Efterår, cupcakes og Frikkeris

Efteråret er over os, og "we love it":

 

Jeg ved egentlig ikke hvad vi forventede andet end at det nok ikke kunne sammenlignes med det Californiske efterår, og har nok gået og ventet på noget vejr, der ville være ligesom i DK. Men det føles bare væsentligt federe her. Det er koldt om natten og vi vågner jævnligt op til spor af nattefrost om morgenen. Vanter, vinterjakker og huer er derfor taget i brug (udover at være koldt er det også tæt på bulderragende mørkt, når første barn drager ud af døren lidt over 7), men de bliver smidt senere på dagen hvor solen varmer godt igennem og hvor jeg jævnligt cykler hjem uden jakke på og med vanterne godt gemt af vejen i tasken. Regnvejr har vi heller ikke set så meget til andet end nogle få dage de sidste mange uger, og hver dag nyder vi træerne, der er godt i gang med at smide de sidste blade:

I lørdags var det lunt nok til en Brazilian BBQ hos Carlos og Maria, hvor vi mæskede os i kød fra deres ny indkøbte grill. De prøvestegte så store mængder koteletter og bøffer, så da vi endeligt nåede frem til hovedretten - eller rettere hovedretterne (der var MANGE) kunne vi nærmest ikke klemme mere ned. Vi havde lovet at tage desserten med og det tog ikke mange sekunder før Teresa tilbød lige at fikse det lørdag morgen inden vi skulle afsted- et viola:

Så vi klemte da også lige en solid cupcake ned med massive mænger frosting ned ovenpå frokosten. Pyha, vi kunne næsten ikke vralte ud at gå en lille tur bagefter.

I dag søndag har vi nærmest boet henne i kirken. Vi kørte derud til 9:30, hvor børneprogammet var i gang, Kristian havde første session med lovsangsbandet og jeg gik en tur hen til Starbucks og fik set lidt skov på vejen. Kl 11 tog vi til gudstjeneste hvor næsten alle var klædt i rødt for at fejre reformationsdagen. Teresa blev sendt til konfirmations forberedelse kl 12:15 og vi andre tog i mellemtiden ud for at købe ind til aftensmad til teenagernes "Grace Place" samme aften. Ulrik havde overbevist dem alle sammen om at hans hofret "Frikke-ris" var mega lækkert, så mit forslag om Tacos blev nedstemt og vi købte kød og ris i stedet (og en masse grøntsager og dip). Inde i supermarkedet var der en venlig ansat der i anledning af Halloween havde hængt en sød "lille" elektronisk edderkop op, der med jævne mellemrum røg ned i hovedet på folk og derefter selv kravlede pænt tilbage op ad sin snor:

Top nice! Jeg er glad for at jeg IKKE fik fornøjelsen af lige at få den dinglende ned foran mit hoved!

Vi kørte retur med vores indkøb og nåede lige at have 1 1/2 time derhjemme, hvor jeg slæbte Ulrik med ned i vores fitness rum og hvor Kristian fik pyntet op med lyskæder i stuen imens. Og så gik det ellers retur til kirken for at lave mad til ca 25 sultne teens.
Imens vi kokkerede var der info møde om et ungdomskirke event, der løber af stabelen hvert tredie år, hvor ca 30.000 high schoolers mødes i en by, der har det svært, for at vise, at de gerne vil hjælpe (og for ganske simpelt at holde en event der giver penge i kassen i den pågældende by). Sidste år var det New Orleans og til sommer bliver det i Detroit. Som lederen tørt kommenterede: "Så må vi se om der er 30.000 forældre, der sender deres børn til Detroit?" (Detroit har et VIRKELIGT dårligt ry herovre i USA, pånær i selve Michigan, hvor de fleste rent faktisk selv har været der og ved at der er ganske udmærkede steder derinde).

Vi fik lavet Frikkeris (en ret opfundet af Kristian farfar, der var skibskok og basalt set er hakket oksekød brunet i karry, hvorefter der tilsættes ris, vand og salt. Det er efter sigende også den eneste ret hans far formåede at lave i et køkken). Vi spiser det med ketchup, man for at amerikanisere det bare en smule havde vi sørget for revet ost og guacamole. Det gled ned i fin stil men ketchuppen stod nærmest urørt tilbage mens guacamole bøtten derimod næsten var slikket ren :-)

Luca havde en fest med at være til teen komsammen og var først i køen, da der blev pakket sygeplejekasser til collegestuderende uden forældre (noget med hovedpinepiller, hand sanitizer etc). Han sad klar på den højeste taburet han kunne finde og var klar til at svare på spørgsmål, når der blev stillet nogle vel at mærke, men måtte vist gi op, da der var et ryste sammen spil, hvor man skulle finde sammen i små grupper. Ikke så længe efter kørte vi til hans store fortrydelse hjem og nu ligger han i sin seng og råber at han ikke kan sove. Det er hårdt at være den yngste!

