Living in a box

Vores dage på Øresundsvej er nu officielt forbi. Lige så meget vi har længtes efter at komme væk fra lejligheden pga for lidt plads, lige så meget er det nu ret trist omend der er visse sider jeg ikke kommer til at begræde. Nu er det slut med at hamstre ti'ere til vaskemaskinerne (når man er en familie på 5 er der RIGTIG meget vasketøj, og jeg kommer ikke til at savne "Hej jeg skal bare ha' en pakke tyggegummi og ville høre om jeg kan få tilbage i ti'ere" nede i kiosken). Men måske kommer jeg til at savne Bjarne nede fra Aldi en lille smule. Han styrer butikken med hård hånd og kan slet ikke ha' det, når nye Aldi kunder ikke har opdaget at i Aldi tager man altså sin kurv eller vogn med ned til enden af kassen - det kan godt gi' sjove episoder. Her på det seneste - efterhånden som Amager Strand er blevet mere og mere populær - er vi jævnligt blevet vækket om midt om natten af hårdt pumpende cyklende boomboxes. Det der har været mest irriterende ved den sag er dog egentlig ikke at blive vækket om natten, men snarere at jeg føler mig tudsegammel når jeg hører det. 

I skrivende stund er det dagen derpå siden vi lagde nøglerne på køkkenbordet og smækkede os selv ude. Så nu sidder jeg og blogger med kaffe og sol på benene lige her: 

Ikke dårligt!

Bag ved mig ligger så bjerget af grej vi troede vi skulle have med til USA.  Der - øhm - skal vist lige sorteres lidt mere med mindre flyselsskaberne tillader adskillige flere kg end de gør i dag. Suk. Det er ikke et kønt syn, så derfor må i nøjes med udsigten den ene vej!

Tilbage på Amager ser der nu sådan ud - gisp:

 

(Køberne ville gerne beholde et par ting inkl alle vores planter og "det udødelige skrivebord" fra Pedersker).

Der er nøgleoverdragelse i dag kl 12, men eftersom vi havde køberne til rundvisning i går (den tjans klarede Kristian heldigvis - jeg var ikke lige i stødet til den slags og gassede mig i frisørstolen i stedet) gider vi ikke tage til Amager i dag og smutter i stedet snart ned på Værnedamsvej og spiser brunch og skåler i byens bedste kaffe på at vi præcis i dag har holdt hinanden ud i 16 år. 

Brikkerne falder på plads

Der er sket rigtig meget i den forgangne uge - nu begynder det hele så småt at rykke. DET var da vist osse på tide.

Den største stress faktor har været bolig - eller mangel på samme - ovre i Ann Arbor. Vores oprindelige plan var jo at tage afsted og så finde et sted at bo, når vi var nået frem, men eftersom vi tidligst tidligst tidligst må rejse ind i USA d. 22/8 syntes vi det blev alt for kort tid - især ungernes skoleindskrivning taget i betragtning. Vi har pløjet boligsider igennem og fandt et fedt hus til fremleje inde i byen via "sabbatical homes", jeg skrev til ejeren og fik svar tilbage om at de desværre havde valgt ikke at fremleje alligevel, og at de ville se at få slettet annoncen. 2 dage senere kan jeg så se at de har ændret annoncen men at huset i øvrigt stadigt er til udlejning. Jeg synes ærlig talt det er strengt! Desværre er udlejere i USA hysterisk bange for at få en dårlig betaler ind i hus og "credit history" er derfor vigtig. Men som udlænding er det svært at dokumentere og alle huse vi har vist i interesse i derovre, har ikke ført noget med sig. Valget har derfor stået mellem at leje en lejlighed eller hyre en mægler/agent, der kan se på huse i vores sted. Vi lagde ud med førstnævnte og har pløjet internettet tyndt for lejlighedskomplekser, hvor der var gode skoler i nærheden, hvor huslejen var til at betale, og hvor vi ville kunne få en 3 bed room (ikke en 3 værelses men med 3 soveværelser) med relativt kort varsel. Mange steder opfyldte fint de 2 første kriterier, mens det kneb noget mere med det sidste. Men en opringning til eet sted, hvor der ikke var ledigt førte til kontakt med et andet sted, der havde noget ledigt. Vi betalte "holding fee", piskede rundt for at printe formularer, udfylde dem, og scanne dem ind igen. Vi var meget lettede, da vi gik i seng tirsdag aften. Men onsdag morgen vågnede både jeg og Kristian og havde det rigtig skidt over om det nu var det rigtige. Der var dårlig mavefornemmelse for alle pengene :-(

