15 års fødselar og meget meget mere

Ovenpå gårsdagens klynkeindlæg, går det heldigvis noget bedre i dag. 9 timers uafbrudt søvn på grænsen til at være bevidstløs udretter underværker.
For nu at starte med ham der fødselaren, så lå han i morges læææænge i sin seng og ventede på at vi andre fik taget os sammen til at stå op. Kristian havde styrtet ud aftenen inden og købe en giga nerf gun, da drengene stort set ikke laver andet end at skyde på hinanden pt med Luca´s nyindkøbte skydere. Så hvis der er nogen af jer derhjemme der tænker: "Hmmm, gad vide hvad Luca har brugt sine dollars på?", så kommer svaret her:

Han forsøger tilsyneladende enerådigt at holde gang i forbrugsøkonomien herovre.

Tilbage til fødselsdags"barnet". Han valgte dagens frokost som blev indtaget her (og ja han er faktisk svært tilfreds, selvom han har taget "aaargh, jeg bliver fotograferet, jeg må hellere se sur ud" masken på):

Lige nu er han med sin far ude at købe ind til næste uge, så han kan vælge sig en behørig fødselsdagskage fra supermarkedet.

Resten af indlægget kommer til at handle om alt det andet. I går morges vågnede jeg meget tidligt pga jetlag og besluttede mig for, at jeg ligeså godt kunne gå en tur i stedet for at ligge og stresse over ikke at kunne sove. Lørdag var såkaldt "Game Saturday" dvs at stadiummet (der er USAs største!) var i brug - det endda til en hjemmekamp. Vi var på forhånd blevet advaret om at hele byen lukker ned pga trafik på de dage, og klokken lidt over 6, mens det stadigt var bulderragende mørkt, blev der sat skilte op rundt omkring med adgang til parkering til ublu priser ved større parkeringspladser i nærheden. Fx ville det koste 50$ at parkere ved Ulriks kommende High School, der ligger lige overfor stadium. Vi havde egentlig godt kunne tænke os at tage en tur ind til byen, men måtte finde på noget andet for vi ville aldrig have kunnet finde en p-plads derinde. Advarsel: der kommer lige en smule mere Californien klynk her: Når man er vant til Bay Area og alle de steder, der ligger tæt på, hvor man lige kan køre hen, så føltes det næsten ørkesløst at finde på noget der 1) var gratis/billigt, 2) ikke krævede mange timer i en bil, 3) kunne lokke "natur haderen" Teresa med. Valget faldt til sidst på Pinckney, der havde både badesø og gode stier i området.

Badesøen var et hit for i hvert fald 2 af familiens medlemmer:

Og så ville vi gå en tur......Arj men vi har SÅ svært ved den kvælende fugtigvarme, og enerverende lyd af cikader og insekter alle vegne. På billedet ser det jo OK ud, men selv Ulrik gider ikke tage i skoven igen med mindre vi venter til det bliver efterår, og mig, der ellers ikke bliver hylet helt vildt ud af den af insekter, kom til at hvine et par gange, da der sad en ordentlig basse på mit ben:

I bilen på vej tilbage var der en noget nedtrykt stemning, men så kom vi forbi her:

Amerikansk landidyl til den helt store guldmedalje. Der var salg af meloner, ahornsirup (amish produceret), diverse hjemmesylt, ferskener og pumpkin donuts. Det var landliv selv Teresa kunne holde ud:

Der må vi forbi igen.

I dag (søndag) ville vi gerne teste en kirke af i området. Vi havde googlet på forhånd og fundet frem til Zion Lutheran Church, der har en masse program for børn OG har konfirmation (til Teresas store glæde). De var stadigt på sommerprogram, så der var ikke så mange, men de var super søde. Der var band på til gudstjenesten af en samling ældre fest originaler, der gav den max gas på elguitar. Præsten var også noget for sig, og der var store vinduer med de der uber amerikanske midtvesten gardiner, der lignede noget fra borte med blæsten, men vi følte os mere end velkomne, og tror det bliver der, vi vælger at slå vores folder, mens vi bor her.