Nuggets in a biscuit

Dem, der kender Ulrik godt, vil vide at han gik helt i selvsving over følgende sang på youtube mens vi boede i Californien: https://www.youtube.com/watch?v=YkuSmJtRY8E (OBS resten af indlægget giver ikke mening hvis ikke man klikker ind forbi youtube - man behøver dog ikke høre samtlige 10 timer til ende....).
Da Kristian var ude at købe ind faldt han over "buscuits" på dåse til at bage selv, så fredag aften menuen blev..... tadaaah....: Nuggets in a biscuit dipped in mashed potatoes and BBQ sauce.

Var det en succes? Det kan I selv få lov til at bedømme ud fra billederne:

Ja, det er Luca der danser af ren og skær begejstring. Suk.

Hell Michigan

Her i weekenden tog vi en tur forbi "Hell", der ligger ca en halv times kørsel herfra. Jeg kan ikke lige huske, hvor jeg hørte om det henne, men jeg havde læst at der var ganske hyggeligt med Halloween pynt mm året rundt og så skulle der også være kæmpe store is til ingen penge. Win win.

Det er ret let at overse Hell, der består af 3 huse langs en landevej - hhv uptown, midtown og dowtown Hell..... Husene var blevet købt i faldefærdig stand af en pensioneret brugt vogns forhandler, der nu har lavet både butik, cafe og minigolfbane og til sin kones store fortrydelse, har endnu mere travlt end han nogensinde har haft i hele sit liv men ikke desto mindre har oceaner af tid til at hyggesnakke.  Her er der et par stemningsbilleder fra selve butikken og udenfor:

 

 Isene skuffede ikke. Pigerne bag disken i "the creametary" advarede om at man altså fik store scoops. Jo tak. Der var ingen af os der kunne spise op. Især ikke Luca, der valgte toppings - øh droppings - for een dollar ekstra. Så var der nemlig frit slag fra "the coffin" mellen "bat poop", "bone splinters", worms" etc etc:

Teresa og jeg måtte lige ud og vende på toilettet - øh batrooms - bagefter (Som det måske kan fornemmes manglede der ikke dårlig humor på disse kanter....):

 Hell ligger ikke så langt fra Pinckney, hvor der er en hel del skov og trails. Vi spurgte oppe i butikken og blev foreslået at køre lidt længere frem til grantræerne (som ejeren af stedet jo selvfølgeligt selv havde været med til at plante for 50 år siden) hvor der var et loop trail af ca 5kms længde rundt om et vådområde, og hvor vi burde kunne se både ræve og kalkuner, hvis vi var heldige. Vi larmede vist for meget til at se dyr, men vi mødte ham her:

 En bueskytte på hjortejagt i fuld camouflage-gear. Lucas øjne blev så store som møllehjul af bar begejstring og vi måtte lige hen og hilse på. Jeg fik sneget mig til et billede da han gik videre og lidt efter forsvandt han pludseligt uden vi egentlig så hvor han var gået ind, så jeg går ud fra camouflage tøjet virker efter hensigten. Bukkejagten er gået ind - men kun for bueskydere ind til videre. Midt i november starter riffelsæsonen, og så er det ikke så fed en ide at tage på skovtur........

Vi havde selskab deroppe af Carlos og Maria og deres 3 børn fra Brasilien, der går i samme skoler skoler som Luca og Teresa

 Man hiker vist ikke så meget i Brasilien! Sarah på 11 år var meget bekymret for om vi farede vild, og nåede at spørge i hvert fald 5 gange om jeg nu havde HELT styr på at kunne finde tilbage. Maria og Carlos gik så langsomt oveni at vi var helt bekymrede for om vi ville nå ud inden det blev tusmørke, men vi fandt da hjem igen ;-) På vejen tilbage underholdt vi os selv med den nye køre-i-bil sport: Hvem gætter bedst hvor mange roadkills vi når at spotte. Ulrik vandt med 7 blandede ground hogs/egern/vaskebjørne.

