"Elks" og "the danish summer solstice celebration"

Inden vi tog afsted paa vores roadtrip havde vi faaet en aftale i kalenderen loerdag d. 23/6 - et hike med Mark og Wendy (cheflaboranten fra mit arbejde, som vi saa football hjemme hos). De er begge meget glade for at hike og vi taenkte derfor, at det kunne vaere ret saa hyggeligt at goere netop det i stedet for at sidde paa vores flade hjemme i huset.
Vi havde aftalt at tage ud til Point Reyes. Denne gang var det ikke for at se paa hvaler, soeloever, soelefanter osv men derimod "elks" (gaar ogsaa under nordamerikansk kronhjort paa dansk). Omraadet ligger helt ude for enden af en spids halvoe vest for Tomales Bay og ser ikke afsindigt ophidsende ud, naar man kigger paa Google Maps.
Heldigvis var der bestemt ikke bare brunt og kedeligt:

Vi fik skam ogsaa set det, vi egentlig kom efter. Her er der Elks ret taet paa:

Ungerne var rigtig gode til at vandre, men vi maatte skiftes til at gaa med Luca, der snakkede uafbrudt paa hele turen om bier og sommerfugle. Jeg var selv lige ved at blive bims efter at have hoert om bidronninger, nektar, bilarver og honning i en hel time nonstop. Men saa laenge han havde travlt med at snakke glemte han at brokke sig over, hvor langt vi skulle gaa.
Vi gik omkring 4km ud mod spidsen af omraadet og holdt frokostpause i "skoven ved soeen" (3 forblaeste eucalyptus traeer ved siden af et vandhul paa 2x2m) inden vi traskede retur igen.
Planen var at naa til "The Danish Summer Solstice Celebration" som man jo ogsaa kan vaelge at kalde Sankt Hans...... Jeg var faldet over det paa nettet ved at tilfaelde. The Danish Chamber of Commerce taender baal ude paa Muir Beach hvert aar. I fugleflugt linie er der ikke saerlig langt derned, men naar man skal koere af Highway 1 bliver det noget laengere. Endnu en gang maa jeg udtrykke min graenseloese beundring for folk, der kan koere i dagevis paa den vej uden at braekke sig ud af vinduet paa noget tidspunkt! Jeg blev simpelthen grotesk koeresyg paa vejen derned (dog uden at svine bilen til, heldigvis).
Vi kom frem lige til Midsommervisen:

Baalet var ikke imponerende stort hvilket skyldes omraadets restriktioner, der bliver skarpt overvaaget. Arrangoererne proevede at taende et baal for nogle aar siden paa 1x1x1 m (den maximalt tilladte stoerrelse) og var naer blevet smidt hjem af park rangerne, saa nu havde de laert at begraense sig.

Og - oh fryd - der var snobroed. Ungerne havde netop siddet i bilen og snakket om hvor meget, de dog savnede snobroed:

Det var i oevrigt meget tydeligt at spotte amerikanerne, der syntes snobroed var vanvittig eksotisk. Taenk bare - hjemmelavet broeddej!
Der var en hel del danskere og det endte med at blive en af de hyggeligste Sankt Hans aftener, vi har haft i lange tider. Der er ikke noget som ens hjemlands vemodige sange, der faar hjertet til at svulme i brystet;-) Mark og Wendy holdt ogsaa ud til den bitre ende og proevede endda baade at synge med paa midsommervisen og bage snobroed.

Væbnet røveri med løst krudt......

Første nat i Oregon er tilbragt i Baker City - en lille by pænt langt ude på bøh-landet, men med lige tilpas afstand mellem Salt Lake City og Portland. Der ventede "kun" knap 5 timer i bil i dag, og mens vi spiste morgenmad sendte jeg Ulrik over efter lokal brochurer. Dét så receptionisten og kom over og fortalte at vi altså blev NØDT til at køre forbi damptoget her i kommunen. Det var kun 3 kvarters kørsel fra hotellet, der var gratis adgang for fædre i anledning af fars dag, og så ville der oveni være røveri af togets gulddepoter. Vi slugte resten af maden og kom afsted i en fart. Vi kom ret langt ind i Oregons skove før vi fandt den lillebitte by McEwen og damplokomotivet (bonusinfo til familiens togtosser: et Heisler 3 Lokomotiv fra 1915, der har kørt med tømmer. Tophastighed: 20mph, men det kørte nu kun 12mph, da vi ellers ville gynge for meget fra side til side):

 Skinnerne gik gennem et tidligere guldmineområde med udsigt til de sneklædte bjerge:

 Og blev styret af de lokale togtosser:



Luca havde hørt at der ville være røveri og turde næsten ikke sætte sig op i toget selvom vi gjorde hvad vi kunne, for at forklare ham, at det altså ikke ville være rigtigt. Da røverne endeligt dukkede op, prøvede drengen at kravle ned under sæderne, fordi han var bange, men fik dog samlet mod nok til at sætte sig op til sin mor til sidst:

 De kom ridende ud af skoven og skød om sig med deres pistoler:

 Så fik de stoppet toget og kapret guldboksen (og et par af de andre børn, der var med). De skød låsen op og red hujende væk med guldsækkene.



Luca fik nu hurtigt kommet sig over chokket og var dybt fascineret af "dame røveren" i cowboytøj. "Er hun ikke bare flot, mor?".
 Lige efter kom endestationen, hvor røverne ventede med tilbud om rideture. Det var der nogen, der ikke skulle høre 2 gange, for hun strøg ud til hestene og svingede sig i sadlen:

 Der var også en lille souvenir biks der osede af tognørderi. Bl.a. kunne man købe LP´er med lyden af de forskellige lokomotiver, amerikanske togblade og bumperstickers a la "train enthusiasts don´t get old, they just loose track"! Luca fik scoret sig en skyder med knaldpapir til og har ikke været til at skyde igennem (hø hø) lige siden.
 Vi havde en times pause ved endestationen og kunne også gå ned og blive kloge på guldminedrift. Vi nåede aldrig helt derned, da man undervejs kunne vaske ægte guld i ægte guldgraverfade. Ulrik og Teresa var fyr og flamme og vaskede grus på livet løs. De nåede begge at finde et par små stumper, inden vi måtte styrte afsted for at nå toget inden det kørte retur. Det er ikke lokalt guld, man finder, men noget, der købes og derefter blandes op med grus. Det er skam ægte nok og man bliver nøje overvåget, så man ikke kommer til at stjæle noget med hjem uden at betale for det. Her ses Teresas høst. Man kan lige se de bittesmå stumper i bunden af glasset, hvis man kigger godt efter:

 Frokosten blev indtaget på Sumpter Junction Restaurant hvor tognørderiet fortsatte i stor stil med lokomotivformede børnemenuer, tog under loftet og et helt sceneri af tunneler og stationer: Togene var desværre gået i stå, da vi kom, så vi så dem ikke køre rundt.



I skrivende stund har vi langt om længe sat kursen mod Portland og regner med at være fremme en gang i aften.

På tværs af kartoffelstaten

Lørdag er gået med at køre gennem Idaho for at nå frem til Oregon. Det er ikke ligefrem den mest ophidsende stat - den er primært kendt for sine kartofler, men det blev da til et stop på "Burgers etc" hvor stolene så sådan her ud:

 Til vores store forbavselse kunne man sandeligt få en ganske udenmærket salat samme sted. Vi er faktisk endnu ikke stødt på et spisested, der ikke havde gode salater. Vi kommer dog nogengange i tvivl om hvorvidt ost regnes som en grøntsag herovre, da det er ret svært at få salater uden massive mængder.
Vi tog maden med og kørte ned til floden for at indtage den. Mens Kristian kørte hen for at skifte olie på bilen gik ungerne og jeg en lille tur i det flade landskab. Teresa havde taget Mustard med, og den sørgede for al underholdningen. Her kaster den sten i vandet:

Klatrer i træer:

Dufter til blomster:

Den gemte sig i buskadset:

Tog sig en lur på bænken:

Spillede lidt på iPad:

Jow jow . Idaho er super sjow!

Mange lange kilometer senere nåede vi til Boise, hvor der var et fantastisk supermarked med aircondition, Starbucks, udsalg på børnetøj, friske jorbær og en rigtig god delikatesse afdeling hvor man alt efter præferencer kunne få både frisk sushi, spareribs, oksekødssuppe og øøøh brød og yoghurt (Luca havde opbrugt dagens pommes frites ration og måtte derfor finde på noget andet). Vi fandt en park på GPSen og kørte derhen. Åh suk - der var den amerikanske udgave af kræmmermarked med teenagere i hobetal og "umchi umchi umchi" musik fra scenen. Men vi fik da spist den udenmærkede mad, væltede tilbage i bilen og er i skrivende stund langt om længe nået til Oregon, hvor formålet er at besøge Kristians tidligere kollega Ann, der bor i Portland. Der venter stadigt 300 miles på landevejen inden vi når så langt, men det klarer vi altså først i morgen.

Salt Lake City

For nu lige at knytte en kommentar til Bikers Against Child Abuse, som vi mødte ude ved Bryce Canyon, så fik Kristian tjekket dem ud online. Det lader til, at hvis man er et barn, der bliver slået, så kan man ringe til dem, og så laver de en motorcykel kortege op til huset, hvor barnet bor og tager en snak med både barn og forældre. Vi har grinet meget af tanken om forældrenes paniske ansigtsudtryk, når der ruller en gang rockere op til hoveddøren og spørger om der bor et forslået barn.

 Turen fra Bryce Canyon til Salt Lake City var lang. Dels fordi ingen af os havde sovet vanvittig godt i de gyngende senge på at værelse med storgøende hund i haven ved siden af og dels fordi Utah også er rimelig stor og ørkenagtig. Vi kom til at overse et exit på motorvejen og endte op på en vej, hvor store skilte proklamerede at der nu var 115 miles til næste "service". Dvs næsten 200km uden hverken vand, mad eller benzin. En smule overvældende for os lilleput danskere. Frokosten bev indtaget på Dennys betjent af en middelaldrende emsig dame, der nærmest sang, når hun snakkede og havde vildt meget makeup og meget stramme cowboybukser. Fascinerende!
På alle Dennys restauranter er der en bamse automat ude ved indgangen, hvor man aldrig vinder noget som helst (vi har skam prøvet - mange gange). Teresa fik et par quarters og prøvede lykken uden held. I det samme kom der en ældre mand og spurgte om hun ville prøve igen, han hev en nøgle op ad lommen, låste lemmen op og stak hende en bamse. Den hedder nu Mustard til minde om Moster og fordi den med lidt god vilje er sennepsfarvet.
Vi så også "sodavandsforsyningen" til Dennys ude foran. Især Luca var vildt imponeret efter vi bildte ham ind, at der var rør under parkeringspladsen der ledte sodavanden lige ind på restauranten ;-)


 Mange lange timer senere nåede vi Salt Lake City, hvor første stop var lufthavnen for at sætte Moster af. Det gik nu ret godt uden hverken tårer eller hysteriske scener fra yngstebarnet. Vi kørte direkte ind til Temple Square efterfølgende for at se Mormonernes tempel. Det skulle være ret imponerende - og vi blev ikke skuffede. Temple Square ligger i midten af byen og gaderne er navngivet med "North Temple", "South Temple" etc. Og der kører tog i midten af de pæne rene gader. Her ses stationen komplet med mågestatuer på toppen:


 Der er guidede ture hele dagen på området og vi fik en fantastisk tur i The Conference Center. Der stod et skilt med at man bare skulle gå hen til dør 15, så det gjorde vi og blev mødt af den flinkeste ældre mand, og fik en tour kun os 5. Centeret er stort og overdådigt. Der er fontæner indeni, et kunstigt vandfald på ydersiden af bygningen og rum efter rum med malerier og buster. For ikke at forglemme selve konference centeret, hvor de optager koncerterne med The Tabernacle Choir, og hvor de live transmitterer på 90 sprog til over 17 millioner mennesker verden over. Vi hyggesnakkede undervejs og fik bl.a. lært at man altså ikke har flere koner som mormon. Det var kun tilladt en kort periode, men det er dog stadigt udbredt i andre menigheder, der ikke er tilnyttet hovedkirken (når det så er sagt, så falder vi stadigt totalt udenfor gennemsnittet her I Utah med kun 3 børn) Guiden havde også godt børnetække og lod Luca trykke på knapperne i elevatoren. En lille detalje, men Luca syntes han var fantastisk og uddelte store kram, da touren var slut. Vi kom også op på taget, hvor der er en forrygende udsigt ud over Salt Lake City. På den ene side af centeret er der lavet beplantning, der repræsenterer den østlige del af Utah:

 Den anden halvdel skal ligne faunaen i den vestlige del (ja, vi er stadig på taget):


Og så kan man se på denne væg at vi alle er mormoner...... (man kan se sig selv som spejlbillede bag alle de andre på billedet):


 På vej tilbage over tempelpladsen, rundede vi The Tabernacle, hvor koret øver og hvor de optog koncerterne før i tiden. Mine forældre havde en jule LP med The Tabernacle Choir, da jeg var barn og jeg har brugt timer på at kigge fascineret på de overdådige billeder på forsiden. Så det var en ekstra oplevelse, at se det i virkeligheden.

 Vi blev anbefalet at spise på toppen af Joseph Smith Memorial Building af vores guide, hvor der ligger 2 restauranter. Vi endte på den billige..... Der var SÅ flot med udsigt ud over Salt Lake, templet og solen, der var på vej ned.

Vi fik prøvet deres specialitet: Dybstegte syltede agurker. De var faktisk langt bedre end forventet og resten af maden ligeså.

Salt Salt Lake City har virkeligt været vores turs store positive overraskelse. Vi havde ingen forventninger, men fik en fantastisk aften alligevel. Natten blev tilbragt på toplækkert hotel med dertil hørende hårdt tiltrængt og lang nattesøvn. Og så var der morgenmadsbuffet med "bag selv vafler". Vi nåede desværre ikke swimmingpoolen denne gang :-( Og så kostede hele herligheden kun 567 kr for os alle 5.
 På vej videre tog vi et stop ved The Salt Lake. Der var smækfuld af små grønbrune hidsige myg, så ungerne fik kun en hurtig soppetur. Der var også store mængder kæruld, så det næsten lignede at det havde sneet.

På de 200m vi gik ned til vandet nåede Ulrik desuden at se 5 slanger. Vi andre nåede nu kun at se dén ene af dem, der ikke flygtede i rædsel, når vi kom trampende 5 mand høj.
 Nå ja - og dette blog indlæg er skrevet i bilen på motorvejen. Jeg bliver ellers let køresyg, men ikke når der er minimum 10 km mellem at vejen svinger bare en lille smule, så er det let at lave noget andet. For ungernes vedkommende har Nintendo DS´erne opnået revanche. De har ellers ligget og samlet støv i lang tid, og Teresa har vist ikke spillet siden hun blev god til at læse engelsk. I hvert fald kan hun nu læse, hvad der står på skærmen og derfor spille spillene rigtigt.

Roadrip - part 1

SÅ gik starten for vores roadtrip, og den begyndte ganske forrygende. Christine (eller Mustard som ungerne er begyndt at kalde hende i stedet for Moster) kom lørdag aften med kufferten fuld af Anders And blade og lakridser - ganske som hun plejer. Det blev nu kun til en enkelt nat i El Cerrito for hendes vedkommende, da vi stod så´n relativt tidligt op søndag morgen og lagde hårdt ud med at køre direkte om Starbucks for at spare på opvasken derhjemme og derefter vendte næsen øst på. Det blev til  et enkelt stop i Ross for at gå på toilettet - vi kom (næsten) ikke til at købe noget tøj derinde..... Og vi mødte også lige en frugtbod med friske jordbær og ferskner. Alle siger at det tager ca 3 timer at køre til Yosemite, men det tager altså lige lidt længere tid, når det er os ;-)

Vi kom godt frem, men alle var ret så sultne og første stop blev derfor burgersnasken i Yosemite Village. Der var ikke særligt mange mennesker, sidst vi var der (i efteråret sidste år), men denne gang kunne man godt mærke at sommersæsonen var skudt i gang, og det tog en rum tid at få en p-plads. Heldigvis var burgerne super gode og blev nydt i selskab med meget sultne egern, som det er strengt forbudt at fodre. Faktisk er der skilte om at man risikerer en bøde på 5000$ for fodre kræene. Alligevel så vi flere, der ikke holdt sig tilbage med at dele deres pommes frites - til stor forargelse for ungerne.
Vi lagde ud med at traske hen til "Lower Yosemite Fall" der havde en smule mere vand end i efteråret  - men ikke meget. Der har ikke været meget nedbør denne vinter og det kan også ses på vandmængden i bjergene. Det er dog stadigt et imponerende vandfald.

Vi kom lidt på afveje på vej derhen og måtte forcere brusende vandløb med livet som indsats ;-)

Vi fik også kigget os lidt omkring inde i dalen og smagt på de lokale is inden turen gik mod hotellet. Vi skulle bo på Tenaya Lodge der ligger lidt udenfor den sydlige indgang til parken. Yosemite er nogenlunde på størrelse med Sjælland og vi fik sjusset os frem til at turen fra Yosemite Valley og hen til hotellet svarede nogelunde til at tage turen fra Kalundborg til København C. Det er altså bare nogle andre afstande herovre.

Mandag tog vi til Glacier Point, hvor man beskuer alle Yosemites herligheder fra oven. Nørj, hvor var det flot. Vi fik taget en masse profilbiller med det næsten helt surrealistiske sceneri bag os

Og man kunne også kigge direkte ned i dalen oppefra:

Der var tykt af mennesker og vi var ved at blive drevet til vanvid af Luca, der mente at det er en menneskeret for 6 årige at bestige samtlige kampesten uanset hvor tæt på kanten af bjergsiden, de end måtte være.
Vi havde planlagt at medbringe mad, der kunne indtages på en vandretur og vi fandt en fin sti, der fik os væk fra de værste folkemængder og sagtens kunne forceres af børneben. Frokosten blev nydt på en sten i solen med en formidabel udsigt. Det er imponerende så godt småsveden hummus smager i disse omgivelser.

Eftermiddagen blev tilbragt i hotellets swimmingpool i høj sol og højt humør.

Tirsdag gik turen videre mod Death Valley. Det gik ikke helt som planlagt, da vi skulle krydse tværs gennem Yosemite fordi der var sket en større ulykke. Der er kun een vej, der går på tværs og den var blevet spærret fuldstændig pga (fik vi senere at vide) en dame der var endt i den forkerte vejbane og derefter var trillet 70m ned ad en skrænt fyldt med sten. Vi ved ikke om hun overlevede.
Vejen endte med at være spærret af i omkring 4 timer og vi fik tiden til at gå med at soppe rundt i et vandløb. Der findes bestemt værre måder at tilbringe ventetid på.

Da vi endeligt kom ud af parken var klokken blevet mange og der manglede stadigt over 300km gennem den mindre befolkede del af Sierra Nevada, hvor der er reklamer for hesteplejning i den countryspillende lokalradio og hvor der er vaskeægte cowboys ved nabobordet på Dennys. Da vi endeligt nåede frem til afkørslen mod Death Valley var det blevet bulderragende mørkt og Kristian og jeg bevæbnede os med et par dybe indåndinger, god stærk kaffe og undertegnede, der sad med næsen i GPSen og advarede om hviken vej hårnålesvingene drejede næste gang. Vejene derinde var heldigvis i super stand og det blev såmænd også kun til et enkelt overkørt dyr i mørket....
Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se Death Valley, siden jeg skrev en opgave om stedet i skolen for efterhånden mange år siden, men efter at have taget turen i mørke og kommet frem til hotellet ved 23 tiden, hvor det stadigt var omtrent lige så køligt som i en varm ovn, og efter at have tilbragt en stort set søvnløs nat med larmende aircondition lige ned i hovedet var Kristian og jeg nu ret enige om at vi ikke kunne komme hurtigt nok ud derfra - inden temperaturen kravlede alt for langt op over 50 grader den efterfølgende dag. Vi boede i Furnace Creek, der går for at være det varmeste sted p.å jorden - vist nok kun overgået en enkelt gang af Sahara i 1920. Vi fik set ørkenen på vejen ud, og når man kører gennem området, er der ikke tvivl om at Death Valley er et passende navn.

Der er kun omkring 3 timers kørsel til Las Vegas og selvom alle ved at langt den største Wauw faktor opnås ved at køre ind efter mørkets frembrud, så sørgede vi nu bare for at komme derhen hurtigst muligt. Vi havde booket et hotelværelse på Flamingo Las Vegas, der er eet af kæmpe casinoerne på The Strip. Det var totalt Las Vegas style med udsigt ud over springvandet på Bellagio:

Gardiner der gik til side vha en kontakt, fjernsyn i spejlet på badeværelset og store "læder"betrukne paneler bag sengene - nå ja og glasvægge ud til badeværelset (godt nok frostede, men alligevel.....)
Vi kom ved 10 tiden og kunne ikke få værelset før ved 16 tiden, men vi kunne heldigvis godt få vores nøglekort, så vi kunne benytte poolen.