Lige til sidst en lille sidebemærkning om den skydegale Luca, der ELSKER alt der kan fyre noget af og som ofte prøver at snige sig til at spille skydespil, når vi ikke kigger. Vi har prøvet at forklare ham, at det nok ikke går herovre, men de er jo fulstændig jagt liderlige her i Michigan! Selv i supermarkederne er der jagtudstyr og knive og camouflage tøj og buer og pile. I dag gik vi indenom "Dicks" der er en sportsudstyr butik. Vi måtte hiiiiive Luca ud derfra. Han savlede i bue afdelingen, hvor man kunne få junior buer til jagt:

hvorefter han fes over til luftgeværerne og savlede videre. Suk. Så meget for at få ham til at holde op med at være en skydegal tosse!

Træls opstart

Når man flytter til et nyt land siger teorien at der først er en "honeymoon" fase, hvor alt er nyt og spændende og hvor man ikke kan få armene ned over, hvor fantastisk alting er. Dernæst følger en periode hvor man ofte har hjemve, har svært ved at kapere det nye sted osv osv. Jeg tror jeg er sprunget direkte på sidstnævnte. Jeg har jo hele tiden godt vidst at det ikke var Californien vi skulle tilbage til, men det har været et kæmpe chok for mig, at komme til Østkysten/Midtvesten (eller hvad Michigan nu end hører under.....). Det er især vejret, der trigger det. Jeg skrev lidt om i sidste indlæg at der duftede helt forkert, hver gang jeg kom ud fra et sted, jeg tidligere har forbundet med Californien (lande i lufthavnen, gå ud af en butik, stige ud af den amerikanske bil), og så er der luftfugtigheden og varmen, som vist ikke en gang er særskilt slem længere. Naturen føles direkte anmasende med groft, saftigt, skrig grønt græs, ikke en bar plet jord nogen steder, og træer og buske der summer højlydt af cikader. Lige nu lurer skyerne i horisonten, og der er varsler om torden - men heldigvis lader det til at de helt store brag holder sig længere østpå.
Faktisk stresser vejret mig helt utrolig meget. Noget af det hænger sammen med, at jeg aldrig har fået taget det s.... kørekort, og derfor ikke kan transportere mig selv på arbejde i bil hvis det virkeligt er slemt. Jeg gruer for vinteren og for hvor meget sne og is, der kommer, samt i hvor høj grad det bliver svært at holde varmen inde og ude.
Pengene fosser ud af vores visakort pt med en hastighed vi slet ikke havde set komme, da der er mange småting udover møbler, vi skal have skaffet. Fx nye skoletasker til Ulrik og Luca, alt til at starte et køkken op, håndklæder, støvsuger etc etc, og vi kan godt se på det hele, at med det tab, der har været på salg af vores danske bil, bliver der ikke meget overskud at rutte med, hvis ikke Kristian finder sig et arbejde (og når han har et arbejde, hvad gør vi så, når ungerne ligger syge osv osv).
Bottom line er, at det føles som om min hjerne har taget mig som gidsel og kun kan bombardere mig med ubehageligheder med dertil hørende besvær med at sove, tudeture, og generel mangel på kampgejst. Det var bestemt ikke den start, jeg havde drømt om herovre :-(

Ungerne tager det heldigvis i stiv arm og ser hver dag som et nyt eventyr. Især Teresa synes det er en fest at blive slæbt med i butikker dag ud og dag ind. Luca køber nerf gun efter nerf gun, for de dollars han fik med hjemmefra, og Ulrik sluger Minecraft bøger, vi ikke har set i DK. Jeg er så utrolig stolt af de 3 seje unger, der klarer det meste i stiv arm.