Ellers har det føltes lidt tomt, da Moster er rejst videre. Hun har dog efterladt signifikante beviser på sin tilstedeværelse i form af en stak fine hjemmestrikkede Michigan huer:

 Jeg har heller ikke fået været så meget hjemme, da der var arrangeret et Lipodystrofi symposium på universitet, hvor en del af foredragene ville være super relevante, for det, jeg går og laver. Jeg havde selskab af Alfor (den walisiske kirurg) der har en humor så tør at selv jeg ikke når ham til sokkeholderne. Vi fulgtes ad til "Banquet Dinner" på Sheraton fredag aften. Gaaaaaaab. Det KAN de altså ikke finde ud af herovre. Arrangøren var en forfærdelig overlæge, der vimsede rundt som en sindssyg og havde lagt et program, der var så stramt, at de havde valgt at lægge første foredrag om søndagen kl 07:40 - arj man hvad tænkte hun på! Prikken over "i"´et var at toppe middagen om aftenen af med foredrag og diskussioner. Alfor og jeg havde heldigvis sat os strategisk tæt på døren, så vi kunne nå at liste ud, når vi ikke orkede mere.
Når det så er sagt så var der et par foredrag, der i den grad ramte plet for mit vedkommende og har givet mig et par nye vinkler, på det projekt jeg gerne vil lave. Og jeg har endnu en gang måttet sætte underkæben på plads, som jeg gør jævnligt efterhånden som det går op for mig, hvilken forskningsliga jeg mænger mig med til hverdag ved at være her.

Her til eftermiddag har vi taget det stille og roligt. Kristian og Luca har spillet tennis oppe på tennisbanen. Teresa har skåret græskar:

 Og jeg har fået bestilt en solid cykellygte, efter have været så tidligt oppe i morges at der var bulderragende mørkt, hvilket ikke ligefrem gjorde det til en fornøjelse at cykle ud til min del af campus på hullede cykelstier med mangelfuld belysning..... Luca sidder og hygger sig i badekarret, Kristian bager bagels, og om lidt skal Ulrik og Teresa (OG deres lommelygter) ud til en cornmaze med de andre teens fra kirken. Det bliver nu meget hyggeligt kun at have Luca hjemme.

Mens vi ventede på moster

... var det lørdag og game saturday og solskin. Så det blev til endnu en cykeltur ind til byen for hele flokken for at gå på biblioteket. Vi har et bibliotek ret tæt på, men det er en mindre afdeling der slet ikke kan følge med ulriks forbrug af manga tegneserier. Biblioteket inde i byen er derimod ret stort med akvarie i børneafdelingen samt et stort skak spil. Luca er helt tosset med at spille skak og styrter ind for at komme før Teresa. Jeg forstår ikke helt hvor i alverden barnet dog har lært at spille skak henne, men han går op i det med liv og sjæl og formår at holde sig (nogenlunde) til reglerne:

Ovenfor fik han tæsk af Teresa. Han havde ellers lige erklæret hende skak, men endte selv som skakmat i næste træk.

Solen skinnede, byen var fuld af football fans og vi havde ikke lyst til at køre hjem endnu, og tog derfor cyklerne med ind til campus hvor vi holdt pause i solen:

Turen hjem blev til gengæld noget træls pga af festende College studerende, der virkeligt gav den gas med både musik og alkohol og med generelt at sejle rundt i gaderne i deres blå og gule tøj, men hjem kom vi da OG fik forceret en bakke, der gav associationer til Californien!!!! 

Motor City

Planen for min fridag i dag, var at vi skulle nå ind til Detroit Institute of Art, men der var mandagslukket (som vi heldigvis fandt ud af inden vi tog afsted). Vi tog nu til Detroit alligevel, bl.a. fordi vi gerne lige ville se det selv inden vi evt tog børn med på et senere tidspunkt. 

Detroit ER en by i forfald - vi kørte bl.a. forbi denne bygning:

Og man bliver kraftigt rådet til at have styr på, hvor man er henne, da kriminaliteten er tårnhøj. Men når det så er sagt, så er der ganske udenmærkede områder derinde. Vi valgte at tage til Downtown hvor General Motors lige har renoveret et kæmpe center og hvor der er en lige så ny gangsti nede ved floden, der skulle være supergodt lavet.

Vi kørte så vi kom forbi Michigan Central Station:

Nok det mest kendte vartegn for byens forfald. Vi anede ikke om det overhovedet var sikkert at stå ud af bilen, men da vi nåede frem var der såmænd ganske fredeligt med en lille flok kommunal arbejdere, der var i gang med at slå græs og tømme skraldespande på græsset foran, og faktisk mødte vi ikke noget, der gjorde os utrygge, men vi opsøgte heller ikke ligefrem selv nogle områder ellers, hvor vi var bare den mindste smule i tvivl om sikkerheden.

