Berlin: DDRs fortræffeligheder og vores Segway flop

Alle 3 unger har forladt hjemmet for en kortere bemærkning, så Kristian og jeg har udnyttet muligheden for at komme på ferie UDEN børn (det er så lige 13 år siden sidst......). Det blev Berlin med fly og en lejlighed i Prenzlauerberg med det formål at gå så meget som muligt uden at blive afbrudt af ømme børneben samt at spise så meget som muligt på cafeer og restauranter der ikke behøver ha' pommes frites på menu kortet. Vi har indtil videre været her i lige knap 24 timer og det er gået over al forventning. Berlin er jo fantastisk! Og billig! Og flot! 

Programmet for i dag var at slentre ind til Mitte for at se DDR museet og Berliner Dom. Men først var der morgen mad på en lokal cafe, der ville have gjort Luca grøn i hovedet af misundelse:

Se lige den lille smørpakke! Bare ærgerligt at det nok ikke går at snige den med hjem i håndbagagen (jeg gider i hvert fald ikke prøve). 

På vejen ind mod Mitte og Alexander Platz kom vi forbi en kirkegård:

Der var så fint og forfaldent og gammelt at vi næsten glemte at vi var midt i en by.

Næste stop var DDR museet. 

Kristian fik "prøvekørt" en trabant til stor fornøjelse:

 

Udstillingen var primært rettet mod hvordan dagligdagen formede sig for østberlinere. Børnene blev udsat for socialistisk pottetræning
og lærte i skolen at kaste med små håndgranater af træ fremfor bolde: 

Skræmmende. 

Kl var næsten blevet 12 inden vi kom ud og Berliner Dom lå lige på den anden side. Så vi besluttede at spare entre billetten ved at tage til gratis Mittagsmesse og spise kage for de penge vi havde sparet.... Både kage og messe var formidable. Faktisk var det kun fedt at få lov at høre det kæmpestore orgel i aktion med maven fuld af apfelstrudel.

Vi holdt os i nærheden af Alexander Platz, hvor jeg havde booket en to timers segway tur som fødselsdagsgave til Kristian. Jeg tænkte det var på tide at lave noget sjovt for en gangs skyld. Det var mega skægt:

Eneste (og gigantiske) minus var at jeg havde overset at man i Tyskland skal have kørekort for at betjene sådan een i trafikken. Øv øv øv. Så her sidder jeg foran biksen og blogger mens Kristian drøner Berlin rundt (pengene kunne ikke returneres). Men jeg fik da en halv times køretid - og det var som sagt mega fedt. 

Planerne for aftenens fødselsdags middag efter eget valg af fødselaren bliver en tur på Schnitzel Kongen. Vi ses på den anden side af et par tusind kalorier :-)

No words necessary.......

Science in the city

Jeg havde godt set en smule om at universitetet holdt en større event i Carlsberg byen, men det var ikke før jeg læste med her, at jeg fik rigtig lyst til at tage afsted (tak Nadia). Faktisk fik jeg så meget lyst til at tage ungerne med derind at jeg kraftigt overvejede en pjækkedag til dem alle 3, så vi kunne være med helt fra om morgenen, men da Teresa havde absolut allersidste gang til svømning med klassen, ville hun gerne vente til over frokost - så sådan blev det.

Vi havde ikke helt styr på geografien og fik set en hel del af Carlsberg før vi endte ved den rigtige indgang (bemærk den photobombende teenager - suk):

Og SÅ gik det ellers løs! Det var en super oplevelse og det er kun de absolutte highlights der kommer med her. Fx fik jeg lov at bruge min egen iPhone som mikroskopi kamera i en zebrafiske opstilling med frisk pipetteret fiske yngel til brug i stamcelleforskning (sådan en fætter er kun nogle få mm lang i virkeligheden):

 

