A blog about being a Danish Scientist who has dragged her family from the West Coast, The Midwest, and the East Coast. It’s the highs and the lows and everything in between fueled by sarcastic humor
fredag den 27. januar 2012
Glimt fra den forgangne uge
Det har også været ugen hvor Ulrik for første gang nogensinde har svaret "god" til spørgsmålet om hvordan hans dag var i skolen...... Han har langt om længe fået nogle gode venner som han selv har udtalt at han kommer til at savne, når han skal hjem. I skrivende stund har han lige haft besøg af Pablo, og de har faktisk hygget sig rigtig godt. Kristian og jeg kan nu ånde lettet op over at ældstebarnet endeligt er faldet godt til herovre. Det har godt nok været en lang og sej omgang med ham.
I onsdags var vi alle sammen til kickboxing i "The Y" - det fitness center, hvor Kristian har meldt sig til. Luca´s "svigermor" (Emilias mor) arbejder i børnepasningen deroppe, så Luca ville meget hellere derhen, end at være med os andre inde og sparke. Det var ganske svedsomt, selvom det var en familie time, og udstrækningen bagefter var temmelig hurtigt overstået hvilket for mit vedkommende har resulteret i en sær vraltende gangart lige siden.
Sidste weekend fik vi fundet et asiatisk indkøbscenter her i El Cerrito. Med et supermarked, der er både godt og billigt. Vi var derinde og fik kigget lidt, men pga det kinesiske nytår var der proppet med mennesker. Til gengæld valgte Kristian at lægge ugens indkøb derude, så da jeg kom hjem - mere død end levende - torsdag aften, blev der serveret dumplings, barbecue pork buns og "wife cakes"! Sidstnævnte er små fyldte kager med bitter melon (mon det er derfor de hedder wife cakes........) og kokos. De smagte væsentligt bedre end de andre kinesiske kager jeg har haft fornøjelsen af at smage, da de som regel fylder alting, der er sødt, med noget klam rød bønnepasta.
Det blev i øvrigt også i sidste weekend at vi fik set vores første amerikanske Football kamp - NFL finalen. Vi var blevet inviteret hjem til chef-laboranten fra mit arbejde. Ham og hans kone er midt i 50´erne og er simpelthen så flinke. De er også de lykkelige ejere af en usædvanligt dum men sød hund. Det stakkels dyr blev helt rundt på gulvet over at der var 3 børn, og selvom Mark ihærdigt forsikrede os om, at den nu ville kunne huske vores børn i tid og evighed, så er det nu noget tvivlsomt, da den ikke en gang kunne huske, hvem der kastede bolden til den. Den var mere eller mindre bevidstløs, da vi gik - stakkels kræ.
Vedrørende kampen, så forstår vi altså bare ikke reglerne. Det kan ikke betale sig at kigge efter bolden og der er pauser hele tiden. Den længste uafbrudte spilletid ryger meget sjældent op over et par minutter. Kampen var uafgjort, da tiden løb ud, så de skulle ud i at spille overtid. På et tidspunkt udbryder Mark - "nå, nu har vi så godt som tabt". Øh - der var ikke blevet scoret nogle mål?????? Men man kunne se at spillerne fra "The San Francisco 49´ers" var helt tudefærdige, og ganske rigtigt. 2 minutter senere havde "The New York Giants" scoret og er dermed klar til Superbowl. Den stakkels fyr, der tabte bolden i et afgørende øjeblik får efter sigende dødstrusler på nettet.
Nå det blev lidt løst og fast fra den forgange uge. På søndag drager jeg til Santa Fe for at deltage i en diabetes konference. Der er flere af mine danske kolleger med, så jeg glæder mig temmelig meget. Jeg får besøg af den ene kollega i morgen og han medbringer flere kg saltlakrids. Ungerne er helt oppe at køre over det og Ulrik udtalte at han ville bade i lakrids. Dét blev Luca noget bekymret over, for han gad da i hvert fald ikke spise lakrids som Ulrik havde siddet i uden tøj på!