Jeg kastede mig over computeren og Skype igen og fik bid på en lejlighed i Briar Cove - der ligger her (ved den røde knappenål":

Det ser rigtig fornuftigt ud. Det får ikke top score i reviews, men sådan et sted kan vi heller ikke forvente, når vi er ude med så kort varsel. Til gengæld skal vi nu have 2 badeværelser, pejs og adgang til tennisbaner og swimmingpool. 

At der så er folk der bitcher over at parkeringsafgiften er dyr (25$ om måneden - come on), at alting ikke er nyrenoveret, og at man kan høre motorvejen, hvis man har een af lejlighederne lige op til, kan  vi ikke rigtig hidse os op over. Det er et sted at starte! Jeg tør ikke tænke på hvilke reviews vores nuværende lejlighed ville få af en amerikaner.......

Udover at vi nu har et sted at bo pr 10/9 ( der mangler lige det sidste papirarbejde, men det burde være i orden) har jeg også langt om længe fået mine visum dokumenter tilsendt. Torsdag aften satte jeg mig godt til rette på stolen og gik ellers i gang med DS160 formularerne fra en ende af. 5 timer tog det! Der skulle udfyldes for alle medlemmer af familien  og selv Luca skulle svare på om han havde trænet børnesoldater, udøvet folkedrab, og om han havde tænkt sig at distribuere narkotika. Vi kom også af med den nette sum af 190$ pr næse. Kl halv et om natten var jeg ved at være mør, og kapitulerede med en stor kap kaffe. Selvfølgeligt gik resten af formularerne som en leg, og jeg var færdig 20 minutter senere og selvfølgeligt kunne jeg overhovedet ikke sove pga koffein. Suk. 

Tips og tricks til den perfekte surprise fest for 12 årig

Vi holdt i går surprisefest for Teresa og det har været noget af en oplevelse. Jeg tænkte at jeg ville videregive vores bedste erfaringer til brug for jer andre - velbekomme:

1) Hvis fødselsdagsbarnet er utrolig madglad og jævnligt plager om creme brulee og du derfor køber en creme brulee brænder til hende, så sørg for at give små hints inden overrækkelsen hvor du påpeger at hun i øvrigt ikke må få at vide hvilken dag hun får gaven. Vis hende evt jævnligt gaven i indpakket form:

Herved sikrer du at hun ikke kan sove om natten og bliver mere uopmærksom, træt og sur, så det er lettere at skjule de andre fest forberedelser

2) Bliver du bekymret for om hun bliver meget forskrækket over at finde 6 af sine bedste veninder i lejligheden så sørg for at de sætter skoene foran hoveddøren, inden de går ind. På den måde sikrer man sig at overraskelsesmomentet falder så drastisk at fødselsdags barnet ikke får et chok

3) I disse tider hvor børn fylder sig med for meget sukker og man gerne vil begrænse indtaget ved festlige lejligheder kan man med stort held lave en "den store bagedyst konkurrence" og sørge for at give gæsterne så tilstrækkelig kort tid til at lave kagen, at den bliver uspiselig.