Når det så er sagt, så er det tydeligste tegn på byens tilstand den generelle mangel på mennesker. Der er ikke øde, men der var sørme heller ikke mange biler:

Vi gik forbi en kaffebar på vejen, der så rigtig hyggelig ud, og den viste sig at være MEGA sej med et special bygget Javabot system, hvor men vælger hvilke kaffebønner, man gerne vil have kaffe af. De helt friskristede bønner kører så over sindrigt vacuum rør system op til kassen og ned i en kaffemølle - et voila - super lækker kaffe:

Vi kom også igennem Greek Town - en een blok lang gade med græske restauranter - på vej ned til floden. Stien dernede var super flot lavet med karrusel, bænke, birketræer og udsigt til Canada:

De havde flottet sig med et såkaldt "verdenskort" - hrmpf. Som dansker vil jeg nok mene København er en smule overset:

Kortet var lige foran GM rennaisence center (eller RenCen som det også kaldes):

Vi havde set at der ville være gratis guidet tur på en time hvor man kunne komme helt op på 72. etage! Guiden var en smule svær at forstå og vejret indbød ikke til den store udsigtsoplevelse - mildest talt. Her er vi oppe i toppen:

Men selv om vi ikke kunne se hvor højt vi var oppe, så kunne det sandeligt mærkes både på propperne i ørerne i elevatoren og på det svajende gulv, og vi er allerede enige om at her må vi ha' ungerne med ind en dag.

Bottom line må være at det bestemt ikke er sidste gang vi lægger vejen forbi de kanter, da der er flere ting vi gerne vil nå at have med fra Detroit.

Mere "Farm Fun"

Som nævnt i forrige indlæg, så er "da moster in da house" og derfor skulle søndagen bruges på noget andet end hverdagsweekend. Halloween er lige om hjørnet og der er intet mere oplagt end en tur til en "corn maze" på denne tid af året. Så efter vi havde tanket gevaldigt op med en sund og nærende morgenmad (ahem) satte vi kursen mod Dexter hvor Blas Corn Maze ligger. Er der noget de kan finde ud af her i Michigan, så er det at lave landbo arrangementer, der holder max. Vi var også på pumpkin patch og corn maze i Californien, men det føles mere autentisk herovre.

Ved indgangen kunne der købes armbånd, der gav adgang til resten af aktiviteterne også (meget mere om dem senere) samt et kort over corn mazen til een dollar. Kom man ud igen uden at have åbnet kortet fik man sin dollar retur!
Majsmarken var intet mindre end GIGANTISK. Her ses edderkoppen ved indgangen:

Da vi tidligere har haft ret dårlige erfaringer med at bruge kortet (se et blogindlæg om netop det her) valgte vi at bruge "drej altid til højre" taktikken. Den bringer dig ikke hurtigt igennem, men du er stensikker på at finde ud før eller siden. Jeg vil tippe det til at vi traskede rundt derinde en times tid, før vi slap ud igen, men der skulle også være mile efter mile af stier derinde.

Derefter gik det i stiv galop over til næste højdepunkt: Corn box! En "sandkasse" fyldt op med tørret majs, der er dyb nok til at man kan begrave sig selv.. Det er SÅ fedt at være nede i de kølige majskerner. Selv Ulrik kunne ikke modstå fristelsen til at blive begravet fuldstændigt (se om I kan finde ham nedenfor):

Den eneste ulempe er alle de tænkelige (OG utænkelige) steder, de majs ender med at sætte sig, men jeg skal nok spare jer for detaljer......

Jeg var skrækkeligt tørstig efter den tur, men alle ungerne havde så travlt med alt muligt andet, så jeg måtte gå op i indgangs biksen (et kasse apparat i en garage) og købe noget. I et anfald af tankeløshed og akut cola trang, blev det til en enkelt dåse cola light, som jeg selvfølgeligt blev nødt til at drikke i smug, så ungerne ikke opdagede det. Her nyder jeg den fine udsigt bag toiletterne med min dåse guilty pleasure:

Vi fik prøvet "corn canon" (ingen af ungerne opdagede at deres mor sad og småbøvsede efter dåse sodavands tylning - pyha):

"Cow train" (ja, det er udskårne tønder dekoreret som køer spændt bag en traktor - yihaaaaa):

Og en tur bag i hø vognen på den rigtig store traktor. Luca satte sig selvklart helt oppe bag traktoren i al osen, mens de fleste af os andre foretrak at sætte os noget længere bagude:

Vi fik også siddet i solen og spist lækre æbler, inden vi vendte næsen hjemad i højt humør, med en enkelt afstikker til en cider mill og en gallon mælk i Meiers.