Vi fik scoret store mængder  tandpasta, tyggegummi og sunde bolcher henne ved tandlægerne, hvor man også kunne få taget et 3D foto af sit ansigt. Det er en teknik de bruger til at tjekke symmetri af bl.a. kæbestillingen efter operationer og Luca var fyr og flamme for at prøve:

Teresa fik prøvet "snyd din hjerne" eksperimenter hvor ens hjerne fx tror at en kunstig arm er ens egen rigtige arm og man derfor kan mærke det, når man ser den blive kildet med en fjer. Vi kælede med knap så søde små grise ovre "multiresistente bakterier" boden (de havde sjovt nok ikke taget hverken inficerede dyr eller mega farlige bakterie kulturer med - heldigvis). De så virkeligt nuttede ud de søde små kræ, men jeg blev gennemgnasket grundigt, da jeg stak hånden ned til dem. Av!

Ulrik og jeg fik taget kemibrille selfie (gæt selv hvem der klart syntes bedst om den ide) inden vi lavede plastik af mælk:

og gik videre og kiggede på celler, der havde været en tur i rummet. De havde taget rum inkubatoren med. Det var helt gakket at se en celle inkubator spændt ind i metalramme, skumgummi og solide mængder gaffatape, men det viser sig at de kan få endotel celler til at forme flere cm lange rør ved at sende dem ud i vægtløshed.

Sidst men ikke mindst nåede vi akkurat ungernes absolutte favorit: en kirurgisk robot, man kunne få lov at prøve at bruge. Oh fryd!

Klokken var mange og vi skulle videre ud til aftensmad i Hvidovre, men så var det vi fik opsnappet at DTU boden havde gratis sluchice - der ovenikøbet smagte bedre end den man ellers kunne købe. Og så gik det ellers over stok og sten helt ned i den anden ende. Vi måtte spørge om vej et par gange, men vi fandt den!

Fik jeg i øvrigt nævnt at der var gratis vandflasker, gratis sandwich (i hvert fald på 5. sal), gratis øl (ifølge programmet, vi nåede ikke så langt), og gratis bolcher i massevis? Der er simpelthen ikke nogen undskyldning for ikke at tage derhen inden det slutter på torsdag.

Afsted blev der sagt!

Læse læse læse. Svede svede svede. Vente vente vente

Mit liv lige nu kan ikke siges at være særskilt ophidsende. Dagene går med at læse eller at have dårlig samvittighed, når der ikke læses. Ungerne har sommerferie lige om lidt og jeg ved, at når først de er hjemme fra skole hver dag, så når jeg nok ikke så meget mere. Dette i kombination med at jeg nu er nået dertil i min ”tour de videnskabelige artikler”, hvor det for alvor er gået op for mig hvor LIDT jeg ved om fedmeoperationer og hjernens regulering af metabolisme kan godt være en noget drænende kombi. Til gengæld kan jeg blive helt oplivet af at høre på humaniora studerendes gruppe diskussioner ude på den Sorte Diamant, hvor jeg hænger ud næsten dagligt. Når de sidder og i ramme alvor diskuterer hvorvidt kreativitet som begreb kun eksisterer i samspillet mellem mennesker skal min læsemakker og jeg virkeligt holde os i skindet for ikke at begynde at diskutere de – ahem – mere håndgribelige udfordringer ved in vivo forsøg en smule højlydt. Vi begynder også at kunne genkende nogle af de andre. Fx ham gutten, der kommer anstigende med en lille rullekuffert og ser MEGET business agtig ud. Men det eneste han laver er tilsyneladende at finde youtube videoer han griner højlydt af. Efter et par timers grineri pakker han nydeligt sin rullekuffert sammen igen og går sin vej……. ??? 