4) Festen kan med fordel lægges ca midt i sommerferien hvor ingen af veninderne har set hinanden i meget lang tid og derfor er HELT oppe at ringe. Dette bidrager kun til den festlige stemning

Visum status 2.0

Nu er der så gået de 2 mdr der skal til for at immigrations myndighederne har haft tid nok til at endevende mig forfra og bagfra. Faktisk er der gået yderligere et par uger (næsten) og utålmodigheden er ikke skrumpet i takt med ventetiden. Så i mandags ville jeg lige give dem et ring og klage min nød over at være en snart hjemløs familie på fem, der virkeligt havde brug for at komme afsted.... Jow jow! Jeg tror da nok lige jeg havde glemt det amerikanske bureaukrati med dertil hørende automatiske indtastninger af 11 cifrede numre og valg af telefon menuer, men igennem kom jeg da. Og ham, jeg snakkede med, var såmænd flink nok. Men jeg er "applicant" og ikke "petitioner", så nogen som helst form for info kunne jeg godt glemme alt om.

Næste stop blev derfor den søde dame hos international office på universitetet, der altid tålmodigt besvarer mine dumme spørgsmål. Hun kunne oplyse at behandlingstiden pt er tæt på 3 mdr. Og at det i øvrigt ikke ville gøre den store forskel i vores situation, da vi alligevel tidligst må rejse ind i USA 10 dage før mit visum starter. Ups - den del havde jeg ikke lige været opmærksom på. Så bottom line er, at vi skal forberede os på at blive hængende i DK til slutningen af august. Hvordan vi rent praktisk gør mht til bolig og skole, har vi slet slet ikke besluttet endnu. Det er desværre ikke helt ligetil at forsøge at leje noget, når man befinder sig på et andet kontinent end udlejeren. Så vi tænker så det knager og sidder med næsen i boligsider mens vi prøver på ikke at panikke alt for meget og ind i mellem jeg må ud at runde stranden i ophøjet ensomhed for at kunne kapere det hele:

Nu er det jo heldigvis sommerferie så lidt ud kommer vi da. Fredag startede tidligt - nærmere betegnet kl 07:56, hvor Teresa serverede morgenmad på sengen, bare fordi: 

Super lækkert. Nu mangler vi kun at få lært hende hvordan man laver kaffe, og så burde vores pensionist tilværelse være sikret ;-)

Da hun havde affodret sine 2 gamle forældre skyndte Teresa sig ned i klubben for at slippe for endnu en dag herhjemme, hvor der var varslet noget så kedeligt som en gåtur i det friske danske sommerland. De resterende 80% af familien satte næsen nordpå mod Liseleje og Asserbo plantage der fremover har min varmeste anbefaling.

Lækre sandstrande der var næsten øde:

Pinde der kunne gøre 8 årige helt grønne af misundelse:

Og skov der var både pæn at se på og sjov at klatre i (samt en enkelt hugorm vi ikke nåede at få billeder af):

Der vil vi gerne op igen!

Kanindræberne

Weekenden er blevet tilbragt i Jylland hvor vi både har nået at hente Ulrik efter 2 uger med 95 andre teenagere i Tarm, har set ringridnings optog i Sønderborg, og drukket champagne i solen i godt selskab for at fejre den solgte lejlighed.

Men det er slet ikke det, vi vil huske den for! 

Vi havde lånt hus på Sydals af min gamle studie veninde, der var overskudsagtig nok til at lade os kigge forbi fra fredag til søndag selvom de selv kom hjem med 4 trætte unger lørdag aften. Vi prøvede at være super gæster efter bedste evne og gjorde mad klar og havde hvidvin på køl til de kom hjem. Selv de 2 hus kaniner i udendørs buret blev der hygget om. De var godt nok lidt i totterne på hinanden, men det gør sådan nogen jo..... Men en time før ejerne vendte hjem var den ene pludseligt blodig på maven, og der hang noget udenfor! Det var den ene testikel - den anden var bidt af og lå for sig selv. Aaaaaargh! Heldigvis kender jeg adskillige dyrlæger og en hurtig opringning gjorde det klart, at der nok skulle stilles noget op. Fx kunne jeg jo lige sørge for at få bundet den testikel op, der sad og flagrede udenpå maven. Øh nej tak. Nok har jeg før opereret på gnavere men de er jo lissom bedøvede, inden foretager mig noget som helst. Så kræet røg over i en ren kasse med nogle rene viskestykker inden den stillede sine små kanin træsko hos dyrlægen med en ordentlig røvfuld pentobarbital. Der skal ret heftige doser til at slå en kanin ihjel og det blev da osse tilrådet at begrave den i et pænt dybt hul, så der ikke lige kom en hund forbi og åd kanin OG bedøvelse. 

