Schizophrenic weather

Man kan sige meget om vejret her i Michigan, men kedeligt er det ikke. Forrige weekend var helt vildt lækker og forårsagtig. Så blev det mega koldt et par dage og i torsdags blev vi begravet i sne. Fast forward til søndag med 16 grader, høj sol og fuglesang (hvor vi i øvrigt gik en dejlig tur på en natursti i Dexter og mødte både ca 50 andre hunde OG teresas idrætslærer). I dag fik jeg luftet cyklen på vej til arbejde og i morgen:

There is much to be said about the weather in Michigan buy boring is not among the descriptions. Two weekends ago it was wonderful spring weather for a few days and the following Thursday we were buried in snow. Fast forward to this past Sunday where it was in the high 50's with birds singing (and where we went for a nice walk on a nature path in Dexter joining about 50 other dog owners AND teresas PE teacher). Today I even biked to work, and tomorrow:

Temporary

Hvor mange gange kan man rykke sine rødder op uden at blive rodløs? Skal det føles som om at det man længes efter ligger lige om hjørnet – altid? Der er mange af den slags tanker, der tager pladsen op I mit hovede lige for tiden. Vi har det godt, hvor vi er, men samtidigt trænger længlsen sig på efter ikke at bo til leje, at få indtjeninger der kan andet og mere end lige at bringe os helskindet frem til næste måned med skindet på næsen, at vide at vi ikke behøver at flytte igen. Jeg må ærligt indrømme at jeg alt for ofte bliver overmandet af savn, over det liv, vi havde for 4 år siden. Vores livs eventyr I Californien hvor alle minder står malet I rosenrøde nuancer med solstriber, palmetræer og skarpt skårne bakker I baggrunden. Vil det føles som at komme hjem, at flytte tilbage dertil? Bliver der overhovedet en mulighed? Og hvad nu hvis vi flytter til Californien, men ikke føler os hjemme?

How many times can one uproot a life without losing the feeling of belonging? Why does it have to feel like what I long for is right around the corner – always? Those are the kind of thoughts that has taken over my mind these days. We are good where we are, but I long for not living in a short term rental, to have paychecks that do more than just bring us into the next month, to know that we do not have to move again. I honestly admit, that it is way too often I miss the life we had 4 years ago. The adventure of our life in California where every memory is bathed in sunshine, palm trees, and the beautiful rolling hills. Will it feel like coming home to move back? Will there even be a possibility? And what if……. we actually move there, but still do not feel at home?

Jeg ved det ikke

I don’t know

Snow day

Den sidste uge har det været forår med solskin og fuglekvidder og i hvert fald eet barn i shorts een dag. Men så kom der lige en snestorm forbi. Hjemmesiden snowdaycalculator.com er derfor blevet tjekket flittigt. I går aftes var prognosen 99% sandsynlighed for lukkede skoler torsdag, men skoledistriktet nægtede at udtale sig indtil efter ungerne var i seng. Og jeg skal da lige love for at der næsten blev danset sejrs dans fra morgenstunden herhjemme. Om bonus var Teresa også ret lettet over at hendes forsøg på at sove sig til krøllet hår ikke skulle vises frem i skolen i dag....... (nej, der kommer ikke billeder!)

The past week it has been spring with sunshine, chirping birds and at least one kid wearing shorts for one day. But the a snow storm decided to stop by. The homepage snowdaycalculator.com was used a lot last night, and it predicted 99% chance of closed schools Thursday, but the school district didn't make an announcement until after the kids were in bed. So this morning was almost a morning of victorious dancing. As a bonus for teresa she did not have to go to school after attempting to get curly hair as she slept...... (nope there will be no pictures of that!)

