette Frikke-Schmidt sagde ...


Mht til boern, saa tror jeg der er fordele og ulemper. Jeg tror fx ikke at vi skal regne med at vaere paa samme kontinent som alle af vores boern, naar de bliver voksne! Paa positiv siden er til gengaeld at man bliver meget sammentoemret som familie.
Vi har primaert vaeret drevet af, at vi ville fortryde det resten sf vores liv, hvis ikke vi tog springet.
Hvor er du flyttet hen?

Christina sagde ...

Vi bor i Spanien lige nu, efter 10 år i Israel, hvor vores børn er født (min mand er israeler). Og så flytter vi igen til sommer, alt efter hvor min mand får arbejde, så det bliver spændende. Lige nu ser det ud til at blive England eller Irland, eller måske USA hvis vi er heldige. Jeg er helt enig i, at vi ikke kan forvente at bo i samme land som vores børn, når de bliver ældre, sådan ser verden bare ikke ud i dag. Og jeg synes også, at det er langt bedre at tage springet end at sidde bagefter og tænke, hvis vi nu bare havde xxx. Men det er interessant det der med, hvor man føler sig hjemme. Alt kan jo se rigtig ud på papiret, og så mangler der alligevel noget. Det bliver spændende at følge jer (selv om jeg kun "kender" jer gennem bloggen) og se om I tager tilbage til Californien. Held og lykke, og god bedring med armen!

Henriette Frikke-Schmidt sagde ...

Det lyder da som om i også får set noget af verden! Når først man har fået smag for det, er det svær at stoppe, ikke? Held og lykke med det næste eventyr og dejligt at vide at du gider læse med :-)