Kaninejerne tog det heldigvis ret roligt og der var hverken panik eller tårer da de kom hjem. Jeg kunne ellers lige have set for mig, hvordan det kunne have været sommerens mest akavede besøg ;-)

Lejligheden er solgt (og lidt om hvordan vi pludseligt fik MEGET travlt i Berlin)

Pyha - SÅ slap vi helskindet forbi den første rigtig store praktiske forhindring på vejen mod Michigan. Selvom vores lejlighed kun nåede at være på markedet i 5 uger, så var det nogle ret så nervepirrende dage for os. Vi har været afhængige af at få den solgt hurtigst muligt uden at gå alt for meget ned i pris - ellers kunne vi ikke tage afsted. Gulp.

Vi har haft ca 20 hold interesserede igennem til fremvisning og set i bagklogskabens som altid klare lys, er det gået forrygende.

Da vi tog afsted til Berlin vidste vi godt at der var booket fremvisninger mens vi var afsted, men vi havde på forhånd aftalt ikke at snakke/skændes/bekymre os om salget dernede. 

Og pludseligt ligger der så en telefonsvarer besked fra mægleren om at han har gode nyheder..... Og selvfølgeligt tager han ikke sin telefon, når vi ringer tilbage. Det var en laaaaang halv time at vente før han fik fat i os igen. Der var underskrevet købsaftale samme morgen og da vi jo ikke så'n lige kunne stikke hovedet ned forbi danbolig, måtte løsningen være at scanne det hele ind og sende det til os på mail, så vi kunne læse det igennem og selv skrive under. I teorien super simpelt - i praksis noget mere stressende! Berlin er en fed by, men internettilgængighed er tæt på ikke eksisterende. Efter at have trasket Unter Den Linden igennem på jagt efter (viste det sig) fiktive internetcafeer blev enden på det hele en forespørgsel  om hjælp hos det hipster-hippe personale på Haagen Daz cafeen. Engelsk var de ikke go'e til, men internetcafeerne havde de helt styr på ;-) Så gik det ellers over stok og sten ud til et område vi ikke før havde været i hvor cafeen heldigvis lå lige hvor den skulle. Alle detaljerne med hvor gamle vi var i forhold til resten af klientellet, hvor meget vi klokkede i det med deres (latterlige!) polet/USB system, og at vi kom til at printe det samme dokument ud 2 gange i stedet for at printe begge dokumenter ud springer vi let og elegant henover, ikke? Læg hertil et lummervarmt lokale, stress-sved og webmailen der klokkede i det med de vedhæftede PDF filer....

Men det lykkedes os at få vores papirer og læse dem igennem på Starbucks:

OG få skrevet under (og piske tilbage til cafeen og scanne ind og sende retur og blive rykket af mægleren, der virkeligt ikke kunne forstå at det kunne tage SÅ lang tid). Bagefter klaskede vi sammen på en nærliggende sushi restaurant og fik samlet nok overskud til at lege turister igen. 

I dag er de 6 hverdage hvor køber i princippet kan fortryde endeligt gået og nu kan vi være helt sikre på at det lykkedes og champagnen bliver poppet i aften. Skål :-)

Hverdags sommerferie

Sommerferien, eller hverdagen om man vil, er tilbage for fuld power. Vi landede fra Berlin fredag morgen og havde kun et par timer herhjemme, før der skulle hentes børn fra hhv. klub koloni og spejderlejr. Lejligheden havde vi gjort fremvisningsklar inden vi tog afsted, og det var virkeligt rart at komme hjem til nogle toptunede og ryddelige rum. Faktisk er vi ved at vænne os til den højere oprydningstandard i så høj grad, at jeg begynder at tage mig selv i lige at vaske køkkengulvet, når jeg har fyldt opvaskemaskinen..... Jeg tror dog nok det kommer til at gå ret hurtigt over igen.

