Jeg (Henriette) sidder her i køkkenet og drikker kaffe mens resten af familien sover -dvs pånær Ulrik, der sidder og spiller Minecraft. Vild luksus. Det er noget jeg altid har drømt at gøre, men ikke har haft mulighed for i vores alt for lille lejlighed på Amager.
I går var det Independence Day og vi havde fundet et museum svarende lidt til Frilandsmuseet, hvor det ville blive behørigt fejret som i gamle dage med bl.a. (stor trommehvirvel): tærtespisnings konkurrence. Vi havde set billeder af børn med hele hovedet smurt ind i flødeskum og ungerne var selvfølgeligt HELT vilde for at prøve. Så vi pakkede bilen (vores store 4 hjuls trækker med automatisk åbning og lukning af bagagerum. Den er desværre kun lejet) og kørte mod syd til Ardenwood, som ligger her.
Vi kom frem og blev mødt af en hel hær af parkerings assistenter, der fik os gelejdet på plads. Lige efter indgangen kunne man køre med lille bumletog, som det ses her ovenfor. Det var stegende varmt og toget kørte heldigvis ikke så langt i solen. Vi kørte dog bl.a. forbi deres marker med pop corn majs, som man kan komme og plukke i oktober, så skal de tørre til jul hvorefter de kan poppes direkte fra kolben - måske vender vi tilbage :-)
Selve området var forbavsende lille. Vi forventer jo at alt er MINDST 8x større end i Danmark, men Ardenwood er ikke særlig stor. Næste stop var at skrive Teresa op til tærtespisnings konkurrence. Hun ville dog lige høre hvad menuen stod på: "chocolate cream pie", og da hun ikke er så glad for chokolade, endte det med at være Ulrik, der meldte sig til. Han gik straks i skarp træning ved ikke at spise frokost, så der var plads til tærten. Stor var skuffelsen, da det endeligt gik op for os at der altså ikke var tærter til alle børn, og at der derfor blev trukket lod om hvem, der fik lov til at være med. Og det var ikke Ulrik! Dér gik stemningen lige fra "juhu hvor er her fedt" til "hvornår skal vi hjem?" på et splitsekund.
Det var dog stadigt sjovt at køle sig ned som de gjorde i gamle dage:
Vi ville ikke køre hjem til huset, da der er stegende varmt om eftermiddagen, når solen står lige på. I stedet kørte vi hen til san pablo dam, der viste sig at være et rigtig dejligt sted, hvor man gerne må fiske.
Så alt i alt en varm men god dag, men for søren hvor var det altså ærgerligt at Ulrik ikke blev udtaget til konkurrencen. Vi håber på bedre held næste år :-)
2 kommentarer:
Øv, altså, med de der tærter! Men ellers ser det vildt hyggeligt ud, og de dér popcorn-marker? Hvor SEJT!!!!!!
Så I noget fyrværkeri om aftenen? Er I begyndt at kunne holde jer vågne længere end til kl. 17?
Det går fint med at holde sig vågen. Nu har vi efterhånden vænnet os til liiiige at strække den en time eller to længere hver dag, så det skal vi til at vænne os af med igen. Og vi så flot fyrværkeri. På ingen måde i nærheden af Bastille dagen i Paris, men de havde nogle pænt store raketter nede over San Francisco
Send en kommentar