Her til sidst kommer der lige et billede fra i morges. Det er sjældent, der er tåge om vinteren, men der var en usædvanlig tyk og tæt ærtesupper her til morgen:
søndag den 22. januar 2012
lørdag den 21. januar 2012
En hverdagslørdag i januar
Lørdag morgen stod vi op til denne udsigt (man kan se regnbuen hvis man kigger godt efter):
Da vi ikke havde turdet vove os i regnen fredag aften for at tømme kompost skraldespanden stod vi op lørdag morgen til en "myre motorvej" i køkkenet fra skraldespanden og op på køkkenbordet. Adr! Noget vindues rens fik dog hurtigt gjort det af med invasionen.
Vi havde en del små ærinder der skulle klares rundt omkring i lokalområdet, så vi lagde ud med at køre ned til El Cerrito Plaza hvor undertegnede skulle have nye støvler. Sålerne var faldet af de gamle! Ja, de var billige og holdt så også derefter. Heldigvis var der støvleudsalg og jeg fik scoret mig 2 par for den nette sum af 43 $ - så må tiden jo vise, hvor længe de holder denne gang....
Så gik turen til Jo Anns (USAs svar på Panduro Hobby). Teresa er inviteret til fødselsdag på søndag hos klassekammeraten og veninden Precia (hun er fra Nepal og hedder noget meget længere på nepalesisk, så jeg tør ikke stå inde for stavningen) hvor vi fik købt en plante - Jerikos rose - der er en tør knold, der folder sig ud, når den får vand. Teresa og Precia hænger ud i skolehaven ved enhver given lejlighed, så vi tænkte at noget plante-noget måtte være passende.
Kristian gik en tur i Trader Joes (et supermarked der bedst kan sammenlignes med en fusion af Søstrene Grenes og Mad &Vin). For at undgå for meget plageri tog jeg ungerne med i PetCo - en dyrehandel på størrelse med et supermarked! Og på bedste amerikanervis var der selvfølgeligt Bland Selv hundekiks:
Chihuahua badedragter:
For ikke at forglemme øko hunde legetøj, Frozen Youghurt til hunde, Svampebob akvarier etc. Der var også en hunde salon lige ved indgangen, så Fido kan blive klippet, vasket og få filet negle mens "mor" shopper.
Vi måtte lige en tur om biblioteket også. Vi er gået i gang med at se Harry Potter filmene fra en ende og det var tid til at låne nr 2 og 3.
Sidste stop:
hvor vi købte leverpostej. Både friskbagt og frossen. Der røg vist også lige saltbomber fra Haribo og Gajoler i kurven, og hvis ikke det havde været så dyrt så var vi nok kommet hjem med pålægschokolade, marcipan og endnu flere lakridser.
Efter en velfortjent frokost ville vi nå ud i det gode vejr - det er solskin i dag, men regnen kommer igen i morgen. I sidste weekend nåede vi ikke til Alameda, men da det var knapt så koldt i dag, ville vi prøve igen. Alameda kan sammenlignes lidt med Amager. En meget flad ø uden for Oakland (bonus info: det er hér de filmer Myth Busters).
Vi kørte ned til den flade, flade strand og fik gået en godt tur. Ungerne fik også fundet en lille ø i en bæk som Ulrik fluks annekterede, og derefter forsøgte at drukne i en dæmning:
Da vi kom hjem stod menuen på hjemmelavede tortelinnier. Her ses Luca og Ulrik der er meget optagede af at få pastadejen til at makke ret:
Det tog en krig at lave, men det smagte godt.
I skrivende stund, er de andre i gang med at se Harry Potter 2, og jeg må hellere se at komme ind og være med :-)
Inden da, skal I dog lige få et par billeder fra iPaden. Ulrik æææælsker at tage billeder med den og så efterfølgende fjolle med billederne. Vi er kun stolte af vores fotogene afkom:
fredag den 20. januar 2012
SÅ kom regnen!