For at være helt ærlig har jeg været lidt stresset over konceptet "sommerferie uden de store planer og mange penge med børn mellem 8 og 14 år, der ikke længere lader sig spise af med en tur på stranden", men indtil videre har det været aldeles unødvendigt. Ulrik er ikke hjemme endnu, og som altid når der kun er 2 ud af 3 børn hjemme, er der bare en anden ro i familien. Faktisk tog vi på stranden både lørdag aften for at grille, hvor vi havde stranden stort set helt for os selv,

Familie selfie i støvet kuglegrill på strand. Sommerens nye trend!

og igen søndag, hvor der i den grad var dømt fluepapir. Men da vi jo ikke har så langt smed vi bare håndklæderne i cykelkurven, og tog 1/2 time i vandet før vi vendte hjem igen. Senere på dagen fik vi familie besøg, og sørme om vi ikke røg på stranden igen. Det var der et par kusiner, der godt lige kunne holde ud:

I dag dalrede vi rundt på Strøget og fik købt urtepotter til en dragefrugt kaktus Teresa selv såede frø fra sidste år. Den har vokset sig stor og stærk og hun kunne godt tænke sig at dele den op og forære den til sine veninder, inden hun rejser.
Vi fik også guffet kæmpe kirsebær, stikkelsbær og jordbær (til den nette sum af 70kr - Torvehallerne er altså ikke kede af det med priserne, men det smagte trods alt mega godt) og fik tjekket alt det nye lækre chokolade ud i Mad&Vin (og fik selvfølgeligt lige rundet Bulow på vejen for at score en gratis lakrids - ganske som vi plejer).

I morgen går turen til besøg i et sommerhus ved Sejerøbugten og på fredag kører vi mod Jylland dels for at hente Ulrik men også for at bruge et par dage i Sønderborg, hvor vi har fået lov til at låne et hus. Så alt i alt lader det til at mine bekymringer om sommerferien har været skønne spildte kræfter.

Berlin: Quadratisch, praktisch, atomensicherheitisch

I dag var det min tur til at bestemme og det tog ikke mange minutter at sætte  direkte mod rittersport butikken ;-)

- men først efter vi havde spist morgenmad på et lille stykke Nordamerika her på gaden. Morgenmad UDEN brøtchen....... åh, det var skønt (hvorfor skal der små kedelige rundstykker til stort set AL mad der serveres hernede?).

Rittersport butikken var farverig og meget kvadratisk:

 Udover chokolade i absurde mængder, var der et lille museum med lidt om fremstillingen:

en kvadratisk biograf med kvadratiske skamler:

 

og de sjoveste gamle fjernsynsrekkamer fra 70'erne og 80'erne, hvor man tilsyneladende kunne slippe afsted med at postulere at chokolade fremmer sportspræstationen iført overskæg og grydeklip - og stadig være stanglækker forstås.....

Nu var det jo mig, der gerne måtte bestemme i dag, og vi faldt over en neglebiks på vejen, så øøøøh.....  (jeg går ud fra at I selv kan gætte jer til resten). Jeg vil dog til mit forsvar påpege at vi også fik brugt en del tid i elektronik mega butikken nedenfor, så Kristian har IKKE lidt overlast:

Og frokosten var bestemt heller ikke i den tøsede afdeling:

Vi rundede KaDeWe på vejen videre. Føj for et snobbe sted! Det var nu ikke helt spild af tid trods alt, når udsigten fra dametoiletterne må være blandt Berlins bedste:

Dagens højdepunkt skulle være et besøg på "Story of Berlin". Et museum der fortæller om Berlins tilblivelse helt tilbage fra 1200 tallet og frem til i dag. Der var utrolig meget tekst på plancher, hvis man altså ser bort fra de tysk talende multi medie opstillinger. Jeg havde sådan håbet at blive klogere på perioden mellem første og anden verdenskrig (nogen hørte ikke så godt efter i historie for 20 år siden - host host), men selv jeg, der ellers er turbolæser og vant til at skulle danne hurtige overblik måtte give fortabt. Øv! Det var simpelthen for ustruktureret og detaljetungt.

