lørdag den 27. september 2014

University of MIchigan

Jeg har været på arbejde nu i små 4 uger og jeg er allerede "blown away" over hvor fantastisk og hårdt det er. Jeg vidste ikke hvor højt U of M faktisk rangerer i det amerikanske system, men det kan i DEN grad mærkes på hvor mange andre hot shots, der sidder herude, på hvor godt styr der er på tingene, og på hvor gode faciliteter der er for både at etablere samarbejder og for at få lavet avancerede analyser hurtigt og uden bøvl.
Den gruppe, jeg sidder i, er lige rykket hertil fra Cincinatti, så udover at vi alle er samme båd mht til lige at være kommet til Ann Arbor, betyder det også at alting er i stand-by lige nu. Vi har fået kontorer, laboratorier, telefoner og skilte, men computerne er ikke kommet endnu, forsøgsdyrs protokollen er ikke godkendt, og vi har allesammen mere end travlt med at tage online kurser i "laboratorie sikkerhed" (note to self: det lader til at være mere end ualmindeligt farlig at være organisk syntese kemiker - de sprænger jo i luften, sætter ild til sig selv og dør af kemikalie forgiftninger), "packaging of shipments containing dry ice", "radio isotope handling and safety" etc etc. Topscoreren i underholdnings værdi var klart træningen i, hvordan man håndterer indtrængen af aggressive skydegale pårørende til patienter!

Mine kolleger er en helt fantastisk samling festoriginaler. Jeg vil ikke sætte navne på her på bloggen men kan dog afsløre at der er 3 kirurger:
- ældre waliser, der konsekvent møder på arbejde iført skjorte og butterfly og kan bruge uanede mængder af tid på at diskutere britisk mad med distingveret accent
- kæmpe stor og kulsort mand fra Senegal, der er så rar som dagen er lang, og som vist nok er ubesejret mester i ko malkning i sin landsby
- fåmælt ukrainer, der er tidligere professionel bryder og har boet i Japan i adskillige år
De andre post docs er hhv iraner, inder, hollænder, og amerikaner. Den ene ligner uskyldigheden selv, men fyrer de vildeste løgnehistorier af, hvis det lige stikker hende. Een snakker som et maskingevær og sprøjter ideer ud med samme hast, og inderen er bio informatiker og bliver hylet helt ud af den, hvis der er noget, der ikke foregår lige efter bogen.

Professoren er intet mindre end verdens bedste PI (Principle Investigator). Der kun 2 ting, der virkeligt kan gøre ham sur:
1) at spilde andre folks tid. Dvs man kommer IKKE for sent til laboratorie møderne her, ej heller brokker man sig over petitesser
2) arrogance. Det forventes at alle behandler hinanden ordentligt uanset rang og arbejdsopgaver.
Han holder hvad han lover, agerer som mentor og sørger for at os post docs rent faktisk udvikler os i den retning, vi gerne vil, og så har han humor i stor stil. Til eet af de første lab møder fortalte han uden at blinke at han og hans kone, havde brugt lørdag aften på at "binge watche" den amerikanske udgave af "gift ved første blik".

Jeg har ugentlige møder med ham, hvor det forventes at jeg viser fremskridt i forhold til ugen, der er gået. Det er pænt stressende for sådan een som mig, der er helt utrolig god til at køre andres projekter videre, men ikke er vant til selv at få ideerne, og er nok hovedårsagen til at jeg er så træt hele tiden - altså udover de 20km cykling hver dag...... Jeg synes dog at jeg så småt er på rette vej, men for søren hvor jeg glæder mig til at komme i gang med rigtige forsøg, der kræver andet end at sidde foran skærmen på kontoret.

Nå ja, det skal da også nævnes at det ikke skorter på hverken penge eller angst for at prøve noget nyt. Vi har fx allesammen fået en tablet, vi skal bruge i stedet for en lab bog, og i fredags blev jeg shang haiet til et møde på tirsdag med en IT gut, hvor vi skal diskutere om der er noget ny teknologi vi kan drage nytte af - som fx at bruge google briller under operationerne, så man kan tage billeder af organer, der ser mærkelige ud, uden at snaske sine sterile handsker til. Der er også noget med noget billedteknologi, der gør det muligt at zoome ind på hele væv helt til man når ind på celleniveau.

Bottom line er at det må være forskningens svar på en bland selv slik butik, og jeg prøver at huske på at nyde det og gafle til mig med arme og ben, for det her kommer jeg sandsynligvis ALDRIG til at opleve igen :-0

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det lyder mega fedt :-) tillykke med din fede, udfordrende arbejdsplads!

Henriette sagde ...

Ja ikke? Jeg kan ikke altid forstå hvordan det lige skete at jeg var så heldig at havne netop der :-)

danish in san francisco sagde ...

Det lyder ikke mindre end fantastisk! Og persongalleriet skal nok gøre hverdagen sjov: det må være en øjenåbner at arbejde sammen med så forskellige mennesker. Godt med en god chef uden hierarkiske nykker, det er de nemlig ikke så gode til herovre (hører jeg...).

Henriette sagde ...

Det her bliver vist ikke mere "once in a lifetime" agtigt. Det er skønt at få lov til at være sammen med sådan en flok hver dag. Lige på det punkt kan Danmark som regel ikke følge med.