torsdag den 19. juli 2012

Paa kuffert indkoeb med en hjerteknuser.

Med kun en uge tilbage begynder der at vaere en del praktiske ting, der skal overvejes. 
Punkt et paa listen er hvordan i alverden vi skal kunne faa plads til al vores habengut i 
kufferter? Heldigvis kan man faa nogle serioest store tasker til ingen penge inde i San 
Franciscos mexicanske distrikt - "The Mission".
Vi lagde ud med en gang morgenmad paa Fat Apples (vi skulle lige fejre at mor her er
faerdig med sit kaempe forsoeg og derfor var hjemme til morgenmad for foerste gang i 
ugevis). Vi havde den samme tjener som sidst og hun kunne isaer godt huske Luca, der havde 
meget travlt med at bestille en hel del varm kakao sidst vi var der. 
Inden vi koerte ind til byen tog vi lige et stop paa "Treasure Island" der ligger midt i
Bay Bridge (lidt ligesom Peberholm og Oeresundsbroen paanaer at der er bebyggelse paa 

Treasure Island. Det blaeste en hel del, men udsigten var flot:

Og saa var der en soeloeve til at ride paa:


Og Luca fik ogsaa fundet sig et -oeh- surfbraedt:

Kristian og jeg har kun vaeret en enkelt gang i Mission distriktet foer og det er naesten
som at komme til et andet land. Der er super flotte vaegmalerier alle vegne:

For slet ikke at forglemme de mest fantastiske pinataer, der haenger baade udenfor og
indeni butikkerne:

Vi fik fundet en biks, der solgtegigantiske kufferter til ingen penge, struttende tylskoerts pigekjoler og jakkesaet til boern (samt underbukser med indbyggede struttende baller, hvis man har brug for den 
slags.....). Teresa har jo faaet en fin kjole i Macys, saa hun fik altsaa ikke noget. I 
stedet faldt vi totalt i svime over de smaa jakkesaet i Lucas stoerrelse. Han proevede skam 
baade smoking og jakkesaet, men endte med jakkesaettet, da han helt klart mere var til 
slips end til butterfly ;-)
Vi skyndte os tilbage til bilen inden parkometeret loeb ud og satte kursen mod "Twin 
Peaks", der er et super flot udsigtspunkt, hvor man kan se hele San Francisco fra den modsatte side af, hvad vi er vant til. 

Luca fik plaget sig til at faa jakkesaettet paa deroppe:

Hold da op, hvor han scorede opmaerksomhed paa den konto! Resten af dagen blev han fulgt af mange blikke og kommentarer, om hvor ekstremt nuttet han var. Han labbede det i sig og resten af familien var faerdige af grin, da han i en japansk butik hoejtideligt gik hen foran spejlet for at rette paa sit slips. Selv den japanske ekspedient kom til at fnise.

Efter Twin Peaks tog vi videre ind til byen, da vi havde lovet Ulrik frokost paa hans yndlingsrestaurant i Japantown. Der er rigtig mange spisesteder derude, men Ulrik insisterer paa den samme restaurant hver gang, fordi de har verdens bedste kyllinge teriyaki. Os voksne fik nu ogsaa noget ganske udenmaerket mad:

Vores plan var at gaa rundt og kigge lidt udenfor, men Teresa blev mere og mere bleg og begyndte at faa feber, saa vi vendte nasen hjemad over Golden Gate Bridge. Der er som bekendt to pyloner paa broen. Den ene ende af broen var fuldstaendig begravet i taage saa tyk som aertesuppe, saa her ses den ene pylon:

Og faa hundrede meter laengere fremme var udsigten en ganske anden:

Eftermiddagen/aftenen er gaaet med at sortere bunkerne af legetoej i de ting, der enten skal saelges, smides ud eller tages med hjem. Vi har faaet lavet en paen stor portion, der skal undergaa foerstnaevnte skaebne, saa paa loerdag formiddag saetter jeg mig op til lagepladsen med ungerne og proever at slippe af med  "herlighederne".

onsdag den 11. juli 2012

Tiden går!


