En rigtig god dag

OK, dagen startede med at jeg var temmelig grøn i hovedet af misundelse - helt og aldeles selvforskyldt endda. Sidste sommer gav jeg Kristian en retur billet til San Francisco i fødselsdagsgave så han kunne komme til fødselsdag derovre her i maj og i dag oprandt så dagen, hvor han skulle af sted. Ja - jeg har selv givet ham gaven og jeg synes den er aldeles velfortjent når man tænker på at han klarede 2x2 mdr alene herhjemme med ungerne ifbm min ansættelse på Berkeley. Men altså...... Åh hvor gad jeg godt have været med!
Dagen fortsatte med at sige farvel på min afdeling ude på universitetet. Jeg havde sidste dag i dag efter et halvt år i løntilskud derude og selv om det er trist at skulle forlade en flok kolleger, jeg er blevet rigtig glad for, så har jeg nået det, jeg kom for og har kørt et forsøg fra start til slut inkl databehandling og artikel skrivning (hvilket faktisk ikke er helt ringe, når jeg er i "forsøgsdyrs branchen"). Der var en endda samlet ind til en gave og jeg fik et wellness gavekort :-)
(hm -  måske skulle jeg lige få en gang botox inden konfirmationen om lidt.........).

Næste stop var at hente Luca lige efter skole, så vi kunne komme en tur på Eksperimentariet bare ham og mig. Han havde glædet sig mega meget og var helt oppe at ringe, da jeg hentede ham. Han havde faktisk været derude med SFOen i sidste uge og i dag skulle 0. klasse på tur derud, hvilket jeg måske nok syntes var lidt træls, men Luca syntes bare det var fantastisk.
Vi hyggede os gevaldigt og fik taget flere sjove billeder:

Og så fik han shoppet amok for alle sine lommepenge for maj måned i butikken. Jeg fik ham trods alt talt fra at bruge sine penge, på noget der var stort, men han opfører sig fuldstændig som vi andre har det med en åben pose slik. Har han først taget hul på dem og brugt bare 5kr, så skal de resterende 195kr bruges med det samme!
Som prikken over i'et så er håndværkerne stort set færdige. Dvs vi har nu intakte køkkenskabe igen  med skabslåger på og alting (og jeg burde være i gang med at tømme flyttekasser inde fra stuen og smøre en madpakke, og tømme opvaskemaskine og og og). I stedet sidder jeg lige og sunder mig lidt i stuen med tændte julelys - som vi skal se at få brugt inden vi rejser:

- efter en omgang lektielavning/madlavning/affodring af afkom der har været til eller skal skynde sig ud af døren til konfirmationsforberedelse/spejder/kajak.

Om afslutninger

Pyha - der er sket rigtig meget den seneste uge, selvom påskeferien føltes temmelig lang takket være den manglende vandforsyning i lejligheden. Men nu er det slut - der er vand i vandhanerne, der er vand i toilettet, der er vand til opvaskemaskinen og vi NYDER at spise af rigtige tallerkener igen. Der står stadig flytte kasser i stuen, da køkkenskabene ikke er sat op endnu, støvdørene og de grimme håndværker gulvtæpper pynter også lidt endnu, men det er peanuts i forhold til 18 (ja ATTEN) dage uden vand.
Vi fik ryddet godt og grundigt ud i kælderrummet samt i Ulrik og Teresas legetøj i mandags. Begge var iskolde og kasserede gamle yndlingsting med hård hånd. Derfor har vi nu bl.a. 30kg lego vi skal af med, herunder 10kg bionicle dele. Jeg kan næsten ikke rumme at tænke på hvor mange penge der er brugt på at købe lego og hvor mange timer Ulrik har brugt på at bygge det, og at det nu er slut. Luca interesserer sig ikke for lego samling, hvilket måske er meget godt, da han ellers sikkert var gået fuldstændig i selvsving over at se så mange klodser forlade værelset.
Her ses Ulrik med 10,2kg bionicle dele:

Vi har også deltaget i Sct Georgs Parade med Luca's og Teresa's spejder. Det er en årlig begivenhed hvor der uddeles mødeknapper og årsstjerner, og det kan godt være svært at vente på at de andre grupper bliver råbt op uden at komme til at fjolle undervejs:

 

Der blev truttet i ko horn mod alle 4 verdenshjørner: 

og det helt store højdepunkt var en "Tjikkerlikker" hilsen (hvor alle behørigt havde fjernet evt. hovedbeklædning) til en spejder, der fik en 10 års stjerne. Både Luca og Teresa ELSKER at gå til spejder og det er egentlig lidt trist at tænke på, at de snart skal stoppe. Jeg tror ikke der kommer til at være noget i USA med lige så frie rammer og uddeling af ansvar til børn.