Jeg har taget fri i morgen, nu da vi har besøg, og planen for i morgen er at køre ind til Detroit for at tage på Detroit Institute of Arts, der skulle være eet af de fineste museer i USA. Det er jo med at få set den slags, inden det også går bankerot :-(

For en måned siden var det Mosters fødselsdag

Hurra hurra hurra! Og i dag kom hun så herover på besøg - hurraaaaa. Moster er altid ventet med længsel, især fordi hendes kuffert er proppet med pålægschokolade, lakridser, Anders And blade og alt det andet man hurtigt savner som udenlands dansker. Vi var jo rejst da hun havde fødselsdag men vi havde lovet at ha' kage og gaver klar til hun kom.

Vi havde egentlig tænkt at købe en kage, men nu rummer familien jo bl.a. en 12 årig "Cake Boss" junkie, der rask væk brænder egne lommepenge af på bageudstyr, så efter at have plaget længe nok fik hun lov at gå i køkkenet.

Første del af kagen stod færdig i går aftes kl 21:30:

Da der bagefter skulle ryddes op i køkkenet havde hun sjovt nok vældig travlt med at gå i seng......

Til gengæld var hun tidligt oppe i morges:

Og hun nåede både at få tøj på og pynte kagen færdig inden Christine kom:

Det bedste af det hele var at kagen smagte præcis lige så godt som den så ud :-)

Mere skole og lidt om lægebesøg

Vi har rimeligt godt styr på det med skolen herovre, men ind i mellem bliver det slået fast med 7 tommer søm at vi er langt hjemmefra. Luca kom fx hjem med denne seddel i tasken:

Vi tænkte om drengen måske havde været seriøst oppe at slås, men han havde vist egentlig bare "fist bumpet" lidt vildt med een af de andre drenge i timen. Han var heldigvis rimeligt cool omkring det og vi fik en stille og rolig snak om at der er nogen ting herovre, de bare er mere hysteriske med end i Danmark. De andre drenge havde også fået sedler med hjem. Et eller andet sted så synes jeg det er en rimeligt udspekuleret straf til sådan en flok drenge - at skulle sidde og udfylde så mange ord! Og jeg kan næppe forestille mig andet end at lærerens grænse har været nået. Hun er simpelthen SÅ cool ellers! Fx står hende og hendes mand bag det FEDESTE haunted house til Halloween: Brandywine Cemetary
Der MÅ vi op. Punktum!

I onsdag var der Field trip til Hudson Mills, der er en park ved floden længere oppe mod nord. Ungerne skulle have badetøj inden under deres almindelige tøj, så de kunne fange dyr i floden og Kristian tog med som volounteer:

Det havde været en fantastisk tur, men det var vist noget koldere end det lige så ud til. I hvert fald har Luca skrevet følgende om turen (gengivet ord-ret):
My favorite part of the field trip was:
"wen my feet got warm again. It was fiarst wen we got back to schole"
Please list two things you learned from the field trip:
"Never gow in water wen it is so cold at day wasch speshely out for rivers. Wen you gow in rivers at sutch cold wether you almost gonna fres to ise".

Ulrik klarer sig fortsat rigtig fint i High School rent fagligt, men det kan godt mærkes på ham at det er svært at få fundet sig nogle at snakke med. Han keder sig bravt og har desværre fået rykket rundt på timerne så han nu har tidlig frokost i stedet for sen frokost og derfor ikke længere kan sidde sammen med en gruppe drenge, han fandt lige da skolen startede. Han spiser frokost sammen med Jack fra tysk, så helt ensom er han ikke, men vi prøver at gøre hvad vi kan for at hjælpe ham. Vi havde fået at vide, at der ville være nogen "clubs" ifbm skolen, men de så ud til kun at ligge i spisefrikvarteret - og det endda i det frikvarter, han ikke længere har. Jeg var forbi kontoret i onsdags og fik en snak med en sekretær, der heldigvis kunne fortælle at der for det første er fælles spisefrikvarter for alle om onsdagen, hvor klubberne derfor også primært vil finde sted. Der er tilsyneladende en "anime club" der mødes og ser manga tegnefilm samt en "international student club", så vi håber vi kan få ham sparket lidt i gang med een af dem. Men 23 minutter hver onsdag er jo ikke ligefrem prangende....... Vi fik sidste års liste med hjem, og har siddet og fniset lidt over visse af de her clubs. Fx "Antarctic Environmentals Investments. Purpose: To provide assistance and educating ourselves about penguins in the oil spill". Eller hvad med "Anti-circumlocution club. Purpose: To provide a place to promote progessive thinking and respectful atmosphere". Jo jo - gode intentioner er der ikke mangel på!

