Så er jeg hjemme på Øresundsvej igen - heldigvis uden at skulle tilbringe en nat i Chicago, hvilket var lidt for tæt på at være sket, til at jeg vælger at flyve den vej igen. Jeg startede ellers godt ud med at være i lufthavnen i gooooood tid, for måske kunne jeg være heldig og snige mig med på en tidligere afgang - men nej. Til gengæld kunne jeg få lov til at hoste op med 100$ for at medbringe 2 stks bagage til checkin. Egentlig havde jeg 3 tasker, der skulle tjekkes ind, men da taske nr 3 ville have kostet yderligere 200$ at checke ind, så røg den med som håndbagage i stedet. Jeg var lidt spændt ved security, da jeg ikke kunne huske præcis hvad der egentlig var i den, men den gik fint igennem.
Flyet fra San Francisco til Chicago var (selvfølgeligt) forsinket "8 minutter"..... Sjovt nok nåede vi at komme 1/2 time senere til Chicago, selvom de ansatte hårdnakket påstod at flyet hentede 25 minutter ind på vejen. Meget mystisk! Der var en større flok danskere med om bord, og nørj hvor kunne vi løbe ned til toget, der kører rundt mellem terminalerne og videre hen til SAS skranken, hvor der stod een søvning medarbejder, der fik travlt med at lave boarding passes. Så gik det i stiv galop hen til security og endeligt piskede vi ned gennem terminalen, for at blive lukket om bord på flyet som de sidste. Og her ventede rejsens bedste overraskelse: en hel midterrække med 3 sæder kun til mig :-) så jeg kunne sidde og slænge mig med benene lidt til højre, så lidt til venstre og stable de 3 puder op, så jeg kunne ligge ekstra komfortabelt hen over alle sæderne. SÅ fedt. Til gengæld var filmudvalget noget ringe. Jeg endte med at se "Prometheus" i mangel af bedre. Come on altså! Et dårligt plot bliver ikke bedre af slimede aliens og skuespillere, der vælter sig i det med pinefulde ansigtsudtryk.
I Kastrup ventede Kristian med 3 glade børn og....... (her kommer det bedste): romkugler fra økobageren og kaffe fra Baresso! Mums.
Jeg havde jo ikke kun shoppet til mig selv de sidste par måneder, og når man køber ting til Luca og siger til ham, at man nok skal skynde sig at finde det frem, så skal man ikke vende ryggen til sine kufferter særligt længe, før en slem variant af "kufferteksplosion" dækker stuegulvet. Lige nu burde jeg være i gang med at udbedre skaderne i stedet for at blogge, men jeg er stadig helt jetlagsmør og er ikke helt kommet mig over hvor hurtigt og småråddent Luca cykler, at Ulriks venner minimum er vokset 1/2 meter, siden jeg så dem sidst, og hvor meget computerbøvl der har været med min
- computer der nægter at samarbejde med det trådløse internet
- borgerservice hjemmesiden hvor jeg skal udfylde blanketter for at melde mig ind i samfundet der kører vederstyggeligt langsomt
- amerikanske webbank, hvor det burde have været ligetil at skulle overføre penge til DK
Nu står den på kaffe og slut med overspringshandlinger. Nemlig!
fredag den 28. september 2012
tirsdag den 25. september 2012
Kan man lave et helt blogindlæg om et hotel?
Aldrig har jeg boet så fedt et sted. Det oser af charme og hygge helt fra man ser det udefra:
Jeg ved dårligt hvor jeg skal begynde, men hottub´en er da vist ikke et ringe sted at lægge ud. I denne lille fine pavillion i gårdhaven gemmer der sig et træbadekar med varmt vand og bobler til fri afbenyttelse
- og man må gerne tage sin sherry eller portvin med, hvis altså ikke man foretrækker at drikke den i opholdsstuen:
I så fald kan man jo nyde en småkage til:
Næh - det var sørme danske småkager:
Man kan også sætte sig ud på tagterrassen:
Men man skal se sig for når man går op ad trappen, for der er rift om pladserne i solen:
Hvis nogen af jer nogensinde skulle lægge vejen forbi San Francisco, så er det her, der skal bookes overnatning. Der er kun ét lille forbehold - det er ikke alle værelser der har eget toilet. Mit har heldigvis et, da jeg ikke er meget for at rende rundt på gangen om natten.
Min sidste aften i San Francisco er gået rigtig godt. Planen var at spise middag med Mersedeh lige i nærheden, men det var fuldstændig umuligt at opdrive en p-plads. Så i stedet kørte vi ud til Ocean Beach og spiste på Beach Chalet med udsigt over Stillehavet:
NU er jeg mæt af oplevelser og klar til at tage hjem. Det er vist også på tide, da Luca er begyndt at foreslå Kristian, om ikke han skulle tage at gifte sig med hende den pæne vært i "Husk lige tandbørsten"!
mandag den 24. september 2012
Campus liv
Først og fremmest følger der lige et billede fra i fredags:
Det ser ud som om der er rigtig mange mennesker tilknyttet laboratoriet, men det snyder lidt, da der er flere koner/kærester og et enkelt voksent barn med på billedet. Jeg har sat nogle pile på, så det er til at se, hvem der blev nævnt i sidste indlæg (laboranten med blenderen går også under navnet "The Fitchepedia" da han dels ved noget om alt og gerne deler sin viden og dels altid kan få apparaterne til at makke ret, lige gyldigt hvad, der er galt):
Derudover har jeg længe haft lyst til at berige jer med billeder fra UC Berkeley Campus, da der er ualmindeligt flot. Hele området er kæmpestort og det føles næsten mere som at gå rundt i en park med overdådige bygninger. Drejer man rundt om et hjørne kan man møde skulpturer, mosaikker, vandløb og ret så ofte et nysgerrigt egern der hopper op fra en skraldespand eller ned fra et træ og pisker hen ad stien. Og så er det da også fantastisk at der er tid til at dyrke tomater i vindueskarmen ind til et laboratorie:
På billedet ses "The Golden Bear", der er universitetets maskot og derfor er at finde over det meste. Det er fuldt ud lige så legalt at bruge en gul og blå bjørneklo for at vise at man kommer fra Berkeley, som det er at bruge det fine latinske universitetslogo.