Udsigten på vej ned fra læsesalen. Ikke dårligt

Ind i mellem disse læse sessioner får jeg også hevet Kristian med ned i fitness centeret. Vi har en ret forskellig tilgang til det at give den gas på udstyret, så jeg fnyser ad Kristians (i mine øjne) halvhjertede forsøg på at få pulsen i vejret, mens han så til gengæld er dybt pinlig over at jeg forvandler mig til en kampsvedende idiot der stirrer manisk på pulsmåleren og gisper efter vejret. Han får dog sin hævn, når jeg efter ca en times træning kravler hen til ham og spørger om han da virkeligt ikke snart er færdig, hvortil han ruller med øjnene og påpeger at hans program er noget længere end mit! Således fornøjet med hinandens selskab kan vi diskutere max puls på vejen hjem (en diskussion jeg ALTID trumfer – ha!).

Når jeg ikke læser eller sveder så tjekker jeg min visum status på USCIS hjemmesiden:

eller hænger over telefonen for at være HELT sikker på at jeg ikke er gået glip af et opkald fra ejendomsmægleren, der gerne snart skulle få fundet en køber til vores lejlighed. Den har kun været til salg i 3 uger, men åh hvor er det svært at vente. Det kribler i fingrene for at kunne komme i gang med at planlægge flytning så´n rigtigt og det ER altså svært når detaljer som hvordan finanserne kommer til at se ud og hvornår vi egentlig kan flytte, stadig ikke er afklaret.

Nørj, hvor jeg glæder mig nu

Jeg er i skrivende stund håbløst lalleglad og bliver simpelthen nødt til at "lalle af" inden jeg går i seng - ellers tror jeg ikke, jeg får sovet. Dagens bedste nyhed kom her til formiddags hvor mit seneste manuskript endeligt er frigivet til submission. Det har cyklet rundt i USA og på Novo i lige knap et år efterhånden, og jeg begyndte at frygte, at det ville få lov at sylte endnu længere, men NU er det submittet til "Diabetes", der er et ikke helt ringe tidsskrift at få noget publiceret i. Hvis det går igennem vil det være det største, der nogensinde er sket på mit CV. Det tog selvfølgeligt en hel formiddag og mere til at få uploadet det hele, da der ALTID er noget man har glemt/formateret forkert/skal copy paste ind et andet sted etc, men nu er det hele sendt afsted og alt jeg kan gøre er at vente.

Her til aften fik jeg så en mail fra ham, der er "lab manager" for min kommende afdeling på universitet i Michigan, hvor jeg kunne se at jeg får et stort fedt hjørnebord på kontoret, og hvor jeg også lige skulle vælge hvilken computer jeg gerne ville have, samt hvor meget ekstra udstyr der skulle til. Luksus! Jeg fik snaget igennem på linkedin efter nogle stykker af dem, der kommer til være mine kolleger, og de ser rigtig fornuftige ud, selvom det er jo nok undertegnede, der bliver alderspræsidenten. Hrmpf. Nu glæder jeg mig så meget at jeg næsten ikke kan holde det ud. Jeg tror faktisk jeg bliver nødt til lige at få tjekket om vores visum skulle være gået igennem, når nu det så´n vælter ind med gode sager i dag :-)

Hul på læsebylden

Efter at have overspringshandlet mandag væk, fik jeg tirsdag og onsdag kommet rigtig godt i gang med at få læst op på det forskning jeg skal lave i USA. Jeg har ikke skrevet så meget om det, men kort fortalt, så viser det sig at når man fedmeopererer patienter med type 2 sukkersyge, så er der en hel del af dem, der bliver raske efterfølgende, og det går ufatteligt stærkt taget i betragtning at sukkersyge tager årevis at udvikle. Teorien er, at der frigives hormoner fra mave tarm kanalen efter en operation, hvor man gør mavesækken mindre, der nulstiller metabolisme reguleringen oppe i hjernen, så kroppen godt kan finde ud af at vedligeholde en lavere vægt (man taber sig uden at føle sig sulten hele tiden) samt sørge for at der kan dannes tilstrækkelige mængder insulin igen (bl.a. fordi kroppen bliver meget mere følsom for insulin igen). Det er især sidstnævnte, jeg er meget interesseret i at undersøge, så jeg har læst op på hvad insulin gør oppe i hjernen, og hvordan insulin, der kommer fra blodet over i hjernen, kan bruges til at sende nervesignaler ud til lever og fedt. Det er den yderst simplificerede version af hvad, der foregår, og jeg er noget rusten på hvordan det nu lige er de forskellige hjerneomåder fungerer, men der begynder at være "lys for enden af tunnellen": fx kan jeg nu både udtale proopiomelanocortin uden at slå knuder på tungen og ved hvor det dannes henne, hvilket er godt - især fordi jeg nu skal være en "rigtig forsker" der helt selv bestemmer, hvad jeg skal lave. Jeg har indtil videre primært været involveret i at føre andres ideer ud i livet, så det er grænseoverskridende for mig, helt selv at skulle definere mine forsøg, men hvis jeg skal blive bedre, så er der som bekendt kun een vej frem: at skubbe sig selv ud over kanten!