Her til morgen har Teresa og jeg været en tur forbi lægen, da hun havde brug for et såkaldt "physical check" for at dyrke sport i skole regi. Her ses hun låse sin cykel op, da vi cyklede derhen:

Først skulle vi om en sygeplejerske der målte, vejede og testede hendes syn. Så røg vi ind i et lille konsultations værelse med en ordentlig stak formularer. Dernæst kom der en anden sygeplejerske med et teen spørgeskema til Teresa, hvor hun skulle udfylde om teens følte sig velkomne samt om hun viste hvilke procedurer hun havde ret til at få udført hos lægen uden sine forældres vidende. Endeligt kom lægen der fik testet tøsen godt igennem med både reflekser, blodtryk, lunger etc etc. Efterfølgende blev jeg så smidt ud af lokalet så Teresa kunne blive forhørt i om hun bl.a. "havde været fristet til at smage på alkohol". Sidst men ikke mindst toppede vi op med en influenza vaccine. Og så var det ellers ud til check ud skranken, hvor der skal betales etc, hvis ikke forsikringen dækker det hele. Da resten af familien endnu ikke er oprettet i systemet dernede bestilte jeg health checks til os andre også. Suk. Det tog rundt regnet 1/2 time lige at få klaret sådan en omgang, og sekretæren så noget kvæstet ud bagefter. Inden vi fik lov til at gå skulle vi ydermere lige hen til "reg phone", som er en telefon ved indgangen hvor man åbenbart skal ringe til sit forsikringsselskab og validere at man er berettiget - ikke ligefrem noget jeg håber vi skal igennem hver gang..... Fordi det tog så lang tid endte det med at Kristian blev nødt til at komme drønende og agere privat chauffør så jeg kunne nå på arbejde til kl 10:30, hvor jeg havde et møde.

Nu er det heldigvis weekend og på søndag kommer moster - JAAAAAAA. Vi glæder os uber meget og er nærmest ude i at tælle timer efterhånden :-)

Starbucks på en onsdag morgen - aaaaah

Vores hverdagsmorgener kører efter et meget stramt skema (hvis ikke I havde opdaget det.....) og jeg plejer at være på min pind kl 8 i den anden ende af byen. Men i dag er der "joint lab meeting" på den medicinske del af campus kl 9, og eftersom det ikke er fysisk muligt for mig at følges med Ulrik for derefter at tage på arbejde og med det samme tage videre et andet sted hen, så må jeg jo "nøjes" med at hygge mig lidt inde i byen :-0 (Arj okay, jeg kunne faktisk godt have nået 15 minutters arbejde, inden jeg skulle videre!). Derfor sidder jeg nu bænket på Starbucks inde på Main Street, hvor der er amerikansk efterårsstemning på den fede måde. Jeg håber det skinner lidt igennem:

 og ja, det er min cykel. Uuuuh.

I går var der "hike and beer and eats" med lab. Jeg har frivilligt meldt mig til "fun committee" og det var så vores første forsøg på et arrangement. Vejret var intet mindre end perfekt. Vi farede kun lidt vild ("nogen" så forkert på kortet - host host) og der var kun en enkelt der snublede over Fuzzy (lektorens småfede, halvgamle men meget "jeg VIL gå næsten forrest HELE tiden" hund. Jeg havde fornøjelsen af at få et lift med Randy (professoren ) og 2 andre post docs, og vi fik kommet frem til at vi burde lave et band: "the adjustable gastric lab band" for at være mere præcis. Når Matthias Tchoepp kan optræde med "the sugar daddies" på konferencer, burde vi også kunne sådan noget. Men eftersom der kun er een der kan betjene et instrument i form af en violin, bør vi måske droppe det.... Men vi kan jo altid vælge en lab theme song, som ifølge Randy burde være "work Birch" med Britney Spears. 

Jeg ELSKER mit nye arbejde, altså!