MEN,

inkluderet i billetten var en rundvisning i en atombunker bygget til at rumme 3600 personer i tilfælde af en atombombe under den kolde krig. Det var alle 12 € for entrebilletten værd!

Vi var inde i et center, der rummede bunkeren under parkeringskælderen og skulle ned og ned og ned og gennem flere tunge metaldøre for at komme ind. Konceptet var overordnet set ekstremt dårligt gennemtænkt:

- det ville tage 2 uger overhovedet at gøre bunkeren klar

- der var kun bygget anlæg til at rumme ca 1% af Berlins befolkning

- der var 2 køkkener med een 60L vandvarmer til at kokkere til alle

- og sidst men ikke mindst: når folk skulle ud af bunkeren igen var planen at hente dem i busser??????

Ser man bort fra denne - øhm - lettere fejlvurderede situationsfornemmelse, var det sindssygt fascinerende. 

Her er et lille udsnit af senge pladserne:

Toiletter/vaskefasciliteter var etableret uden spejle og døre for at mindske risikoen for selvmord:

Og køkkenet var som før nævnt ikke imponerende i størrelsen:

Lægger man hertil en estimeret rumtemperatur på lige knap 40 grader, en estimeret luftfugtighed omkring 90%, og mulighed for 2,5L vand pr person pr døgn (inkl toilet skyllevand og vaske-vand), så skal der ikke meget til at forestille sig at man nærmest ville være dårligere stillet dernede end over jorden (især når man påtænker at man jo først kan komme derned hvis bomben ER sprunget). Bare tanken om infektionsrisiko under de forhold - ydrk! (guiden syntes, jeg var mega klam, da jeg spurgte om, hvad planen var at stille op med evt. dødsfald dernede).

Inden vi nåede ud var kl næsten blevet 19, så vi satte kursen mod Kastanien Alle for at spise vietnamesisk mad. Mums. Nu er klokken alt for mange og vi skal alt for tidligt op i morgen for at flyve hjem, så godnat herfra. 

Berlin: når Kristian bestemmer

I dag (onsdag) bestemte Kristian at han gerne ville bestemme hvad der skulle bestemmes, så jeg måtte bare klappe i og følge trop! Da han var på Segway tur havde guiden taget ham med til den tidligere grænse mellem øst og vest berlin, og eftersom man ikke lige parkerer en Segway og snuser rundt i området, mente han godt, at det kunne klare et besøg mere. Det var et rigtigt

fint og sobert område med masser af facts og med den tidligere dødszone mærket tydeligt op. Der var stadig en smule mur tilbage, der tiggede om en berlin murs selfie:

Det var også lykkedes at rekonstruere et gammelt vagttårn, der var blevet placeret i en anlagt kopi af ingenmandsland / dødszonen. Man kunne klatre op i et nyt tårn overfor og få udsyn over området, som det så ud før muren faldt:

Her ses resten af mindeparken (inklusive hober af mere eller mindre livstrætte tyske teenagere på guidet udflugt):

Man har fra Berlins side valgt at etablere park, der hvor muren stod, da der næppe ville være nogen der gad bygge der - endsige bo der. De brune søjler på billedet ovenfor repræsenterer murens placering og højde, og der var lagt sten til markering af flugt tunneler og flugts forsøg:

Vi oksede videre ind mod Brandenburger Tor og kom på vejen forbi Rigsdagsbygningen. Kristian kunne ikke dy sig for at prøve  at lave et panorama billede, og jeg tænkte at jeg hellere måtte foretage mig noget mere konstruktivt end at fnise forlegent imens. Et voila: et billede af et panoramabilledes tilblivelse:

Brandenburger Tor var hurtigt overstået, men et enkelt billede af toppen fik jeg da taget:

Vi fortsatte over i Tier Garten og kom på vejen forbi "guld Else":

Jeg mente bestemt at det eneste korrekte at foretage sig som dansker, ville være at spytte på monumentet, da det er sat op til minde om Tysklands sejre - herunder mod Danmark i 1864. Men tiden (og med stor sandsynlighed 2. verdenskrig) var kommet os i forkøbet og havde leveret skudhuller og affaldne lemmer på friserne:

Ikke så langt der fra, ligger der en sø, hvor man udover at sidde på lange bænke og drikke øl under lamper ophængt i træerne også kan leje en robåd. Haps:

Jeg var liiiidt for tæt på at få et ufrivilligt bad ved entrering af båden, til at jeg kunne slappe helt af, før vi var sikkert på land igen, og jeg havde betrådt landjorden igen i tør tilstand, men bortset fra den lille detalje, var det super afslappende.

Nu sidder vi tilbage i lejligheden og drikker rødvin (igen) og spiser rittersport chokolade, mens vores udtrådte fødder sukker lettet over at have fri for resten af dagen. Alles ist gut :-)

Berlin: Stasi, kebab og ømme fødder

Mandag aften sluttede som nævnt i sidste indlæg af med fødselsdags middag. Kristian havde snakket om schnitzler på Schnitzel Kønig, men efter lidt diskuteren frem og tilbage blev det lækker sushi på Kastanien Alle i selskab med et par omrejsende australiere i stedet. Vildt hyggeligt.

Dagen i dag blev med en sen opstart. Jeg sov elendigt i nat og var sent ude af fjerene og en optælling af euro kassebeholdningen viste at vi nok skulle tage den lidt med ro i dag også på pengefronten og morgenmaden blev derfor indtaget "nach hause" inden turen gik mod Karl Marx Alle og videre ud til det tidligere Stasi Hovedkvarter. Først gik vi gennem en nærliggende park med en stor bakke i midten. Det viste sig at der havde ligget bunkers her og at man besluttede at deponere en stor del af de sønderbombede murbrokker oveni og lade naturen klare resten. En go' gåtur senere nåede vi ud til Karl Marx Alle. Hold op det var stort! Vejen var så bred at der snildt kunne have ligget en 5 sporet motorvej (jeg håber man kan fornemme det en smule på billedet):

Yderligere en del kilometer senere (traske traske traske) nåede vi endeligt frem til Stasis tidligere Hovedkvarter. Et sted der i den grad burde kunne formå at fange eens opmærksomhed...... Første etage var den k.e.d.e.l.i.g.s.t.e. udstilling jeg nogensinde har set! En hel stak minimalt indrettede rum med een planche i hver, hvor man så kunne sætte sig i en stol foran. Zzzzzz:

Det var med noget tunge skridt vi traskede op til næste etage. Her blev det heldigvis væsenligt mere interessant med de originale kontorer: 

En gang længere oppe nåede vi frem til det rigtig interessante. Her ses fx kropslugt prøver, der kunne bruges til at spore mistænkte: 

 

Næste stop i udstillingen var al deres spionage udstyr. De kom kameraer i alt!

I uniformer (man kan lige ane linsen der hvor lynlåsen ikke er lynet helt op endnu:

Der var special byggede indkøbsnet, slipsenåle, vandkander (for at spionere på kirkegårde....), fuglehuse og træstubbe: 

Det var lige til at få paranoia af. 

Frokosten blev indtaget i Kreuzberg, hvor der er mange indvandrere - især tyrkere: Kebab med rødkål og pommes frites i rullen til den nette sum af 2€. Det var seriøst den bedste kebab jeg nogensinde har fået. Nu har vi slentret Kreuzberg tynd  mens vi har gloet på punkere og graffiti og er nu så WIFI hungrende at vi er på vej mod Potzdamer Platz. Der MÅ da vel for katten være til at drive noget netværk op (stønnede iPhone junkien......)