I dag (fredag) har der været standerhejs i Teresa's klub. Hun går i en intet mindre en fantastisk klub ved navn Sejlinstitutionen, og har i år gennemført en hel sæsons vinterbadning med tilhørende diplom uddeling:

 

De er rigtig gode til at gøre det hyggeligt selvom de fysiske rammer ikke er så imponerende. Der var adskillige aktiviteter. Herunder "kartoffel smadring":

Og "gå planken ud" (man skal møffe sig ud for enden af planken sat op på badebroen og ringe med klokken for enden - UDEN at falde i vandet vel at mærke). Det er måske lidt svært at se, men der sidder et stks modigt pigebarn for enden af planken, og hun faldt ikke i:

Endnu et sted vi kommer til at savne rigtig meget.........

Som en sidste krølle på denne fredag er jeg gået i gang med visum ansøgningen. Det viste sig at jeg desværre "kun" er berettiget til et H-1B arbejdsvisum, der kommer til at gøre det lidt sværere for Kristian at få arbejde, da han i så fald selv skal få en arbejdsgiver til at give ham sit eget visum.
Jeg har heldigvis været super hysterisk med at scanne ALT ind sidst vi var afsted, og har (endnu en gang heldigvis) ikke kasseret nogle af de dokumenter jeg var helt sikker på aldrig at skulle bruge igen. I dag har jeg så haft fornøjelsen af skulle have alle mine uddannelses diplomer "oversat" til amerikansk skala. Det SKAL gøres af et eksternt firma og de forlanger den nette sum af 300$ for at ulejlige sig med den slags. Alle mine diplomer etc er udstedt på engelsk og det var selvfølgeligt dem, jeg sendte afsted. Men næh nej - de skulle også have dem på "native language". Jeg forstår det simpelthen ikke, og jeg måtte her til aften styrte hen til nogen venner lidt længere ude på Amager, der har en scanner, for at få det klaret. Jeg håber sørme de sætter pris på det danske sprog - suk.

Kulinariske højdepunkter

Her i foråret har jeg prøvet at få lavet noget hyggeligt med hver af ungerne enkeltvis. Ulrik og jeg tog på j-popcon (japansk popkultur messe med især manga i fokus), og i lørdags var det Teresas tur. De 2 allerbedste former for oplevelser man kan byde hende er mad og shopping. Faktisk er hun noget nær utrættelig i begge discipliner, så det blev først til en tur på Sticks and Sushi, og her er det vigtigt at understrege at det kun er een der du'r i hele København: den der ligger på toppen af Tivolihotellet! Her har de noget så genialt som gynger bag baren, så min kaffe og Teresas (andet glas - det smagte nemlig forrygende godt og måske kom mor her til at smage lidt for meget på sin datters drikkevarer - host host) ingefær/citron sodavand kunne nydes siddende i gynger med udsigt over Københavns havn.

På vej ud til toiletterne er der glasgulv med kig ned til gaden - kan dog ikke anbefales folk med højdeskræk:

Og sidst men ikke mindst, så kan man drible lige over på fisketorvet og tilbringe resten af eftermiddagen foran et prøverum i H&M og føre dybe samtaler a la "arj mor, kan du ikke lige finde den her i en anden størrelse/farve/slags". 

Der indtraf også kulinariske højdepunkter søndag, hvor ungerne fik et velfortjent stort påskeæg hver (noget med en mor der sagde, at hun kun købte påskeæg til dem, der lavede gækkebreve, og så lavede de faktisk gækkebreve alle 3!). Jeg havde ikke kigget godt nok på æggene inden jeg købte dem i Fakta, og der var rimelig meget rimelig klamt slik i. Bl.a. denne helt igennem labre nutellaklovn:

..... der kunne pynte morgenmaden, så det lignede der havde været en hund med tyndskid forbi (bemærk den photobombende nutellaklovn der i dagens anledning var standin for den photobombende teenager):

 

Og ja, vi spiser stadigt af pap tallerkener for håndværkerne nåede da ikke at gøre sig færdige inden påske.

Forårsidyl i kolonihaven

Påskegløgg og konfirmationsjakkesæt

Vores jul i Californien for 2½ år siden var ret amerikansk: plastik juletræ, kulørte lys, gaver julemorgen og sweet potatoe mos med skumfiduser på toppen. Det var rigtig hyggeligt og vi nød det og led ikke afsavn med danske traditioner. Og så alligevel - for vi kunne overhovedet ikke få nok af gløgg forrige år i december, ej heller sidste år. Og da Kristian fandt luksus gløgg i Aldi til en tier (sat ned fra 40 kr nemlig) for nyligt, så skyndte vi os at hapse et par flasker og har indført begrebet "påskegløgg" herhjemme. Især når det nu er så koldt udenfor, så er det faktisk ikke helt ringe og kan klart anbefales. Vi skal under alle omstændigheder sørge for at indtage det i så store mængder på forskud at vi kan klare os et par år eller 3.......

