mandag den 22. august 2011

Turister i lokalområdet

Vi har stadig moster på besøg og har derfor opgraderet vores udflugter. Ulrik er pænt nede i kulkælderen over at ferien snart er slut (de starter i skole i morgen - tirsdag) og til sidst gav vi ham lov til at vælge hvad vi skulle lave søndag. Det blev så Six Flags - en stor forlystelses park ca ½ times kørsel nord for hvor vi bor.
Ulrik har været oppe i parken allerede og fik prøvet Medusa 11 gange sidst han var der. Teresa har været grøn af misundelse over det, så første stop var naturligvis lige netop dén rutchebane:
Hverken moster eller forældre skulle nyde noget, men heldigvis er både Ulrik og Teresa store nok til at de sagtens kan klare den slags selv. Nedenfor ses de med 100km i timen løbe fra udgangen tilbage til indgangen, så de kunne få en tur mere (og én til og.......)

Luca er knap så begejstret for rutschebaner men hans mor og moster fik ham lokket med op i en lille en, der nær fik ham til at falde død om af skræk. Heldigvis var der også masser af knap så vilde ting og Teresa forbarmede sig over ham og tog ham med på svingtur. Hun sørgede dog for at se pænt uimponeret ud hele vejen, det skulle jo nødig hedde sig at hun havde det sjovt i sådan en lam forlystelse........
Six Flags har udover rutschebaner dyreshows med spækhuggere, delfiner tigre etc. Vi fik allesammen set et spækhugger show men kom "desværre" for sent til at sidde på forreste række, der gik under navnet "soak zone". Det var bestemt ikke alle publikummer der havde lagt mærke til det, så det var ret underholdende at se de skrigende folkemængder styrte op ad trapperne ovenpå at være blevet "vinket til" af spækhuggeren. Fnis.
Sidst men ikke mindst fik Ulrik endeligt prøvet rutschebanen Kong, der er endnu vildere end Medusa. Han var helt ødelagt da han kom hjem ovenpå at blive rystet godt igennem og køre med hovedet nedad det meste af tiden. Da han kom ud af rutschebanen fik han udleveret en kupon til at spare 1$ på en kyllingeburger, når nu han havde bevist at han ikke var en kylling. Suk.

I dag (mandag) tog vi turen til Jelly Belly fabrikken i Fairfields. Det er et stort tilløbsstykke og vi måtte vente i kø i pænt lang tid før vi kom til. Nedenfor ses ungerne udenfor fabrikken samt et billede af køen og loftsudsmykningen:

Vi ventede og ventede og ventede. Og fik lidt tid til at gå med at diskutere hvad i alverden man dog spiser i de familier hvor ungerne er simpelthen så tykke at det er skræmmende. Dem så vi flere af derinde.
Efter rundturen hvor man fik gratis jellybeans, en lille fin hat samt blev vinket til af en robotarm endte man (tadaaaaaah) i en butik. Her kunne man bl.a. købe energi jellybeans med koffein og elektrolytter. Jellybeans med smag af muggen ost eller bræk - mums. Jellybeans cykeltrøjer, babysutsko, øreringe osv. Inden vi fik set os om havde vi selv købt for over 60$. Vi fandt også en brochure for ture til Napa Valley, hvor der var billeder af en old faithfull geiser samt en gård med de berømte "Tennessee Fainting Goats" - geder der besvimer tit og tæt, hvorefter de ligger med benene i vejret. Dét må vi vist op at kigge på i nær fremtid ;-)


1 kommentar:

PeterK sagde ...

OMG må vist være det rette udtryk ...;-)