Der bliver ikke lagt skjul på hvor fantastisk et sted det er. Overalt hænger er store bannere med studerende, der bedyrer at de hverken kunne tænke en selvstændig tanke ej heller tale sammenhængende, før de blomstrede op ved at gebærde sig i Berkeleys udfordrende/fantastiske/grænseoverskridende (indsæt selv flere tillægsord) miljø.....:
Det ser ud som om der er rigtig mange mennesker tilknyttet laboratoriet, men det snyder lidt, da der er flere koner/kærester og et enkelt voksent barn med på billedet. Jeg har sat nogle pile på, så det er til at se, hvem der blev nævnt i sidste indlæg (laboranten med blenderen går også under navnet "The Fitchepedia" da han dels ved noget om alt og gerne deler sin viden og dels altid kan få apparaterne til at makke ret, lige gyldigt hvad, der er galt):
Derudover har jeg længe haft lyst til at berige jer med billeder fra UC Berkeley Campus, da der er ualmindeligt flot. Hele området er kæmpestort og det føles næsten mere som at gå rundt i en park med overdådige bygninger. Drejer man rundt om et hjørne kan man møde skulpturer, mosaikker, vandløb og ret så ofte et nysgerrigt egern der hopper op fra en skraldespand eller ned fra et træ og pisker hen ad stien. Og så er det da også fantastisk at der er tid til at dyrke tomater i vindueskarmen ind til et laboratorie:
På billedet ses "The Golden Bear", der er universitetets maskot og derfor er at finde over det meste. Det er fuldt ud lige så legalt at bruge en gul og blå bjørneklo for at vise at man kommer fra Berkeley, som det er at bruge det fine latinske universitetslogo.
Der bliver ikke lagt skjul på hvor fantastisk et sted det er. Overalt hænger er store bannere med studerende, der bedyrer at de hverken kunne tænke en selvstændig tanke ej heller tale sammenhængende, før de blomstrede op ved at gebærde sig i Berkeleys udfordrende/fantastiske/grænseoverskridende (indsæt selv flere tillægsord) miljø.....:
lørdag den 22. september 2012
For sidste gang!
Der har været rigtig mange ting, der skulle gøres/prøves/smages/opleves for sidste gang men i langt de fleste tilfælde troede jeg at jeg ville kunne nå det hele én gang til, så jeg slet ikke lagde mærke til at min sidste tur på indkøb i Berkeley Bowl eller den sidste frokost på Urban Turban faktisk var den sidste gang.
Jeg har haft så travlt på arbejde at jeg dårligt har nået andet end det absolut nødvendige (som fx at spise middag ude 7 ud af de forgangne 8 dage - stakkels stressede mig......) og der har ikke været tid til at blive småsentimental på nogen måde, hvilket jo nok ikke er så ringe endda.
Min sidste cykeltur levede nu langt fra op til forventningerne om en storslået tur over Golden Gate Bridge. I stedet døde min trofaste jernhest på San Pablo Avenue, hvor pedalarmen rev sig løs kun et par km efter sidste stramning, kæden hoppede og skramlede, og gearerne begyndte at skabe sig. Så her står den alene og forladt, komplet med cykelhjelm og nøgler stikkende ud af de ulåste cykellåse foran en butik med "næsten færdige møbler" (hvilket er et noget bizart koncept i øvrigt). Jeg tænkte at der ville være en god chance for at en tilfældig kunde måske også ville sætte pris på en "næsten køreklar cykel":
Jeg har også haft sidste dag på arbejde. På randen af panik fik jeg flået de sidste prøver af maskinerne 10 minutter før jeg gik ud ad døren for sidste gang, men det er vel kun en værdig måde at afslutte halvandet år i det rodede og småkaotiske Hellerstein lab. På perfekt timet vis var der afskedsfest samme aften hos een af mine kolleger hvor der ikke var sparet på hverken thaimad, cheesecake eller frozen margaritas. Sidstnævnte blev mixet i laborantens medbragte tudsegamle beige blender fra 1960'erne og alle ingredienser var så nøje afstemt at det var lige før lommeregneren måtte tages i brug.
Den ældre filipinske dyrlæge havde stået hele eftermiddagen og stegt lækre små forårsruller og hun var næsten ved at knibe en tåre over at jeg skulle rejse. Vi har tilbragt mange lange dage sammen nede i stalden og har fået et meget tæt indblik i hinandens liv, så det var ikke kun hende, der var trist.
Jeg fik fine gaver:
Jeg fik også en udsøgt CD af min laboratorie "roommate" Candice med titlen "Christmas music to bring joy to Henriette FrikkeSchmidt". Hendes musiksmag er lige lovlig sukkersød til mig og jeg har været ved at dø over hendes julemusik, der blev spillet nonstop fra Thanksgiving i november og hele vejen gennem december. Jeg har haft brokket mig højlydt ad flere omgange og vi havde joket en hel del med at hun skulle lave et "mixed tape" med julemusik - og sørme om ikke hun gjorde det :-) Så nu kan jeg sætte den på hvis jeg savner Berkeley for meget.
Og så havde min søde, søde undergrad studerende også købt gaver til mig:
Tænk at være så taknemmelig over at få lov til at arbejde gratis! Hende kommer jeg godt nok også til at savne, men vi ses igen på tirsdag hvor jeg giver en middag og siger pænt farvel og tak for hjælpen. Hun er 22 og får mig nogengange til at føle mig som et helt alderdomshjem. Hun knokler hårdt for ikke at drukne i uddannelsessystemet herovre, hvor det på ingen måde er nok at være god til at læse. Det forventes derimod at hvis man gerne vil være tandlæge, så skal man involvere sig i frivilligt arbejde a la " hjælpe handicappede med at dyrke yoga" - udover det ubetalte laboratorie "slaveri". Jeg har helt ondt af de stakkels studerende.