 

Dagen i dag har budt på påskeferie med ekstra spænding indlagt "kommer der håndværkere eller ej?".Vi tog chancen og sov længe i morges med fare for at blive vækket af en kæk blikkenslager.

Der KOM håndværkere, men de havde primært travlt i de andre lejligheder i dag, så vi havde kun fornøjelse af lydene!

Jeg forsøgte mig endda med LCHF vaffelbagning til morgenmaden og de blev ganske gode hvis jeg selv skal sige det omend Luca var af en lidt anden mening. Tak for lån af vaffeljern, Maja :-)

 

Planen var at dalre rundt på Strøget og Luca forsøgte ihærdigt at overtale os til at give lommepenge på forskud, da hans finanser for april VAR opbrugt. Vi sagde nej, men forbarmede os alligevel til at købe nogle skud til hans legetøjspistoler, da han har holdt sig selv med både tandpasta og tandbørste denne måned (???). Der var dog een betingelse: han måtte love IKKE at plage om alt muligt andet. Han har rigtig svært ved at lade være og endte med bekymret at efterlyse gaffatapen inden afgang, for så kunne han selv tape sin mund sammen og dermed kraftigt forøge chancen for ikke at falde i plage-fælden. Det gik nu OK uden gaffatape og han plagede "kun" om gavekort til Matas (til at købe eos læbepomader), knob reb, viskelædre, sytråd og slikkepinde. Suk.

 

Første stop var var Mad&Vin i Magasin hvor Kristian havde lidt rest-gavekort tilovers. Vi købte bl.a. de her skumfiduser, der smager f.a.n.t.a.s.t.i.s.k (bemærk den "photobombende" teenager):

 

Vi havde også snakket om at kigge på jakkesæt til Ulrik. Det har været oppe til ophedede diskussioner herhjemme, da jeg mener det er noget nær spild af penge at kast knap 1000kr efter en habitjakke til en teenager i voksealderen, så vi endte i Røde Kors genbrugsbiksen inden ved Gl. torv hvor vi for den formidable sum af 249kr fik udstyret ungen med en Bertoni jakke, et par pæne bukser og et silkeslips. Hvabehar!

 



Ulrik er rørende enig i at det er langt bedre at støtte projekter i Afrika med sit køb fremfor de andre butikkers reklame pamfletter med gele hårede selvfede teenage drenge, der fører sig frem i butterfly og smarte sko. Og ja - han er faktisk glad for sættet selvom han har en mekanisme der prompte udlyser mærkelige grimasser ved syn af et kamera.

Lige her til sidst så er træerne i gården næsten ved at springe ud. De får de flotteste hvide blomster hvert forår der hænger i store fede klaser i ugevis. Jeg nyder det hvert eneste år og kan ikke lade være med at tænke på hvordan det bliver at se foråret i Michigan.



De første laaaange dage i "Vandløse"

Som tidligere nævnt har det hele flasket sig så fremragende at nu hvor vi har en lejlighed, der helst skal være solgt pr 1/8, så rykker der jo selvklart håndværkere ind og begynder at flå gamle vandrør ud i hele opgangen. Vi kan derfor ikke rigtig sætte til salg (ej heller komme i gang med at shine fx køkkenet op) den næste lille måneds tid. Der er dog sat intermistisk vandforsyning op på bagtrappen og med hjælp fra vores nye bedste venner:
.....den gule vandkande til toiletcisternen:

......og camping plast dunken til alt det andet:

så går det faktisk nogenlunde OK. Vi kan godt fornemme at vi har vores gang på bagtrappen noget oftere end resten af opgangen, men vi er nu en gang også en familie på 5 personer.

Jeg har egentlig haft ferie de sidste par dage, men da der ikke så meget ved at være derhjemme sammen med støvdørene, plastik kopperne, håndværkerne og generelt rod, så har jeg taget på arbejde alligevel. I dag har jeg fx nået at printe 12 artikler ud, der skal gøre mig klogere på det, jeg skal lave i USA. De har ligget og gloet på mig mens jeg i desperat overspringshandlings bonanza både har ryddet mit skrivebord op og sorteret ud i alle de gamle filer på min computer (og nu skriver blog indlæg - host host). På positiv siden er at jeg går lige om lidt for at være med til påskeklip i SFO'en.

Teresa har lagt hårdt ud nede i klubben med denne cyklopiske påskehare med sut (????) samt et nyopfundet gækkebrevsdigt: "gæk gæk gæk gok gok gok mine høns går amok"

så jeg er spændt på om jeg kan leve op til det kreative niveau

April snar, visum status og det næsten solgte sofabord

For nu at starte med det aller vigtigste: 1 april! At lave aprilsnar hjemme hos os er et hit. Især for mig, der har bildt ungerne de sygeste ting ind gennem årene. Det er faktisk ikke let, at finde på noget de hopper på efterhånden. Men jeg er stolt af den jeg fandt på i år.
Here it goes:
"Ungeeeeer? Jeg har altså fået en mail, vi lige skal snakke med jer om. Den er fra professoren ovre i USA. I kan godt huske, at han bor et andet sted lige nu, så han osse skal flytte til Michigan, ikke?" (indsæt selv børn, der nikker). "Det viser sig at hans kone er rigtig glad for at ride, så de har kigget efter et hus ude på landet, hvor de kan have et par heste, men nu har de fået tilbudt et større landsted med flere heste og opdræt af hundehvalpe!" (gnæg gnæg, heste og hundehvalpe = al mistro er nu glemt og begravet). "Det er super lækkert og ligger ud til en skov og en sø og der er flere huse op grunden. Problemet for dem er, at de ikke har tid til at tage sig af alle de dyr, men professoren kunne godt huske at far jo ikke havde noget arbejde, når han kommer, så han har spurgt om vi var interesserede i at flytte med derud. Så kan vi få lov at bo så billigt at far slet ikke behøver at arbejde, men til gengæld skal I jo så hjælpe til med at passe hestene og hundehvalpene efter skole". Et viola! De hoppede alle i med begge ben. Og ja, den var måske lidt streng, men jeg havde faktisk ikke troet jeg kunne få skovlen under dem igen i år. Til gengæld tør jeg ikke rigtig tænke på, hvad de kommer til at gøre gengæld med nogle år ude i fremtiden. Een ting er sikker: det bliver IKKE kedeligt :-)

Og apropos emails, så fik jeg faktisk een fra universitetet i går. Den var meget "tillykke og hurra" agtig, for de ville gerne sponsorere et H1B visum til mig. Jeg havde egentlig regnet med et J1 visum, men for mig er H1B langt bedre, da det dels gælder i længere tid, jeg kan søge arbejde hos en anden arbejdsgiver undervejs, og så skal universitetet i øvrigt betale min flybillet hjem, hvis de fyrer mig (????). Så jeg blev selvklart også helt smigret. Altså indtil vi fik kigget på hvordan Kristian så ville være stillet..... Han skulle i så fald være på H4 visum, der ikke (som i overhovedet og på ingen måde slet ikke) giver ret til at arbejde
:-(
Hele aftenen i går sad vi begge to og surfede internettet tyndt for visum regler, og stødte på interessante ting såsom en facebook gruppe for folk på H4 (også kendt som depressions visum) der kan skrive "what a wonderful wednesday morning" til hinanden og dele deres historier om, hvordan de føler sig trådt på af systemet.
Jeg tror vi holder os til J1 og J2 for nu!

Sidst men ikke mindst, har jeg fået et tæt og nært forhold til gul&gratis. Siden sidst er der røget en vase, 2 modeltog stationer (solgt til en mand i kokkedal, der har uploadet et profil billede af sig selv med en nylonstrømpe over hovedet - but why?), og så har vi været ½ cm - bogstavelig talt - fra at sælge vores sofabord. Jeg fik en sms fra en interesseret køber (en ung indvandrer pige viste det sig) der meget gerne ville hente bordet. Hun misforstod mine sms'er, blev ved at udskyde afhentningen, og jeg var ærlig talt pænt træt af hende. Men så kom 2 af hendes veninder i onsdags. Begge unge indvandrere, der snakkede ghetto dansk, konsekvent kaldte hinanden for "skat" og var ret så generte. Arj, men de var SÅ søde, og ville SÅ gerne gøre det godt. Så de slææææbte bordet ned ad trappen til deres alt for lille bil, hvor det selvfølgeligt ikke kunne være. De havde troet de kunne skrue benene af, men det kunne man jo ikke. Kristian tilbød at køre ud med det, men det var ½ cm for stort til vores bil osse, så han måtte slææææbe det op ad trappen igen, og nu står det så stadigt her i stuen og griner af os. Suk.

Her til sidst får I lige et par stemningsbilleder fra Michigan (frisk fra internettet), der viser sig at være langt flottere end forventet: