En uge senere

I dag er det en uge siden vi fik vendt op og ned på vores fremtid. Altså, vi havde jo på forhånd taget beslutningen om, at jeg ikke skulle søge en stilling i USA, hvis ikke vi var klar til at tage afsted, men lige nu føles det som at sidde i en vogn der laaaaangsomt kører op med toppen af en ALT for høj rutchebane. Gys.

Udover at rende forvirrede rundt i cirkler om os selv og panikke over at skulle pakke et helt liv i Danmark sammen - for det meste kun afløst af apatisk sofasidning - har vi da nået de første par småting.

• Jeg er blevet oprettet som bruge på Gul&gratis og er begyndt at sætte ting til salg. Indtil videre er det lykkedes os at slippe af med 27 bøger og 1 juletræsstjerne. Hurra - eller noget. Jeg kan fornemme at det måske bliver lidt op ad bakke, og tips til hvordan man bliver supersælger via internet annoncer modtages gerne (byd evt på nedenstående).

• Luca og jeg er gået i gang med at rydde op i bunkerne af legetøj. Luca er en "hoarder" af natur så vi tilbragte en hel aften med at tage stilling til hver E.N.E.S.T.E dims i een af hans mange kasser. Vi har lovet ungerne at de må beholde en flyttekasse hver, som bliver i Darnmark, da jeg ellers tror det bliver for overvældende for dem. Luca gik alligevel i panik lørdag aften, da jeg satte ting til salg og skyndte sig at skille sit elskede løbehjul ad, så det kunne være i en kasse.
• Vi har brugt alt for meget tid på at surfe boligannoncer både i Ann Arbor og her i København. Vi skal sælge lejligheden. Dels fordi vi ikke skal bruge den, men vi skal også have penge frigivet til at flytte for, og det er til at få stress over. For at gøre timingen helt perfekt rykker der håndværkere ind i hele april for at skifte vandrør i vores opgang, så vi bliver nødt til at have is i maven og vente på, at de er færdige, da det nok ikke fremmer et salg at have håndværkerrod, afmonterede køkkenskabe og støv over det hele.                    
• Til gengæld er det jo latterligt billigt at bo i Ann Arbor (der er Michigans dyreste by!). For den samme månedlige husleje vi gav i Bay Area kan vi få palæer lidt uden for byen på 300m2 med jacuzzi, brændeovn, indgangshall med trappe, 2 toiletter osv osv. Vi starter dog nok ud i noget mindre, der er tæt på universitet, da jeg med stor sandsynlighed skal køre forsøg, der undervejs kræver at jeg nærmest flytter ind i laboratoriet/dyrestalden (AKA det glade liv som in vivo farmakolog).
• Og så er der jo lige det med pas og visum. Vi skal have nye pas - alle 5. Og da Kristian skal til San Francisco i slutningen af april, er det altså NU det skal gøres, da han ikke kan ESTA registrere sig til den tur og så skifte pas undervejs. Så i går tog vi først til fotografen. Med et barn der havde hilst inderligt på asfalten med hele ansigtet dagen før (vi har joket meget med at vi fremover bliver nødt til at medbringe et rivejern på alle rejser, så han lige kan få en tur inden paskontrollen........) og en teenager med dreads der sad i vejen for ørerne - de SKAL kunne ses på et visum foto - så han var nødt til at få en net lille elastik i sine dreads. Det lykkedes ham at sidde og se alvorlig ud selvom resten af familien var ved at bukke under af halvkvalte fnis. Derefter hastede vi op til borgerservice og fik fornyet passene. Og oh fryd, man (inkl ungerne) skulle SELV skrive under på passet, og hvis man var over 12 skulle der også lige en fingeraftryksscanning til, hvilket Teresa på 11 år var temmeligt muggen over.

• Sidst men ikke mindst er Kristian fra og med i dag blevet fritstillet fra sit arbejde pga endnu en runde større nedskæringer = 6mdrs løn + det løse; hjælp til komme videre på arbejdsmarkedet (professionel sparring på at lave resumes mm målrettet mod USA); samt masser af tid til at få styr på tingene herhjemme. Sjældent har en afskedigelse passet så godt ind i planerne for fremtiden.

Så vi keder os bestemt ikke. Ej heller taget i betragtning af at vi har en konfirmation lige om hjørnet.

Cirkus Frikke version 2.0

Så er vi tilbage! Det er lige knap 1½ år siden der var aktivitet herinde sidst, men det skulle der gerne blive lavet om på nu.
For at starte hvor jeg slap, så kom vi hjem til Danmark igen (ad et par omgange), hvilket var en hård landing. Vi havde glædet os til at komme hjem. Jeg havde især glædet mig til at skulle høste frugterne af alt mit hårde arbejde og lande en god stilling, og så ville vi gerne flytte i noget større, se alle vores gamle venner og familie rigtig meget osv osv. I stedet blev det til arbejdsløshed til mig, ingen udsigt til at kunne flytte lige foreløbig og erkendelsen af at alle har meget travlt i Danmark.
Så vi begyndte at vende blikket tilbage mod Californien hvilket resulterede i en større forskningsråds ansøgning fra min hånd, der skulle være en billet til San Diego.
Mens jeg ventede på svar var (og er jeg stadig) i løntilskud i mit "gamle"laboratorie, hvor jeg skrev min ph.d.
I februar måned (efter 6 mdrs intens og neglebidende venten) kom der endeligt svar.

Et afslag.

Og jeg gider ærlig talt ikke trætte nogen med hvordan det føltes......... Men jeg vil hermed gerne undskylde til kolleger, venner, familie, en enkelt KU professor og sekretæren i Pharmadanmark, for at have tudet på jer (nej, jeg er IKKE stolt af det). Men der skal da lyde en stor tak til Teresa, der spontant udbrød "så har du haft forventningens glæde, mor, og det er altid den største!" - jo tak.

En lille uge senere dumpede der så en mail ind med et linkedin uddrag fra en professor i USA, der søgte post docs til at starte et nyt laboratorie op i Michigan.
"Hrmpf - det er jo ikke Californien!".
"Hm, men det ser ret spændende ud",
"Hmmmmm, måske skulle vi prøve?"

Jeg sendte en mail og 2 uger senere havde jeg været til skype samtale, havde sendt en ansøgning, og mødtes med professoren der alligevel skulle til København. Det gik faktisk rigtig godt. Vi mødtes på Bella Sky og jeg fik selvfølgeligt trumfet igennem at der kun var eet sted at opholde sig - nemlig Sky Bar, og brillerede ellers ved at fortælle at mine børn var hhv, 14, 8 og 5 år gamle, hvilket jeg trak i land igen med det samme, men jeg bilder mig selv ind, at det må have medvirket til at give mig noget "forsker credit" så'n at glemme hvor gamle mine børn er........... for jeg endte med at få tilbudt en stilling.

Vi har gået meget stille med dørene de sidste par uger, da vi ikke havde lyst til at proklamere et afslag - igen. Ungerne havde kun fået at vide at jeg havde søgt en stilling på Universitetet, som jeg meget gerne ville ha', og eftersom de flere gange selv spurgte om jeg dog ikke bare kunne søge noget andet i USA, var det svært at tie stille. Men det lykkedes og det var fantastisk at kunne fortælle dem at vi flytter tilbage igen. Der er dog opstillet følgende krav:
- Det FØRSTE vi gør, når vi er landet er at gå på Starbucks så Teresa kan få sig en "iced Chai Latte"
- derefter styrter vi ned i den nærmeste løbehjuls butik og køber et nyt løbehjul til det stakkels yngstebarn, der ikke må det gamle med i kufferten
- sidst men ikke mindst skal vi finde et hus med 2 toiletter og et værelse Ulrik kan have helt for sig selv

Så "stay tuned". Der skal nok komme mere. Nu skal vi lige bruge lidt flere dage på at komme os, for det er en smule uoverskueligt at skulle danne sig et overblik pt.