Om ikke alt for længe er der 80% af familien Frikke, der forlader det amerikanske kontinent og det kan godt mærkes på både børn og voksne. Der bliver snakket mere og mere dansk herhjemme, godt hjulpet på vej af, at der ikke længere er skolegang samt det nyligt overståede besøg fra Danmark. Vi er så småt begyndt at kigge lidt grundigere i skabene, for at danne et overblik over, hvad der skal med hjem og hvad der skal ud. For søren da hvor kan man skrabe meget l… til sig på lidt over et år (især Luca, der gladelig spenderer hele lommepenge formuen i én dollar butikken, hvis han ellers kan slippe afsted med det).
Ulrik og Teresa glæder sig enormt til at komme hjem til vennerne, hvorimod Luca er blevet noget forvirret over hvor hjemme egentligt er henne, så hver gang jeg siger til ham ”Vi ses når jeg kommer hjem” tror han, jeg er på vej til Danmark uden ham. Da han i forvejen ikke håndterer at sige farvel supergodt, kan det godt blive nogle laaaange afskeds-Luca-står-på-trappen-og-råber-på-et-kram-mere-seancer. Teresa har derimod indrømmet at hun egentlig ikke ville have spor imod at gå et år mere på Madera Elementary School, mens Ulrik er ret lettet over at han ikke behøver stifte bekendtskab med den amerikanske Middle School. Dette er blevet yderligere forstærket af at vi fik papirerne fra Portola Middle School tilsendt for nyligt og dem syntes selv jeg så en smule overvældende ud.
Vi er godt i gang med at afvikle farvelmiddage. I aften skal vi på Indisk restaurant der ejes af Rosemarie´s mand. Rosemarie er halvt dansk og står for børnearbejdet i vores kirke. Og så har hun et par tøser selv, der er lige omkring Teresas alder og som hver eneste gang, jeg har set dem, har været iført endnu en ny flæse/palliet/strutskørts kjole. Især den store, Isabella, bliver næsten helt flov, når hun ser mig, fordi hun ved at jeg spørger om hun nu har fået ny kjole igen. Der venter et par børnefødselsdage, flere middagsinvitationer og et enkelt sleepover for Teresa (”Arj mor, jeg kan jo altså ikke tage tilbage til Danmark uden at have haft ét eneste sleepover herovre!”). Ret generelt er det ikke særlig almindeligt at man sover hjemme hos vennerne og Presha, som Teresa skal sove hjemme hos, har aldrig selv prøvet at sove hos en veninde før. Ulrik har lige haft Joonan til overnatning og det er gået OK, selvom han godt nok syntes vi havde nogle alt for bløde madrasser og derfor lagde sig til at sove direkte på trægulvet i sin sovepose. Han var nu alligevel listet op i sengen i løbet af natten.
Undertegnede glimrer personligt ved sit fravær fra familien i disse dage, da jeg er ved at køre mit livs største (og dyreste) forsøg nogensinde. Siden i søndags (i dag er det onsdag, red) har jeg præsteret at tilbringe knap 34 timer i stalden. Læg hertil diverse ærinder oppe i laboratoriet og det er ikke svært at regne ud at jeg tager hjemmefra inden de andre vågner og kun lige når at sige godnat, når jeg kommer hjem igen. I skrivende stund er jeg ved at blive vanvittig af at sidde nede i den underjordiske bygning uden dagslys, internet eller bare et enkelt lille radiosignal og jeg kan simpelthen ikke holde ud at høre ét af de 7 musikalbums, jeg har tilgængeligt på min telefon, en eneste gang mere, efter at have hørt hele spillelisten forfra og bagfra flere gange hver dag. Jeg har ca. 7-10 minutter til rådighed mellem blodsukkermålingerne og efterhånden er min hjerne ved at være så kogt at den ikke en gang orker at spille hjerter fri på computeren – men så kan jeg jo belemre omverdenen med et mere eller mindre hjernedødt blogindlæg i stedet ;-)
Kristian er i gang med at sælge bilen, som vi jo desværre ikke tager med hjem. Der er flere, der har lagt billet ind på den og vi håber at det går rimeligt smertefrit at få den solgt. Vi gav selv 6700$ for den og temmelig mange miles senere er den så til salg for 5500$. Hvis man hertil medregner dollarkursens stigning fra ca 5kr da vi kom til 6 kr på nuværende tidspunkt, så har det bestemt været en meget økonomisk bil at stifte bekendtskab med. Men altså – vi kommer godt nok til at savne al pladsen (og skærmene til bagsædet og kopholderne til Starbucks Drive Thru kaffen og den automatiserede dør åbning/lukning). Vi regner ikke med at vi gider hoste op med 6000 kr (forsikring, nummerplader, syn etc) for at få den tudsegamle Toyota ud på landevejen igen, når vi kommer hjem, så vi tager nok endnu en bilfri periode, indtil der er faldet så meget ro på økonomien/arbejdssituationen/vi-vil-meget-gerne-flytte-til-noget-større at vi kan overskue en bil i budgettet igen. Bl.a. kommer det til at blive nogle dyre ferier de næste par år, da ingen af os har optjent feriepenge herovre. Og så varer det ikke længe før vi skal til at tænke på konfirmationsfester (aaaarhg) og så vil vi jo også MEGET gerne til Californien igen på ferie i en ikke alt for fjern fremtid osv osv. Ak ak de penge altså!


lørdag den 7. juli 2012

Fester og gaester

Vi har netop i skrivende stund vinket farvel til familien Froeding, der har vaeret paa besoeg denne uge. Det har vaeret super fedt (og lidt haardt med alle de sene vi-sad-alt- for-laenge-oppe-og-drak-roedvin-og-snakkede-IGEN aftener). De har vaeret de mest perfekte gaester der lagde ud med at ankomme fredag aften medbringende romkugler og kransekage frisk fra bageren i Solvang,

- de har taget en ekstra kuffert med tilbage fyldt med 20kg af vores ejendele, og saa har vores koekken nydt godt af deres virtouse svingen med opvaskeboerste, viskestykker og karklud. For ikke at forglemme min og Kristians boernefrie aften, hvor vi tog paa hike med sushi i tasken i Tilden park og bl.a. moedte den her:
Da vi kom hjem duftede der af nyvasket gulv og nyvaskede boern. Arhmen altsaa! Det havde de nu ikke behoevet...... 
Udover at drikke roedvin (og goere rent) er det ogsaa blevet til en hel del udflugter og sammenkomster. Vi lagde haardt ud loerdag morgen i sidste uge med Kristians runde foedselsdag. Vi havde inviteret lidt gaester til brunch og det blev en super hyggelig formiddag. Vi fik taget nogle faa billeder, hvor samtlige gaester ser ualmindeligt boevede ud paa enten den ene eller anden maade, saa det vil jeg forskaane jer for....

Soendag stod den paa hhv toese- og herre-tur i San Francisco. Pigerne fik besoegt stam-neglesalonen med de fnisende vietnamesere, der straks skulle kommentere Teresas valg af neon orange og neon groen neglelak. "She always pick bright colour - fnise fnise fnise", "You grow so big - fnise fnise fnise" osv. Fnisning eller ej saa fik de ekstra drikkepenge denne gang, da deres butik havde vaeret ramt af en loebsk bil, der havde smadret hele frontpartier og muren ind til naboen 3 uger tidligere og de var kun lige akkurat aabnet igen. Vi fik baade fremvist billeder og fortalt historier om, hvor skraekkeligt det havde vaeret.
Med fine nye negle satte vi kursen mod The Cheesecake Factory paa toppen af Macys og direkte videre ned i pigekjole afdelingen, hvor der som altid var udsalg. Teresa og Camilla gik helt "black'n white" da det tilsyneladende var hoejeste nye mode for toeser i den alder:

 Drengene havde taget turen til Japantown med dertil hoerende spisning paa Ulriks yndlingsrestaurant. Her ses de ved Japantowns vartegn:

Vi naaede ogsaa en tur til Alcatraz i loebet af ugen. Det er een af San Franciscos absolut allerstoerste turistatraktioner, og det er bestemt forstaaeligt. Vi havde booket billetter flere uger i forvejen og blev stuvet ombord paa faergen derud sammen med en stor flok andre turister. Der er tilsyneladende stor rift om faergen fra flere end turisterne. Vi fik foelgeskab af den her, der havde det vaeldig sjov med at lade som om den styrtdykkede lige ned i hovedet paa folk for saa at vige 10cm foer den ramte issen Det var ikke lige populaert hos alle og der var en del viften med arme og raaben for at faa maagen vaek, men den var da heldigvis fuldstaendig iskold og stirrede bare ondt tilbage:

Her ses "The Rock" i ensom majestaet:
Der er nu ikke noget at sige til at det gaar for at vaere det svaereste faengsel at stikke af fra i USA.
Ved ankomst var der tilbud til alle boern mellem 7 og 14 aar om at de kunne blive Junior Rangers. Det var de allesammen helt med paa. Ogsaa Luca, der ikke var gammel nok. Han gloede misundeligt paa de andres opgave boeger, men fik dog lagt surmuleriet paa hylden og fandt paa sin egen opgavebog, hvor han omhyggeligt krydsede hver eneste bygning paa kortet af, naar vi gik forbi:
Inden vi sejlede hjem skulle alle Junior Rangers in spe aflevere opgavebogen og svaerge en hoejtidelig ed om at de altid ville passe godt paa USAs nationalparker. Herefter kunne de faa lov at laane en rangers uniform og blive foreviget foran skiltet:
 Turen inde i selve faengslet var en stor oplevelse. Vi valgte at tage audio touren, hvor man faar udleveret hoeretelefoner hvor tidligere indsatte og ansatte fortaeller om den daglige gang i faengslet.
Her ses en celle hvori enten Al Capone eller een af hans kumpaner holdt til. Det lykkedes dem at stikke af ved at grave et hul i muren med skeer, og naar vagterne kom for at se til dem i loebet af natten, havde de soerget for at lave hoveder af papmache og deres eget haar, saa det saa ud som om de stadigt var i sengen:
Det lykkedes dem at bryde ud og sejle vaek i en baad lavet af regnfrakker. Hverken baaden eller nogen af fangerne blev fundet doede eller i live, saa ingen ved om de druknede eller slap vaek. Nogle tror de naaede helt til Sydamerika, da de brugte meget krudt paa at laere spansk op til flugten.

Her ses ungerne i deres rette element ;-)

Dagen fortsatte med en laaaaang trasketur gennem San Franciscos gader og vi kom bl.a. forbi Lombard Street, der er kendt som "the worlds most crooked street":

Ugen har ogsaa budt paa Redwoods traeer:
Besoeg paa Jelly Belly Beans fabrikken (portraetterne i baggrunden er alle lavet af Jelly Beans):

Og saa var onsdag Independence Day - amerikanernes stoerste nationaldag. Vi tog til festivitas i El Cerrito park og moedte massevis af unger fra skolen, poslitibetjente, der laante deres biler ud:

For ikke at forglemme klatrevaegge, hoppeborge, boder og live musik:
Men ingen dybstegte Oreo smaakager paa pind, som vi ellers havde glaedet os meget til at proeve. Vi maatte noejes med Funnel Cakes, som egentlig var ganske udenmaerkede.

Vi endte aftenen hjemme hos Lucy og Joshua, der meget spontant inviterede paa "barbecue" (det var vist noget med at deres unger syntes, det var helt forfaerdeligt ikke at skulle have gaester den aften - lige paa det punkt er amerikanske boern ikke saa forskellige fra danske). Det blev en hyggelig aften for alle. Vi slaebte familien Froeding med og det lod til at alle havde en god aften. Casper paa 11 fik i hvert fald snakket en hel del engelsk og der blev leget grundigt igennem - faktisk hyggede ungerne sig saa meget, at det kunne vaere svaert at foere en fornuftig samtale for os voksne :-)

tirsdag den 26. juni 2012

"Elks" og "the danish summer solstice celebration"

Inden vi tog afsted paa vores roadtrip havde vi faaet en aftale i kalenderen loerdag d. 23/6 - et hike med Mark og Wendy (cheflaboranten fra mit arbejde, som vi saa football hjemme hos). De er begge meget glade for at hike og vi taenkte derfor, at det kunne vaere ret saa hyggeligt at goere netop det i stedet for at sidde paa vores flade hjemme i huset.
Vi havde aftalt at tage ud til Point Reyes. Denne gang var det ikke for at se paa hvaler, soeloever, soelefanter osv men derimod "elks" (gaar ogsaa under nordamerikansk kronhjort paa dansk). Omraadet ligger helt ude for enden af en spids halvoe vest for Tomales Bay og ser ikke afsindigt ophidsende ud, naar man kigger paa Google Maps.
Heldigvis var der bestemt ikke bare brunt og kedeligt:


Vi fik skam ogsaa set det, vi egentlig kom efter. Her er der Elks ret taet paa:
Ungerne var rigtig gode til at vandre, men vi maatte skiftes til at gaa med Luca, der snakkede uafbrudt paa hele turen om bier og sommerfugle. Jeg var selv lige ved at blive bims efter at have hoert om bidronninger, nektar, bilarver og honning i en hel time nonstop. Men saa laenge han havde travlt med at snakke glemte han at brokke sig over, hvor langt vi skulle gaa.
Vi gik omkring 4km ud mod spidsen af omraadet og holdt frokostpause i "skoven ved soeen" (3 forblaeste eucalyptus traeer ved siden af et vandhul paa 2x2m) inden vi traskede retur igen.
Planen var at naa til "The Danish Summer Solstice Celebration" som man jo ogsaa kan vaelge at kalde Sankt Hans...... Jeg var faldet over det paa nettet ved at tilfaelde. The Danish Chamber of Commerce taender baal ude paa Muir Beach hvert aar. I fugleflugt linie er der ikke saerlig langt derned, men naar man skal koere af Highway 1 bliver det noget laengere. Endnu en gang maa jeg udtrykke min graenseloese beundring for folk, der kan koere i dagevis paa den vej uden at braekke sig ud af vinduet paa noget tidspunkt! Jeg blev simpelthen grotesk koeresyg paa vejen derned (dog uden at svine bilen til, heldigvis).
Vi kom frem lige til Midsommervisen:
Baalet var ikke imponerende stort hvilket skyldes omraadets restriktioner, der bliver skarpt overvaaget. Arrangoererne proevede at taende et baal for nogle aar siden paa 1x1x1 m (den maximalt tilladte stoerrelse) og var naer blevet smidt hjem af park rangerne, saa nu havde de laert at begraense sig.
Og - oh fryd - der var snobroed. Ungerne havde netop siddet i bilen og snakket om hvor meget, de dog savnede snobroed:

Det var i oevrigt meget tydeligt at spotte amerikanerne, der syntes snobroed var vanvittig eksotisk. Taenk bare - hjemmelavet broeddej!
Der var en hel del danskere og det endte med at blive en af de hyggeligste Sankt Hans aftener, vi har haft i lange tider. Der er ikke noget som ens hjemlands vemodige sange, der faar hjertet til at svulme i brystet;-) Mark og Wendy holdt ogsaa ud til den bitre ende og proevede endda baade at synge med paa midsommervisen og bage snobroed.

søndag den 17. juni 2012

Væbnet røveri med løst krudt......

Første nat i Oregon er tilbragt i Baker City - en lille by pænt langt ude på bøh-landet, men med lige tilpas afstand mellem Salt Lake City og Portland. Der ventede "kun" knap 5 timer i bil i dag, og mens vi spiste morgenmad sendte jeg Ulrik over efter lokal brochurer. Dét så receptionisten og kom over og fortalte at vi altså blev NØDT til at køre forbi damptoget her i kommunen. Det var kun 3 kvarters kørsel fra hotellet, der var gratis adgang for fædre i anledning af fars dag, og så ville der oveni være røveri af togets gulddepoter. Vi slugte resten af maden og kom afsted i en fart. Vi kom ret langt ind i Oregons skove før vi fandt den lillebitte by McEwen og damplokomotivet (bonusinfo til familiens togtosser: et Heisler 3 Lokomotiv fra 1915, der har kørt med tømmer. Tophastighed: 20mph, men det kørte nu kun 12mph, da vi ellers ville gynge for meget fra side til side):

 Skinnerne gik gennem et tidligere guldmineområde med udsigt til de sneklædte bjerge:

 Og blev styret af de lokale togtosser:



Luca havde hørt at der ville være røveri og turde næsten ikke sætte sig op i toget selvom vi gjorde hvad vi kunne, for at forklare ham, at det altså ikke ville være rigtigt. Da røverne endeligt dukkede op, prøvede drengen at kravle ned under sæderne, fordi han var bange, men fik dog samlet mod nok til at sætte sig op til sin mor til sidst:

 De kom ridende ud af skoven og skød om sig med deres pistoler:

 Så fik de stoppet toget og kapret guldboksen (og et par af de andre børn, der var med). De skød låsen op og red hujende væk med guldsækkene.



Luca fik nu hurtigt kommet sig over chokket og var dybt fascineret af "dame røveren" i cowboytøj. "Er hun ikke bare flot, mor?".
 Lige efter kom endestationen, hvor røverne ventede med tilbud om rideture. Det var der nogen, der ikke skulle høre 2 gange, for hun strøg ud til hestene og svingede sig i sadlen:

 Der var også en lille souvenir biks der osede af tognørderi. Bl.a. kunne man købe LP´er med lyden af de forskellige lokomotiver, amerikanske togblade og bumperstickers a la "train enthusiasts don´t get old, they just loose track"! Luca fik scoret sig en skyder med knaldpapir til og har ikke været til at skyde igennem (hø hø) lige siden.
 Vi havde en times pause ved endestationen og kunne også gå ned og blive kloge på guldminedrift. Vi nåede aldrig helt derned, da man undervejs kunne vaske ægte guld i ægte guldgraverfade. Ulrik og Teresa var fyr og flamme og vaskede grus på livet løs. De nåede begge at finde et par små stumper, inden vi måtte styrte afsted for at nå toget inden det kørte retur. Det er ikke lokalt guld, man finder, men noget, der købes og derefter blandes op med grus. Det er skam ægte nok og man bliver nøje overvåget, så man ikke kommer til at stjæle noget med hjem uden at betale for det. Her ses Teresas høst. Man kan lige se de bittesmå stumper i bunden af glasset, hvis man kigger godt efter:

 Frokosten blev indtaget på Sumpter Junction Restaurant hvor tognørderiet fortsatte i stor stil med lokomotivformede børnemenuer, tog under loftet og et helt sceneri af tunneler og stationer: Togene var desværre gået i stå, da vi kom, så vi så dem ikke køre rundt.



I skrivende stund har vi langt om længe sat kursen mod Portland og regner med at være fremme en gang i aften.

lørdag den 16. juni 2012

På tværs af kartoffelstaten

Lørdag er gået med at køre gennem Idaho for at nå frem til Oregon. Det er ikke ligefrem den mest ophidsende stat - den er primært kendt for sine kartofler, men det blev da til et stop på "Burgers etc" hvor stolene så sådan her ud:

 Til vores store forbavselse kunne man sandeligt få en ganske udenmærket salat samme sted. Vi er faktisk endnu ikke stødt på et spisested, der ikke havde gode salater. Vi kommer dog nogengange i tvivl om hvorvidt ost regnes som en grøntsag herovre, da det er ret svært at få salater uden massive mængder.
Vi tog maden med og kørte ned til floden for at indtage den. Mens Kristian kørte hen for at skifte olie på bilen gik ungerne og jeg en lille tur i det flade landskab. Teresa havde taget Mustard med, og den sørgede for al underholdningen. Her kaster den sten i vandet:

Klatrer i træer:

Dufter til blomster:

Den gemte sig i buskadset:

Tog sig en lur på bænken:

Spillede lidt på iPad:

Jow jow . Idaho er super sjow!

Mange lange kilometer senere nåede vi til Boise, hvor der var et fantastisk supermarked med aircondition, Starbucks, udsalg på børnetøj, friske jorbær og en rigtig god delikatesse afdeling hvor man alt efter præferencer kunne få både frisk sushi, spareribs, oksekødssuppe og øøøh brød og yoghurt (Luca havde opbrugt dagens pommes frites ration og måtte derfor finde på noget andet). Vi fandt en park på GPSen og kørte derhen. Åh suk - der var den amerikanske udgave af kræmmermarked med teenagere i hobetal og "umchi umchi umchi" musik fra scenen. Men vi fik da spist den udenmærkede mad, væltede tilbage i bilen og er i skrivende stund langt om længe nået til Oregon, hvor formålet er at besøge Kristians tidligere kollega Ann, der bor i Portland. Der venter stadigt 300 miles på landevejen inden vi når så langt, men det klarer vi altså først i morgen.