Las Vegas er altså et spøjst sted. Amerikanere er generelt ret blufærdige med hensyn til alkohol på offentlige steder, men her giver de den gas med kæmpsestore plastik eiffeltårne fyldt med sprut/slushice, de drikker sprut mens de venter i køen på at tjekke ind og kølediskene med champagne og vodka bliver ikke gemt af vejen i et hjørne bagerst i supermarkedet. Der er bestemt taget højde for denne kultur og går man på toilettet om aftenen er man måske heldig, at der sidder en dame, der er ansat til at friske kunderne op med tyggegummi/mintpastiller og lidt frisk makeup. Stemningen var nu ikke ubehagelig, men vi vadede selvfølgeligt heller ikke rundt på gaden om natten.

Vi lagde ud med et besøg på The Sugar Factory, hvor ungerne hver fik en KÆMPE is som beløøning for at køretur have opført sig eksemplarisk i bilen på den laaaaaaange tur ind i Death Valley:

Der blev ikke spist op.....
Ellers fik vi besøgt M&Ms butikken og Coca Cola butikken på The Strip. I M&Ms butikken var der bl.a. en lille 3D biograf, hvor de viste gratis film.  Det var stegende varmt og flere steder havde de sat ventilatorer op, der både blæste og sprøjtede med vand - skønt.

Eftermiddagen blev tilbragt i hotellets swimmingpool og aftenen bød på kæmpestore bøffer hos The Palm i Ceasars Palace sponsoreret af Christine. Jeg har ikke selv fået så mør en bøf i årevis.

Så gik vi ellers lidt rundt og faldt i staver over Eiffeltårnet:

De kæmpestore kasinoer med ekstrem pynt i loftet:

Alle kopierne af statuer fra det gamle Rom:

Pensionisternes tøjstil:

Kristian var nødt til at gå med Teresa, da han ellers var ved at blive begravet i reklame kort for "girl service" etc.  De er super pågående og det lader til at der i kasionerne er folk ansat til at kun at spørge hvor man kommer fra, indlede en samtale og få én til at føle sig så godt tilpas at man bliver hængende i netop dét kasino.

Vi havde lovet ungerne endnu et besøg i The Sugar Factory for at købe bland selv slik. Det er altså en sindssyg slikbutik:

Vi sov godt og længe i de store bløde senge og spiste morgenmad på nabokasinoet om morgenen. Christine ville (til Teresas udelte forargelse) liiiige prøve et par mønter af i en spilleautomat, men det gik altså ikke, når der var børn i nærheden.

Så gik turen ud over Nevadas lange, brede, flade motorveje. Gaaaaab. Heldigvis er det effektivt i antal km kørt pr time og vi nåede også lige at køre gennem et hjørne af Arizona. Landskabet ændrede efterhånden karakter og blev mere rødt og eroderet. Det var ikke svært at se at Grand Canyon ligger i nærheden.

På vejen mod Bryce Canyon i Utah kom vi gennem Zion nationalpark:

Og endeligt nåede vi frem til Bryce Canyon. Det er ikke til at se, når man kører ind i parken at man snart vil møde nogle imponerende landskaber, det er faktisk bare et jævnt kedeligt fyrretræslandskab, der fås bedre i DK. Men efter at have parkeret bilen og gået 100m så det sådan her ud:

Vi gik en tur nede i kløften, der ikke så særlig lang ud på oversigtskortet men alligevel endte med at tage et par timer. Især opturen var stejl og lang:

I skrivende stund er vi langt om længe kommet til et hotel, hvor internet er både tilgængeligt og heller ikke koster en mindre formue at benytte. Vi er stadig i Utah og sætter kursen mod Salt Lake City i morgen, hvor moster skal nå et fly (snøft). Det er MEGET tydeligt at vi nu er i Mormonland. Antallet af store familier og langhårede, kjolebeklædte damer bliver mere og mere almindeligt og vi har spist aftensmad på en lille lokal restaurant, hvor der var Mormones Books til afbenyttelse. Vi mødte også en flok ondt udseende rockere fra gruppen BACA (Bikers Against Child Abuse) og Luca fik scoret sig både klistermærker og tatoveringer.....