Skole opskrivning og duften af Michigan

Godmorgen her fra det dunkle hotelværelse, hvor børnene sover, som var de betalt for det, mens Kristian og jeg stadigt vågner ved 5 tiden (men i nat har vi så sovet helt til kl 5 fra vi gik i seng, og det er nye og tiltrængte tider).
Vi ankom til Ann Arbor i forgårs med et Amtrak tog, der kun var et kvarter forsinket. Det skulle efter sigende være en kort forsinkelse. Der holdt da et par taxaer foran stationen, men inden vi havde fået bakset vores 7 store tasker og vores 6 mindre tasker ud af toget - ja så var der sjovt nok ikke flere taxier tilbage, og stationen i Ann Arbor lader ikke  til at være et stort nok hot spot til at chaufførerne lige stikker indenom i løbet af dagen, med mindre de venter et tog. Så vi ventede og ventede og ventede, og kapitulerede til sidst og fik shanghaiet et par lokale til at hjælpe med et nummer til et taxa selskab.
Vi var også lidt spændte på at skulle "smugle" et ekstra barn med ind på værelset da vi kom til hotellet, men der har ingen issues været overhovedet! Vores værelse ligger helt nede i den anden ende af hotellet med ekstra indgang lige ved siden af. Her er fuldt booket op pga college start og der bliver kun gjort rent een gang om ugen, dvs vi skal ikke ud i at klappe luftmadrasser sammen i tide og utide. Her er rent og pænt, et minimalistisk køkken, masser af skabsplads, og gratis tøjvask. Alle disse herligheder for kun 100$ pr nat :-)

Den første eftermiddag gik med tilbringe ca 1 1/2 time i T-mobile butik (og jeg havde endda een af de mere kompetente medarbejdere....) så vi kunne få tlf numre. Derefter gik turen i Target (tænk Bilka med meget få ferske fødevarer) efter ekstra dyner og luftmadrasser:

Det var SKØNT at komme tilbage til butikker vi kender og har savnet. Men jeg får et lille chok hver gang jeg går ud af en butik og der så lugter helt forkert. Inde i mit hoved tror jeg, at jeg er i Californien indtil den lummervarme østkyst luft rammer næseborene.

I går (onsdag) oprandt så dagen, jeg har gruet rigtig meget for. Skoleopskrivning (indsæt selv første del af skæbnesymfonien)!!!!!! Vi har forberedt ALT hvad vi kunne og havde pas, dåbsattester, vaccinations oversigter, lejekontrakt, el oprettelses bekræftelse, dokumenter fra både dansk og tidligere californisk skole osv osv. Vi lagde hårdt ud med High School. Den var STOR og ligger her. Og så grinte vi lidt af "student of the month" parkeringspladserne, der lå lige ved siden af skolelederens p-plads. Her ses Ulrik foran "clocktower entrance":

Ulle og jeg gik ind med store sommerfugle i maven men fik en mental iskold afvaskning på den gode måde. De var simpelthen så søde, og gad besvare alle vores dumme spørgsmål ("no, you are not allowed to bring your phone, but everybody else does it. Just keep it in your pocket"). Til Ulriks store lettelse, skal han kun have 6 timer hver dag, og der skulle være en ret god "arts club" hvor man kan lave diverse kunst relaterede ting efter skole. Eneste lille minus er at vi skal temmelig tidligt op første skoledag, da det nok er smart at være der ca kvart over 7, så man kan nå at registrere sig og finde sit lokale inden det ringer ind kl 07:40.

Næste stop Tappan Middel School, hvor vi til Kristian udelte begejstring kom forbi denne biks:

Og tænk - de var endnu sødere end på Pioneer, og der så vildt hyggeligt ud. Teresa blev sat til at vælte sig i valgfag, mens jeg udfyldte dokumenter og snik snakkede med den søde sekretær. Vi fik også hilst kort på en lærer, der til forveksling lignede Teresas allerbedste yndlings lærer fra Californien. Her ses en lettet Teresa foran sin skole:

Sidste stop var Pattengill Elementary, hvor Luca som det første gav sig til at fortælle at hans yndlingsdyr var en kat og derefter mjave lidt. Arj men altså - hvad sker der lige for ungen? Men den (surprise) supersøde sekretær tog det nu rigtig pænt. Så bottom line er, at vi nu har 3 børn, der glæder sig til første skoledag mere end de frygter den, og tænk en gang - der var INGEN school supply lists!

Eftermiddagen blev brugt på en tur i IKEA for at købe flere dyner: (det der hotel dobbelt dyne koncept er noget bras, ja det er så), en tur i TJ Maxx (restlager salg, svarer til Ross i Californien) hvor vi fandt lidt super lækkert køkkengrej til ingen penge, og hvor Luca pludseligt ikke kunne finde sin pung med 50$ i. V fik sat flere ansatte i sving, men endte med at finde pungen i legetøjsbutikken ved siden af, hvor den havde ligget trygt og godt i en kasse under disken hele tiden. Sidste stop var Target (igen) for at købe skoletasker, shorts til Teresa som kun har for korte shorts til skole reglementet, og for at den evigt plagende 8 årige kunne få købt absurd stor nerf gun. 

Hello Chicago. Goodbye Chicago.

Nå men så nåede vi jo til Chicago efter en skøn flyvetur. Jeg mener helt bestemt at jeg bookede billetter til "Monkey Class" men vores boarding pas var til SAS plus. Så vi endte helt oppe foran lige bagved business class med ekstra benplads, gratis drink til at starte på, stål bestik og mere sodavand end vi syntes ungerne havde godt af at tylle i sig. Luksus! Når man sidder helt deroppe betyder det så osse at kan kommer først af flyet og derfor kun skal vente 10 minutter i immigration control :-0

Men så var det fede altså osse overstået. O'hare lufthavn er STOR og vi slæææææbte rundt på vores bagage før vi fandte bumle toget ind til byen. Imponerende nok holdt alle 3 unger sig vågne hele vejen. Vores hotel lå et rigtig trist sted lige op og ned ad highways og jernbaner (meget belejligt når man skal videre med toget, så det var helt med vilje), men var heldigvis helt OK indeni, med den seriøst største hotelseng, jeg nogensinde har set. Udsigten var helt utrolig skodagtig (det er skidt på vinduerne - IKKE regn):

Bygningen overfor brugte Ulrik i øvrigt en hel del tid på at undre sig over.

Første nat med 7 timers jetlag er jo som altid en fest! men på plussiden skal det da nævnes at alle mand VAR vågne til kl 05:30, hvor vi begyndte at rumstere rundt for at nå Amtrak toget mod Ann Arbor kl 7. 

Kristian tog Starbucks tjansen, mens Ulle og jeg passede på bagagen:

I øvrigt havde vi nok ikke fundet stationen, der er flyttet til en ny bygning hvis ikke det havde været for en meget hjælpsom hjemløs, der selvfølgeligt fik en god skilling med på vejen.

Nu sidder vi i toget (med WIFI - hurraaaaa) efter at have forceret narkohund med ondt udseende uniformeret og svært bevæbnet ejer og efter at have rykket over i en anden vogn, hvor vi kan sidde samlet (det er jeg sikker på at damen, der fik hældt jordbær frappucino ud over sin taske, da hun delte sæde med Luca og undertegnede var lige så svært begejstret for som os...).

Endeligt på vej

Vi har ventet, og vendt og drejet os om natten, og prøvet at forberede alt, og nu lykkes det - gulp! Vi sidder i lufthavnen (i SAS lounge for at være helt specifik - det var åbenlyst et godt trick at melde sig ind i eurobonus programmet med 5x billetter over Atlanten) og kniber os selv i armene, eller - øh - måske snarere fylder os med gratis kaffe og twixbar mens vi glor misundeligt op på buffeten og ærgrer os over at vi lige har fuldt maverne på Burger King - når vi altså får løsrevet blikket hver vores skærm.........
Det er helt surrealistisk. Nu får det briste eller bære, vi har gjort ALT hvad vi kunne men har stadigt sommerfugle i maven over om vingerne nu kan holde. Når vi lander bliver det til et par vanvittige maraton dage. Vi lander i Chicago tirsdag aften, tager en enkelt nat på hotel og skal så med toget mod Ann Arbor kl 7 onsdag morgen. Ved ankomst skal vi tjekke ind på et Extended Stay hotel, hvor vi skal bo et par uger, så skal der hentes lejebil og måske når vi også at få oprettet telefon numre. Med sidstnævnte i orden kan vi booke indboforsikring over nettet og troppe op på skolerne med fuldgyldigt bevis på at vi rent faktisk bor i skoledistriktet (lejekontrakt + 2 yderligere beviser som fx el regning, kabel tv oprettelse etc). Så går den vilde indskrivnings jagt ellers på 3 forskellige skoler, med health checks og school supply lister, men forhåbentlig ikke nogen vaccinationer, da ungerne burde være dækket ind. Nå ja og så skal vi da lige nå at finde skoletasker til drengene, genåbne bankkonto osv osv. Jeg bliver helt træt bare ved tanken.
Vi har næsten nået alt det vi skulle i DK. Der er "kun" et enkelt efterslæb med bilen, der ikke er solgt endnu, og som det desværre ser ud til at vi kommer til at tabe en noget større sum penge på end først antaget. Gulp. Oveni er vi helt mørbankede af konstant at flytte rundt med alting i kufferter nu. Nå - nok ynk herfra.
Hov - kristians telefon har lige ringet med nogen, der gerne vil købe bilen! De prøvede den i søndags, men ringede mandag og bød en latterligt lav pris. Så tog kristian den til en forhandler og fandt ud af at "latterlig lav pris" måske ikke var så meget skudt ved siden af, og nu vil de gerne købe den til 7000 over først budte pris.
Her til slut vil jeg gerne undskylde manglen på begejstring i dette indlæg. Det ER min drømmestilling  jeg skal over til, vil VIL det rigtig gerne alle 5, og jeg tror at når først vi begynder at sove godt om natten letter pessimismens tåger. Ciao

113 timer tilbage

Nedtællingen er i gang med lige dele sommerfugle og ondt i maven. Vi er SÅ møre efter at have flyttet fra Øresundsvej til Vesterbro til Vestamager til Bornholm med vores kufferter på slæb i den seneste lille måneds tid. Og jeg vil også ærligt indrømme, at hele debatten der kører lige for tiden, om at forældre ser for lidt til deres børn, ikke gælder os.......
Lige nu - i dette skrivende minut - er det heldigvis en skøn uge i "Onkel Peter"s sommerhus i Sandkås tæt på Allinge, der fylder mest. Det er nok det sted i hele verden vi føler os allermest hjemme, simpelthen fordi vi har boet her et utal af gange i årerne, der er gået. Det er første gang i lang tid vi er her om sommeren, og det er helt underligt ikke at have haft tændt op i brændeovnen, selvom ugen har budt på temmelig store mængder regn og torden. Alligevel har vi nået at spise is i Gudhjem, brugt en dag i Brændesgårdshaven (med Luca der fik en emu til at blive så gal, at vi var reelt bekymrede for, at den ville hoppe ud over hegnet. Den var rødglødende af raseri), vi har gået lange ture, der er blevet bygget dæmninger i vandkanten:

og Teresa har haft hoppet i vandet fra klipperne, mens vi andre nøjedes med at stå og kigge på og småfryse imens:

Dagen i dag fik hun ydermere opfyldt et ønske om at se glaspusteri på højt plan. 2 hele timer tilbragte vi på Baltic Sea Glass med at se tilblivelsen af et stykke "Unika" - flammekasteren tog kegler i stor stil:

Selvom det har føltes meget ferieagtigt, har undertegnede brugt en del tid foran computeren. Jeg har fået booket hotel værelse i de 14 dage, vi kommer til at være i Ann Arbor, før vi har en lejlighed. Hotellet ligger nabo til vores kommende hjem og er både billigt, får gode reviews, OG har et minikøkken. Eneste minus er at Luca skal smugles med ind, da det reelt set kun er til 2 voksne og 2 børn, men vi må købe en luftmadras og tage det som det kommer. Jeg har stirret mig blind på vaccinations krav til skole opskrivning og er kommet frem til at det kun er Ulrik og Teresa der mangler at få en sprøjte med meningokokker (det mangler nu osse bare sådan som de arme unger blev stukket sønder og sammen for at få lov til at gå i skole i Californien). Der er booket tid på vaccinations klinik på Frederiksberg på mandag - absolut sidste øjeblik! Jeg har snakket med el selskabet i området, da skolen kræver både lejekontrakt og bevis for oprettelse/betaling af el/gas/vand/fastnettelefon....
Der er lavet word skabeloner til ungernes danske skole, der skal pyntes med underskrifter og stempler, så vi har bevis med på, at de rent faktisk HAR gået i skole i Danmark. Nå ja - og så er der kommet styr på vores bank konti efter lejlighedssalget, alle vores private papirer er blevet sorteret, jeg har en videnskabelig artikel på vej, der er ved at blive færdigredigeret osv osv.
Bottom line er at vi efterhånden er så klar som det kan lade sig gøre, og at ventetiden begynder at være træls.

