Træls opstart

Når man flytter til et nyt land siger teorien at der først er en "honeymoon" fase, hvor alt er nyt og spændende og hvor man ikke kan få armene ned over, hvor fantastisk alting er. Dernæst følger en periode hvor man ofte har hjemve, har svært ved at kapere det nye sted osv osv. Jeg tror jeg er sprunget direkte på sidstnævnte. Jeg har jo hele tiden godt vidst at det ikke var Californien vi skulle tilbage til, men det har været et kæmpe chok for mig, at komme til Østkysten/Midtvesten (eller hvad Michigan nu end hører under.....). Det er især vejret, der trigger det. Jeg skrev lidt om i sidste indlæg at der duftede helt forkert, hver gang jeg kom ud fra et sted, jeg tidligere har forbundet med Californien (lande i lufthavnen, gå ud af en butik, stige ud af den amerikanske bil), og så er der luftfugtigheden og varmen, som vist ikke en gang er særskilt slem længere. Naturen føles direkte anmasende med groft, saftigt, skrig grønt græs, ikke en bar plet jord nogen steder, og træer og buske der summer højlydt af cikader. Lige nu lurer skyerne i horisonten, og der er varsler om torden - men heldigvis lader det til at de helt store brag holder sig længere østpå.
Faktisk stresser vejret mig helt utrolig meget. Noget af det hænger sammen med, at jeg aldrig har fået taget det s.... kørekort, og derfor ikke kan transportere mig selv på arbejde i bil hvis det virkeligt er slemt. Jeg gruer for vinteren og for hvor meget sne og is, der kommer, samt i hvor høj grad det bliver svært at holde varmen inde og ude.
Pengene fosser ud af vores visakort pt med en hastighed vi slet ikke havde set komme, da der er mange småting udover møbler, vi skal have skaffet. Fx nye skoletasker til Ulrik og Luca, alt til at starte et køkken op, håndklæder, støvsuger etc etc, og vi kan godt se på det hele, at med det tab, der har været på salg af vores danske bil, bliver der ikke meget overskud at rutte med, hvis ikke Kristian finder sig et arbejde (og når han har et arbejde, hvad gør vi så, når ungerne ligger syge osv osv).
Bottom line er, at det føles som om min hjerne har taget mig som gidsel og kun kan bombardere mig med ubehageligheder med dertil hørende besvær med at sove, tudeture, og generel mangel på kampgejst. Det var bestemt ikke den start, jeg havde drømt om herovre :-(

Ungerne tager det heldigvis i stiv arm og ser hver dag som et nyt eventyr. Især Teresa synes det er en fest at blive slæbt med i butikker dag ud og dag ind. Luca køber nerf gun efter nerf gun, for de dollars han fik med hjemmefra, og Ulrik sluger Minecraft bøger, vi ikke har set i DK. Jeg er så utrolig stolt af de 3 seje unger, der klarer det meste i stiv arm.