Lørdag er blevet tilbragt med min all time favourite beskæftigelse - at dalre rundt inde i San Francisco. Planen var at udvide mit sortiment med en vinterjakke og en stor kuffert. Et besøg i den kæmpestore ROSS inde i byen for at udføre bestillingsarbejde hjemmefra, bød desværre ikke på de forespurgte jeans til Kristian, da der bare ikke var nogen, der var både pæne OG den rigtige størrelse. Til gengæld hang der en Betsey Johnson vinterjakke sat ned fra 285$ til 70$ - haps!
Næste stop var kuffertindkøb i Chinatown, der var på den anden ende pga "Moon Festival" med bl.a. løvedans og opera. Sidstnævnte er ikke for mennesker med sarte ører, når det foregår på kinesisk. Faktisk blev jeg bare ved at gå forbi lidt længere nede ad gaden helt bekymret for om lyde alene kan udløse epileptiske anfald.
Nu sidder jeg og drikker Amaretto Latte på en cafe i skumringen mens jeg skriver på den medbragte iPad - vi to er blevet frygteligt gode venner de sidste par måneder, så jeg håber lidt at ungerne har glemt alt om den, når jeg kommer hjem, så jeg kan fortsætte med at have den helt for mig selv (som om.....).
Jeg har haft så travlt på arbejde at jeg dårligt har nået andet end det absolut nødvendige (som fx at spise middag ude 7 ud af de forgangne 8 dage - stakkels stressede mig......) og der har ikke været tid til at blive småsentimental på nogen måde, hvilket jo nok ikke er så ringe endda.
Min sidste cykeltur levede nu langt fra op til forventningerne om en storslået tur over Golden Gate Bridge. I stedet døde min trofaste jernhest på San Pablo Avenue, hvor pedalarmen rev sig løs kun et par km efter sidste stramning, kæden hoppede og skramlede, og gearerne begyndte at skabe sig. Så her står den alene og forladt, komplet med cykelhjelm og nøgler stikkende ud af de ulåste cykellåse foran en butik med "næsten færdige møbler" (hvilket er et noget bizart koncept i øvrigt). Jeg tænkte at der ville være en god chance for at en tilfældig kunde måske også ville sætte pris på en "næsten køreklar cykel":
Den ældre filipinske dyrlæge havde stået hele eftermiddagen og stegt lækre små forårsruller og hun var næsten ved at knibe en tåre over at jeg skulle rejse. Vi har tilbragt mange lange dage sammen nede i stalden og har fået et meget tæt indblik i hinandens liv, så det var ikke kun hende, der var trist.
Jeg fik fine gaver:
Jeg fik også en udsøgt CD af min laboratorie "roommate" Candice med titlen "Christmas music to bring joy to Henriette FrikkeSchmidt". Hendes musiksmag er lige lovlig sukkersød til mig og jeg har været ved at dø over hendes julemusik, der blev spillet nonstop fra Thanksgiving i november og hele vejen gennem december. Jeg har haft brokket mig højlydt ad flere omgange og vi havde joket en hel del med at hun skulle lave et "mixed tape" med julemusik - og sørme om ikke hun gjorde det :-) Så nu kan jeg sætte den på hvis jeg savner Berkeley for meget.
Og så havde min søde, søde undergrad studerende også købt gaver til mig:
Lørdag er blevet tilbragt med min all time favourite beskæftigelse - at dalre rundt inde i San Francisco. Planen var at udvide mit sortiment med en vinterjakke og en stor kuffert. Et besøg i den kæmpestore ROSS inde i byen for at udføre bestillingsarbejde hjemmefra, bød desværre ikke på de forespurgte jeans til Kristian, da der bare ikke var nogen, der var både pæne OG den rigtige størrelse. Til gengæld hang der en Betsey Johnson vinterjakke sat ned fra 285$ til 70$ - haps!
 |
| Bemærk den leopard-plettede inderside! |
lørdag den 15. september 2012
Det sku' være så godt......
....og så har det alligevel været noget trættende og overvældende komme igennem den forgangne uge. Jeg har haft svine travlt på arbejde med at få alle de sidste prøver kørt igennem, inden jeg tager hjem, og det ser ikke rigtig ud til at lette i næste uge heller, da jeg tilsatte 10 gange for meget intern standard til alle mine blodprøver i fredags, så de var lige til skraldespanden - faktor 10 regnefejl er bare noget af det værste, for man opdager dem som regel ikke før bagefter hvor alle ens resultater pludseligt er helt underlige, men i dettte tilfælde fældede standarden (tripentadecaonin for at være helt nøjagtig) trods alt ud i så massive mængder, at jeg blev mistænksom med det samme. Men alligevel! Farvel fridag i San Francisco - goddag arbejdsweekend :-(
Og så har jeg været helt nede i kulkælderen over den alenlange liste, jeg fik fra udlejeren med ting, der skulle bringes i orden inden udflytning. Jeg synes ærlig talt det er tæt på røvrenderi at påstå at badeværelses er så beskidt, at det skal udskiftes! Hvis det ikke ligner et nyt gulv nu, så var det nok fordi det heller ikke lignede et nyt gulv, da vi flyttede ind. Efter at have tilbragt en søvnløs nat med at bekymre mig om hvordan i alverden jeg dog skulle få gjort huset så rent, at det nærmest ville kræve rengøring med en tandbørste, kapitulerede jeg og ringede til dels et rengøringsselskab og dels nogle linoleums folk, så jeg ikke skulle stå og bakse med alting helt alene. Jeg havde jo nok egentlig regnet med at vores depositum ville komme retur i nogenlunde hel tilstand, men jeg er også enig i at skrammerne i gulvet, der sjovt nok marcher perfekt med størrelsen på Teresas seng, er noget der skal ordnes og at mærkerne fra Lucas stol, der skramlede ind i køkkenvæggen flere gange om dagen, også godt kunne trænge til en kærlig hånd osv. Jeg regner med at i sidste ende kommer der nok til at ryge omkring 2000$ (worst case scenario og inkl rengøring) men sat i forhold til prisen for at flytte en hel familie til USA i mere end et år, så er det trods alt stadig peanuts. Men altså - hvad er det med penge man bliver nødt til at bruge på kedelige ting? Inde i hovedet når man at bruge dem på noget meget sjovere adskillige gange, så man nærmest til sidst forestiller sig at samme sum kunne dække næsten uendelige fornøjelser og indkøb, når virkeligheden er at i en familie på 5 så rækker sådanne beløb ikke langt alligevel.
Nu skal det jo heller ikke være rent ynk det hele (tro mig - jeg kunne blive ved længe endnu.....) for fredag aften bød på både godt selskab, toplækker mad og lige i overkanten eksotiske drinks (mint og whiskey smager ikke godt blandet sammen, selvom navnet lyder flot). Efter at have tilbragt eftermiddagen hjemme hos Britt, der ikke lod sig skræmme af sms'er med ordlyden "må jeg godt komme over til dig og spise frokost og tude" tog vi ind til byen - nærmere betegnet Valencia Street, der er den super hippe gade i det mexicanske distrikt og fik en fantastisk middag med æblesuppe med mousserende vin og fennikel, røget gedeost med ristet rugbrød og stegte sprøde hvidløg, noget lige i overkanten voldsom kylling, tatar og sidst men ikke mindst fyrrenåleis med chokolade og brændte valnødder. Det var lige hvad jeg trængte til.
Pt sidder jeg og venter på rengøringsdamen, så vi kan aftale en pris og hvornår hun skal komme. Jeg er inviteret på middag hos Jack og Birthe senere i dag, og regner med at nå en god gåtur inden jeg skal proppe mig med god mad igen.
Sendt fra min iPad
Og så har jeg været helt nede i kulkælderen over den alenlange liste, jeg fik fra udlejeren med ting, der skulle bringes i orden inden udflytning. Jeg synes ærlig talt det er tæt på røvrenderi at påstå at badeværelses er så beskidt, at det skal udskiftes! Hvis det ikke ligner et nyt gulv nu, så var det nok fordi det heller ikke lignede et nyt gulv, da vi flyttede ind. Efter at have tilbragt en søvnløs nat med at bekymre mig om hvordan i alverden jeg dog skulle få gjort huset så rent, at det nærmest ville kræve rengøring med en tandbørste, kapitulerede jeg og ringede til dels et rengøringsselskab og dels nogle linoleums folk, så jeg ikke skulle stå og bakse med alting helt alene. Jeg havde jo nok egentlig regnet med at vores depositum ville komme retur i nogenlunde hel tilstand, men jeg er også enig i at skrammerne i gulvet, der sjovt nok marcher perfekt med størrelsen på Teresas seng, er noget der skal ordnes og at mærkerne fra Lucas stol, der skramlede ind i køkkenvæggen flere gange om dagen, også godt kunne trænge til en kærlig hånd osv. Jeg regner med at i sidste ende kommer der nok til at ryge omkring 2000$ (worst case scenario og inkl rengøring) men sat i forhold til prisen for at flytte en hel familie til USA i mere end et år, så er det trods alt stadig peanuts. Men altså - hvad er det med penge man bliver nødt til at bruge på kedelige ting? Inde i hovedet når man at bruge dem på noget meget sjovere adskillige gange, så man nærmest til sidst forestiller sig at samme sum kunne dække næsten uendelige fornøjelser og indkøb, når virkeligheden er at i en familie på 5 så rækker sådanne beløb ikke langt alligevel.
Nu skal det jo heller ikke være rent ynk det hele (tro mig - jeg kunne blive ved længe endnu.....) for fredag aften bød på både godt selskab, toplækker mad og lige i overkanten eksotiske drinks (mint og whiskey smager ikke godt blandet sammen, selvom navnet lyder flot). Efter at have tilbragt eftermiddagen hjemme hos Britt, der ikke lod sig skræmme af sms'er med ordlyden "må jeg godt komme over til dig og spise frokost og tude" tog vi ind til byen - nærmere betegnet Valencia Street, der er den super hippe gade i det mexicanske distrikt og fik en fantastisk middag med æblesuppe med mousserende vin og fennikel, røget gedeost med ristet rugbrød og stegte sprøde hvidløg, noget lige i overkanten voldsom kylling, tatar og sidst men ikke mindst fyrrenåleis med chokolade og brændte valnødder. Det var lige hvad jeg trængte til.
Pt sidder jeg og venter på rengøringsdamen, så vi kan aftale en pris og hvornår hun skal komme. Jeg er inviteret på middag hos Jack og Birthe senere i dag, og regner med at nå en god gåtur inden jeg skal proppe mig med god mad igen.
Sendt fra min iPad
søndag den 9. september 2012
Wonderful Vancouver
Jeg ved dårligt nok hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte for at få alle denne weekends oplevelser med i et enkelt indlæg. Jeg er pt i luften efter at have tilbragt 4 dage i Vancouver for første gang i 17 år. Det har været skønt at gense både byen og gamle bekendte og alligevel har jeg fået flere helt nye oplevelser med i købet, som jeg slet ikke havde set komme.
Hvis Vancouver skal beskrives med få ord så må det være hav og indianere. Der er broer, totempæle, både, kajakker og drømmefangere alle vegne kombineret med majestætiske bjerge i baggrunden. Jeg har forsøgt at fange lidt af det indianske islæt lige fra totem ugler på tagene, totempæle i parkerne og grafitti:
Een af de ting jeg i den grad havde set frem til var en løbetur i Stanley Park. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg traskede rundt om den park i vinter kulde for 17 år siden (jeg husker især en enkelt gang hvor jeg skulle voldsomt meget på toilettet, men hvor mine fingre var så forfrosne at jeg ikke kunne lyne mine bukser op.....).
Jeg løb glad afsted fredag morgen med et stort fjoget grin i ansigtet fordi det var så fedt at gense det hele. 9km senere var jeg nået helt op til den nordlige ende af parken, og det var faktisk først der det for alvor gik op for mig, at der jo så var 9 km retur -og at jeg måske skulle have indtaget lidt mere end en enkelt banan og et glas vand inden jeg satte afsted. Det gik nu ganske udenmærket at komme retur omend det fjogede grin falmede en hel del på tilbagevejen.
Jeg boede hos Ian og Louise, ganske som for mange år siden, hvor de lige købt en lejlighed i Kitsilano, der bedst kan beskrives som Vancouvers svar på NYCs Greenwich Village. Der boede de stadigvæk og jeg fik lov at låne deres datters værelse, hvor der nu var pyntet op med design og sportsmedaljer i stedet for køjeseng og "alt med dinosaurer" ;-)
Fredag aften havde jeg inviteret på middag på fransk inspireret bistro. Det var meget fransk på den der "intet er den gængse udskæring - tallerkenen ligner et helt kunstværk - der er egentlig ikke særlig meget mad på tallerkenen - men man bliver mæt alligevel fordi det er så anderledes og smager så godt". Jeg fik prøvet en tallerken syltet grisemave med røgede ahornsmarengs, æble salat med sennep og et megastort sprødt og luftigt flæskesvær. Andre indslag på menuen var bl.a. andeparfait og vanille røget gedeost.
Med til middagen var, udover Ian og Louise, også Ians far Bent (der oprindeligt er dansker og bror til min daværende chef, og derfor er hele grunden til at jeg lærte dem alle sammen at kende) samt hans kæreste, der tilbød at tage billederne, hvorfor hun ikke selv er med på nogen af dem:
Jeg var blevet "advaret" om på forhånd at lørdag aften ville byde på den årlige middag med dans i "Vancouver Water Ski Club", men pga et alt for ringe salg af billetter, var det blevet til sammenskudsgilde i klubhuset i stedet. Vi tog derud fra morgenstunden, hvilket var en helt udflugt i sig selv, da man kun kan kommer dertil med båd eller på gåben af en sti fra den anden side af skoven. Klubben ligger her:
Jeg havde ikke fået taget badetøj med, men der var heldigvis massevis af våddragter og så blev jeg ellers sparket ned i en kajak, når jeg nu var for meget kylling til at stå på vandski.
Tænk at få sin kajakdebut omgivet af sæler, bjerge og en næsten skyfri blå canadisk himmel!
Senere på dagen stod den på mere sejlads -men i stedet for naturen i højsædet var der nu dømt rent drengerøv med subwoofere installeret på båden (jeg anede ikke man kunne få den slags) så der kunne spilles høj hip hop mens kaptajnen forsøgte at sejle tilpas råddent til at ham, der var på slæb bagpå (vi var ude i noget wake boards og surf boards) ikke havde det alt for let med at holde sig oprejst i for lang tid ad gangen. Der blev ikke sparet på tricks'ne og det var sjovt nok ALTID kaptajnens skyld, hvis man røg under og skulle samles op igen......
Jeg samlede mod nok til mig til at kaste mig ud i surf på speedbådsbølger. Tricket er at man tager passagere med om bord, der udelukkende sidder i den ene side af båden, så der kommer tilstrækkeligt meget skrue på, til at bølgerne bliver ekstra høje og kan bruges til surfing. Første del er at lære at blive trukket op at stå på brædtet vha. det samme håndtag, der bruges til vandski. Jeg nåede aldrig så langt, og efter omkring 10 forsøg, hvor jeg blev smidt sidelæns af hver gang, jeg var liiiiige ved at få lettet bagdelen fra vandskorpen, og havde slugt en hel havvand og i øvrigt skidefrøs, gav jeg op. Men det var vildt skægt at prøve, og jeg er ret stolt af, at jeg gav det en seriøs chance (der kommer forhåbentligt billeder senere - jeg har ikke fået dem endnu).
Jeg fik også udvidet min viden om dyrelivet i Canada som det tager sig ud i lokale øjne:
- sæler er nogle værre møgdyr, der skider på dokken, så det stinker helt vildt dagen efter, og har derfor bare at holde sig væk
- hvis man ser en odder i sin båd er det med at få den jaget væk, da det er nogenlunde ligeså charmerende som at have vaskebjørne i skraldespanden (især hvis de overvintrer i reder gravet ud i foret på sæderne)
- når man haler krabbeburet op for at tjekke dagens fangst, skal man huske at holde udkig efter brandmandstentakler på rebet..........
- 1/2 m lange klamme søstjerner, der ligger uappetitligt i en stor rodebunke i før-omtalte krabbebur, tager man bare fat i og kyler tilbage i vandet. Ad, ad, ad!
Og nu vi er ved alt godt fra havet alligevel, så syntes Ian det var vældig skægt at introducere mig som "This is Henriette, she is danish, but she does not like to eat fish, ha ha ha ha". Jeps! I Danmark spiser man nemlig sild morgen, middag og aften ;-)
Weekenden bød også på et par ture til mit absolutte yndlingssted: Granville Public Market der ligger på Granville Island lige under under Granville Bridge, hvor Granville Street passerer bugten! Det giver en helt specielt stemning at være under en så høj og stor bro. Markedet bugner af lækker mad, struttende grøntsager, kager, der er så flotte, at man næsten ikke nænner at spise dem, gadekunstnere, legepladser, kunsthåndværk og lystbåde.
Herunder er lidt udendørs stemningsbilleder fra alle tænkelige vinkler:
Alt i alt en fantastisk weekend - og hvor har det dog været skønt at tilbringe den i så godt selskab og smukke omgivelser. Jeg håber ikke der går 17 år, før jeg kommer på de kanter igen!
Hvis Vancouver skal beskrives med få ord så må det være hav og indianere. Der er broer, totempæle, både, kajakker og drømmefangere alle vegne kombineret med majestætiske bjerge i baggrunden. Jeg har forsøgt at fange lidt af det indianske islæt lige fra totem ugler på tagene, totempæle i parkerne og grafitti:
Een af de ting jeg i den grad havde set frem til var en løbetur i Stanley Park. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg traskede rundt om den park i vinter kulde for 17 år siden (jeg husker især en enkelt gang hvor jeg skulle voldsomt meget på toilettet, men hvor mine fingre var så forfrosne at jeg ikke kunne lyne mine bukser op.....).
Jeg løb glad afsted fredag morgen med et stort fjoget grin i ansigtet fordi det var så fedt at gense det hele. 9km senere var jeg nået helt op til den nordlige ende af parken, og det var faktisk først der det for alvor gik op for mig, at der jo så var 9 km retur -og at jeg måske skulle have indtaget lidt mere end en enkelt banan og et glas vand inden jeg satte afsted. Det gik nu ganske udenmærket at komme retur omend det fjogede grin falmede en hel del på tilbagevejen.
 |
| Løbeturs udsigt |
Fredag aften havde jeg inviteret på middag på fransk inspireret bistro. Det var meget fransk på den der "intet er den gængse udskæring - tallerkenen ligner et helt kunstværk - der er egentlig ikke særlig meget mad på tallerkenen - men man bliver mæt alligevel fordi det er så anderledes og smager så godt". Jeg fik prøvet en tallerken syltet grisemave med røgede ahornsmarengs, æble salat med sennep og et megastort sprødt og luftigt flæskesvær. Andre indslag på menuen var bl.a. andeparfait og vanille røget gedeost.
Med til middagen var, udover Ian og Louise, også Ians far Bent (der oprindeligt er dansker og bror til min daværende chef, og derfor er hele grunden til at jeg lærte dem alle sammen at kende) samt hans kæreste, der tilbød at tage billederne, hvorfor hun ikke selv er med på nogen af dem:
Jeg havde ikke fået taget badetøj med, men der var heldigvis massevis af våddragter og så blev jeg ellers sparket ned i en kajak, når jeg nu var for meget kylling til at stå på vandski.
Tænk at få sin kajakdebut omgivet af sæler, bjerge og en næsten skyfri blå canadisk himmel!
Senere på dagen stod den på mere sejlads -men i stedet for naturen i højsædet var der nu dømt rent drengerøv med subwoofere installeret på båden (jeg anede ikke man kunne få den slags) så der kunne spilles høj hip hop mens kaptajnen forsøgte at sejle tilpas råddent til at ham, der var på slæb bagpå (vi var ude i noget wake boards og surf boards) ikke havde det alt for let med at holde sig oprejst i for lang tid ad gangen. Der blev ikke sparet på tricks'ne og det var sjovt nok ALTID kaptajnens skyld, hvis man røg under og skulle samles op igen......
Jeg samlede mod nok til mig til at kaste mig ud i surf på speedbådsbølger. Tricket er at man tager passagere med om bord, der udelukkende sidder i den ene side af båden, så der kommer tilstrækkeligt meget skrue på, til at bølgerne bliver ekstra høje og kan bruges til surfing. Første del er at lære at blive trukket op at stå på brædtet vha. det samme håndtag, der bruges til vandski. Jeg nåede aldrig så langt, og efter omkring 10 forsøg, hvor jeg blev smidt sidelæns af hver gang, jeg var liiiiige ved at få lettet bagdelen fra vandskorpen, og havde slugt en hel havvand og i øvrigt skidefrøs, gav jeg op. Men det var vildt skægt at prøve, og jeg er ret stolt af, at jeg gav det en seriøs chance (der kommer forhåbentligt billeder senere - jeg har ikke fået dem endnu).
Jeg fik også udvidet min viden om dyrelivet i Canada som det tager sig ud i lokale øjne:
- sæler er nogle værre møgdyr, der skider på dokken, så det stinker helt vildt dagen efter, og har derfor bare at holde sig væk
- hvis man ser en odder i sin båd er det med at få den jaget væk, da det er nogenlunde ligeså charmerende som at have vaskebjørne i skraldespanden (især hvis de overvintrer i reder gravet ud i foret på sæderne)
- når man haler krabbeburet op for at tjekke dagens fangst, skal man huske at holde udkig efter brandmandstentakler på rebet..........
- 1/2 m lange klamme søstjerner, der ligger uappetitligt i en stor rodebunke i før-omtalte krabbebur, tager man bare fat i og kyler tilbage i vandet. Ad, ad, ad!
Og nu vi er ved alt godt fra havet alligevel, så syntes Ian det var vældig skægt at introducere mig som "This is Henriette, she is danish, but she does not like to eat fish, ha ha ha ha". Jeps! I Danmark spiser man nemlig sild morgen, middag og aften ;-)
Weekenden bød også på et par ture til mit absolutte yndlingssted: Granville Public Market der ligger på Granville Island lige under under Granville Bridge, hvor Granville Street passerer bugten! Det giver en helt specielt stemning at være under en så høj og stor bro. Markedet bugner af lækker mad, struttende grøntsager, kager, der er så flotte, at man næsten ikke nænner at spise dem, gadekunstnere, legepladser, kunsthåndværk og lystbåde.
Herunder er lidt udendørs stemningsbilleder fra alle tænkelige vinkler:
Alt i alt en fantastisk weekend - og hvor har det dog været skønt at tilbringe den i så godt selskab og smukke omgivelser. Jeg håber ikke der går 17 år, før jeg kommer på de kanter igen!
søndag den 2. september 2012
Oaklandish
Søndag morgen blev ganske som sædvanligt skudt i gang med en løbetur op i Wildcat Canyon og jeg er næsten helt flov over at belemre jer med løbetursbilleder igen.
Men altså - det var næsten overnaturligt flot pga tågen. Turen startede ud sådan her:
Det var næsten lidt små-uhyggeligt, men så begyndte solen at bryde igennem i lårtykke stråler, der så ud som om man kunne røre ved dem:
Prikken over i´et kom lige inden jeg løb ind i kløften, hvor morgentågen stadigt dækkede den nordlige del:
Eftermiddagen blev tilbragt i downtown Oakland. Der er flere se-værdige steder dernede, selvom det ikke ligefrem er kendt som det mindst kriminelle sted i verden, og dem ville jeg gerne se......
Arj okay. Det er faktisk en fed løgn!
Den rigtige grund til at jeg tog til Oakland er at der ligger en Sears og derinde kan man købe Kardashian tøj. Jeg kan jo simpelthen ikke komme hjem til DK uden at medbringe minimum eet stykke tøj, hvor der står Kardashian i nakken. Det tog lidt tid at finde noget brugbart, da stilen er så´n en lille bitte smule mere vampet end dét, jeg normalt går i..... Hvis ikke I tror på mig, så kan I jo se et par eksempler her:
Men jeg fik scoret denne her blazer på tilbud sat ned fra 100$ til 40$:
Oakland er "black ghetto" og det mærkes tydeligt, når man er derinde. Der er mange gangster agtige typer, der hænger ud på gaden og ordforrådet og attituden er noget anderledes end dét, man møder i Berkeley eller San Francisco. Jeg følte mig ikke ubehageligt tilpas derinde på nogen måde, men jeg tror jeg ville betakke mig for at dalre rundt efter mørkets frembrud. Nå ja - og så blev jeg kaldt "Hon´" for første gang nogensinde af damen i Sears, da jeg prøvede at snige mere end 4 stykker tøj med ind i prøverummet "Wait a minute Hon´. Only 4 items allowed".
Dem der bor i Oakland er oaklandish og kan godt lide at kalde deres by-del Oaksterdam:
For dem af jer, der ikke ved det, så stammer MC Hammer fra Oakland og jeg var inde i en lille biks, hvor man kunne købe "Hammertime" underbukser og hvor der blev spillet hip hop med så høj basgang, at man nærmest "bouncede" ned ad gaden bagefter.
Oakland har også en Chinatown. I modsætning til dén inde i San Francsico er der ikke noget turist gejl overhovedet. Det er kun kinesiske butikker for kinesere:
Nørj, hvor smagte de godt. De var helt perfekte begge slags og jeg var lige ved at løbe tilbage efter nogle flere, men jeg var jo allerede mæt, så jeg fortsatte ned under motorvejen og ud til Jack London Square, der i nogle guidebøger beskrives som et mini Pier 39.
Hm! Det ville nok svare til at sammenligne Græsted Hovedgade med Strøget, men det var egentlig ret hyggeligt. Knap så hyggeligt var det at Amtrak skinnerne løber lige ned midt igennem gaden, og at alting derfor blev rystet, bumlet og tudet igennem, når toget tog turen igennem. Det må næsten være derfra vi kan høre toget helt oppe heroppe i El Cerrito, for togføreren var godt nok ikke ked af at trykke hornet i bund.
Jeg holdt en lille pause med kaffe og danskvand på en fancy café, der var helt perfekt placeret i læ for blæsten men med udsigt ud over havnen, og det passede fint med, at jeg kunne smutte tilbage til El Cerrito inden det blev alt for sent.
Men altså - det var næsten overnaturligt flot pga tågen. Turen startede ud sådan her:
Og det fik selv spindelvævene til at tage sig godt ud:
Og golfbanen blev helt stribet (bemærk lige hvordan jeg nonchalant stoppede op for at tage et billede i stedet for at piske igennem af frygt for at blive smidt ud af den sure mand igen):
Man kan simpelthen ikke andet end at blive i godt humør af sådan en start på dagen.
I dag havde jeg sørget for at være helt klar (dvs have været i bad, spist morgenmad osv) inden jeg skypede med familien derhjemme, så jeg ikke blev for sent på den til kirke igen. De var klar til aftensmad hjemme i DK, og det var faktisk rigtigt hyggeligt at skype med dem mens de spiste, da det medførte at visse medlemmer af familien (gæt selv hvem) havde en smule lettere ved at være fysisk tilstede foran skærmen i mere end 30 sekunder.
Arj okay. Det er faktisk en fed løgn!
Den rigtige grund til at jeg tog til Oakland er at der ligger en Sears og derinde kan man købe Kardashian tøj. Jeg kan jo simpelthen ikke komme hjem til DK uden at medbringe minimum eet stykke tøj, hvor der står Kardashian i nakken. Det tog lidt tid at finde noget brugbart, da stilen er så´n en lille bitte smule mere vampet end dét, jeg normalt går i..... Hvis ikke I tror på mig, så kan I jo se et par eksempler her:
Men jeg fik scoret denne her blazer på tilbud sat ned fra 100$ til 40$:
Dem der bor i Oakland er oaklandish og kan godt lide at kalde deres by-del Oaksterdam:
Oakland har også en Chinatown. I modsætning til dén inde i San Francsico er der ikke noget turist gejl overhovedet. Det er kun kinesiske butikker for kinesere:
. Jeg prøvede lykken med Dim Sum fra en lille små-snusket bager:
Jeg måtte slippe den formidable sum af 1½$ for hhv en "pork barbecue bun" og en "chicken bun", der begge blev kylet ned i en plastikpose og langet over disken:
Hm! Det ville nok svare til at sammenligne Græsted Hovedgade med Strøget, men det var egentlig ret hyggeligt. Knap så hyggeligt var det at Amtrak skinnerne løber lige ned midt igennem gaden, og at alting derfor blev rystet, bumlet og tudet igennem, når toget tog turen igennem. Det må næsten være derfra vi kan høre toget helt oppe heroppe i El Cerrito, for togføreren var godt nok ikke ked af at trykke hornet i bund.