I mellemtiden hygger vi os med at knipse kæmpeedderkopper ned fra trådnettene, der er på ydersiden af vinduerne.
tirsdag den 17. januar 2012
fieldtrip til California Academy Of Sciences
CAS er en blanding af et naturhistorisk museum, planetarium og et akvarium - de har lidt af det hele. Klassen skulle fokusere paa regnskoven, akvariet og den afrikanske afdeling.
Regnskoven indeholder en samling af slanger, edderkopper, fugle, sommerfugle mm, de naeste billeder viser et lille udsnit.
Der var flere steder forbud mod at fotografere fordi dyrene var meget foelsomme overfor blitslys, derfor har museet lavet foelgende side man kan kigge paa hvis man vil se flere billeder:
http://www.flickr.com/photos/calacademy/sets/72157623568704787/
mandag den 16. januar 2012
og kom vi så udenfor resten af weekenden?
Jeg skrev jo nok så kækt i sidste indlæg at vi i hvert fald skulle være udenfor så meget som muligt. Vi lagde hårdt ud søndag morgen med at pakke al vores sand legetøj i bilen inden vi kørte i kirke, for vi skulle helt bestemt ud til Alameda Beach i det gode vejr. Og ja - vejret var flot - og koldt! Mens Ulrik var til Middle School programmet i kirken gik vi andre en tur på campus med egern mad i tasken (vi tager som regel til gudstjenesten 11:27, men Ulrik program er kl 10, hvilket giver os en god times tid, hvor der skal findes på et eller andet for os andre). Og efter lang tids overtalelse lykkedes det endeligt Luca at være modig nok til ikke bare at smide maden, når egernet kom indenfor en radius af 1½ meter:
Og derudover frøs vi helt vildt, og så er en tur ud til vandet altså ikke super tiltalende.
Vi skyldte en middag til en familie fra kirken og da de ikke havde planer for søndag aften blev det til en hyggelig aften med pizza, rødvin, Luca og Oliver (også 6 år), der havde gang i en massiv gang "skyd på hinanden med nerf guns" mens Teresa og veninden Elisabeth fik trænet en lille gymnastik serie, der blev udført med adskillige fnise sammenbrud undervejs. Så alt i alt en super hyggelig aften med den bonus effekt at vi fik gjort huset rent. Der er ikke noget så motiverende for rengøring som gæster :-)
I skrivende stund er det mandag formiddag. Ulrik og Teresa har legekammerater på besøg og Luca sidder her ved siden af mig i køkkenet og ser film på iPad´en så han ikke forstyrrer de andre alt for meget. Kristian er taget en tur i fitness centeret for at udnytte den sidste dag i hans 14 dages gratis medlemskab. Planen er at købe et familie medlemsskab. Emilias (Luca´s bedsteveninde) mor arbejder i børnepasningen deroppe så Luca kan være med uden problemer, og vi har netop fundet ud af at børnene, der er på besøg lige nu, går til kickboksning med deres mor mandag og onsdag samme sted. Dét var lige hvad der skulle til at motivere Ulrik og Teresa. Familie kickboksning - er det så børnene der sparker på de voksne eller omvendt? Det må tiden jo vise.
Jeg er ikke længere helt så bange for bjergløver. Vi har efterhånden lært så meget om dem, at vi nu ved at de er så sky, at chancen for at rende ind i en af dem er lig nul. Jeg løber dog ikke længere min hidtidige yndlingsrute alene tidligt om morgenen, da den er en meget smal sti gennem tæt skov. Men de andre brede stier er nu også flotte. Jeg bliver altid helt bidt af liiiiige at skulle rundt om næste hjørne inden jeg vender om:
Undervejs får jeg som regel set og hørt en del kaniner, der pusler i buskadset. Jeg har dog endnu ikke været hurtig nok til at få fanget et billede af een af dem. Måske lykkes det en dag.
Til sidst følger lige en vejrudsigt for den kommende uge. Øv! Vi er blevet super forvænte med høj sol og blå himmel, men det er vist slut for nu. Og ja - jeg ved godt det er ingenting i forhold til hjemme i DK, men altså, vi er som sagt blevet MEGET forvænte og synes det er helt forfærdeligt.