"Det finder vi ud af"

Ovenstående er vores nye motto, der bruges flittigt til at svare på spm fra velmenende venner/familie, børn og til at holde den mentale stress på afstand. Det kan bruges som svar i et utal af sammenhænge:

- hvordan følger I børnene i skole på 3 forskellige steder første skoledag?

- hvor vil I købe en bil?

- har I penge nok til at betale for College, hvis I bliver?

- hvornår kommer I til Danmark igen?

- må jeg gerne gå til spejder/ishockey/bueskydning i USA?

- skal vi ha' skolemad i skolen?

- hvornår får Kristian et arbejde?

- flytter I hjem igen?

- hvem skal dele værelse i lejligheden?

- kan du cykle på arbejde?

- hvor kold bliver vinteren egentlig?

- hvad tid skal jeg stå på skolebussen om  morgenen?

osv osv. Af positive tilgangs vinkler kan det da nævnes at vi holder begyndende 

midtvejskriser, hvor man brænder helt sammen over hvor forudsigeligt end liv er blevet, på LANG afstand! Hurra - eller noget.....

En sidste tur på Strøget

Vores dage i København kan nu tælles på een hånd (vi er pt på Bornholm og kommer først tilbage fredag inden vi rejser tirsdag d. 26. august)..... DET er godt nok mærkeligt.

Der har været en enkelt ting på to do listen i mange måneder - et besøg på La Glace. Jeg har været der adskillige gange og det har ikke skortet på kommentarer fra resten af familien om hvor tarveligt, det har været. Vores planer for onsdag blev derfor en sidste rundtur til alle vores yndlingssteder på Strøget inkl kage til frokost.

Første stop blev Mad&Vin. Vi elsker at dalre rundt derinde og især at dalre rundt om Bulows lakrids, hvor man lige kan tuske sig til en gratis lakrids. 

"Arj, moaaaar. HVORFOR køber vi ikke chips?"

Og en trist Teresa der kommer til at savne dragee gajoler, når vi flytter.

Vi fortsatte ned mod La Glace og rundede Søstrene Grenes på vejen. Skulle vi købe noget? Næh nej! Vi gik kun ind for at få lov til at rutsche ud igen: 

Faraos cigarer er med på listen over butikker, vi næsten ikke kan få nok af at kigge i:

Og SÅ var det endeligt tid. Ulrik lagde hårdt ud med Sportskage og varm chokolade - tsk tsk. Det er jo totalt amatøragtigt sådan at bestille flødeskum i så massive mængder:

 

Men han havde skam lagt en slagplan, så han skyndte sig at spise kagen inden han kastede sig over chokoladen. Han kom, han åd, han sejrede:

Men det var vist heller ikke de store mængder mad der røg indenbords resten af dagen. 

Inden vi tog tilbage nåede vi lige akkurat indenom Sømods Bolche fabrik: 

 

Alt i alt en dejlig (omend ikke just slankende) måde at sige farvel til København på.

Ambassade drama og formiddags nachos

Så oprandt dagen hvor vejen skulle lægges forbi ambassaden. Vi har været så'n en smule spændte, da vi, sidste gang vi skulle have visum, var så heldige at få lov at tage derind TO gange fordi "nogen" havde glemt at betale et gebyr. Ups. Det var ikke en dag jeg mindes med stolthed....... Kristian og jeg har derfor trawlet nettet tyndt for alverdens anvisninger af hvordan og hvorledes man nu gør med et H1-b visum, men havde ikke stødt på yderligere mistænkelige gebyrer.
Vi drog til Østerbro og nåede frem til ambassaden hvor de var helt oppe på lakridserne med adskillige uniformerede vagter ude foran, der gik i selvsving, da der bl.a. kom nogle stakkels afrikanere med en rullekuffert. Man skulle også sørge for at holde sig tæt op ad gelænderet til trappen, da man ellers spærrede for udsynet og blev beordret ind til siden.
Vi blev lukket ind i samlet flok og afleverede pænt vores slukkede telefoner og fik derefter scannet tasken med alle dokumenterne. Ren rutine.... Altså indtil vagten bemærkede at jeg da vist lige skulle kigge tasken igennem, for der var da en kniv! En kniv????? Ganske rigtigt var der en yderst knivlignende genstand på røntgen skærmen, men ikke om jeg kunne finde den i tasken. Pinligt? Ja det tror jeg da nok lige. Det var Luca der fandt den, for det var vist osse ham, der havde lagt den i tasken. Det var hans yndlingsurtekniv fra kolonihaven, der ydermere havde temmelig meget hvidt pulver siddende på sig. Arj men helt ærligt, hvor kikset kan det lige blive? De tog det nu heldigvis ret pænt derinde, da Luca med bævende underlæbe fortalte at det var hans yndlingskniv og at han helt havde glemt, at den lå der.

Her ses en pinligt berørt Luca med den famøse urtekniv

Næste stop var venterummet, der var blevet endnu kedeligere siden sidst, men der gik ikke lang tid før vi kom til og interviewet var ret hurtig overstået. Faktisk gad skrankepaven bag lugen ikke se eet eneste af de ekstradokumenter, jeg møjsommeligt havde slæbt med derind. Hrmpf. Men han stillede da et par trick spørgsmål til Luca der heldigvis godt kunne svare ordentligt for sig på engelsk.
Nu ligger vores pas derinde og venter på at få sat et visum i, og så kan vi forhåbentlig nå at hente dem inden vi tager til Bornholm på lørdag - det må tiden vise.

Bagefter gik vi over til den Franske Cafe for at få lidt at styrke os på, og Ulrik der er helt tosset med nachos mente bestemt, at DET skulle han da ha´ - kl kvart i 10 om formiddagen....... De tog det nu meget pænt inde på cafeen. Måske fordi det var et par yngre gutter, der ikke selv ville have noget imod at kværne sådan en portion på den tid af dagen (og det var nu ikke ligefrem fordi Teresa holdt sig tilbage heller):

Da visums nu er på plads, har vi endeligt fået bestilt flybilletter. Bedre sent end aldrig. Det har krævet en del overvejelser, da valget stod mellem at flyve til Chicago eller Detroit. Detroit ligger kun en time fra Ann Arbor og ville gøre det noget lettere at komme videre, men billetterne til Chicago er væsentligt billigere. Vi var meget i tvivl indtil det viste sig at samtlige billige billetter var med Delta (Doesn´t Ever Leave The Airport....) Airlines og at vi i alle tilfælde kun ville have 1-2 timers mellemlanding. Da en sådan mellemlanding jo som regel kræver at man får sin bagage og tjekker den ind igen etc etc, syntes vi det var lige kort tid nok, så de ekstra billige billetter endte med at måtte vige pladsen for direkte fly med SAS fra Kastrup til Chicago. Det blev faktisk ikke synderligt meget dyrere og vi slipper for at risikerer at stå i lufthavnen og glo på en lukket gate. Planen er at tage en enkelt nat i Chicago og så køre med tog til Ann Arbor derfra. Det kan gøres ret billigt og Kristian slipper for 4 timers jetlag kørsel - det er vist heller ikke helt skidt.

Jeg vil boooooo på Vesterbrooooo

"Living in a box" konceptet er faktisk ikke helt ringe, når det fører til at man kan slå sine folder i en 6 værelses med udsigt over Enghave Plads! Vi har rå-nydt at være herinde, og føler os skræmmende godt tilpas selvom vi har 10 gode år på Amager bag os. 

Vi har kunnet slentre op på Carlsberg og over i Søndermarken, hvor vi tog turen ned i dybet i Cisternerne:

Vi har stenet godt og længe i 2 lænestole foran denne udsigt:

Og sørme om ungerne ikke har sluppet det elektroniske legetøj for at hygge sig med mængderne af gode gammeldaws fornøjelser: 

Teresa og jeg har også lagt turen forbi Fisketorvet hvor een af hendes (hidtil uopfyldte) hedeste drømme gik i opfyldelse:

Tilsæt hertil en enorm lettelse over endeligt at have overstået flytning og nedpakning fra Øresundsvej - og resten af sommerferien er lige til at klare.