Jeg holdt en lille pause med kaffe og danskvand på en fancy café, der var helt perfekt placeret i læ for blæsten men med udsigt ud over havnen, og det passede fint med, at jeg kunne smutte tilbage til El Cerrito inden det blev alt for sent.
Oakland var faktisk en positiv overraskelse og markant anderledes end de steder, jeg ellers har været herovre. Skulle nogen af jeg komme på disse kanter, vil det bestemt være et eftermiddagsbesøg værd, da der også er Lake Merrit lige i nærheden, men det er nok ikke stedet, hvor man bliver hængende i dagevis som turist.
lørdag den 1. september 2012
Den forsømte kaffe
Ingen weekend uden en tur ind til byen og denne uge var uden undtagelse. Jeg elsker simpelthen at være inde i San Francisco og kender byen rigtig godt efterhånden.
I dag var planen at flotte mig med en sporvognstur - altså de "rigtige" cable cars, der trækkes op over bakkerne af kabler der summer og brummer under asfalten. I turisthøjsæsonen kan der snildt være et par timers ventetid, men nu hvor august er slut, er det noget lettere at få sig en tur uden at stå i alenlange køer. Så jeg købte glad en kaffe og steg ombord - men ak. Jeg havde glemt at man ikke måtte have kaffe med :-(
Her står min stakkels forsømte kaffe ensomt tilbage, efterladt til fordel for en sporvogn:
Jeg stod af på endestationen og gik videre ud til Japantown. Sidst jeg var derude for at købe Ulriks fødselsdagsgave, manglede de den ene bog i serien, han ønsker sig, så jeg tænkte at jeg da lige kunne få købt den, når nu jeg var i nærheden. Det blev til mere end bare et hurtigt stop. Selvom jeg/vi har været derude rigtig mange gange efterhånden, så faldt jeg helt i svime over alle de små dimser igen i dag. Jeg tror jeg brugte en hel time inde i Daiso, der er den japanske udgave af "Tiger" og fik bl.a. købt nogle smarte hårdimser til Teresas hår, der kan lave nogle fede frisurer meget nemt (eller dvs brugsanvisningen på japansk ser forholdsvis nem ud........), og små porcelæns fladfisk til at lægge spisepinde på, når man sidder ved bordet.
Da jeg nåede frem til bogbutikken var Kekkashi bog nr 16 stadigt ikke til at få. I stedet kom jeg til at synke så dybt at jeg kiggede på strikkebøger....... Ikke til mig selv altså, men til familiens strikkenørd, der snart har fødselsdag (ja, jeg ved jo, du læser med, Christine, så du får lige et par billeder men ellers ikke mere smugkiggeri!):
Frokosten blev indtaget på stamrestauranten, hvor jeg havde akut trang til "Gyoza Nabe". Det er suppe med dumplings, kål og en dertil hørende lille skål dyppesovs, der får selv kogt kål til at smage sygt godt. Jeg faldt også her totalt i staver - denne gang over al plastikmaden i vinduet. Er det ikke bare for vildt, at man kan få plastik broccoli til at se så "levende" ud?:
Jeg fik også taget lidt forskud på Halloween med disse "blodige hænder" hårspænder- muhahahaha:
Nu sidder jeg her i køkkenet og er helt træt, da jeg endnu en gang fik præsteret først at være hjemme på den anden side af kl 21. Jeg er også lidt i panik, da jeg lige er kommet i tanke om, at jeg da slet ikke har fået undersøgt om jeg skal bruge visum el. lign for at tage til Canada på torsdag. Jeg tror det nu ikke, men det kan godt være et telefonopkald til ambassaden på mandag ikke ville være helt af vejen.
I dag var planen at flotte mig med en sporvognstur - altså de "rigtige" cable cars, der trækkes op over bakkerne af kabler der summer og brummer under asfalten. I turisthøjsæsonen kan der snildt være et par timers ventetid, men nu hvor august er slut, er det noget lettere at få sig en tur uden at stå i alenlange køer. Så jeg købte glad en kaffe og steg ombord - men ak. Jeg havde glemt at man ikke måtte have kaffe med :-(
Her står min stakkels forsømte kaffe ensomt tilbage, efterladt til fordel for en sporvogn:
Turen var nu flot alligevel og jeg havde sørget for at placere mig bagerst, så jeg kunne få sug i maven over udsigten ned ad California Street:
Da jeg nåede frem til bogbutikken var Kekkashi bog nr 16 stadigt ikke til at få. I stedet kom jeg til at synke så dybt at jeg kiggede på strikkebøger....... Ikke til mig selv altså, men til familiens strikkenørd, der snart har fødselsdag (ja, jeg ved jo, du læser med, Christine, så du får lige et par billeder men ellers ikke mere smugkiggeri!):
Jeg fik løsrevet mig til sidst og tog sporvognen tilbage til Market Street (altså den kedelige én af slagsens, der bare er en offentlig bus). Det blev til meget mere butiksoseri og jeg fandt bl.a. disse fine gummistøvler, hvor selv en cowboy ikke ville få våde fødder (det var nu godt nok nogle andre støvler, der blev købt med hjem, da jeg ikke er blevet så amerikansk endnu at cowboystøvler kan findes i min garderobe):
Nu sidder jeg her i køkkenet og er helt træt, da jeg endnu en gang fik præsteret først at være hjemme på den anden side af kl 21. Jeg er også lidt i panik, da jeg lige er kommet i tanke om, at jeg da slet ikke har fået undersøgt om jeg skal bruge visum el. lign for at tage til Canada på torsdag. Jeg tror det nu ikke, men det kan godt være et telefonopkald til ambassaden på mandag ikke ville være helt af vejen.
Abonner på:
Opslag (Atom)