Der blev nu også tid til at fejre fars dag i den forgange uge. Kristian er mega svær at finde på gaver til (det ved han heldigvis godt selv) og jeg var nok lidt doven ovenpå pragt præstationen med at sende ham en uge til Californien her i foråret og sidst men ikke mindst havde jeg fuldstændig svedt ud hvor lukkede ALLE butikker er på Grundlovsdag........ Da de 3 sure unger - der SKULLE i skole fordi de går på friskole - kom hjem, lagde vi en slagplan om kage og en køretur ud i det blå efter Faderens eget valg. Og der blev også lovet at afkommet IKKE måtte brokke sig over hverken køretur eller destination!
Valget faldt på Dyrehaven og brownies fra den mest fancy bager i området. Luca ville selvfølgeligt overhovedet ikke spise kage, men fik tigget sig til en dyr chokoladebar, som han holdt i sine varme hænder hele vejen til Klampenborg, og værsgo': resultatet blev den vamle smeltede chokolade udgave af en skub-op is:

Men vi fik gået en tur og nydt den gode udsigt (#5menneskerpåmegetsmalbænk):

Og vi nåede næsten tilbage i bilen igen i tørvejr. Ca 2 minutter efter vi havde sat os ind, kom der en ordentlig skylle, så vi endte med at synes det var ret godt timet at vi slap med moderat vådt tøj:

I skrivende stund har panikken lagt sig i det lille hjem ovenpå en forstoppet opvaskemaskine, der valgte at strejke midt i besøget af en større omgang gæster. Aaaaaargh. Kristian har dog heldigvis fået liv i bæstet igen, så vi slipper for at vaske op den halve nat (når man er vant til at have en maskine, der klarer ærterne for een, tager det jo timevis at vaske op. Man skal fx bruge tid på at tage sig sammen og have meget ondt af sig selv før man går i gang :-)

Så skal der læses - eller overspringshandlings bonanza del II

Om lige nøjagtig 3 mdr sidder jeg på min nye pind på UM (University of Michigan) og burde have styr på helt vildt meget. Præcis derfor har jeg dedikeret juni måned til "læse måned". I dag var så første dag, og læse delen er gået forrygende. Jeg har læst gamle laboratorie papirer igennem og scannet dem ind (på biblioteket #glædenvedatværearbejdsløsogikkehaveprinteradgang). Jeg har læst spændende bog-bagsider på biblioteket og der sneg sig da også et par bøger med hjem. Jeg har sågar læst på prisskilte i H&M i Amagercenteret! Hu hej hvor det går. Og lige om lidt skal jeg støvsuge og ordne badeværelse og slæbe vasketøj ned fordi vi har fremvisning af lejligheden igen igen igen :-)

Så alt i alt en forrygende dag. Men i morgen! I morgen SKAL jeg altså i gang og heldigvis får jeg godt og arbejds-moral-styrkende selskab på den Sorte Diamant.

I får lige et billede med på vejen, der på fremragende vis illustrerer hvor tilfreds jeg er med mig selv efter at have smølet endnu en dag væk: