En lang flyvetur

Vi havde alt planlagt til mindste detalje inden afgang til Kastrup lufthavn. Der var booket værelser på Hilton i Kastrup den sidste nat inden afrejse (for at mindske stress....), ekstra Nintendo DS´er var indkøbt til at underholde samtlige børn i mange timer og vi syntes selv vi havde ret godt styr på det. Alt gik også fint lige indtil Henriette prøvede at checke ind selv via automaterne - de nægtede at anerkende navn, booking nummer eller pas. Argh - stress! Vi fik dog at vide at det var ret normalt at Iceland Air ikke nødvendigvis opdaterede deres system samme dag og da der blev åbnet for bagage drop og check ind kom vi også fint fra start i den alenlange kø. Ulrik fik overtalt Luca til at slæbe hans taske med det snedige storebror trick: "Jeg tror ikke på du kan bære min taske hele vejen!" som Luca selvfølgeligt åd råt. Da vi nåede frem til skranken fik damen lidt sved på panden da hun først forsigtigt anmærkede at hun altså ikke kunne se os i ESTA registreringen (uden visum melder man sin ankomst via ESTA), dernæst da hun skulle bakse med 15 boardingkort, samt ikke mindst til sidst da hun opdagede at ser var en fejl i Ulriks visum, så det udløber et år for vores andres. Alt gik dog i orden.
Vi sagde pænt farvel til Farbror og Moster og tog den legendariske tur op ad rulletrappen. Vi havde masser af tid, så vi spiste noget mad og gik videre ned til toiletterne, da vi blev kaldt over højtalerne og blev bedt om at henvende os i gaten MED DET SAMME. Ups. Vores fly gik ikke kl 14.30 men kl 14.00. Vi piskede op til gaten og blev lukket ombord som de sidste.....
Ved ankomst til Island blev jeg (Henriette) pænt trukket til side og fik at vide at jeg var blevet udvalgt til ekstra security tjek. Hurra. Jeg blev eskorteret ind i et separat rum, som jeg ikke fik lov at forlade før jeg blev eskorteret til flyet lige inden afgang. Her blev jeg kropsvisiteret og testet for stoffer, og kunne derefter mæske mig i gratis kaffe og klejner (!) mens jeg fordrev ventetiden med at se fjernsyn. Jeg blev derefter fulgt ombord på flyet som én af de første. Jeg sad og strakte hals for at få øje på Kristian og ungerne og blev mere og mere bekymret efterhånden som sæderne rundt om mig blev fyldt op med alle mulige andre end dem, jeg helt bestemt mente jeg skulle sidde ved siden af. Da Kristian og Co dukkede op blev det arrangeret at han sad på rækken foran mig med Luca og Teresa mens Ulrik blev smidt ned bagerst i flyet sammen med en småbørnsfamilie. Det endte dog med at drengen røg op på busines class, da hans skærm ikke virkede ordenligt. Her sad han så og gassede sig over Grønland og Canada, mens han fik særbetjening af stewardesserne. Det var en ret tilfreds Ulrik vi mødtes med, da flyveturen var slut ;-)
I Seattle gik alt fint. Immigration control tog tid fordi vi var 5 personer og vi fik også gennemsøgt bagagen. Vi var stort set de eneste rejsende, da vi kom så langt, så lufthavns personalet pakkede pænt vores tøj ned igen, efter at have hevet det ud.
Da vi endeligt kom frem til San Francisco havde vi været undervejs i 18 timer. Det var kun Luca der var SÅ klar på at flyve igen lige med det samme. Ungerne var selvfølgeligt helt oppe at ringe da vi endeligt kom frem til huset, men henad kl 3 lokal tid faldt der tilstrækkeligt ro over tropperne til at alle sov.