Til Christmas-sing-a-long på skolen

Torsdag aften havde vi fornøjelsen af et deltage i en skoletradition på Madera under navnet Christmas-sing-along. Luca fik lov til at få Emilia med hjem lige efter skole, da hun meget gerne ville med, men hendes forældre ikke kunne nå derhen. Så de to tilbragte eftermiddagen med at se ”Wonder Pets” og synge med på titel melodien med deres små skingre stemmer (”Whats gonna work, Teeeeaaaaam work! Whats gonna work, Teeeeeaaaaaam work!”). Så fik de jo også varmet stemmerne godt igennem….

Vi ankom tidligt efter anbefaling fra andre, der havde prøvet det før og tog plads i ”The Multipurpose Room” (gymnastiksalen) på gulvet. Vi havde ikke været så smarte at tage tæpper med til at sidde på og der var ingen stole. Men det var vist en del af charmen. Som så mange andre steder, hvor der er mange børn i en sal, så var der totalt kaos og Luca nåede da også at løbe så meget rundt med sine små veninder at han var helt varm og rød i hovedet, inden det startede: Her ses han med Emilia og Haley:

Kl 18:30 blev aftenen skudt i gang, da den bistert udseende musik lærer slog de første toner an på klaveret (der går rygter om at selv de andre lærere - og ikke kun børnene - er lidt bange for hende) og så gik det ellers over stok og sten. 17 sange non-stop på 25 minutter. Det er ny rekord for vores vedkommende. Og det var skam ikke fordi sangene var forkortet.

Det var primært julesange totalt renset for enhver form for indhold om julens egentlige budskab, man skulle jo nødigt diskriminere nogen! Dog var der også et par jødiske Hanukkah sange, såsom ”Dreydl Dreydl made of clay” (læs mere om dreydler her). Det var lidt sært at høre ens afkom skråle med sange, vi aldrig havde hørt om før. Det lader til musiklæreren har været effektiv i december.

Da sangbladet var sunget til ende fik vi rejst os op og fulgte med i strømmen af mennesker udenfor, hvor vi nåede frem til de sørgelige rester af noget, der vist skulle have været et tag selv kagebord. Vi var jo nye, så vi vidste ikke at det gjaldt om at piske udenfor hvis man skulle nå at få sig en småkage inden alle de store børn havde støvsuget bordene. Jeg så flere unger med tallerkener der var ved at tippe over med kager i alle afskygninger, men det fik vi altså ikke smagt. Vi måtte nøjes med de rester som ikke var så populære. Vi fik dog fundet noget varm kakao til at skylle det ned med. Således afslappede, opstemte og fyldt med julefred fik vi gelejdet vores andægtige børn ud i bilen og kørte hjem i den stjerneklare nat mens vi nød stilheden i bilen!