Ground hog day

Det har lige været Ground hog day – dagen hvor man efter sigende skulle kunne spå om vinterens ende når ground hog’en stikker sit knap så kønne hoved op af sit hul. Ground Hog day refererer også til en film med Bill Murray hvor hver dag er den samme igen og igen og igen og……. Og jeg må ærligt tilstå at det er sådan jeg har det  lige nu. Jeg har fået lidt stikpiller på hvorfor jeg er så stille både på bloggen og på facebook (jeg er totalt ikke med moden I øvrigt, da jeg ELSKER facebook og bruger det dagligt uden hverken at blive sur eller irriteret over det) og det kan nok bedst beskrives som en blanding af at gå I hi og tygge drøv – altså mentalt.

 

Ground hog day just passed - the day where it should be possible to predict the end of winter when the ground hog sticks it’s not so pretty head out of the ground. Ground Hog Day also refers to a movie with Bill Murray where every day is the same over and over and over again....... And I can honestly confess that this is how I feel right now. I've got a few comments on why I'm so quiet both on the blog and facebook these days (I'm totally not following the trend, since I LOVE facebook and use it daily without either getting angry or annoyed by it) and the best words for description are either hibernation or rumination – mentally that is.

Vinteren sidste år var nok den værste vinter vi nogensinde har gennemlevet. Vi frøs som aldrig før, og ventede neglebidende på en afgørelse fra immigrations myndighederne, mens Kristian næsten gik ned over ikke at kunne arbejde. Tilsæt hertil stram økonomi. Et voila: ren overlevelse. Vinteren I år er ikke I nærheden af at gøre sin storebror fra sidste år kunsten efter, men jeg er gået I overlevelses mode alligevel, for det tror min hjerne man bør gøre ud fra erfaringsbaseret hukommelse. Så dagene går som en endeløs repetition af dagen før. Stå op, sende børn afsted, gå på arbejde, komme hjem, gøre klar til næste dag, gå I seng. Under normale omstændigheder ville jeg få fnidder og stampe I gulvet og råbe at “NU skal der altså snart ske noget andet”, men trangen udebliver totalt. Jeg tænker på det som at tygge drøv. Der har været så ubeskriveligt mange ting at tage stilling til, kameler, der skulle sluges og kampe der skulle kæmpes I de forgange par år, at jeg er træt og trænger til at lade op. Jeg nusser derfor rundt herhjemme aften efter aften og weekend efter weekend. Læser bøger, går ture med hunden, rydder op, snakker med Kristian osv. Og samler kræfter til at begynde at handle på fremtiden, hvor vi jo nok skal flytte endnu en gang efter job til mig. Post doc stillinger varer ikke evigt, og der er ikke  mange jobs at få her I området anyways (hvilket  ikke er noget jeg begræder, da vintrene bare er for kolde til at jeg ville kunne holde dem ud resten af mit liv). Det kommer dog stadigt til at betyde tårevædede afskeder med mennesker, vi holder rigtig meget af, og som er en stor del af vores og børnenes liv. Det kommer til at blive en hård omgang og jeg tror at der skal meget mental opladning til at kunne komme igennem sådan en omgang een gang til.

The winter last year was probably the worst winter we've ever experienced. We were cold like never before, and waited nail-bitingly on the decision from the immigration authorities, while Kristian almost broke down over not being able to work. Add to this a tight economy. Et voila: 100% survival mode. The winter this year is far from following in its older brother’s footsteps, but I have gone in survival mode anyway, because this is apparently what my brain thinks I should be doing from experience-based memory. The days pass like an endless repetition of the day before. Get up, send children off to school, go to work, come home, get ready for tomorrow, go to bed. Under normal circumstances I would get really cranky and stomp while yelling "Something else has to happen NOW", but the urge is just not there. I think of it as rumination. There have been so many, many things to consider, and battles to be fought in the past few years that I need to recharge. All I do is hanging out at home night after night and weekend after weekend. Reading books, going for walks with the dog, cleaning up, talking to Kristian etc. And gather strength to start preparing for future tasks, where we probably have to move one final time after a job for me. Postdoc positions do not last forever, and there are not many jobs to get here Michigan anyways (and thinking of the winters this is not something I feel particularly sad about, as they are just too cold for me). It will however still mean tearful goodbyes with people we care about a lot, who are a big part of our lives. It will be tough and I think I really need to recharge to carry through such a change once more.